|
Ny bog fra Naomi Klein
Nej er slet ikke nok

Kleins nye bog er vigtig, fordi den viser, hvordan Trump og hans administration er en forlængelse eller radikalisering af den eksisterende neoliberale orden. Vi kan ikke nøjes med at sige nej til Trump.

Skrevet af

Nicolai von Eggers

5 artikler

0 indlæg

Donald Trumps præsidentskab er en katastrofe. Men præcis hvordan er han katastrofal? Hvilke konsekvenser får hans politik? Og hvad kan man gøre ved det? Naomi Klein giver svarene i sin nye bog ”No is Not Enough” og viser, at det ikke bare er Trump, den er gal med. USA og verden domineres af et sygt økonomisk og politisk system, som må laves grundlæggende om, hvis verden skal blive et bedre sted.
I de fleste medier præsenteres Trump og hans administration som en afvigelse. Her er Trump et brud med den hidtidige herskende orden og det ’normale’ politiske liv, en anomali, et uheldigt og pinligt fejltrin, der ikke lever op til embedets værdighed.
 
I sin nye bog, ”No is Not Enough”, der også er udkommet på dansk under titlen ”Nej er ikke nok”, gør jounalist og forfatter Naomi Klein op med denne fortælling.
 
Ifølge Klein er Trumps præsidentskab nok et nybrud, men ikke så meget, som mange gør det til. Den ubehagelige sandhed om Trump er, at han kun har været mulig, fordi han ligger i forlængelse af den neoliberale orden, som i årtier har domineret kloden. Kun ved at komme af med denne orden kan man komme af med denne verdens Trumper.
 
Kleins bog er velskrevet, velargumenteret og veldokumenteret. Den tager afsæt i det arbejde, Klein har lavet i forbindelse med sine fire forrige bøger:
 
  1. ”No Logo”, en kritik af branding og multinationale selskabers forretningsstrategier som branding og de horrible arbejdsforhold, der ligger bag.
  2. ”Intet bliver som før” om klimaforandringer og deres relation til kapitalismen.
  3.  ”Chokdoktrinen” om neoliberale omstruktureringsreformer og krisekapitalisme.
  4. ”Fences and Windows” om alterglobaliseringsbevægelsen og dens bud på en anden verden. Baseret på disse fire søjler kan kampskriftet mod Trump begynde.
 
 
1. Brandet Trump
Trump er ikke blot en tidligere forretningsmand, der nu er blevet præsident. Trump gør samtidig præsidentembedet – i endnu højere grad end det allerede var – til en forretning. Eller rettere: Hos Trump er der ikke nogen afgørende forskel. Præsidentembedet er en udvidelse af en allerede eksisterende forretning bygget op omkring brandet ’Trump’.
 
Allerede før han blev præsident, var Trump et brand. Trumps forretningsimperium, som han arvede fra sin far, er først og fremmest baseret på byggeindustrien. Trump-organisationen får arbejdere til at bygge bygninger, som den så lejer ud. Boliger, hoteller, kasinoer, feriesteder, golfbaner.
 
Det meste arbejde er selvfølgelig udliciteret til underleverandører. I flere tilfælde er det endda kun navnet Trump, som organisationen har haft med byggeriet at gøre. Andre firmaer lejer navnet for millioner af dollars for at tiltrække investorer og kunder.
 
Trump er med andre ord et brand, og når ens forretning primært er et brand, er det nemt at unddrage sig ansvaret for arbejdsforholdene længere nede i kæden.
 
TRUMP SOM BRAND
Brandet ’Trump’ er ikke blot forbundet til organisationen og dens bygninger, men også, og måske endda primært, til personen Donald Trump.
 
Trump er særligt kendt for reality-showet ”The Apprentice”, hvor deltagerne konkurrerer om et job i Trumps virksomhed, og hvor Trump spiller rollen som den store boss, den almægtige forretningsmand, der fyrer enhver, som ikke lever op til chefens krav.
 
I samme stil har Trump udgivet en masse bøger (knap 20 styk) om hvordan man bliver chef, herunder selvhjælpsbøger med titler som ”How to get rich” og ”The way to succes”. Trump har endda optrådt som promotor i wrestlingens reality-verden.
 
Men alle steder spiller Trump en og samme rolle: den måske usympatiske, men ikke desto mindre overdrevet rige og succesfulde forretningsmand, ’The Boss’, chefen, manden, der ved, hvordan tingene skal gøres.
 

Manden, der gjorde alt for at undgå at blive soldat og hele tre gange søgte om udsættelse, hvilket bevirkede, at han undgik militærtjeneste under Vietnamkrigen, selvom han blev indkaldt.
 
Trump gør det på sin egen måde, men han er en del af kultur, der glorificerer rige forretningsmænd. Som Klein påpeger, er det ikke blot Trump, der i kraft af sin forretningssucces mener, at han bør styre hele verden. Det er en integreret del af en liberal, kapitalistisk verdensorden.
 
Bill Gates har i mange år og med sine mange milliarder i ryggen ført sig frem som et orakel, der skal give tekniske løsninger på verdens problemer, lige fra AIDS til fattigdom. Richard Branson mener alvorligt, at han i kraft af sin forretningsekspertise kan løse verdens klimaproblemer.
 
Der er med andre ord tale om en ideologi, hvor forretningsverdenens (fundamentalt udemokratiske) måde at fungere på og de kompetencer, den fører med sig, idealiseres og ses som universelle superkræfter, der kan løse alle verdens problem.
 
I Frankrig mener den nye præsident Macron, at det må være nok med politik, og at man i stedet skal have forretningsfolk som ham selv (en tidligere investment banker) ind og forvalte samfundet.  I Danmark har vi blandt mange eksempler Disruptionrådet, hvor især forretningsfolk skal udstikke linjerne for den politiske administration.
 
Disruption har i mange år været et af stikordene for Trumps forretningsstrategi, og selvom overlappet mellem politik og forretning hos Trump er ekstremt, er det samtidig et af kendetegnene for den tekniske, apolitiske forvaltning af samfundet, der kendetegner kapitalismen. Når folk ikke længere har tillid til det politiske system, bliver brandet altafgørende for, hvem der vinder den politiske magt.
 
I konkurrencen med Clinton-fonden, der sammenblander politik og forretning i lige så høj grad, om end på en lidt anden måde end Trump, viste Trump sig at være det stærkeste brand, og Trumps præsidentembede, hævder Klein, står og falder med hans evne til at opretholde det brand.
 
Bill Gates, Richard Branson og Emmanuel Makron: Verdens liberale Avenger-team, ifølge dem selv. Kilde/Scanpix.
 
2. Klimakrise
Af alle de reaktionære politikker, som Trump står for, er klimapolitikken nok alligevel den mest reaktionære af dem alle. Det er også et af de områder (måske dét område), hvor Trump har været mest effektiv.
 
Blandt de mange dekreter, Trump underskrev kort efter sin indsættelse, finder man en godkendelse af Keystone XL-rørledningen (som går gennem indfødt territorium, og som har mødt masser af modstand fra aktivister og miljøeksperter), ophævelse af Obamas forbud mod nye kulkraftværker på føderal jord, opskalering af boring efter gas og olie på Golfkysten, afvikling af Obamas ’Clean Power Plan’, afskaffelse af en række miljøreguleringer, afskaffelse af reglen om, at olie- og gasfirmaer skal opgøre og indsende oversigter over deres metan-udslip, censurering af udtrykket ’klimaforandring' og endelig fjernelse af information om klimaforandringer fra Det Hvide Hus’ hjemmeside og mundkurv til offentlige institutioner.
 
Sidstnævnte resulterede i en aktivistisk modaktion fra både NASA og nogle naturparker, som gav sig til at tweete om klimaets og miljøets status – et godt eksempel på den form for civil ulydighed, Klein ser som første skridt i en bred bevægelse for omvæltning.
 
Trumps strategi skal implementeres af folk som Rex Tillerson (tidligere direktør i ExxonMobil og manden, der har været åben omkring, at global opvarmning er en gylden mulighed for at skabe profit på råstoffer, som før var utilgængelige), Scott Pruitt (der er blevet leder af Agenturet for Energibeskyttelse – en mand, hvis politiske kampagner har været finansieret af olieindustrien, og et agentur, som han nærmest lå i åben krig med, da han var generaladvokat i Oklahoma) og Rick Perry (som før er gået til valg på helt at afskaffe Energiagenturet, fordi det faktisk håndhæver miljøreguleringer).
 
Trumps strategi er med sin fri markeds-ideologi og videnskabsfornægtelse, som Naomi Klein opsummerer den, ret simpel: 'Bury the evidence, cut the programs, remove all barriers.'
 
Der er en nær sammenhæng mellem troen på det frie marked og klimavidenskabsfornægtelse. Den neoliberale orden har været dominerende i årtier, hvor vi har set klimakrisen tage til med stadigt større hast, og hvor denne orden ikke har haft nogen løsning.
 
Løsningen er ellers ret ligetil: Afinvestering i forurenende industrier, øget hjemmeproduktion (for at nedbringe transport) og massiv investering i bæredygtig produktion og offentlig infrastruktur.
 
Men der er tale om investeringer og reguleringer i et omfang, der ikke kan løftes og følges af private aktører – i det mindste ikke på en måde, så de bliver profitable. Der er altså ingen neoliberal løsning på klimakrisen, så, som Klein formulerer det, ”at indrømme at klimakrisen er virkelig er at indrømme afslutningen på det neoliberale projekt”.
 
Det har vakt stor opstandelse, at Trump trak USA ud af Paris-aftalen, og der er ingen tvivl om, at det var en dybt reaktionær og dybt problematisk handling.
 
Men sandheden er samtidig, at Paris-aftalen langt fra var nok til at holde klimaet i en bare nogenlunde forfatning. En rapport fra Oil Change International har vist, at hvis man bare vil holde temperaturstigningen på under to grader, skal alt fossilt brændstof blive i jorden.
 
Desuden er der meget, der tyder på, at selv en temperaturstigning på to grader har mere katastrofale konsekvenser end hidtil antaget.
 
Dertil kommer artsudryddelse på størrelse med de største forekomster af massedød i jordens historie, afskovning, hele økosystemer som koralrevet Great Barrier Reef, der bleges og dør bort, havørkner, ophobning af skrald.
 
Der er tale om et fundamentalt uholdbart system, hvor der produceres med henblik på profit (kapitalismens jernlov) frem for med henblik på behov indenfor rammerne af det bæredygtige.
 
3. Neoliberalisme 2.0
Trumps politikere er på mange måder blot mere neoliberalisme: deregulering og nedskæring, der skal hjælpe private firmaer til at lukrere så meget som muligt på forvaltningen af samfundet.
 
Den slags fås i mange varianter, og Trump er på de fleste område en fortsættelse af økonomiske reformer fra Reagan og Clinton til Bush og Obama. Det er også Obama, der med rekordmange deportationer, dronekrige og juridisk kreativitet har banet vejen for både indrejseforbud og interventionerne i bl.a. Syrien og Yemen.
 
Samtidig er der med Trump dog tale om neoliberalisme i en særligt ubehagelig variant, hvor selv den formelle (om end sjældent realiserede) lighed mellem hvide mænd og kvinder samt seksuelle og religiøse minoriteter er afskaffet. Kvinders ret til at bestemme over egen krop og muslimers (fra visse lande) ret til at rejse ind i USA er to eksempler på ellers basale rettigheder, som Trump har afskaffet.
 
Trump er dog også noget nyt i amerikansk politik. Han er med Naomi Kleins formulering ”naked corporate takeover”. Det nye ligger primært i ordet ’naked’. Alle amerikanske administrationer har meget direkte forbindelser til det private erhvervsliv.
 
George Bush Jr. holdt selv en vis distance mellem private aktiver og offentlig politik, men vi skal ikke længere ned i hierarkiet end til Dick Cheney, hvis svingdørskarriere mellem Forsvarsministeriet og Halliburton sikrede sidstnævnte – og Cheney selv – millioner og atter millioner af dollars.
 
Clinton-familien er et andet godt eksempel på, at grænsen mellem private firmaer og de øverste politiske embeder er udvisket. Grunden til, at Trump havde succes med sin barnagtige formulering ’Crooked Hillary’ var, at det ikke var løgn. Clintons ellers mindre vigtige mail-skandale blev et symptom på en person, som ikke kan skelne mellem offentligt og privat.
 

Under valgkampen refererede Trump udelukkende til Hillary Clinton som 'Crooked Hillary'. Medmindre han kaldte hende 'such a nasty woman' selvfølgelig.
 
Men Trump og hans administration er selvfølgelig endnu værre. Klein forklarer, hvordan ExxonMobil under Rex Tillerson blev sat op til at profitere af klimaforandringer (og gå rabundus, hvis de ikke sker); manden er nu udenrigsminister og har stadig sine forbindelser i Exxons direktion. 
 
I det hele taget ser det godt ud for våbenindustrien: Mindst femten ”officials with financial ties to defense contractors” er blevet ansat. De firmaer, de kommer fra, er selvfølgelig afhængige af krig for at sikre profit. Stabschefen for Sikkerhedsrådet er tidligere generalløjtnant Keith Kellogg, som arbejdede for firmaet Cubic Global Defense med at træne soldater (som et led i den delvise privatisering af USA’s militær).
 
I det hele taget kommer mange af Trumps største donorer fra firmaer som L-1 Identity Solutions, The Chertoff Group og Palantir Technologies (medejet af mangemilliardæren Peter Thiel, som også har PayPal), der opstod i kølvandet på Bushs sikkerheds- og krigspolitik efter 9-11.
 
Allerede nu bliver omkring 70 procent af USA’s militære aktivitet i Afghanistan varetaget af private firmaer, og Trump-administrationen er for tiden splittet omkring spørgsmålet om, hvorvidt man skal gøre krigen 100 procent privat (hvilket formentlig vil få den til fuldstændigt at forsvinde fra den offentlige bevidsthed i Vesten).
 
Derudover er en stor del af Trumps administration hentet fra direktionen i finansinstituttet Goldman Sachs. Det er der intet nyt ved, og Obama ansatte også flere folk herfra. Det nye, som Klein påpeger, er skalaen, som er overvældende, og som betyder, at private firmaer har fået mere eller mindre direkte kontrol over staten.
 
Sidst men ikke mindst er der vicepræsident Mike Pence.
 
Pence var en af hjernerne bag den chok-politik, der blev indført, efter at orkanen Katrina ramte New Orleans i 2005, hvor private firmaer tjente enorme summer på sikkerhedsydelser (ofte imod ofrene for katastroferne), privatisering af ejendom og entreprenøropgaver i forbindelse med en genopbygning, som i mange tilfælde enten aldrig blev udført, eller som pressede de tidligere beboere ud til fordel for aktører med flere penge.
 

Vicepræsident Mike Pence. Kilde/Scanpix.
 
Mike Pence er med sin mere libertære og endnu mere frimarkeds-fundamentalistiske tilgang egentlig den foretrukne kandidat for mange af de store donorer bag Trump-administrationen som bl.a. Koch-brødrene.
 
Med Trumps administration er der altså tale om en mere direkte forbindelse mellem kapital og magt. Den kapitalistiske flirt med demokrati, parlamentarisme og retsstat er ovre.
 
Tillad mig en kort ekskurs over marxistisk statsteori, som kan belyse betydningen af denne udvikling. I klassisk marxistisk statsteori blev staten forstået som et direkte udtryk for den kapitalistiske klasses interesser, et instrument i deres hænder.
 
Denne forståelse blev siden kritiseret, fordi det sjældent har været de enkelte kapitalister, der har regeret, og som modsvar har diverse marxistiske statsteoretikere udviklet en mere raffineret teori om klasser og forholdet mellem stat og kapital. Her har man især peget på, hvorledes et relativt desinteresseret statsapparat har været nødvendigt for kapitalismens fortsatte eksistens.
 
’Desinteresseret’, fordi det har været uafhængigt af de enkelte kapitalistiske aktører og således har kunnet fungere som en neutral dommer i konkurrencen mellem disse (og dermed undgå monopolkapital, som kan være godt for den enkelte kapitalist, men skadeligt for det samlede system).
 
Men samtidig ’relativt’, fordi det selvfølgelig er nødvendigt for kapitalismen, at kapitalistiske arbejds-, produktions- og forbrugsforhold opretholdes: hvis alle havde alt, hvad de skulle bruge, ville ingen sælge deres arbejdskraft til underpris, og profit ville være umuligt. Og hvis ikke politiet nedkæmpede massestrejker og massebevægelser, ville arbejderbevægelsen blive for stærk.
 
Med Trump er vi derimod i nyt og spændende farvand, som paradoksalt nok i højere grad afspejler en klassisk marxistisk forståelse af forholdet mellem kapital og stat, mellem økonomisk og politisk magt.
 
Kan kapitalismen fungere under en så åbenlys kapitalistisk stat, der er ved at miste sin fernis af neutral retfærdighed, og som har så åbenlyse kapitalistiske egeninteresser (Trumps sønner rejste for eksempel til Uruguay på statens regning og med statens sikkerhedstjenester med det ene formål at promovere Trump-korporationen)?
 
Er Trump et symptom på en krise i kapitalismen, eller har han blot løftet den op til det næste niveau, hvor handskerne er taget af, og hvor modsætningsforholdet mellem specifikke kapitalistiske interesser og retsstaten endelig er svinget til førstnævntes fordel?
 
Uanset hvad, så er der tale om den hidtidige kulmination på den neoliberale politik, hvor private aktørers jagt på profit sættes over enhver offentlig interesse – hvad end det drejer sig om klima, arbejdsforhold eller basale rettigheder.
 
4. Ja til en bedre verden
I årtier har vi fået fortalt, at intet er muligt. Der må skæres i uddannelse og sundhed, i børnepasning, forskning og klimakontrol. Offentlig infrastruktur må forringes og privatiseres, og demokratisk medbestemmelse i de offentlige institutioner, for slet ikke at snakke om på arbejdspladsen, må opgives. Markedet dikterer det. Neoliberalisme er dagens orden.
 
Hvor gerne vores politikere end vil skabe en bedre verden med bæredygtighed og reel medbestemmelse, så er der intet, de kan gøre. ’Der er intet alternativ’, som Margaret Thatcher formulerede det. ’Sådan er det bare’, sagde Margrethe Vestager nogle år senere.
 

Margaret Thatcher, Englands tidligere premierminister, som også gik under navnet The Iron Lady og TINA (There Is No Alternative). 
 
Med finanskrisen i 2008 og redningen af bankerne for offentlige penge blev det så åbenlyst, at det hele tiden havde været en løgn. Politikerne kan gøre alt muligt. De kan kanalisere enorme summer og mobilisere den offentlige økonomi i forskellige retninger. Det er et spørgsmål om valg og om vilje. Om deres mål og om deres klasseinteresser. Om de vil tage de nødvendige skridt for at skabe en bedre verden for de mange, eller om de vil pleje interesserne for de få.
 
Bag enhver deregulering af markeder, bag enhver afmontering af arbejderes rettigheder, bag enhver snak om krig og invasion og de dertil hørende kontrakter med våbenproducenter og sikkerhedsfirmaer, bag enhver lempelse af klimapolitikken til fordel for private firmaers jagt på profit sidder der en lille Trump og godter sig.
 
Med finanskrisen og dens efterspil blev neoliberalismen demaskeret, og med Trump har den herskende klasse fjernet fløjlshandskerne. Ingen noble løgne og rosenrøde fortællinger, men en masse gennemskuelige løgne og en ubehagelig virkelighed, som knap søges tilsløret. Umiddelbart er Kleins bog nedslående læsning om en ubehagelig politiker i spidsen for et stadig mere ubehageligt politisk system.
 
Men Klein ser også muligheder. Hvis Trump er et brand, er det muligt at angribe det som et brand – med en strategi, der tilbage i 00’erne blev kaldt ’culture jamming’. Det handler både om at underminere brandets grundlæggende fortælling – i dette tilfælde fortællingen om Trump som den store chef – og ved at stille brandet til ansvar for, hvad dets underleverandører foretager sig.
 
Der er også store muligheder i klimapolitik. Hvis redningen af klimaet vitterligt, som Klein argumenterer for, er uforenelig med neoliberalisme, betyder det også, at klimapolitiske sejre i sig selv tvinger neoliberalismen i knæ.
 
Ydermere betyder det, at folk, som ellers først og fremmest interesserer sig for klimaspørgsmål, i stigende grad vil blive polititisk vendt imod den herskende neoliberale orden, således som det allerede ses blandt en række forskere.
 
Endelig kan sammenblandingen af stat og private firmaer i Trumps administration vise sig at gøre det nemmere at identificere og angribe det samlede politisk-økonomiske kompleks, der må gøres op med. Succesen af neoliberale chokreformer hviler desuden ofte på netop chokeffekten og den deraf følgende passivering af dem, politikkerne går ud over.
 
Ved at være forberedt på, hvad der kommer, og ved at trække på de seneste årtiers kamp mod neoliberal politik kan modstanden vise sig ikke bare stærkere end forventet, men også som et samlingspunkt for forskelligartede bevægelser. Klein er et barn af alterglobaliseringsbevægelsen, og målet er stadig at skabe den’ bevægelse af bevægelser’, der har været ambitionen de sidste tyve år.
 
En anden verden er mulig
Kleins bog er ikke blot vigtig fordi den angriber Trump og anviser en række muligheder for dette. Den er ydermere vigtig, fordi den viser, hvordan Trump og hans administration er en forlængelse eller radikalisering af den eksisterende neoliberale orden, som nok er en kende mere voldsom end denne, men som ikke er egentlig væsensforskellig fra den.
 
Den gamle midte har i de senere år lidt nogle nederlag. Men den gamle midte er langt fra besejret. Fra EU’s finanspolitik, hvor Tyskland med Merkel og Schäuble stadig dominerer, over Macrons midlertidige revitalisering af det neoliberale projekt, til de utallige egne, hvor neoliberalismen stadig holder stand eller – som i Grækenland og visse dele af Latinamerika – øjner et comeback.
 
I den sammenhæng er Trump blot et af de mere ekstreme forsøg på at fastholde den gamle orden, som ikke har nogen løsning på de problemer, den selv har skabt. Alternativet for Klein er en bevægelse af bevægelser, der ikke blot siger nej til denne verden, men som samtidig viser, at en anden verden er mulig.
 
Klein har skrevet en god bog med masser af gode observationer, som kan ruste læseren til ikke blot at sige nej til Trump i alle hans afskygninger og alt, hvad han står for, men også til at bevæge sig hinsides det nej, som ikke er nok, og hen imod et ja til en bedre verden.

Relaterede artikler

Macrons bibel - Det blev ikke overraskende Emmanuel Macron, der løb med sejren i kampen om at blive Frankrigs næste præsident. Men hvem ...
Djævlens spindoktor med Nixon Tattoo - Hvis du mener, Trump er en smule skør, så skulle du møde hans bedste ven og politiske strateg Roger Stone. Han er crazyy...
Nu er det ikke sjovt længere - Donald Trump er en gave til den amerikanske tv-satire, som aldrig har haft bedre vilkår. Seertallene for shows som "Satu...
Disruption - den endegyldige sandhed - Enhver tid har sine guder, skabelsesteorier og undergangsfortællinger. Da vi her i landet sejlede i dragebåde, var det O...
Verdens bedste præsident - Det skorter ikke på politikere, der gennem årene har forsøgt at frame sig selv som den nye JFK. En plan, der dog kan giv...
Den nye hegemoniske leder - Hegemoni har længe været et dominerende begreb i samfundsvidenskaberne. Men hvad ligger der i det? Hvor kommer det fra? ...
WTF sker der lige i Det Hvide Hus? - Nedenunder det løbende realityshow, som Donald Trumps præsidentskab ganske forudsigeligt har udviklet sig til, befinder ...
Hvordan virker valgplakater i en digital valgkamp? - Den go’e gamle valgplakat lever stadig. Det står lysende klart efter, at kandidater og frivillige landet over i lørdags ...
Hvad er din virksomheds trustscore? - Rachel Botsman er bedst kendt for bogen “What's mine Is Yours” om dele-økonomi, som hun udgav i 2010, og for hendes TED ...

Giv din stemme

11 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationskonsulent

Frist: 14. december

Studentermedhjælper

Frist: 2. januar
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.