Hvem vinder #OK18 på de sociale medier?

Overenskomstforhandlingerne fortsætter, men der kæmpes ikke kun hen over forhandlingsbordet – også på de sociale medier strides man om folkets sympati. Hvem der vinder OK18 vides endnu ikke, men indtil videre fører de faglige organisationer på SoMe.
Overenskomstforhandlingerne fortsætter – også på de sociale medier. Det er især de faglige organisationers opslag, der engagerer brugerne. Scanpix / Martin Sylvest.
Overenskomstforhandlingerne fortsætter – også på de sociale medier. Det er især de faglige organisationers opslag, der engagerer brugerne. Scanpix / Martin Sylvest.
Efter 19 timers lange forhandlinger besluttede Forligsinstitutionen onsdag morgen endnu en gang at udskyde fristen for overenskomstforhandlingerne med 14 dage. Debatten om de offentligt ansattes frokostpause, lønudvikling og lærernes arbejdstid de næste tre år er derfor langt fra slut.
 
Debatten om overenskomstforhandlingerne har for første gang i Danmarkshistorien især fundet sted på de sociale medier. Fagforeninger, politikere og lægmænd har de seneste måneder duelleret på ord, billeder og videoer – oftest under hashtagget #OK18.
 
Fagforeningerne, der repræsenterer de offentligt ansatte, markerer sig dagligt på Twitter, hvor opslagene fra Anders Bondo og Bente Sorgenfrey er blandt de mest retweetede.
 
 
 
Men også arbejdsgiversiden tager del i Twitter-demokratiet. Her er det kommunernes topforhandler Michael Ziegler, der gør sig vittig over forhandlingerne.
 
 
De faglige organisationer får flest likes og delinger
Forhandlerne har tavshedspligt om de egentlige forhandlinger, men udefra set står forhandlingerne i stampe. Det er umuligt at se, om arbejdsgivere eller arbejdstagere har overtaget.
 
I stedet kan vi se, hvem der har mest sympati og vind i sejlene på de sociale medier.
 
Ser man på Facebook-opslag, er det især de faglige organisationer, der engagerer brugerne. Det viser en analyse fra online medie-monitoreringstjenesten Overskrift.
 
Her følger en oversigt over de mest populære opslag:
 
Flest reaktioner
På førstepladsen over flest reaktioner finder vi en video fra Danmarks Lærerforening med Stine Bosse, der bakker op om lærernes krav i en overenskomstaftale.
 
Den har i skrivende stund fået mere end 6,2 tusinde reaktioner, hvoraf hovedparten – omkring 6.000 – er ‘almindelige’ likes.
 
 
Næstflest reaktioner på Facebook har SF’s forkvinde Pia Olsen Dyhrs opdatering fra 14. april, hvor hun på et billede fra SF’s landsmøde står med Grete Christensen fra Sygeplejerskerne og Per Christensen fra 3F. Det har omkring 6,3 tusinde Facebookbrugere indtil videre reageret på.
 


På tredjepladsen, når det kommer til flest reaktioner, finder vi igen Danmarks Lærerforening. Her med en video med budskabet om, at tilliden til lærerne forsvandt ved overenskomstforhandlingerne i 2013, og den bør vækkes tilbage ved de nuværende forhandlinger. Den har mere end 2,9 tusinde Facebookbrugere reageret på.

 
Flest delinger
Det mest delte opslag i forbindelse med overenskomstforhandlingerne står Danmarks tredjestørste fagforbund, FOA, bag.
 
Videoen handler om arbejdsvilkårene for ansatte i ældreplejen, og i opslaget opfordrer FOA sine følgere til at dele videoen, hvis de er enige i, at ældre fortjener pleje og omsorg. Den opfordring har mere end 5,1 tusinde Facebookbrugere taget til sig.

 
Aprils næstmest delte opslag kommer fra den regeringskritiske Facebookside ‘LARS LØKKE ER REN’, der har mere end 25.000 følgere. Opslaget er et screenshot af en Facebookbrugers kritik af regeringens prioritering af skattelettelser. Den relaterer sig måske ikke direkte til overenskomstforhandlingerne, men ikke desto mindre finder OK18 alligevel flere steder vej til kommentarfeltet. 4.711 Facebookbrugere har delt opslaget.
 
 
Videoen fra Danmarks Lærerforening med Stine Bosse er ud over at høste flest likes også det tredje mest delte opslag. Lige nu har 1.713 brugere delt opslaget.
 
 
Flest kommentarer
De to mest kommenterede Facebookopdateringer i forbindelse med overenskomstforhandlingerne står TV 2 for. Det drejer sig om to videoer.
 
Den ene berører et spareforslag i ældreplejen, dog uden direkte at nævne overenskomstforhandlingerne. Det har kastet mere end 1,1 tusinde kommentarer af sig fra fortørnede danskere.
 
 
Den anden video stiller et spørgsmål, der også er en af de helt store knaster i forhandlingerne. Nemlig, om de offentligt ansatte bør have betalt deres frokostpauser. I skrivende stund har 836 Facebookbrugere svaret på det spørgsmål i kommentarfeltet til videoen.
 
 
Altingets mere end to timer lange sending fra en debat om overenskomstforhandlingerne i Folketinget har høstet tredjeflest kommentarer, nærmere bestemt 391 indtil videre.
 
 
Når det kommer til at generere engagement på Facebook, virker videoer som det mest effektive – i hvert fald i denne undersøgelse, der ser på opslag i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i løbet af de første uger af april.
 
Faglige organisationer bruger hashtags flittigt
På Facebook har overenskomstdebatten engageret brugerne, men også på Twitter er holdningerne til forhandlingerne om de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår blevet luftet. Siden midten af februar har der hver dag været flere hundrede tweets om overenskomstforhandlingerne.
 
Data viser ifølge medie-monitoreringstjenesten Overskrift, at særligt fire hashtags er blevet anvendt meget i Twitter-debatten om overenskomstforhandlingerne: #OK18, #enløsningforalle, #nokernok og #samletstyrke.
 
#OK18 er den gængse forkortelse for årets overenskomstforhandlinger og bruges af alle parter. De tre andre hashtags bliver mest anvendt af de faglige organisationer.
 
Ser vi på udviklingen de sidste tre måneder, står det klart, at Twitter-brugere har haft ekstra meget på hjerte om overenskomstforhandlingerne omkring 23. februar, 7. marts og 22. marts.
 
 
 
Det er ikke så underligt, at mange er gået til Twitter-tasterne på lige netop disse dage.
 
Den 23. februar var den dag forhandlingerne mellem minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, og de faglige organisationer, der repræsenterer de offentligt ansatte, brød sammen. #OK18 blev den dag anvendt i 1.136 tweets.
 
Både offentligt ansatte og politikere var på banen med kommentarer til sammenbruddet.
 
 
 
7. marts rykkede storkonflikten endnu tættere på, da Sophie Løhde, KL og Danske Regioner varslede lockout af tilsammen 440.000 stats-, regionalt og kommunalt ansatte. Det afstedkom blandt andet 2.085 tweets med #OK18.
 
 
 
Den 22. marts blev #OK18 og #enløsningforalle også anvendt flittigt. Mange af dem i forbindelse med det hidtil største faglige møde i Danmarkshistorien, hvor 10.380 var samlet til forberedelse af den eventuelle storkonflikt
 
 
 
Det er ikke svært at forestille sig, at #OK18 og de andre hashtags også bliver brugt flittigt i kølvandet på gårsdagens udsættelse af forhandlingerne.

Du har mulighed for selv følge med i, hvor meget hashtaggene bliver brugt på her på Overskrift.dk.
 
Artiklen er lavet i samarbejde med datamediet Bias.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også