Nationens katarsis
Valgaftenstalerne er første skridt i nationens katarsis ovenpå et valg, der for en gangs skyld er reel kandidat til titlen som det mest beskidte nogensinde. Efterdønningerne fra 2016-valget i USA kommer til at kræve store ord af den kommende præsident, hvis vedkommende skal gøre sig håb om at samle nationen og fremstå som en landsfader/-moder for de splittede vælgere. Det arbejde begynder allerede med valgaftenstalerne – både for vinder og taber.
af Mark Herron
2016-præsidentvalgkampen har været et valg, hvor kandidaternes ordvalg i sig selv har spillet en tiltagende rolle i både debatterne mellem de to kandidater og mediernes dækning af valgkampagnerne. Trumps kandidatur har været båret frem, men også været hæmmet af hans måde at sige tingene på.
I dette klip fra en af efterårets valgdebatter vil Trump ikke love, at han vil acceptere det endelige resultat. Ifølge Trump er medierne korrupte, og vælgernes hoveder er blevet forgiftet.
Clinton har til gengæld brugt Trumps ord mere end Trumps politik til at påpege hans manglende parathed til præsidentembedet, hvor Trumps fornærmelser såsom ”Nasty woman” har haft større gennemslagskraft hos Clintons vælgere end hendes egne kritiske fraser som ”Trumped up trickle down economics”.
.gif)
Under valgdebatten, der blev afholdt i New York, brugte Hillary udtrykket "Trumped up trickled down economy" flere gange.
Trump har dog ikke kun brugt sine ord til at underminere det legitime i sin modstanders kandidatur, idet han blandt andet har krævet hende yderligere undersøgt og fængslet samt stillet vedvarende spørgsmålstegn ved valgprocessen, når meningsmålingerne ikke er gået hans vej. Med udtalelsen ”I will keep you in suspense”, i forhold til om han ville acceptere et valgnederlag, rykkede Trump nok engang ved, hvad man kan sige som præsidentkandidat i USA.
Når selve det demokratiske system undermineres på denne måde, synes det vigtigere end nogensinde, at ordene, der kommer efter valghandlingen er slut, vil være i stand til give amerikanerne muligheden for at lægge valgkampen bag sig. Spørgsmålet er, om årets to kandidater har sådan en tale i sig, uanset om de skal optræde i rollen som vinder eller taber.
Clinton er uden tvivl den af de to talere, der holder sig tættest til traditionerne omkring præsidentiel retorik, men hun vil skulle tale til en dybt splittet befolkning, hvor hun skal forsøge at omfavne amerikanere, som er dybt skeptiske omkring hendes person. I 2008 formåede Barack Obama, for en kort stund, at få USA til at se valget af en sort mand til Det Hvide Hus som et skridt fremad for hele USA. Spørgsmålet er, om Clinton vil være i stand til at gøre det samme som nationens første kvindelige præsident.
Obamas 2008-valgaftenstale, også kendt som Ann Nixon Cooper-talen.
Trump har lejlighedsvis vist sig i stand til at håndtere de præsidentielle former, men han har lige så mange gange selv fremhævet, at han er ligeglad med koderne omkring de præsidentielle ord, der igennem tiden har været med til at forme amerikanernes selvforståelse. Det kan vise sig kritisk i det øjeblik, hvor magten enten skal tages med ydmyghed eller opgives med ærbødighed.
Valgaftenstalen som overgangsritual
Det er her, ritualet og traditionerne omkring valgaftenstalen kommer til deres ret, hvor ordene kan synes vidtløftige og lige lovligt store i deres højtflyvende visioner. Ordene rummer også et vigtigt element af katarsis, så nationen kommer videre fra valgkampens barske retorik. Helt tilbage fra det første ’beskidte’ valg i USA i 1800 har vinderen talt om forening blandt vælgerne, efter at sejren er i hus.
Overordnet kan talerne siges at imødekomme bestemte behov hos taleren i situationen. Der er et personligt behov for, at taleren kan ændre rolle fra kandidat til præsident, hvis valget og embedet vindes. Hvis valget tabes, er det vigtigt, at kandidaten forsikrer sit parti om, at kampen fortsætter i oppositionen. Allerede her kunne Trumps situation og talestil skabe problemer, idet han har haft så stort fokus på vindermomentet i sig selv samt bevidst har spillet på splittelse i både befolkningen og det republikanske parti.
Forskeren P.E. Corcoran har beskrevet situationen omkring valgaftenstalen for kandidaten på følgende farverige facon: ”On the eve of election triumph, the victor finds himself: “hoarse, drunk on the liquors of victory, proud, struggling to contain the gambler’s delirium.” Der er tale om et stærkt emotionelt øjeblik for både enkeltpersonen, kampagnen bag kandidaturet og nationen som helhed. Det er forbindelserne mellem disse aktører, som skal anerkendes i øjeblikket ifølge Corcoran og andre forskere som Wayne Howell og Kurt Ritter, hvor valgaftenstalen først og fremmest handler om at hylde andre i kampagnen og det amerikanske demokrati som helhed.
Faste elementer i valgaftenstalen
Traditionen omkring valgaftenstalen byder på følgende elementer i talen:
1) Talerne skal rumme en formel anerkendelse af enten sejren eller valgnederlaget. Dette betyder også, at taberen skal give vinderen besked om denne anerkendelse af resultatet, inden talerne kan holdes på valgaftenen.
2) Talerne skal fremhæve vigtigheden af national samhørighed. Selvom der er politiske uenigheder, så bør valgkampens hede argumenter vige for, at man i stedet støtter præsidenten, der er blevet valgt.
3) Folket og de grundlæggende værdier i det amerikanske demokrati hyldes, hvorved det positive ved styreformen fremhæves over det negative.
4) Kampagnens budskaber fremhæves også i forhold til, hvad der er blevet kæmpet for, og hvorfor disse emner stadig er relevante i debatten.
5) Kandidatens rolleskift fremhæves i talen. Det sker ofte med en gennemgang af kandidatens personlige fortid frem til det skift, der nu skal finde sted, hvad enten det er en tilbagevenden til civilstand eller til embedet som præsident for USA.
6) Endelig takkes støtterne også i form af familien og de nærmeste medlemmer af valgkampagnerne og de frivillige.
Man skal ikke have set særligt mange af Trumps taler for at finde det interessant at se, hvordan han vil håndtere det på valgaftenen. I sin sejrstale fra for eksempel primærvalget i New Hampshire havde han ganske svært ved at rose sine modstandere:
I sin vindertale ved primærvalget i New Hampshire havde Trump svært ved at rose sine modstandere.
Uanset om Trump vinder eller taber, vil han skulle sluge noget af sin brovtende ’vinderstil’ for at fremstå som USA's samlende landsfader. Andre kandidater har dog også haft svært ved at forholde sig til forventningerne omkring valgaftenstalen.
Barack Obamas modstandere på valgaftenerne
I 2012 var republikanernes Mitt Romney så sikker på, at han ville vinde valget, at han først flere timer, efter at afgørelsen var åbenlys, trådte frem på de fleste medier og holdt sin valgaftenstale. Det var med en tale, der lød mere som en hastigt ændret vindertale end en tabertale, hvor Romneys mest personlige udtalelse blev en beskrivelse af, hvor fin hans kone ville havde været som førstedame i USA. Selvom talen overholdt de forskellige traditioner ved talen, så skete det på så mekanisk maner, at Romneys tale på samme måde som hans kampagne endte med at stå tilbage som et upersonligt bekendtskab.
Mitt Romneys tale:
Bedre gik det for John McCain i 2008, der gav en rørende og ikke mindst anerkendende tale i 2008, hvor han fremhævede det historiske ved Barack Obamas sejr og en dybere forståelse for, at dette havde særlig betydning for afroamerikanerne i USA.
McCain benyttede sin tale til netop at finde en vej frem for både sine egne støtter, men også USA, der med valget af Barack Obama var en nation, der stadig rykkede sig i positiv retning.
John McCains tale:
2016 – ”Find ways to come together”
Det er svært at se Trump hylde Clintons historiske sejr som kvinde på samme måde, hvis denne sejr indtræffer. Clinton på den anden side vil også have svært ved at hylde et Trump-embede efter at have kritiseret hans person så grundlæggende, som hun har gjort i valgkampen. I den seneste udvikling i valgkampen, hvor meningsmålingerne er blevet tættere end tidligere, er vælgerne ikke flygtet fra Hillary Clinton, så meget som at republikanske vælgere er vendt tilbage til Trump.
Begge kandidater står til at få under 50 % af stemmerne i USA, hvilket vil kræve en tale, der vægter det ydmyge i at finde en vej videre fra en grov valgkamp, der har vægtet personfnidder over politik.
Hvordan de to kandidater vil forholde sig til dette, vil vi forhåbentlig få tilfredsstillende svar på i løbet af natten til onsdag.
