Den pæne efternøler og alle festivalers moder

Sommer er festivaltid - og er der masser at tage af. Men er du til rock, er der to, du ikke kan komme udenom: Roskilde Festival og Northside. Er Northside bare en lillebror til Roskilde Festival, eller er der mere grundlæggende forskelle?
af Christine Lind Ditlevsen
Torsdag aften blæser det op og urinstøvet fyger af sted om ørerne på de mange solømme festivaldeltagere. Vi søger ly i Rom & Cigarbar, der flyder over af cubanske toner og feststemning. Dagen skylles ned med mojitos; koncerterne, de økologiske falafler, menneskehavet. Vi synker tilbage i sofaen, vi er færdig med at hoppe op og ned for i dag, vi er mætte, vi er hudløse, det er nu, vi taler ærligt.
 
Lørdag aften bliver badet i regn. Vi klumper os sammen under regnslag og hører must see-koncerterne til ende. Så løber vi om bag Foderbrættets container og stiller os i kø til Njord Gin Club; vi skal smage The Moment. Luften er tyk af fugt, men her sidder vi, pakket godt sammen, vi skåler og smager på essensen af festivalen: gin, lime, honning og blåbær, pyntet med brændt rosmarin og en ristet skumfidus. Vi føler os heldige, forkælede, vi mærker dagen gå til ro i os, de sidste dråber falder let.
 
Den unikke festivalstemning breder sig i sommermånederne i Danmark. Her Roskilde Festival 2015.
 
To dage på musikfestival. Den første på Roskilde, den anden på Northside. Samme fede oplevelse, samme høje niveau, fornemmelsen af at blive taget hånd om, begejstringen over de store navne, der spiller de sange, vi elsker – og de små navne, vi elsker at opdage.
 
Er Northside bare en lillebror til den 39 år mere erfarne Roskilde, altså med grundlæggende samme DNA; forkærlighed for rock, fokus på oplevelse og med et indforstået credo om, at vi skal være gode mod hinanden?
 
Ja og nej.
 
Northside 2015, Mø går ud blandt publikum på Grøn Scene.
 
This is your festivalmother speaking
Roskilde er alle festivalers moder. Og så er hun sådan en slags mor, der altid passer godt på sine børn og som giver hver en overskudsmønt til velgørenhed. Men som også inviterer de cool gæster og sørger for, at ingen nogensinde kommer til at mangle øl. God mor.
 
Til gengæld er hun lidt skødesløs med sengeredningen. Der er både koldt og ulækkert i soveværelset – men hvem tænker på det, når bassen ryger på max. Og vi ved jo alle sammen, at soveværelset er et af de bedste steder at feste.
 
Roskilde Festival har siden 1972 været en non profit-virksomhed, der giver hele overskuddet til velgørenhed. Indtil nu er det blevet til 225 millioner. Foreningsidentiteten sidder derfor som en solid rygrad i Roskilde Festival, hvorimod Northside helt fra begyndelsen har været en forretningsidé. Men Aarhusfestivalen er nu godt med, sin unge alder taget i betragtning: Fra 2012 til 2014 har Northside doneret 806.480 kroner til lokale foreninger.
 
Northside er skabt af Brian Nielsen i samarbejde med det store tyske bookingselskab FKP Scorpio. Festivalen har derfor den indlysende fordel, at de kan trække på bands, som er på turné på de andre festivaler, FKP Scorpio er leverandør til.
 
Den pæne efternøler
Northside er den pæne efternøler, der kan bede om ekseptionelt mange lommepenge, fordi de ældre søskende allerede har banet vejen til mors og fars lommer. Til gengæld er Northside også en unge, der holder betydelig bedre orden på sit værelse. Når de rockede legekammerater er gået hjem, rydder han det hele på plads, så det hele er pænt og indbydende næste morgen. Ikke at han egentlig har så meget at rydde op. Hans legekammerater er store piger og drenge, der sorterer deres affald og ikke går og smider med tingene. De kommer heller ikke op at slås.
 
Northsides program for 2015.
 
En billet til Northside kostede i 2015 1395 kroner, hvilket er relativt dyrt for tre dages festival, hvortil man oveni købet skal lægge eventuelle udgifter for overnatning. Alligevel kan Northside tiltrække 35.000 besøgende. En del af forklaringen er måske, at Ådalen er et utrolig velegnet sted at holde festival.
 
Der er hyggeligt og ikke alt for stort. Det vil sige, at man bruger et minimum af tid på at bevæge sig rundt mellem de tre scener, der huser de (2015) 41 koncerter. Og alle de tre år, jeg har været der, har udvalg af min yndlingsbands været repræsenteret. Virkelig must see-bands.
 
Ådalen ligger meget tæt på bydelen Åbyhøj, hvilket gør indkøb af opvarmningsøl etc. dejligt nemt (og for dem af os, der har venner i Åbyhøj, gør det overnatningsudgiften til lig 0).
 
Pladsen bliver holdt pæn og ren, selv efter store regnskyl er oplevelsen af søle og mudder minimal, og da ingen overnatter i telte, er området stort set skraldfrit.
 
Et af de allerstørste plusser er dog træk- og slip-toiletterne, altså toiletter, som vi har på badeværelset derhjemme. Fraværet fækaliestanken og det at slippe for at sidde på toppen af sine forgængeres præstationer er mange penge værd. Og måske fordi der generelt er så pænt og rent på Northside, holder publikum sig generelt til de afmærkede områder, når de skal lade vandet. Så intet tissestøv på Northside.
 
En billet til Roskilde Festival koster i 2015 1940 kroner, og for de penge får man otte dage med fuld skrald på festen. Både i campingområdet, hvor de enkelte camps fra år til år bliver større, vildere og mere veludstyrede med egne dj’s, madboder og bordtennisborde – og de kulturelle tilbud står i kø på Warm Up. Og i sceneområdet, hvor der i 2015 var otte scener med imponerende 129 koncerter. Deriblandt eks-Beatlen Paul McCartney. Og så er der altså stort set ingenting, der slår følelsen af at dele sjæl med 40.000 andre foran Orange scene
 
Roskilde Festivals program for 2015.
 
Northside og Roskilde Festival ligner alligevel hinanden på en lang række områder. Begge har taget oplevelsesøkonomien til sig med brugerinddragelse, festbrøl og mulighed for at spise og drikke stort set alt, hvad hjertet kan begære. Begge er bæredygtige med affaldssortering, genbrugsmaterialer og særlige brugerorienterede kampagner. Og begge har et bredt program, der byder på mere end rock; både store, gamle navne og nye, relativt ukendte.
 
 
 
Forskellene kan opsummeres i ordene: Lille, hyggelig og med det perfekte program versus stor, vild og The Orange Feeling. Og hvis du sparer lidt op, behøver du jo ikke vælge.
 
 
 
 
 
 
Northside afholdes i 2016 den 17. til 19. juni.
Roskilde Festival 2015 afholdes i skrivende stund stadig.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også