Er du #sociopat?

Offensive meme-trenden eller "det er bare for sjov, og jeg har ret til at have min egen form for humor" er på sit højeste lige nu. Men der må være grænser for, hvor sjov du kan være, og hvor meget ballade du kan slippe afsted med – hvis altså du vil undgå at blive opfattet som i bedste fald afstumpet og i værste fald sociopat.
Offensive meme-trenden er på sit højeste lige nu. Men der er må være grænser for sjov, hvis du vil undgå at blive opfattet som sociopat. Facebook-billede fra et af de offensive fælleskaber, vi har hørt mest om for nylig.
Offensive meme-trenden er på sit højeste lige nu. Men der er må være grænser for sjov, hvis du vil undgå at blive opfattet som sociopat. Facebook-billede fra et af de offensive fælleskaber, vi har hørt mest om for nylig.
af Katrine K. Pedersen
Offensimentum, dank memes, latterliggørelse af #metoo. "Det er bare for sjov", siger skaberne og gemmer sig bag ytringsfriheden og humorens subjektive natur. Men hvor sjovt er det lige at gøre grin med andre menneskers historier om diskrimination og traumer?
 
 
Ligesom man ikke bare kan vade ind i Mordor, kan man ikke forvente, at en sociopat kan føle skyld.
 
Sjov og ballade med henrettelser og voldsporno
Offensive meme-trenden eller "det er bare for sjov, og jeg har ret til at have min egen form for humor" er på sit højeste lige nu. En af verdens mest magtfulde mænd frekventerer genren: Trump leverer igen og igen indhold til offensive memes, senest med en joke om at hænge alle homoseksuelle.
 
Støjberg er også leverandør af både smykker, lagkager og senest baggrundsskærm med tegning af profeten Muhammed. Så er tonen ligesom slået an – og det er også den, de unge spiller på Offensimentum eller offen.dk: "Danmarks mest offensive forening". Eller Danmarks største ungdomsklub kan vi også kalde det.
 
Her hænger den danske ungdom 13 år+ ud. De har det sjovt, og da jeg var forbi sidste uge, var der sjov og ballade, gas og grin med: En tegning af profeten Muhammed, der skider sig selv i munden; en meget ung lyshåret pige, der sniffer coke fra en behåret penis under teksten "det kilder"; en gris i lægeuniform med teksten "I diagnose you with gay"; et billede af kvinder i burka med teksten ” The muslim sex doll blows itself up” og ting, jeg ikke kan nævne uden at kaste op.
 
Køns- og seksualitetsdiskriminerende jokes florerer heftigt i kredsene med offensive memes.
 
Hvis man ikke kan klare mosten, skal man holde sig væk, lyder det fra administrator – for det er bare for sjov. Offensive memes, dank memes eller edgy memes handler om at gå til grænsen og over den. Jo længere tid et edgy meme kan ligge på YouTube, jo mere ”fuck the police”-cred.
 
Der findes masser af lukkede grupper både på websites, men også grupper på sociale medier, hvor det er muligt at shitposte, shame og dele offensive memes. Det er ofte unge, både tweens og teens, der tager del enten som medlemmer eller/og meme-producenter.
 
Et meme kan optræde på de sociale medier som alt lige fra et hashtag, en gif, en selfie til en video – vi har brug for dem i onlineuniverset, fordi de binder fællesskabet sammen - hvad enten det er via humor, eller fordi vi sørger, forarges eller er vrede sammen med vores flok. Det er flokkens symboler, klichéer, visuelle sprog.
 
Vi anvender fx 'solidaritetsmemer', fordi vi af den ene eller anden årsag føler trang til at give vores holdning til kende og tage del i et fællesskab/en fælles kritik. Og de memes, der trender lige nu. er så dem, der fornærmer. Det kan være en mere eller mindre tilsigtet fornærmelse, men underholdningsværdien ligger oftest ikke kun i selve joken - reaktionen, den fremprovokerer er vigtig.
 
Nogle får et decideret kick af at fornærme og af at se andre menneskers vredesudbrud eller ophidselse. Andre memes er så grove, at de ikke tåler dagens lys, så de deles i lukkede humorfællesskaber. Det kan være henrettelser eller voldsporno, ekstremt racistiske eller diskriminerende memes. Populære temaer er fx terror, kvinderundertrykkelse, 9/11, holocaust og skoleskyderier.
 
Skaberne af de fornærmende jokes får ofte et kick af andres vrede eller sorg og mener, at det blot hæver dem over alle andre.
 
Vi søger i lukkede grupper og væk fra de store flokke på SoMe
I løbet af de seneste år er tonen blevet hårdere, i takt med at sociale medier blandt børn og unge i stigende grad anvendes i lukkede grupper. Det er en generel tendens, at vi søger i lukkede grupper, mindre fællesskaber og i tilfælde de krypterede. Her kan man kvit og frit dele sin fetish, sin ekstreme humor eller tage del i en radikal subkultur.
 
Internettet er fyldt med fællesskaber, der hylder og promoverer ekstreme idealer. En populær subgenre på YouYube er den såkaldte ”24 hour challenge” med over 28 millioner hits. Den går ud på at gøre et eller andet usædvanligt, på grænsen af hvad der er lovligt, i et døgn. Det kan være alt fra at bryde ind i Trump Tower, en militærbase, IKEA, Bilka eller i en fremmed persons hus uden at blive opdaget.
 
Der findes flere subgenrer, der bevæger sig i grænselandet for, hvad der er lovligt og ulovligt som fx ”try not to laugh”, ”try not to cringe”, ”try not to look away” og ”to be continued.” De skildrer situationer, vi sjældent ser eller deler offentligt, fordi de går til grænsen af, hvad der er socialt acceptabelt eller lovligt.
 
Det sociale medie Tumblr er et eksempel på en platform, hvor ligesindede kan mødes omkring idealer, der bryder med eksisterende samfundsnormer. Tumblr er en af de mest populære microblogging-platforme med et effektivt reblogging-system, der fungerer som et værktøj til massive græsrodsbevægelser.
 
Tumblr er et socialt medie, der adskiller sig fra Instagram, Snapchat og Facebook ved i særlig grad at huse subkulturer, der centrerer sig om fx vold, porno og selvskadende adfærd. Tumblr indeholder også subkulturer, der plæderer for en mere eller mindre ekstrem kultur eller adfærd som fx fænomenet “thinspiration” og “pro-anorexia”, der promoverer spiseforstyrrelsen anoreksi via bl.a. hashtags som #thinspo, #ana (anorexia), #mia (for bulimia) og #blithe (selvskade).
 
På sider som fx Tumblr kan grupper med ekstrem eler selvskadende adfærd dele erfaringer indbyrdes. Hashtagget #thinspo promoverer spiseforstyrrelser og motiverer brugerne til at holde den farligt slanke linje.
 
Disse koder skaber et lukket fællesskab, et parallelunivers, hvor gruppens individer kan dele og styrke deres overbevisning. Et kodesprog, der udvikler sig og tager nye former i takt med, at omverdenen afkoder det og griber ind. Det kan fx være medievirksomheder, der i stigende grad indgår samarbejder med hjælpeorganisationer for at gribe ind i forhold til ekstrem adfærd.
 
Hvis en bruger fx skriver #ana på Instagram, popper et vindue op med teksten: “Hvad kan vi hjælpe dig med? Opslag med ord eller tags, du søger efter, tilskynder ofte til adfærd, som kan være skadelig og måske føre til et dødsfald. Hvis du gennemgår en svær tid, vil vi gerne hjælpe”.
 
Det ser nu ikke ud til, at denne form for hjælp har gjort en forskel, derimod ser det ud til, at den opfattes som censur eller social kontrol, og dermed er disse communities blevet stærkere og mere lukkede.
 
Ekstrem adfærd hører til det at være ung, at være i oprør med tidligere generationer for at manifestere en ny. Jeg forstår de unges grænsesøgende adfærd - de er programmeret til oprør. Men de er langt over grænsen. Og det er de vel nærmest nødt til, hvis de skal leve op til eller måske endda overgå voksne menneskers sociale mediehumor-kultur?
 
På en eller anden måde kommer det ikke bag på mig, at granvoksne mennesker gør grin med andres traumer og smerte, senest med #metoo, men bagved sidder et menneske med en historie. Jeg lærte i tidernes morgen af min gamle retorik-professor, at der er grænser for, hvad en taler kan gøre grin med, fx køn, etnicitet og religion. I hvert fald hvis taleren vil undgå risikoen for at blive opfattet som sociopat. Jeg tænker, at det råd ikke længere rækker. Men risikoen er den samme: altså at "Det er bare for sjov" konnoterer: "Jeg er i bedste fald en afstumpet idiot og i værste fald sociopat".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også