Når raketterne taler
Nordkorea og USA er i konflikt: Kim Jong-un taler med testmissiler, Trump med trusler om bål og brand, og hele verden holder vejret imens. Mette Holm har studeret Nordkoreas propagandistiske anti-kommunikation og Trumps bøllen-i-skolegården-attitude.
af Mette Holm
Hver dag tordner lidenskabelige nordkoreanske TV-oplæsere på Koreas Centrale TV, landets eneste, mod de amerikanske fjender, der i det uendelige omtales som ’imperialister’, ’aggressorer’ og ’fjendtlige’. Alle nordkoreanske børn bliver dagligt i skolen og fritiden advaret om den overhængende fare for, at ’snedige amerikanske ulve’ slår dem ihjel. Det sker i mange former, bl.a. som tegneserier og tegnefilm, hvor amerikanerne gengives som fx ulve i jakkesæt med fuldskæg og soldaterhjelm.
Nordkoreanerne holdes fra vugge til grav i konstant angst for et amerikansk angreb, som kun kan afværges af det lysende militærgeni Kim Jong-un, sønnesøn af Den store Leder Kim Il-sung, og landets stærke militær.
Imens har Nordkorea oprustet, så landet i dag efter alt at dømme er i stand til at ramme USA med en atombevæbnet interkontinental raket. Nordkoreas Centrale Nyhedsbureau, KCNA, udspyr nærmest dagligt trusler om at angribe Sydkoreas hovedstad, Seoul, ’gøre byen til et ildhav’ og reducere den og de 10 millioner indbyggere ’til aske’.
Nettet flyder over med billedet af Nordkoreas potens. Hvis ikke af en vred Kim Jong-un, så af landets missiler, som taler deres eget truende sprog.
Nordkorea truer med at sende raketter hen over Japan og næsten helt til den amerikanske Stillehavsbesiddelse Guam. Søndag advarede det regerende Arbejderpartis avis, Rodong Sinmun, ifølge Washington Post om, at sanktioner eller anden fjendtlig handling mod den nordkoreanske hovedstad Pyongyang ville kaste USA ud i ’et ubeskriveligt ildhav.’
Nordkorea mestrer især intern propaganda, bakket op af et frygtindgydende terrorregime, og holder sig bestemt heller ikke tilbage i sin udenrigspolitiske retorik. Sådan har det været, siden der blev indgået våbenhvile i Koreakrigen mellem Syd- og Nordkorea i 1953 med delingen af Den Koreanske Halvø ved den 38. breddegrad.
Nordkoreansk propagandafilm, der viser et fingeret angreb på USA. Videoens klimaks er bombningen af Det Hvide Hus.
Tidligere amerikanske præsidenter til og med Barack Obama har taget Nordkoreas trusler meget alvorligt, men ikke bogstaveligt. Fx lod Barack Obama det passere, da KCNA kaldte ham en klovn.
Nu har USA har fået sig en præsident, der tilsyneladende trives med den type oppustet retorik, hvad enten den er til inden- eller udenrigsbrug. Problemet er, at nu om dage kan man dårligt skille det ad, og budskaber suser omkring med lynets hast. Var det ikke for verdensfreden, var det faktisk ret underholdende.
Kim og Don optrapper pr. sms. Fra USA today.
Præventive atomvåben
Kigger man på den irakiske leder Saddam Husseins endeligt eller Libyens Moammar Gadaffis, er det ikke så sært, at stater som Nordkorea og Iran ønsker atomvåben. Rationalet er det enkle, at havde de to haft atomvåben, var de ikke blevet væltet fra magten ved udenlandsk intervention og summarisk henrettet.
Bashar al-Assad ville sikkert også gerne have atomvåben, så han ikke skal trækkes med udenlandsk indblanding i overgrebene mod syrerne. Og få år før Myanmars afvikling af militærstyret indgik generalerne aftale med nordkoreanske kolleger om hjælp til atombevæbning (den mellemliggende udvikling i Myanmar gør, at aftalen heldigvis ikke længere er aktuel).
Atombevæbning har den sidegevinst for en hensynsløs diktator, at man sparer en del på oprustning og vedligeholdelse af konventionelle våben.
Verden har ikke erfaring med ledere som Donald Trump. Da han havde besøg af Kinas præsident og partichef i april, fortalte den amerikanske præsident efterfølgende ganske selvtilfreds, hvordan han og Xi havde spist chokoladekage i Trumps fritidsklub i Mar-a-Lago i Florida.
Trump fortalte, at kagen var virkelig god, og at Xi virkelig nød den - og tilmed på bare 10 minutter gav sin amerikanske kollega en præcis indføring i det nordkoreanske spørgsmål, hvorpå Trump med en sidebemærkning godkendte angrebet på ’Irak, nåh nej, Syrien’.
Tænk bare, en amerikansk præsident, der lader sig belære om netop Nordkorea af en kommunistisk leder, sin største udfordrer i det globale magtspil, Nordkoreas nabo og tætteste allierede. Og dertil dårligt kender forskel på sine bombemål …
Siden erklærede Trump – formentlig en dag, han var i særlig godt humør - at Nordkoreas unge leder, Kim Jong-un, da var en flink fyr, en ’smart guy’, som det ville være en ære at træffe. Og så kunne de to nyde en burger sammen.
Søndag i sidste uge erklærede USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, ifølge tidsskriftet The New Yorker på en sikkerhedskonference i Filippinerne, at hvis Pyongyang holder inde med prøveaffyringerne, er USA indstillet på at gå i dialog med
Post-pentagonsk good cop, bad cop
Få dage senere rabler Trump af sig, hvordan alene trusler fra Nordkorea vil blive mødt med ’ild og raseri af uset omfang’. ’Nordkorea skal ikke bryde sig om at komme med flere trusler mod USA,’ sagde Trump med henvisning til, at Kim Jong-un havde truet mere end normalt, ’og som jeg sagde, de vil blive mødt med ild og raseri og – rent ud sagt – magt i et omfang, som verden aldrig før har set. Tak.’
Donald Trump i Trump National Golf Club i Bedminster, New Jersey, den 8. august 2017.
Og så ville Amerikas præsident ikke sige mere til det løjerlige møde, han havde indkaldt til i sin ferie, om to millioner amerikaneres problem med opiat-afhængighed. Indtrykket, han efterlod, var helt uigennemskueligt. Mente han, hvad han sagde? Vidste han overhovedet, hvad han talte om?
Derpå myldrede bl.a. udenrigsministeren, CIA’s direktør og den nationale sikkerhedsrådgiver ud og sagde, at Trump ikke mente det nær så slemt, som det lød. Her var intet nyt, ingen forandring, amerikanerne kan fortsat sove trygt – i hvert fald i forhold til Nordkorea, erklærede de.
Hele staben omkring Trump maner til ro, fred og ingen fare - i en slags ’post-pentagonesisk’ ordflom, som New Yorkers politiske reporter John Cassidy kalder den nye dualisme i amerikansk politik, hvor præsidenten og Det Hvide Hus somme tider taler stik modsat Udenrigsministeriet og den øvrige forvaltning.
Sikkerhedsrådgiveren McMaster påpeger da også, at præsidenten bruger et mere ’farverigt sprog nu, og at det skal man nok lige vænne sig til’.
Der er en slags good cop, bad cop over det, forvaltningens lad-os-prøve-at-snakke-og-forhandle-dem-til-rette over for stadig stærkere pres fra præsidenten i form af sanktioner og trusler. At sagen tages alvorligt, bevidnes af det usædvanlige fælles fodslag i vedtagelsen af et amerikansk forslag om økonomiske sanktioner mod Nordkorea til gengæld for atomoprustningen i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Kina og Rusland ellers ofte har stillet sig på tværs, når det gælder Nordkorea.
Typisk ville man så se tiden lidt an, se om og hvordan sanktionerne virker. Faktisk minder det en smule om det råd, jeg ofte giver, når jeg underviser asiatiske NGO'er i, hvordan de får deres budskaber ud til offentligheden såvel som til magthaverne: Læg aldrig ud med det skarpeste skyts. De blinde skal vente med at kravle ud på en motorvej i en lang kæde; og at lænke sig til parlamentet eller anden vigtig bygning er sidste udvej i en længere proces, snarere end første skridt. For hvad skal man stille op næste gang, hvis målgruppen ikke reagerer?
Men ikke Trump, han kaster sig ud i ultimative trusler, inden blækket er tørt på FN-aftalen. Og han vil besvare flammende trusler med våbenild. De to storskrydende lederes krig på ord kan alt for let udvikle sig mere kontant. Og selvom USA er bevæbnet til tænderne, har de ikke præcise oplysninger om, nøjagtig hvor Nordkoreas atom- og andre våbenlagre befinder sig; der er absolut ingen garanti for, at USA kan ødelægge det hele, før det bliver taget i brug, ligesom man måske nok kan ramme en del efter affyringen. Men det er fuldkommen usandsynligt at skyde alt, der bliver affyret, ned.
Store byer i USA såvel som Seoul og Tokyo er i sigtekornet. Så selvom alle mål næppe bliver udslettet, kan Nordkorea dog forrette skader af uhyggeligt omfang – og selv blive udslettet i samme ombæring – mens overlevende nordkoreanere vil strømme sydpå til Sydkorea og nordpå til Kina, hvilket ingen ønsker sig (bortset måske fra de undertrykte nordkoreanere, der ønsker sig en menneskelig tilværelse). Den sårbarhed oplyser Kim Jong-un ikke sin befolkning om. De hører kun om den knusende sejr over imperialisterne.
En anden detalje, der gør Kim Jong-un til en vanskelig modstander er, at tanken om en rask lille krig eller om hans folk udslettelse ikke lader til at skræmme ham. Bare han får lov at bevare magten og sit militær.
Et stilfærdigt Kina
Kina, som ellers nok forstår at piske en stemning op, maner her stilfærdigt til besindelse, ro, forhandlinger og diplomati. Selvom Xi forklarede Trump sammenhængen over desserten i april, fik han ikke overbevist sin amerikanske kollega om, at Kinas indflydelse på Nordkorea er begrænset. På et tidspunkt mente Trump at have ordnet hele molevitten, fordi han havde ’sagt til præsident Xi, at han skulle sætte en stopper for Nordkoreas atomprogram’.
Vist er Kina Nordkoreas nærmeste allierede, men at formode, at man dermed kan tale Kim Jong-un til rette, er en alt for udbredt misforståelse. Kina har i årtier trukket alle tre Kim’er rundt med tog i Kina, så de med egne øjne kunne se, hvad man kan udrette med økonomiske reformer – uden at slække synderligt på den politiske kontrol. De mange rundture har dog aldrig gjort tilstrækkeligt indtryk på Kim-dynastiet.
Samtidig med, at Trump forlanger, at Kina mægler i konfrontationen med Nordkorea, beskylder han landet for ikke at værne tilstrækkeligt om ophavsret og truer med handelssanktioner – og antyder i samme øjeblik, at dem kan Kina afværge ved at ’samarbejde med Trump om Nordkorea’.
Trumps forgængere har siden genoptagelsen i 1970'erne af de diplomatiske forbindelser mellem Kina og USA bestræbt sig på at holde sikkerheds- og handelsspørgsmål adskilt. Ikke Trump. ’Hvis Kina hjælper os, føler jeg helt anderledes i forhold til handel, helt anderledes i forhold til handel’, sagde den amerikanske præsident ifølge New York Times til reportere på sit tvetydige tegneseriesprog.
Kim Jong-un kender formentlig sin begrænsning og vil vare sig for det ultimative angreb i regionen såvel som mod Amerika. Men Trumps skingre tonedøvhed optrapper modsætningerne utåleligt.
