Ninkas point of no return

Ninka-Bernadette Mauritson har fundet the missing link i sit liv: En mand, der har opfundet sit eget hjernetræningsprogram, og som kan flyve helikopter. Dronningen af den kernesunde familie fortsætter med at udfordre de gængse forestillinger om sundhed, privatliv og forretningsudvikling.
Ninka-Bernadette Mauritson. Polfoto/Mads Winther.
Ninka-Bernadette Mauritson. Polfoto/Mads Winther.
af Mikkel Skov Petersen
Engang kunne Ninka-Bernadette Mauritson ikke mærke sin klitoris. Det ved vi, fordi Ninka selv fortalte om det i en Youtube-video i et blogindlæg på kernesundfamilie.dk. Derfor ved vi også, at hun heldigvis fik følesansen igen, takket være en kostomlægning.
 
Ninka kalder det et udtryk for autenticitet, at hun investerer selv de mest intime detaljer fra privatlivet i sin markedsføring af skiftende kommercielle koncepter. Hun skrev på sin blog, da hun meddelte, at faderen fra Kernesund Familie og hun skulle skilles, at mange nok ville mene, det var for privat, det hun skrev, men at hun ikke ville afholde sig fra at dele det med sine følgere, da det ville føles uautentisk. 
 
Siden har Ninka ikke set sig tilbage, men delt, om ikke alt om sit privatliv, så i hvert fald markant mere end den gennemsnitlige dansker.
Derfor ved vi nu også, at der er en ny mand i Ninkas liv, og at parret kan takke ikke en, ikke to, men tre clairvoyante for deres lykke.
 
Exit Tommy Kenter og konceptet Kernesund Familie. Enter Wynford Dore og konceptet Ninkas Detox.
 
Bogen der ramte tidsånden lige i røven
Det hele begyndte i 00’erne med bestselleren Kernesund Familie. Om en grå, trist og udskidt familie, der takket være et farvel til mælk, sukker og gluten transformerede sig til en sund og lykkelig idealfamilie. Den ene søns medfødte autisme blev endda kureret i samme ombæring, hævdes det.
 
Bogen ramte tilsyneladende en søgende og usikker tidsånd lige i røven, solgte stort, fik selskab af flere bøger og en lille formue blev grundlagt. Det var underordnet for populariteten, at Sundhedsstyrelsen for første gang advarede mod anbefalingerne i en specifik bog.
 
Kernesund-konceptet blev forsøgt udvidet med Kernesund Millionøse: Et kursus bestående af fem cd’er formedelst 2500 kr. med løftet om en lækker krop og en propfuld tegnebog. Enkelte sure typer kaldte dengang konceptet plattenslageri, mens flere var i tvivl, om det slet og ret var en joke. Det var det ikke. En Youtube-reklamevideo for konceptet blev godt nok trukket tilbage, men det fordi, der var en fejl i markedsføringen, lød forklaringen.
 
Jeg blev ikke jaloux
Året efter gik de kernesunde forældre hver til sit, og næste akt kunne tage sin begyndelse.
 
Den havde overskriften Sex, Love & Happiness og handlede om et kernesundt, åbent langdistanceforhold til Gianfranco di Vito fra Napoli, der havde en akademisk grad i kommunikation, og som var meget tæt på at have en i filosofi også.
 
Dengang forklarede Ninka, at de havde truffet Gianfrancos flirtende eks-elskerinde, og at oplevelsen bekræftede Ninka i at hun havde fået endnu en kompetence, hun kunne lære videre til andre kernesunde kvinder - nemlig evnen til ikke at være jaloux.
 
Til Alt for damerne forklarede Ninka, at de ville finde ud af, om de ville komme til at kede sig i lige så høj grad som andre par.
 
Det kernesunde helsekoncept fik kort sagt et skud erotikmesse, og på hjemmesiden sexloveandhappiness.com kunne man således bl.a. købe »10 seductive foreplay secrets – heavy breathing guaranteed. The Sexual Ride That Brings You Closer To Yourself, Him & The Ultimate Climax!«.
 
 
Kur mod ordblindhed til 20.000 kr.
Herefter fulgte et mellemspil, under hvilket konceptet Sex, Love and Happiness på et ukendt tidspunkt blev udfaset til fordel for konceptet The Detox Tribe, og Gianfranco til fordel for gode, gamle Tommy Kenter.
 
Da tredje akt starter, er Tommy skiftet ud med walisiske Wynford Dore, og Kernesund Familie-brandet er sat ud af drift til fordel for bloggen Ninkas Detox.
 
Historien om Wynford Dore er i følge Wikipedia historien om en mand, der var på rette sted på rette tid, da det blev klart at asbest er dødeligt farligt, og der var brug for alternative brandsikre materialer. Wynford stiftede firmaet Nullfire, der solgte brandsikker maling og blev multi-pund-millionær, da han afhændede selskabet i 1998.
 
Wynfords datter (han har fire børn) led af svær ordblindhed og forsøgte at begå selvmord flere gange. Efter tredje selvmordsforsøg begyndte han at arbejde på en medicinfri behandling for ordblindhed, der blev til behandlingsprogrammet The Dore Programme. Behandlingsprogrammet byggede på en teori af den amerikanske psykiater Harold Levinson, hvor ordblindhed knyttes til lillehjernen.
 
 
På Wikipedia er de ikke vildt imponerede over opslaget om The Dore Programme.
 
The Dore Programme gik på simple koordinationsøvelser såsom at gribe ærteposer, at træne lillehjernen og derigennem kurere ordblindheden og faktisk også ADHD og Aspergers. Behandlingen afhjalp, hvad Wynford selv kalder »Cerebellar Developmental Delay«.
 
Det kostede ca. 20.000 kr. at modtage behandling mod ordblindhed på et af de 13 træningscentre rundt om i Det Forenede Kongerige. I 2008 gik behandlingsforretningen imidlertid konkurs, træningscentrene lukkede, og rettighederne til The Dore Programme blev solgt til en tidligere rugbyspiller og deltager i den britiske udgave af Vild med dans.
 
I dag er Wynford, udover at være indehaver af en skole og direktør i en virksomhed, der sælger skoleuniformer, desuden involveret i ZingUp, der gennem en række hjerneøvelser lover at kunne øge din hjernekraft.
 
For kun knap 400 kr. om måneden er det i øvrigt en væsentlig billigere løsning end behandlingen mod ordblindhed.
 
Det sidste skridt på detox-rejsen
Ninka har mødt sin soulmate. Sin twin flame. Han er helikopterpilot, flyver når han gider og har solgt sit slot-agtige hus, fordi det var fisefornemt. Ja, han lyder næsten for god til at være sand, men det krævede angiveligt også assistance fra hele tre clairvoyante, at de to mødte hinanden. Den første - der også er Ninkas »huddame« - forudså såmænd mødet for hele ti år siden.
 
Tro som hun er mod sin autenticitet, deler Ninka sin glæde i flere blogindlæg til sine trofaste og hengivne følgere. Det er simpelthen en vidunderlig tekst med pragtfulde billeder. (Billeder og citater er blevet slettet efter en henvendelse fra Ninka Bernadette Mauritson. Redaktionen, maj 2016)
 
Rejsen er forbi!
 
Vi er nået det dramaturgiske point of no return. What a ride!
 
Plattenslageri i det postfaktuelle samfund
Den massive investering af intime detaljer fra privatlivet er utvivlsomt en del af forklaringen på den fascination, der omgiver Ninka (og medvirkende til at Kforum bliver ved med at bede mig skrive om fænomenet). Hvor slutter mennesket Ninka, og hvor begynder produktet? Og kan den adskillelse overhovedet længere foretages?
 
En anden del af fascinationens forklaring er den skamløse markedsføring af det skinbarlige plattenslageri, som detox vitterligt er.
 
Meget sigende er der ikke et eneste link til evidensbaserede, videnskabeligt funderede kilder på hjemmesiden, Ninkas Detox. Det samme fravær gælder for både Wynfords hjernetræningsprogram og hans ordblindebehandling, så alene målt på manglende henvisning til forskning eller andre valide kilder kan der helt sikkert være noget om twin flame-snakken.
 
På den måde kan deres respektive kommercielle aktiviteter ses som et udtryk for, eller måske en funktion af, det omsiggribende postfaktuelle samfund og den stigende produktion af uvidenhed. Det er underordnet om selviscenesættelse og påstande har klangbund i virkeligheden - det er nok at synes noget. Fx at der er sammenhæng mellem indtag af komælk og autisme.
 
Hvis nogen stiller spørgsmålstegn ved det, man synes, kan man altid ty til konspirationsteoretikerens værktøjskasse og afvise kritik med henvisning til en sandhed, der desperat forsøges holdt skjult af bl.a. Sundhedsstyrelsen og videnskaben.
 
 
Måske arbejder læger, professorer, Kræftens Bekæmpelse og ernæringseksperter for Illuminati? Ninkas afvisning af kritik går og taler som en konspirationsteori.
 
Som en trafikulykke i slow motion
Både den voldsomme selvudlevering, det skamløse plattenslageri og konspirationselementet er grundlæggende fascinerende - omend forbundet med samme ambivalens som at være vidne til en trafikulykke i slow motion, som en Facebook-ven udtrykte det. Freakshowet kommer til byen med jævne mellemrum, arenaen er sociale medier, og vi frydes og gyser over det aparte spektakel, mens vi guffer popcorn.
 
Sådan er det ikke i den primære målgruppe og kommentarsporene under Ninkas blogindlæg. Her hersker kærligheden mellem Ninka og hendes følgere. Her stilles der ikke spørgsmålstegn ved lødigheden af Ninkas postulater. Tværtimod hyldes Ninka som en profet. Kunderne er i den grad glade og trofaste og labber kapitel efter kapitel af 50 Shades of Kernesund Galimatias i sig.
 
Det er også i sig selv fascinerende.
 
Der er ingen tvivl om, at Ninka har virkelig bad ass marketing-skills (og der er heller ingen tvivl om at Wynford kan lære en del, hvad det angår). Men er Ninkas Detox og føljetonen om hendes liv en omgang harsk kynisme, der har til formål at malke godtroende, søgende sjæle for deres selvrealiseringsbudget?
 
Er hun med sin journalistbaggrund bare dygtig til at google trends og tendenser og sætte dem på kommerciel formel? Eller tror hun virkelig selv på det, hun sælger? Denne nagende tvivl om hvorvidt hele showet er et køligt beregnende fupnummer eller enfoldigt sludder, der udspringer af ægte overbevisning, bidrager yderligere til fascinationen.
 
Ninka-Bernadette Mauritson er tilsyneladende tordnende ligeglad med, hvad du og jeg tænker, hvad der jo isoleret set er prisværdigt og forfriskende. Ninka følger simpelthen sin mavefornemmelse og tegn fra universet og skriver i sit seneste blogindlæg, at hun står ved sig selv og følger de tegn, hun hele tiden får fra universet. Tegn, der ifølge Ninka ikke kan rationaliseres. Hendes tilgang til livet er uforenlig med smålig forargelse.
 
At både mavens fornemmelser og universets tegn dog kan være forræderiske og af tvivlsom karakter, vidner Ninkas evaluering af eventyret med Gianfranco i samme indlæg, hvor hun skriver, at hun har fået en del kritik på nettet, efter at hun var gået offentligt ud med sit forhold til italieneren og havde bedyrdet, at det var i orden, at lade manden være sammen med andre. Ninka erkender her, at man ikke kan fortryde noget på Google, og alligevel har hun fortrudt og skammet sig.
 
Nu flytter Ninka så over til Wynford i England, og den yngste søn skal med og gå på en kreativ skole, som Wynford ejer, og hvor alle eleverne kommer ud som genier.
 
En rejse er slut, og en ny kan begynde, og vi kan bare håbe, at mavefornemmelsen og universet ikke svigter denne gang. Hvis de gør, så kan vi helt sikkert læse om det på Ninkas blog til den tid.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job