De prætentiøse er bedre, klogere og mere kreative

Ifølge Dan Fox, som er aktuel med bogen Pretentiousness: Why It Matters, skal vi ikke alene hylde prætentiøsitet og de mennesker, som inkarnerer den. Vi skal også anerkende dét at være prætentiøs som en vital kulturmotor. Det er modet til at være fordringsfuld, nysgerrigheden efter at prikke hul på boksen, der driver vores fremskridt.

Dan Fox og hans hyldest til prætentiøsiteten - Pretentiousness: Why it Matters.

Synspunktet er naturligvis prætentiøst i sig selv. For hvad er selvlegitimering, og hvad er faglig begrundelse? Prætentiøsitet er både befriende og kvalmende. Den unddrager sig aldrig subjektivitetens svampede værdidomme, og som kultur er den dybt paradoksal. Prætentiøsitet er både beroligende og truende for klassesamfundets fortsatte eksistens. Med andre ord: Hvorfor er prætentiøsitet så møghamrende irriterende og alligevel fundamental?

Politiken omtalte pianisten August Rosenbaums præstation i Jazzhouse for prætentiøs og kedsommelig. Polfoto/Martin Lehmann.

Pretentious? Moi?
Da Sting var færdig med The Police i midten af 80’erne, blev håret langt, de hvide musikere blev skiftet ud med afroamerikanske jazz-ekvilibrister, og man så ham offentligt med læsebriller og en gulnet Marcel Proust fra Gallimard i hånden. Jeg kan huske coveret på det engelske musikmagasin, som jeg købte hyppigt.

Det var vist lige før lanceringen af lp’en ”Nothing like the sun” (1987). Manden sugede kinderne ind og stirrede hårdt og intellektuelt på et punkt i horisonten, som kun rockstjerner og franske filosoffer kan få øje på. ”Ja, jeg læser På sporet af den tabte tid”, replicerede verdensborgeren fra Newcastle, som vistnok – det hviskede vi meget om – kunne udholde 24 timers nonstop tantrisk sex uden kunstig ilt.

Sting er manden med mange kvaliteter. Især ifølge ham selv.

”Er det ikke lidt prætentiøst?” spurgte journalisten.

”Pretentious? Moi?” svarede Sting. Og det havnede så på forsiden.

I virkeligheden har han jo ret. Prætentiøs er ikke noget, man selv beslutter sig for at være. Det er ikke ”moi”, men ”toi” (se dét var en prætentiøs påstand!). Det er altid noget, de andre beskylder én for at være.

”Prætentiøsiteten er altid de andres misgerning. Det er aldrig en forbrydelse i første person,” skriver Dan Fox i The Guardian.

Og hvis Sting er prætentiøs, er man det ikke selv. De andres prætentiøse fejl bekræfter blot ens egen åndelige og æstetiske ekspertise. Underforstået, det er en ekspertise, som dominerer inde i boksen. Dén, vi alle sammen har. Den jyske, så at sige. Den cementerer, som Fox siger, ”den virtuose almindelighed”. At du, netop du, fortæller det, som det er, piller samtidig substansen af den prætentiøses ord. Sting skal bare lukke arret.

Den store skønhed. Det bliver ikke mere prætentiøst.

Sting 2
Så må man jo tage det med selvironi. Men selv dén er prætentiøs. I 2010 blev Sting interviewet til The New York Times, og efterfølgende samlede Guardian-journalisten, Marina Hyde, de værste Sting-unoder i sin klumme.
”Spørg Sting om den kontrabas af aluminium, han har stående foran bogreolerne,” skriver hun, ”og han vil fortælle dig, at han bruger den til at spille et enkelt stykke Purcell hver dag, og det er dét”.

Til orientering: Henry Purcell (1659-1695) var en engelsk komponist. Som attenårig blev han udnævnt til komponist for Kongens Violiner og skulle skrive for strygeorkesteret. Han var en af de største engelske komponister. Han skrev 38 operaer, alle til engelske tekster.

På Stings sofabord står to ornamentale skakspil. Musikeren fortæller om sene aftener med mesterspilleren Garry Kasparov.

”Han slog mig hver eneste gang selvfølgelig. Men ved du hvad? Han kan ikke synge”.

At tænke ud af boksen er et adelsmærke for Sting. Alt, hvad der signalerer ”udenfor” – skakspil, gamle kontrabasser, førsteudgaver af kongeniale forfattere – skal åbenbart brandes i fortællingen ”Sting”. Og dermed, ville Karl Marx sige, åbner netop de artefakter sig for reproduktionens glidebane i en kapitaløkonomisk fremmedgørelse og varedannelse.

At mestre den rullende scenografi om sig selv og stille den offentligt til skue er både trivielt og farligt. I tilfældet Sting reduceres han til et talende klistermærke om sig selv og vores forventninger.

”Hvad vil du have, jeg skal gøre? Blive i min lille boks?!”, udbryder han indigneret.

Ja, det ville da være dejligt.

Men hvad mener du egentlig, Sting? Den boks, hvor vi automatisk forventer, at du er prætentiøs, hvorefter vi kan pille dig ned og grine af dine manerer, eller den boks, hvor du – buhu – ikke må være prætentiøs overhovedet?

Det hér er konge og fortjener at komme på listen over alle tiders mest prætentiøse opsætninger: Sting med lut og senet, bar overkrop og hustruen i fuld yoga-vigør i baggrunden.

Hvaffor en klassekamp?
Ifølge Fox skal man ikke prikke ret længe i ”det prætentiøse”, før det vælter ud med klassesamfundets traumer. På dansk er det janteloven. Du skal ikke tro, du er noget. Vogt dig for at være prætentiøs. Du kan ikke uden videre bevæge dig opad eller nedad på den sociale rangstige. Beskyldningerne om prætentiøsitet markerer med det samme en politisering af frygten for den uberettigede, sociale migration. Det, der før var udenfor, kan jo lige så vel være indenfor – bare et andet sted.

Pludselig er amatøren professionel, og den fattige rig. Og når der er politisering, er der også et demagogisk frirum: At nogen eller noget kan bestemme, hvad der er legitimt, og hvad der bare er prætentiøst. Derfor er frygten for det prætentiøse – eller snarere angsten for, at den prætentiøse faktisk har noget at have det i – ikke bare et perspektiv på de andre. Nej, det er en socialt forankret overvågningspraksis. (Og her overvejede jeg en lille passus om Foucaults panoptiske magtbegreb. Men det ville være alt for prætentiøst).

I reklame og kommunikationsbranchen vrimler det med prætentiøse folk.

At påkalde sig det prætentiøse er en form for svimmelhed. Man mister orienteringssansen for en stund, fordi man svæver mellem den kontekst, man er sat i som individ og som medlem af en samfundsgruppe, og så det billede af én selv, man projicerer op for de andre. Et kort øjeblik er man altså en ”anden”.

Man gør sig sårbar. Romantisk sårbar, kan man tilføje. For i roden af ordet ”prætentiøs” hviler både realitetsfornægtelsen og den livgivende skabelsesproces. Man lader som om – og det kan enhver gennemskue. Man prætenderer en ny og anden virkelighed. Og dét er sgu også så prætentiøst.

Ind i boksen – efter avantgarden
Historisk har den ”rigtige” prætentiøsitet signaleret indgangen til avantgardens virkelighed. Det var de objet trouvé, Duchamp og Picasso drømte om. Problemet er, at når så dén virkelighed indtræffer, når Kandinsky kan købes i IKEA, og vi alle sammen frit kan interagere med kunsten, eroderer det prætentiøse til en flad pandekage. Så har vi ligesom set det. Så kan vi finde det på nettet.

Ryan Gosling er en yngre generation end Sting. Men han gør sig nu også godt i det prætentiøses navn.

Det er derfor, det er progressivt at tænke ind i boksen nu om stunder. Vores generation vil så forfærdelig gerne være skyldig, men kan ikke rigtig blive det. I en verden fuldkommen blottet for autoriteter er autoritetsopgøret kun et tomt postulat, en postmodernistisk attitude. Tragikomikken var, som jeg skrev sammen med Mads Holger i en elegi over konservatismens dyder, at man opdrog flere generationer til kun at skulle udmærke sig ved at være grænseoverskridende, men inden da sørgede man også for at overbringe dem en verden komplet blottet for grænser at overskride.

Mads Holger. Den danske prins af de prætentiøse dyder.

Vi lever i en kulturradikal pastiche. Vi er opdraget til at tro, at man kan sparke åbne døre ind og stadig være nyskabende og frisk.

Vi dingler som statsideologiske hjemløse i en domesticeret kulturradikalisme. Og derfor er det også blevet prætentiøst bevidst at dyrke det anti-prætentiøse. At passe ind. Ikke skeje ud. Men da ser man formen – ikke indholdet – og tænker: Hvor opstyltet. Bvadr. Vi lever efter orgiet, revolutionen har fundet sted, æv bæv, endda på alle fronter: sex, politik, køn, arbejdsliv.

Og hvad skal vi så lave? Tøjet er allerede klippet af, og nu står vi tilbage som en samling nøgne skoledrenge i gymnastiksalens omklædningsrum. Så må den kunstneriske sjæl finde noget nyt at anvende saksen til. Der er stor fornøjelse ved at knuse en Ming-vase med en hammer. Men at knuse noget allerede knust er patetisk. Eller også haster vi mod et nyt selvrealiseringsprojekt. For eksempel det prætentiøse i at lave autentiske, ghanesiske gryderetter hver tirsdag aften. Og købe en negerlandsby.

Marina Abramovic on The Artist Is Present på MOMA (2010). Fornem prætentiøsitet.

Kunsteren Lisa Levy langer med sin udstilling The Artist is Humbly Present ud efter Abramovic. En performance hun kalder "A symbol of contemporary art world pretense".

Vi kan være helte
Mens vi således render rundt og agerer klassesamfundets politibetjente, for og imod kulturrevolutionens déjà vu, skal vi huske på, at enhver påberåbelse af ægthed, anti-intellektuel nede-på-jorden-strategi – normcore – også er prætentiøst som ind i helvede. Når historien er gået, kan vi godt se, at det krævede mere energi at modsige Einsteins hysteriske påstande om relativitet og space-time end at kaste traumerne og frygten overbord og se durk ind i den virkelighed, manden selv prætenderede. Einstein lod ikke som om. Han havde bare ret.

Kopernikus var også frygteligt ubeskeden. ”Jorden er altså rund,” sagde han igen og igen, mens det samlede, kristne Europa mobiliserede enorme og ganske prætentiøse ressourcer for at forsvare det modsatte standpunkt.

David Bowie på hans The Low/Heroes World tour i 1978. Polfoto/ Gie Knaeps.

”We can be heroes”, sang David Bowie og lignede en marionetdukke med smerter overalt, og åh, hvor var det prætentiøst at kigge på. Men dén lille linje er dit og mit soundtrack, den tændte vores kulturelle bevågenhed, som Dan Fox skriver.

Der er noget dejligt befriende i, at David Beckham, der evigt bekræfter fordommen om, hvordan der ser ud på indersiden af arbejderklassens drøm om overklassen, stammer fra Leytonstone udenfor London, hvor det altid regner. Og at David Bowie kommer fra Brixton, hvor tonen er djærv, og hvor multikunstneren, der fik adgang til Croydon College’s School of Art, med lange, lyse lokker og angeliske kindben i sine unge dage dagligt blev mødt af tilråbet:

”Can I carry your handbag, love?”