Tugthuset eller Tøger 2.0?
Reaktionerne var positive, da Christian Jensen for et halvt år siden blev udnævnt til ny chefredaktør på Politiken og derefter indtog det berømte hjørnekontor på Rådhuspladsen. Farvel til den småarrogante, verdensfjerne, men højt begavede Bo Lidegaard, og goddag til en chefredaktør med en høj journalistisk profil, der samtidig kunne være tættere på forretningen. Christian Jensen er alle journalisters journalist, men det bliver måske også hans endeligt.
.jpg)
Stig Ørskov præsenterer Politikens nye chefredaktør, Christian Jensen, på et pressemøde. Polfoto/ Thomas Borberg.
Han er ikke kommet godt fra start
En af Christian Jensens første embedsgerninger var en større fyringsrunde. Han forklarer selv i Journalisten, at spareplanen blev anderledes og større, end han havde forestillet sig, fordi forudsætningerne ændrede sig, efter han tiltrådte. Det burde direktionen i JP/Politikens Hus nok have gennemskuet, så Bo Lidegaard kunne have stået for den omgang i stedet for. Hvorfor dog give en ny chefredaktør sådan en start? Fremfor at være den store redningsmand fremstår han i stedet som en forpjusket bøddel, der netop er ankommet med 4-toget.
Der var ikke noget at sige til, at han gerne ville tage revanche, og i sidste weekend kom så muligheden i form af den famøse PET-bog. Kampen startede som et korstog for ytringsfriheden - men endte som et Waterloo, da sagens fakta tegnede sig stadig mere klart.
PET var i sin gode ret til at nedlægge fogedforbud, fordi bogens foromtale "nok havde fået lidt for meget sovs og kartofler", som Jakob Scharf selv har formuleret det efterfølgende. Det fremgår direkte af foromtalen, at PET's hidtil hemmeligholdte metoder ville blive lagt frem i lyset, og selvom der muligvis ikke er dækning for teksten i bogen, er det indlysende, at PET har ret til nedlægge fogedforbud, så de kan få mulighed for at læse bogen grundigt igennem. For den ville forlaget nemlig ikke udlevere. Det er sådan, en retsstat beskytter sig selv, og det burde Christian Jensen kunne indse.
PET var i sin gode ret til at nedlægge fogedforbud, fordi bogens foromtale "nok havde fået lidt for meget sovs og kartofler", som Jakob Scharf selv har formuleret det efterfølgende. Det fremgår direkte af foromtalen, at PET's hidtil hemmeligholdte metoder ville blive lagt frem i lyset, og selvom der muligvis ikke er dækning for teksten i bogen, er det indlysende, at PET har ret til nedlægge fogedforbud, så de kan få mulighed for at læse bogen grundigt igennem. For den ville forlaget nemlig ikke udlevere. Det er sådan, en retsstat beskytter sig selv, og det burde Christian Jensen kunne indse.
Da Christian Jensen på Radio24syv skulle forklare, hvorfor han havde brudt fogedforbuddet, mente han ikke, at det omfattede hans avis, selvom det var nedlagt overfor hele JP/Politikens Hus. Og hvis det gjorde, så var der ikke noget at gøre ved det. Da journalisterne gik ham på klingen, kunne han ikke svare, og dermed er vi for første gang havnet i en situation, hvor en chefredaktør på Politiken har tabt ansigt i en sådan grad, at konklusionen må være, at han er færdig som chefredaktør.
Christian Jensen har også taget fejl af Jakob Scharf. Hvorfor skulle han pludselig fremstilles som en anden Snowden, når sandheden er, at han blot er ude på at markedsføre sin egen haltende virksomhed gennem en bog?
Danmark har i flere tilfælde været ramt af terrorlignende begivenheder, og det siger sig selv, at de metoder, som PET anvender til at forhindre terror, ikke skal udbredes til alle og enhver i et reklameskrift for en virksomhed. Og da slet ikke i en avis under dække af, at det handler om ytringsfrihed.
Danmark har i flere tilfælde været ramt af terrorlignende begivenheder, og det siger sig selv, at de metoder, som PET anvender til at forhindre terror, ikke skal udbredes til alle og enhver i et reklameskrift for en virksomhed. Og da slet ikke i en avis under dække af, at det handler om ytringsfrihed.
Christian Jensen fik i sin tid nærmest slået Berlingske ihjel efter afsløringen af Mærsks mulige rolle under besættelsen. Nu er det så Politikens tur til at blive kastet på idealismens alter i et helt misfostået forsøg på at puste sig selv op.
.jpg)
Kilde/Polfoto.
Ret slår nyhed
Christian Jensen er derfor blevet udsat for massiv kritik - ikke bare fra de forventede politikere - men også fra sine kollegaer i medierne. Det må i den grad pine ham og gøre ham søvnløs.
Både Jyllands-Posten og Berlingske har forholdt sig kritisk, og Berlingskes tidligere koncernchef Lisbeth Knudsen har i MediaWatch gennemheglet Christian Jensen, som hun jo selv har arbejdet tæt sammen med tidligere på Berlingske. Selv Lasse Jensen har lagt afstand, og det burde i sig selv være nok til at gøre Christian Jensen nervøs. Også normale bannerførere for ytringsfriheden som Jacob Mchangama og Institut for Menneskerettigheders Jonas Christoffersen er stærkt kritiske overfor Christian Jensens handling.
Den hårdeste afstandtagen kommer imidlertid fra Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, der spidder Christian Jensen med følgende bemærkning: "Beklikker man domstolene, undergraver man retssamfundet".
Den hårdeste afstandtagen kommer imidlertid fra Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, der spidder Christian Jensen med følgende bemærkning: "Beklikker man domstolene, undergraver man retssamfundet".
Den administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov har allerede varmet op til, hvad der skal ske, med følgende kommentar: "Det er ikke koncernen, men de enkelte ansvarshavende redaktører, som ifølge medieansvarsloven er ansvarlige for indholdet i medierne.”
Politiken og Christian Jensen er nu blevet meldt til politiet. Det fremstår mere og mere, som om Politiken er blevet revet med af en dygtigt orkestreret markedsføring fra People's Press' side - og chefredaktørens ønske om pronto at revitalisere Politikens aktivisme - koste hvad det vil.
Relationen mellem forlaget People's Press, Politiken og bogens forfatter fremstår også underlig. Forfatteren er nemlig journalist på Politiken, og man må med rette kunne spørge om, hvorvidt journalisten har udleveret hele manuskriptet til sin chef, så han nemt kunne trykke det i avisen. I så fald er der tale om alvorlig krænkelse af ophavsretten og den aftale, man som forfatter indgår med et forlag. Det kan naturligvis være, at People's Press har aftalt hele forløbet med Politiken, men hvis det er tilfældet, fremstår hele sagen i endnu højere grad som et mediestunt.
Relationen mellem forlaget People's Press, Politiken og bogens forfatter fremstår også underlig. Forfatteren er nemlig journalist på Politiken, og man må med rette kunne spørge om, hvorvidt journalisten har udleveret hele manuskriptet til sin chef, så han nemt kunne trykke det i avisen. I så fald er der tale om alvorlig krænkelse af ophavsretten og den aftale, man som forfatter indgår med et forlag. Det kan naturligvis være, at People's Press har aftalt hele forløbet med Politiken, men hvis det er tilfældet, fremstår hele sagen i endnu højere grad som et mediestunt.
Radio 24syv og dennes chef Jørgen Ramskov spiller også en besynderlig rolle i sagen. Han har nemlig som en af de eneste offentligt forsvaret bruddet på fogedforbuddet. Radio 24syv bor samme sted som People's Press, de deler kantine, og de har begge PeopleGroup i ejerkredsen. People's Press' kreative direktør, Jakob Kvist, sidder i Radio 24syvs bestyrelse. Den konstellation kan man mene om, hvad man vil - men den burde kunne give anledning til agtpågivenhed på Rådhuspladsen.
Dernæst viser det sig, at Jacob Scharf har underskrevet en tavshedserklæring til PET. Det fremgår heraf, at han skulle indhente tilladelse fra PET til deltagelse i for eksempel bogprojekter om PET. Uanset om erklæringen er rimelig eller ej, må man forvente, at en tidligere chef for PET lever op til de aftaler, han selv har underskrevet. Og den aftale indgik faktisk også som grundlag for fogedforbuddet. Det var således ikke kun bagsideteksten, hvilket ellers er det billede, der er blevet forsøgt tegnet i medierne af Christian Jensens få proselytter.
Exit Christian Jensen
Exit Christian Jensen
Et fogedforbud er en midlertidig dom, som efterfølgende skal godtgøres. Hvis kendelsen er tynd, som Christian Jensen mener, må man antage, at et kæremål til Østre Landsret ville have gode chancer for at give et andet resultat. Hertil kommer, at PET under alle omstændigheder efterfølgende skulle fremlægge meget mere dokumentation for at få stadfæstet kendelsen. Der er intet i bogen, der ville blive ødelagt, selvom den skulle blive forsinket 14 dage, og Christian Jensen har således ikke givet domstolen mulighed for at fungere. I stedet forfremmede han sig selv til retsstatens overdommer. Det var hybris, og det bør koste ham jobbet som chefredaktør på Politiken.
For hvis man vil anfægte domstolenes uvildighed, må man forvente, at et stort medie som Politiken har orden i penalhuset. Nu har Politiken i stedet svigtet det ansvar, der følger af at kunne kalde sig den 4. statsmagt. Med lov skal land og medier bygges. Ikke nedbrydes.
