I sommeren 1789 svirrede på tværs af det franske landskab en lang række rygter om, at aristokratiet ville sulte befolkningen. La Grande Peur (The Great Fear), som perioden nu kaldes, startede den franske revolution. Rygtebørsen har altid været up and running – også før vi aktiverede sociale konti på alverdens medieplatforme og gav os til at like, dele og kommentere som bevæbnede internetkrigere.
Som en konsekvens deraf har Soroush Vosoughi, Postdoctoral Associate, Laboratory for Social Machines, og hans kolleger ved Massachusetts Institute of Technology netop offentliggjort den første store undersøgelse af sin slags.
Der skulle ikke mere end en hacker og en god idé til, før millioner af mennesker var overbeviste om, at præsident Obama var kommet til skade under et angreb. Løgnen blev delt af tusindvis af mennesker og havde store finansielle konsekvenser.
En undersøgelse uden politsk stillingtagen
Undersøgelsen, udført på MIT's Laboratory for Social Machines, undersøgte tweets sendt mellem 2006 og 2017. Forskerne brugte statistiske modeller til at klassificere tweets som falske eller sande ved at anvende data taget fra seks uafhængige fact-checking-organisationer, heriblandt snopes.com og politifact.com, og har understreget vigtigheden i upolitisk skelnen mellem, hvad der var sandt eller falsk. En af forskerne, Sinan Aral,
udtalte om offentliggørelsen af undersøgelsen: “The central concept of this paper is veracity. I say that boldly because I know it's difficult to make a claim like that.”
Det tillod dem at kategorisere over 4,5 millioner tweets med omkring 126.000 forskellige historier. Disse historier blev derefter rangeret efter, hvordan de spredte sig blandt Twitters brugere.
Resultaterne var skarpe. Falske oplysninger blev retweetet af flere mennesker end de sande, og de kom tilmed hurtigere ud af starthullerne. Sande historier tog i gennemsnit seks gange længere end løgnen for at nå mindst 1.500 mennesker.
Det forekommer måske ikke som en kæmpe overraskelse i disse dage, hvor fake news og clickbait er hverdagskost på de sociale medier. Men hvad er det ved falske nyheder, der får internetbrugere til at dele uden nogen form for stillingtagen til indholdets sandhedsgrad?
Forklaringen på den eksplosive fart på de falske oplysninger er enkel, siger forskerne. Ting spredes gennem sociale netværk, fordi de er tiltalende – ikke, fordi de er sande.
En fjer bliver til fem høns -– også på Twitter. Foto: Getty Images
Den narrative tillokningskraft
De falske tweets havde alle et filmisk narrativ til fælles. Der blev fortalt en historie, som inspirerede til følelser som frygt, afsky og overraskelse – nyhedernes Oscaruddeling, hvorimod de ægte tweets fremkaldte hverdagskonnoterede følelser som forventning og tristhed.
Hvis en nyhed ikke fremkalder stærkere reaktioner end en tur i supermarkedet, er der tilsyneladende færre, der vil dele den. Uagtet, om den er sand.
Det leder frem til den øjensynlige konklusion, som vi nok alle er bekendte med: Folk foretrækker at dele historier, der genererer stærke negative reaktioner. Derfor er det ikke tilfældigt, at falske, politiske nyheder var de allermest populære i mængden af undersøgte tweets.
Don’t blame it on the pornbots
Undersøgelsen kaster også lys på virkningen af de såkaldte "bots" – automatiserede konti, der udgør virkelige mennesker. Hvis du er indehaver af en Twitter-konto, har du måske studset over, at Gabriella fra Moskva liker alle dine tweets.
Selvom de er mistænkeliggjorte for at påvirke noget så skelsættende som det amerikanske præsidentvalg, kan vi – desværre – ikke give dem hele skylden for deling af usande tweets. Vi står ganske alene med ansvaret, da de automatiserede bots ikke påvirkede udfaldet af undersøgelsen.
Digital dømmekraft er nøgleordet
Behovet for digital dannelse er ikke en nyhed. Men undersøgelsens resultat og skalaen for delingen af falske nyheder er vedkommende – ikke kun i forbindelse med politiske kampagner og store begivenheder.
Til dette siger Sinan Aral til Washington Post:
“There are no easy fixes to solve false news on the Internet. The act of labeling news as false, some early studies have shown, might increase its spread. And that idea raises its own problems.”
“Who, for instance, would be responsible for stamping tweets with the label of truth?
Not Twitter, apparently.”