Feminisme har flere ord end din statement-T-shirt

»Har du en vagina? Og vil du selv bestemme over den? Tillykke, du er feminist«. Sådan lyder den britiske forfatter og klummeskribent Caitlin Morans svar til spørgsmålet om, hvad en feminist er.

Den nigerianske forfatter og aktivist Chimamanda Ngozi Adichie formulerede det i sin TED Talk i 2013, at en feminist er »en person, der tror på social, politisk og økonomisk lighed mellem kønnene«. En formulering, der blandt andet er samplet ind Beyoncés hit Flawless.

Begge disse udtalelser er dejligt håndgribelige, korte og koncise; de passer på et postkort eller måske endda på en statement-T-shirt. Men det feministiske tankegods indeholder en del mere og en del flere konflikter, end citaterne viser. Den feministiske tænkning er kompleks og bestemt ikke uden sine iboende problemer. Samtidig er feminismen – i hvert fald som politisk ideologi og nok også som akademisk disciplin – absolut populær (en plads i en sang fra en af tidens største popidoler siger ligesom det hele).

Om der er nogen sammenhæng med denne popularitet, er uvist, men i hvert fald har Hans Reitzels Forlag udgivet et nyt oplag af Feministske Tænkere – En tekstsamling. Bogen er en antologi af akademiske tekster om feministisk teori og queerteori, postkolonial teori og andet godt, der ifølge bagsideteksten skal repræsentere feminismens tredje bølge.

Ifølge »bølgeteorien« handler første bølge, der dateres til slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20., om lige juridiske rettigheder, om kvinders ret til deres børn, til ægteskabskontrakter og så selvfølgelig stemmeretten. Feminister i anden bølge, cirka fra 1960’erne og frem, slår særligt på, at det private er politisk, for dem handler det om særlige magtstrukturer – ikke mindst inden for det seksuelle felt – der særligt rammer kvinder. Den tredje bølge gør derimod op med denne essentialistiske tanke, at alle kvinder er en del af det samme skæbnefællesskab.

Suffragetterne startede den første feministiske bølge, rødstrømperne startede den anden, og tredje bølge har fokus på intersektionalitet. Foto: LIBRARY OF CONGRESS/SCIENCE PHOTO LIBRARY/Bent K Rasmussen/GONZALES PHOTO HELENA LUNDQUIST/Scanpix

Her introduceres både queerteori og intersektionalitet til det feministiske tankeapparat. Bølgeteorien er for øvrigt noget udskældt, fordi mange ideer vandrer videre gennem bølgerne, fx er andenbølgens fokus på den seksuelle frigørelse en betydelig del af den fjerde bølge, ligesom kampen for juridiske og politiske rettigheder stadig pågår – ikke kun i den tredje verden.

Antologien er ikke en feminisme for dummies. Teksterne er skrevet af og for akademikere, men er man vant til høje lixtal og post-konstruktivisme, så er der rigtigt meget godt at hente.

Bogen er inddelt i fire dele: 1) Queerfeminisme, 2) Forandring, handling og subjektivitet, 3) Postkolonial, feministisk kritik og 4) Feministisk videnskabsfilosofi. Alle fire dele indeholder 2-3 tekster samt en kort, men meget hjælpsom introduktion, der letter læsningen betydeligt ved at tegne et kort over de brudflader, teksterne har til hinanden.

I del 2 skriver Lois McNay eksempelvis en kritik af Judith Butlers begreb om det performative, mens Butler selv er ude med riven efter Bourdieu og hans dikotomi mellem begreberne »felt« og »habitus«, mellem det sproglige og det sociale og mellem det subjektive og det objektive (igen, det er en god idé at have en smule akademisk ballast, hvis man vil give sig i kast med denne bog). Butler udgør for øvrigt – næppe overraskende – bogens største bidrag; blandt de ti artikler er hele tre fra hendes hånd.

Men det er også svært at komme uden om hende, hvis man interesserer sig for (sen)moderne feministisk teori. Bogen Gender Trouble (eller Kønsballade, som titlen er oversat til) er en nyklassiker blandt feministiske udgivelser, ligesom artiklen Opposition mod passende genstandsfelter, der er en del af Feministiske Tænkere.

Heri forsøger Butler at nedbryde det skel mellem feminisme og bøsse- og lesbiske-studier, der herskede i slutningen af 90’erne, hvor teksten er skrevet. Et skel, der udover at insistere på en særlig essentialistisk opfattelse af kvinden også fjernede alt, der har med det seksuelle at gøre, fra kønsforskningen og alt, der har med køn at gøre, fra seksualitetsforskningen.

Judith Butler har også bidraget til Feministiske Tænkere med artiklen "Opposition mod passende genstandsfelter". Foto: SZ Photo / Bauer, J/Scanpix

Med Foucault i ryggen argumenterer Butler for, at disse to felter faktisk har en hel del med hinanden at gøre – og en hel del at sige hinanden. Og det er netop i dette felt, at queerteorien opstår og hermed ideen om, at kønnet er performativt, at hverken vores opfattelse af køn eller vores handlingsmønstre og fremtræden er naturgivne størrelser, men derimod produceres og reproduceres gennem den måde, vi agerer på og taler på hver eneste dag, og heri findes selvfølgelig også potentialet til at forskyde eller forandre opfattelserne af køn.

Et gennemgående tema er opgøret med dualismer – ikke blot mand/kvinde, men også de dertil knyttede begrebspar fornuft/følelse, objektiv/subjektiv, lys/mørke, etc. Og det indbyggede hierarki, der hersker mellem dem. Bronwyn Davies skriver endda i Kvinders subjektivitet og feministiske fortællinger, at kvinder faktisk er mere fri til at bevæge sig imellem disse og blande de maskuline og feminine egenskaber og værdier – i hvert fald på et teoretisk plan, fordi de ikke som mænd »afkræves at være enhedslig og rationel i den essentialistiske maskulinitets betydning«.

Lidt simplere: Kvinder kan godt gå i mænds tøj (bukser), mens mænd ikke kan iføre sig kjoler; kvinder kan godt være målrettede med blik for karrieren, mænd har vanskeligere ved at omfavne deres »omsorgsgen«.

Bogen berører mange diskussioner, der fortsat pågår i dag. Jeg har allerede nævnt det intersektionelle perspektiv, eller som Butler skriver i Subjekt, køn og begær: »...køn ikke altid konstitueres hverken sammenhængede eller konsekvent inden for givne historiske kontekster og fordi køn krydser raciale, klassebetingede, seksuelle og regionale diskursivt konstituerede identiteters modaliteter«. Altså, nogle gange kan etnicitet, klasse eller seksualitet være mere undertrykkende faktorer end køn.

Derudover er der flere opgør med den essentialistiske opfattelse af kvinder – eller identitetspolitikken, som det vel hedder i dag – altså, ideen om, at alle kvinder har et særligt fællesskab givet af deres biologiske køn. En opfattelse, der stadig lever i bedste velgående – også blandt visse feminister – og som kan føre til transfobi, som vi så det sidste år, da Jette Anne-Marie Hansen fik kastet sig ud i en større shitstorm på Facebook, da hun skrev, at transkvinder ikke var »rigtige kvinder«.

Til London Pride i år var der en moddemonstration mod transaktivisme. Udgangspunktet er en konflikt mellem en gruppe lesbiske og transpersoner, og konflikten er dømt af flere som værende transfobisk. Transpersoner bliver i deres optik altså ikke anset som værende lige så meget kvinder.

Feminismens forhold til kvinden som social og sproglig kategori, og til det kvindelige, er i den grad stadig et stort tema – i hvert fald i den vestlige feminisme, som blandt andet Oyeronke Oyewumi gør opmærksom på i sit bidrag til antologien.

Da redaktør Dorte Marie Søndergaard, der er professor ved DPU, fik udstukket opgaven om at lave en bog om feministisk tænkning, kontaktede hun en hel masse forskere og spurgte, hvilke tekster de læste og underviste i. Det er blandt disse anbefalinger, at antologiens ti artikler er hentet. Der er også en del, jeg genkender fra mine egne studier – både fra kulturhistoriske fag og fra kønsstudier, som det hedder på Københavns Universitet.

Da jeg fik til opgave at skrive om status for den feministiske tænkning i anledningen af denne bog, lavede jeg en noget mindre omfattende undersøgelse, hvor jeg spurgte mine Twitterfølgere, hvilken feministisk tekst der havde betydet mest for dem de seneste fem til ti år.

Svarene var mange og talte blandt andet Sarah Ahmeds Living a Feminist Life og hendes Killjoy Manifesto, Sheryl Sandbergs Lean In, Sara Omars Dødevaskeren og Zienab Mosaxis Himlen over min fars tag samt FN’s verdensmål nr. 5 »Opnå ligestilling mellem kønnene og styrk alle kvinder og pigers rettigheder og muligheder«.

Her er Twitters svar på de vigtigste feministiske tekster for dem.

Genremæssigt en noget mere broget samling end den nyligt genoptrykte bog. Men én ting, der umiddelbart slår mig ved disse svar, er, at mange af teksterne netop kredser om, at vilkårene for kvinder ikke er de samme forskellige steder i verden; der findes altså ikke én kvindelig erfaring, men mange.

Intersektionaliteten har for alvor gjort sit indtog – også blandt ikkeakademikere (eller akademikere med en baggrund uden for det feministiske felt). Det betyder selvfølgelig ikke, at kvinder ikke kan hjælpe hinanden, selvom deres situationer er forskellige. Som Madeleine Albrigt sagde: »Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden«. Og et særligt sted i himlen (hvis man tror på den slags) for dem, der gør.

Jeg havde ellers forsøgt at klargøre, at jeg særligt ledte efter ”tænkende” tekster, alligevel sneg der sig et par romaner ind. Det kunne der være en pointe i: Feminismens tanker formidles ikke kun i teori, men også i kunsten. Og måske er det især her, at man når ud til det publikum, der ikke kommer til at læse antologien.

Selvom man ikke læser Donna Haraway, kan man godt interessere sig for cyborgs og deres evne til at transcendere mange af de tidligere nævnte dualismer sammen med natur/teknik og menneske/robot; selvom man ikke læser Judith Butler, kan man godt begribe ideen om kønnet som performativt.

Selvom det ofte stadig er Butler et al., der udgør det feministiske pensum, så lever den feministiske tænkning stadig i bedste velgående.