Obamas afskedstale
Det lange farvel

Obamas tale handlede om håbet om et tolerant og forenet USA, samt en opfordring til mere demokratisk deltagelse. Kilde/Getty Images

Skrevet af

Mark Herron

15 artikler

0 indlæg

Allerede ved sidste års State of the Union-tale begyndte præsident Barack Obama sit retoriske farvel til jobbet som USA's præsident. Men efter et år fyldt med lignende optakter til afsked var hans farewell address-tale i aftes det endegyldigt sidste udkald for USA's første afroamerikanske præsident.
 
Obamas afskedstale via Global News
 
Når en præsident takker af
Selvom afskedstalen er en talegenre for de amerikanske præsidenter på linje med indsættelsestalen og State of the Union, så har den en mindre fast struktur. Det udnyttede Obama til fulde med en tale, der netop trak lige så meget på elementer fra både State of the Union-talen, valgaftenstalen og den personlige lejlighedstale som på tidligere afskedstaler.
 
Med historisk vingesus og referencer til ”Yes We Can” var det på én gang Obama-classic, men også en afvigelse fra Obamas traditionsbevidsthed, blandt andet fordi han i talen ikke veg tilbage fra at være partipolitisk med sine sidste ord som præsident.
 
Obama præsenterede fire trusler mod nationen (økonomiske, racemæssige, politiske og demokratiske), hvilket skabte rammen for talen i stil med en State of the Union’s fokus på nationens tilstand. Det tillod Obama at tale om sine mange politiske tiltag, men det gjorde også, at talen ikke leverede så klart et budskab, som den kunne have gjort, som for eksempel da præsident Dwight Eisenhower advarede imod ”The Industrial Military Complex”.
 
Udover at efterlade lytterne med et klart budskab så handler afskedstalen dog også om at påvirke det overordnede indtryk af, hvad præsidentens embedsperiode har handlet om. Det er derfor vigtigt, at der er en logisk sammenhæng mellem det, der tales om, og det, som præsidenten har beskæftiget sig med. Her fremhævede Obama de emner, som de fleste nok vil være enige om har tegnet hans tid som præsident. Kampen med økonomien og den øgede splittelse, den har været med til at skabe i den amerikanske befolkning.
 
Retorikken på emnet havde dog fået et klart skær af Bernie Sanders’ populistiske systemkritik blandt andet med dette citat: ”if every economic issue is framed as a struggle between a hardworking white middle class and undeserving minorities, then workers of all shades will be left fighting for scraps while the wealthy withdraw further into their private enclaves.”
 
Endelig er afskedstalen også en vigtig del af et demokratisk ritual, hvor magten gives videre af personen, der besidder den. I stedet skal præsidenten nu indtage rollen som menig borger og støtte op om demokratiet fra denne position i stedet.
 
Dette rolleskift var Obama allerede begyndt at tale om ved demokraternes partikonvent i sommer, hvor Hillary Clinton blev valgt som partiets næste bannerfører. Obama fulgte op på dette i afskedstalen ved at fokusere på, hvem den vigtigste person i et demokrati er: ”borgeren”. Han undlod dog heller ikke at sende et par stikpiller til Trump, selvom han mere direkte fremhævede ønsket om samarbejdet.
 
Obamas store taler
Det er værd at bemærke, at de taler, der på nuværende tidspunkt fremhæves som Obamas bedste, stort set alle er valgkampstaler, fra begyndelsen af hans præsidentembede eller de sidste to år. Det siger ikke så lidt om Obamas forhold til den politiske hverdag i Washington D.C. i de mellemliggende år, hvor han efter en håbefuld start har måttet spille defensivt det meste af tiden og til sidst stod retorisk stærkest, når han vendte tilbage til udgangspunktet og talte om håbet for et mere tolerant og forenet USA. Selvom virkeligheden har peget i en anden retning.
 
Modtagelsen af Obamas taler har i lige så høj grad været splittet og afhængigt af hvilket publikum, der lyttede. Det, som Obamas støtter har set som styrker hos præsidenten, er endt med at være det samme, som hans kritikere har set som svagheder. Det er måske én af de få måder, hvorpå man kan sige, at hans efterfølger Donald Trump vil følge op på den retoriske arv, som Obama har efterladt sig.
 
Obama brugte sin afskedstale på at udpege den almene amerikanske borger, som den centrale person i demokratiet. Kilde/Getty Images
 
Obamas hang til det historiske vingesus
I sine afskedstaler for kongressen, det demokratiske parti, den amerikanske presse og FN fortsatte Obama med at have en udtalt historisk bevidsthed for, hvad denne sidste tale kommer til at betyde i forhold til hans rolle som præsident og skiftet tilbage til status som borger. Igennem hans taler har denne hang til at fremhæve en større historisk bevidsthed altid været til stede, hvilket også var tilfældet med afskedstalen, hvor Obama flere gange tog turen igennem USA's verdenshistorie med nedslag i øjeblikke, hvor USA har været i stand til at møde sine udfordringer:
 
For 240 years, our nation’s call to citizenship has given work and purpose to each new generation. It’s what led patriots to choose republic over tyranny, pioneers to trek west, slaves to brave that makeshift railroad to freedom. It’s what pulled immigrants and refugees across oceans and the Rio Grande, pushed women to reach for the ballot, powered workers to organize. It’s why GIs gave their lives at Omaha Beach and Iwo Jima; Iraq and Afghanistan – and why men and women from Selma to Stonewall were prepared to give theirs as well.”
 
Her præsenterer Obama den klassiske nybyggerfortælling tilføjet en inklusion af slaven som retmæssig nationsbygger, hvilket Obama også henviste til i sin første indsættelsestale. Selvom Obama altså fra start forsøgte at arbejde denne del af befolkningen ind i amerikanernes historiske bevidsthed, så var dette emne om USA's historiske problemer med racisme også skrinlagt i mange år fra Obamas større taler. Er man i tvivl om, hvorfor dette er tilfældet, skal man blot finde nogle videoklip frem fra sagen om professor Henry Louis Gates og ”The Beer Summit” i 2009.
 
 
Obama tog for alvor bladet fra munden, da årsdagene for borgerrettighedsbevægelsen fandt sted i 2015 og fremefter, hvor han ved flere lejligheder talte med fornyet styrke om visionen om et mere progressivt USA, og i tilfældet med nedskydningen af den unge, afroamerikaner Trayvon Martin nogle år tidligere satte Obama sig selv i en ung afroamerikansk mands sted i et samfund, der stadig i dag instinktivt føler sig truet af vedkommende. Men fremfor at dette blev tolket som et anlæg for empati, blev Obama igen kritiseret for at sætte sig selv i centrum og splitte USA med vilje i sit fokus på racemæssige forskelle.
 
Hver gang Obama har talt om USA's historie i forhold til minoriteter eller racerelationer, så har dette ikke lydt som helende historiefortælling i kritikernes ører, men snarere destruktiv selvhævdelse i stil med kritikken af Black Lives Matters-bevægelsen. Obama valgte dog i denne sin sidste tale at ignorere sine kritikere, blandt andet med sin fremhævelse af Selma og Stonewall, og han høstede et af aftenens største bifald, da han fremhævede at amerikanske muslimer er ligeså patriotiske som alle andre amerikanere.
 
Professor progressiv
Udover det historiske fundament, som Obama altid støber i sine taler, så har Obama i udpræget grad fokuseret på det langstrakte argument med et ønske om at nuancere det 21. århundredes vanskeligheder fremfor at levere lydbidder med nemme løsninger. Hvilket er endnu en årsag til, at mange af hans præsidentielle taler ikke nyder lige så stor udbredelse som for eksempel hans mere vidtløftige kampagnetaler.
 
Afskedstalen rummede begge elementer, dels med referencerne til tiden i Chicago, forholdet til Michelle Obama og deres døtre, som stod for den nostalgiske emotionelle del af talen, og dels med den større struktur, hvor Obama forsøgte at skabe et samlet budskab ud af mange forskellige emner.
 
Hans præsidentielle taler har ofte været en detaljeret diskussion af ét emne, hvor forskellige holdninger er blevet vejet, som da han benyttede talen for Nobels fredspris til at diskutere krig. Dette har også ledt til kritik af Obama som værende professoren, som foretrak at debattere emnerne, som for eksempel talen i Cairo, der lagde op til en demokratisering af Mellemøsten, overfor talen om den røde streg i Syrien, der ikke blev respekteret.
 
I afskedstalen fungerede Obamas fundering over nationen bedst, når det var fokuseret på emnerne om demokratisk deltagelse: “Ultimately, that’s what our democracy demands. It needs you. Not just when there’s an election, not just when your own narrow interest is at stake, but over the full span of a lifetime. If you’re tired of arguing with strangers on the internet, try to talk with one in real life. If something needs fixing, lace up your shoes and do some organizing. If you’re disappointed by your elected officials, grab a clipboard, get some signatures, and run for office yourself. Show up. Dive in. Persevere. Sometimes you’ll win. Sometimes you’ll lose.”
 
Vejen til denne deltagelse handlede især om empati mellem amerikanerne, et andet emne som Obama fremhævede i talen med en populærkulturel reference til Dræb ikke en sangfugl: ”If our democracy is to work in this increasingly diverse nation, each one of us must try to heed the advice of one of the great characters in American fiction, Atticus Finch, who said ‘You never really understand a person until you consider things from his point of view…until you climb into his skin and walk around in it.’“
 
Men det var også i hans eget svar til denne øvelse, at talens politiske vægtning ind imellem kammede over, idet Obama godt nok anerkendte Trump-vælgernes frustration, men ikke deres valg af politisk repræsentant. Sidst i talen bad han publikum om at tænke på den chance, de gav ham for otte år siden. Samme chance skulle de nu give til – ikke Trump, som man kunne tro, men sig selv: ”For now, whether you’re young or young at heart, I do have one final ask of you as your President – the same thing I asked when you took a chance on me eight years ago… I am asking you to believe. Not in my ability to bring about change – but in yours.”
 
Obama siger farvel til Det Hvide Hus, der overtages af Donald Trump. I sin afskedstale levederede Obama flere 'stikpiller' til sin efterfølger, bl.a. ved at kalde USA's fremskridt to skridt frem og ét tilbage. Kilde/Getty Images
 
Uden at nævne den næste mand i Det Hvide Hus særligt ofte kom der flere stikpiller fra Obama til den nye administration, som for eksempel den mere usikre verden, USA nu stod overfor, og at USA's fremskridt ofte sker i ujævne ryk: ”For every two steps forward, it often feels we take one step back.”
 
Det er svært ikke at se dette citat i konteksten af de seneste tre præsidentvalgsresultater. Disse dele af talen, og i og for sig også dem henvendt til yngre amerikaneres tro på demokratiet, var ofte partipolitiske og handlede mere om at give det demokratiske parti en retning frem for at levere en afsked til nationen. Hvilket også gør, at Obamas afskedstale formodentlig ikke vil blive set som en statsmand værdig af mange af hans kritikere.
 
Obama siger goodbye og Trump siger hello
Nu er scenen så overladt til en taler, der ikke kun politisk, men også retorisk, er Obamas modsætning. Obama har langt hen ad vejen været en ritualernes mand. Som præsident har Obama i udpræget grad talt om embedets traditioner. Dette har han gjort netop for at vise, at selvom hans baggrundhistorie og hudfarve var anderledes, så har han kunnet udføre arbejdet på lige fod med den lange række af hvide mænd før ham.
 
Udfordringen var den samme for Hillary Clinton i 2016-valgkampen som kvinde, mens Trump må siges at have valgt den modsatte strategi og langt fra har accepteret de forskellige traditioner omkring embedet. Hvorvidt det også vil komme til udtryk, når Trump giver sig i kast med de mange forskellige taletraditioner, vil de næste fire år vise.

Relaterede artikler

Trumps vindertale: Granaten er kastet - Det blev langt ud på natten amerikansk tid, før Donald Trump kunne gå på scenen og tale til det amerikanske folk som pre...
Clintons tabertale: Hillary gav faklen videre - Hillary Clinton bliver ikke den første kvindelige præsident i USA. Derfor gik hun i går aftes på talerstolen for at hold...
Trumps zero fucks given kampagne - Det var MAGA-effekten, hele verden fik at føle, da Donald J. Trump blev valgt til USAs næste præsident. "Make America Gr...
Den farligste mand i amerikansk politik indtager Det Hvide Hus - Donald Trumps kampagnemager Stephen Bannon er blevet udnævnt til præsidentiel chefrådgiver i Det Hvide Hus. Det er en ud...
Derfor vandt Trump valget - Udfaldet af det amerikanske præsidentvalg kom som en stor overraskelse for de fleste danskere og for langt hovedparten a...
Obamamania - I historiebøgerne bliver han formentlig mest kendt for Obamacare og genoprettelsen af den amerikanske økonomi, men Barac...

Giv din stemme

12 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Ugens profil

Niels Ditlev

Niels Ditlev skifter 1. maj fra kommunikations- og pressechef chef i WWF Verdensnaturfonden til kommunikationschef i Danske Regioner.

Få nyhedsbrev

Netværk

Presseansvarlige

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Kom til K-dag om Facebook

Lær Facebooks vigtigste og nyeste funktioner

29. august

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.