Frygt ikke forandring

2015 blev et af de bedre år for Barack Obama på den offentlige talerstol, hvor han leverede nogle af de bedste taler i hele sin tid som præsident. Derfor kunne man også have forventninger omkring den sidste State of the Union tale, som Obama kommer til at holde. Det blev delvist indfriet af en tale, hvor Obama både viste overskud og tilfredshed over hvad han havde opnået, men talen viste også bevidst og ubevidst en vej mod tiden efter Obama.
Det er sjældent at Obama ikke selvbevidst nævner den talersituation han befinder sig i, og ikke mindst hvilken rolle hans præsidentielle ord spiller. Det kom også til udtryk i denne State of the Union tale fra start af: ”… for my final address to this chamber, I don’t want to just talk about next year. I want to focus on the next five years, the next 10 years, and beyond. I want to focus on our future.” Obama erkendte her begyndelsen på enden for hans eget præsidentembede, men han benyttede så samtidig lejligheden til at bryde med tidsrammen for den årlige tale og kunne derved folde perspektivet bredere ud for talens temaer.
 
Men talen havde ikke kun et blik for fremtiden. Dens ord strakte sig tilbage til Obamas tidligere State of the Union taler. F.eks. vendte Obama tilbage til det han havde beskrevet som ”The Sputnik Moment” fra State of the Union talen i 2011. Dengang blev den historiske begivenhed brugt til at skabe en parallel til nutidens udfordringer for USA under den økonomiske krise, men i stedet for at blive et let spark i … på amerikanerne i den globalge konkurrence fremstod parallellen blot som et eksempel på usikkerhed omkring amerikansk formåen.
 
Dette fik Obama rettet op på i talen her i 2016 ved at vende tilbage til ideen om Sputnik og slutte historien om dette, der hvor det burde havde sluttet første gang han brugte den historiske parallel – med USA's triumf i rumkapløbet: “Sixty years ago, when the Russians beat us into space, we didn’t deny Sputnik was up there. (Laughter.) We didn’t argue about the science, or shrink our research and development budget. We built a space program almost overnight. And 12 years later, we were walking on the moon.”
 
Barack Obama tager, med reference til den amerikanske månelanding i 1969, revanche for State of Union i 2011  
Foto: Polfoto
 
’I still believe in a place called change’
Et ord der nok for altid, på godt og ondt, vil være forbundet med Obama er ”change”. Det er både det utroligt effektive ene ord, der gav så meget til hans første præsidentielle valgkampagne, men også det ord der i sig selv opsummerer den skuffelse, hans præsidentembede også ofte er blevet mødt med, når han ikke kunne leve op til de høje forventninger. 
 
Men Obama har stædigt holdt fast i ordet, og selvom han er betydeligt mere gråhåret nu, end da han holdt sin første State of the Union tale, så har han forsøgt at bevare optimismen, der er forbundet med ordet. Det har han gjort ved flere gange at samle op på ”change” og forklaret hans forståelse af det i sine State of the Union taler, og det gjorde han også i denne den sidste af slagsen. Det blev gjort til et overordnet tema for talen, hvor han talte om de ”big changes” som amerikanerne har været vidne til, mens han har været præsident, og hvordan disse har været både positive og negative.
 
Obama fokuserede også på ”change” i den afsluttende del af talen, hvor han efter en klassisk række af anekdoter om individuelle amerikanere og deres gåpåmod sluttede hele talen af med sætningen “I believe in change because I believe in you, the American people.” På denne måde forsøgte Obama nok engang at levere ordet tilbage til folket, og anerkende at det var dem og ikke Obama, der skulle bære betydningen af det videre fremad.
 
 
Resigneret reaktion på bifald
Selvom Obama brugte talen til at se tilbage på nogle af sine største triumfer, og selvom den amerikanske økonomi gjorde, at han, i hvert fald indenrigspolitisk, kunne ranke ryggen, så var der også en anden stemning at finde hos taleren i år, hvilket kom til udtryk i præsidentens sidebemærkninger.
 
Hvor sidste års State of the Union tale bød på en Obama med oprigtig kampgejst, hvor han responderede på klapsalverne til sine forslag med korte aktiverende sætninger som ”let’s do it” og ”let’s get it done”, så var interaktionen med publikum imellem de nedskrevne ord en anden i år. 
 
Der var en nærmest lettere resigneret reaktion at høre ved flere tilfælde, når Obama fik det forventede store eller mindre bifald afhængigt af, hvor bredt hans budskab strakte sig over det politiske spektrum. F.eks. omkring hans sundhedsreform: “Now, I’m guessing we won’t agree on health care anytime soon.” – En mand klappede energisk i salen, hvortil Obama svarede ”A little applause right there.”
 
Eller da Obama kom med en kommentar om det føderale system, hvor der kunne skæres ned på visse områder. Det fik for en sjælden gang hele salen til at rejse sig og klappe, hvortil Obama svarede med en lav stemme: “There you go. See.” Og da Obama senere talte om de amerikanske tropper, hvor alle altid rejser sig op og klapper, kom han også med den stille kommentar “alright.” Underforstået, ‘nå, det fik jer op af sæderne’.
 
På den måde var Obamas sidebemærkninger og kropssprog i sig selv en erkendelse af at samarbejdet med kongressen har været svært under det meste af hans embede. Til sidst i talen erkendte Obama da også dette direkte med en henvisning til at præsidenter som Lincoln eller Franklin Roosevelt muligvis ville kunne have gjort et bedre stykke arbejde end han selv havde formået i forhold til at hele den politiske splittelse, som har været hans største skuffelse som præsident.
 
At Obama lige netop refererede til disse to præsidenter viste dog ikke kun historisk ydmyghed, men også at Obamas tro på at ord kan være vejen frem i en politisk konflikt var intakt trods alt, da Lincoln og Franklin Roosevelt netop er kendt for deres talent som dygtige talere – om end de også havde deres store udfordringer med politiske modstandere i deres samtid.
 
Obama ser stadig ikke røde og blå stater
Ord har betydning for Obama. Obama har gjort en dyd ud af ikke at ville dele verden op i bestemte lejre, som forgængeren gjorde ved bestemte lejligheder. I stedet har Obama ofte søgte at sammenkoble umiddelbare modsætninger, og han har vedvarende holdt på at USA's forskelligheder, som han selv er så klart et billede på, var nationens styrke.
 
I en af 2016 talens stærkeste, og muligvis også en anelse satsede, sætninger beskrev Obama hvad forandringerne i teknologi har betydet for verden: ”It promises education for girls in the most remote villages, but also connects terrorists plotting an ocean away.” To billeder der er svære at forlig med hinanden i samme sætning, men netop derfor er det også med til at understrege, hvor integreret teknologi er med vores verden i dag.
 
Behovet for nuancer gjaldt også den politiske debat for Obama. Som præsident har han været for kontroversiel i sine modstanderes øjne til at han har kunnet få gang i den politiske dialog. Alligevel kan han stadig med en vis troværdighed mane til ro i lyset af de mange udsagn valgkampen i USA allerede har budt på. Særligt med Donald Trumps kandidatur in mente.
 
Obama har i stigende grad henover sine State of the Unions talt minoriteternes sag. Derfor kunne han også i 2016-udgaven tillade sig at stå stejlt i forhold til nogle af udtalelserne omkring religion og etnicitet, som har været benyttet i valgkampen, uden at det klingede hult eller opportunt: ”When politicians insult Muslims, whether abroad or our fellow citizens, when a mosque is vandalized, or a kid is called names, that doesn’t make us safer. That’s not telling it like it is. It’s just wrong. It diminishes us in the eyes of the world. It makes it harder to achieve our goals. It betrays who we are as a country.”
 
Nok engang handler det om mangfoldighed i stedet for grænsedragninger for Obama. USA’s befolkning forandrer sig hurtigt i disse år, hvilket Obama selv er et billede på, så sammenhængskraften kan ikke komme fra definitioner af ’dem’ og ’os’, kun fra et samlet ’vi’: ” “We the People.” Our Constitution begins with those three simple words, words we’ve come to recognize mean all the people, not just some; words that insist we rise and fall together…”
 
Obama og amerikanerne
Det er ikke kun ord, der er vigtige for Obama. Han har som præsident været med til at skabe social media platforme at opleve State of the Union talen på, som Rune Kier Nielsen skrev om i artiklen SOTU – State of Social.
 
Et markant tiltag er den udvidede visuelle del af talen, hvor man sammen med billeder fra kongressen får præsenteret billeder, grafer, statistikker og citater, der alle er med til at understøtte Barack Obamas pointer. Naturligt nok er Obama også i centrum af denne formidling, men i 2016 var det alligevel i større grad end tidligere, hvor også Obamas familie har været med.
 
Billederne af Obama falder i to kategorier: Obama med folket og Obama med ansvar. Det sidste kommer til udtryk i mødelokaler fra Det Hvide Hus og fra talerstolen i FN, og i et lidt mere atypisk billede, hvor Obama med cool solbriller står på soldækket af en båd – beslutsomt tænkende på USA's valg for fremtiden – eller måske blot hvordan han skulle håndtere at spise en bjørns halvædte laks i Alaska.
 
Den anden kategori, Obama og folket, fokuserer på Obama med amerikanere i forskellige stadier af deres liv, fra børnehave over universitetet til arbejdspladsen og alderdomshjemmet. Disse billeder skal vise Obama som en mand af folket, men også vise forbindelsen mellem præsidentembedet og de forskellige politiske tiltag som Obama taler om i talen. Det er det disse medietiltag overordnet går ud på – at møde amerikanerne, der hvor de er. Det sker i et forsøg på at gøre State of the Union talen mere tilgængelig, og få amerikanerne mere interesseret i politik.
 
Demokratiet er dødt, længe leve demokratiet
Vælgerne skal engageres mere i amerikansk politik, hvilket kræver at amerikansk politik forandrer sig. Dette var også et budskab i Obamas tale, og har været det før. Det nye var, hvor gennemgribende denne forandring burde være.
 
Det handlede ikke længere kun om at ændre tonen i valgkampene, eller det dårlige politiske klima i Washington D.C. Problemet var ikke kongresmedlemmer eller præsidenten, det var systemisk. Derfor mente Obama i talen at der også var behov for systemisk forandring, fremfor blot nye personer på de samme pladser i kongressen og i Det Hvide Hus.
 
Gerrymandering af valgdistrikter skulle væk, den nyere lovgivning omkring kampagnedonationer skulle ændres, og vælgerne skulle have nemmere og bedre mulighed for at stemme. Samtidig med denne systemiske kritik af udviklingen af det amerikanske demokrati, så hyldede Obama dog stadig det grundlæggende ved demokratiet i USA, og den iboende plads til uenighed som det rummer og som selv ”the founding fathers” benyttede sig af i datidens ophedede debatter.
 
Citizen Obama
En vigtig del af det amerikanske demokrati er også at præsidenten frivilligt træder tilbage, når han ikke længere kan genvælges. I denne proces skal han også skrive, eller tale, sig ud af den rolle, som han har været i som præsident. Denne proces påbegyndte Obama også i talen, da han talte om at blive en ”citizen” igen om et års tid. Han understregede dog også at denne rolle ikke betød, hverken for ham eller for andre amerikanere, at man ikke skulle deltage i det politiske liv. Snarere tværtimod.
 
Og selvom Obama fik leveret en tale der nok engang understregede at økonomien var god og at unionen var stærk, så blev man alligevel efter talen efterladt med indtrykket af en præsident, der i sit stille sind begynder at se frem imod at kunne træde tilbage fra posten om et år og ind i sin nye rolle som aktiv medborger i stedet.
 
Barack Obamas sidste State of Union tale. Foto: Polfoto
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job