Tristhed med omsorg og en smule sødme

Hvis det lyder lidt fjollet og en smule far out, så er det, fordi det er lige præcis, hvad det er.

Seriens grundpræmis er ellers for så vidt relativt ligetil: De to hovedpersoner, spillet af henholdsvis Emma Stone og Jonah Hill, har det svært med sig selv og indgår derfor frivilligt i et medicinsk eksperiment. Til gengæld for at indtage et nyt og potent psykofarmakum, samtidig med at de indgår i en form for hypnotisk relation med en kunstig intelligens, lover firmaet bag, NPB, at kurere dem for samtlige mentale skavanker på blot tre dage. Ikke flere lykkepiller, ikke flere timer hos terapeuten, ikke flere selvhjælpsbøger for at komme sig over de evindelige barndomstraumer. Tre dages intens kur og så forsvinder diverse lidelser lige fra depression og skizofreni til mindreværd, og hvad man nu ellers måtte lide af.

NPB (Neberdine Pharmaceutical Biotech) promo-video.

Men så stikker det hele ligesom af. Den fagre nye verden er (selvfølgelig) ikke helt så fantastisk som først antaget. Firmaet bag projektet har skumle hensigter, og den kunstige intelligens, der først ser ud til at være lige dele 2001's HAL og Aliens Mother, ender med selv at skulle gå i terapi, fordi den er deprimeret.

Owen (Hill) og Annie (Stone) gennemgår derfor traume efter traume i en computermanipuleret stofrus, der resulterer i en række trippy og paranoide drømmesyn, der blandt andet involverer en kidnappet lemur, et forsvundet kapitel fra Cervantes Don Quijote, eksploderende rumvæsner og bedst (eller måske værst) af alt: Emma Stone som elver (ja, elver – som i Legolas og Galadriel) og Jonah Hill som hårdkogt gangster.

Og det er nok her, serien for alvor deler vandene. Enten køber man præmissen om de outrerede drømmesyn og rider med på bølgen. Eller også bliver de konstante skift i tone og stil efterhånden møgirriterende.

Jonah Hill som hårdkogt gangster, der dog i en snæver vending citerer gnostikerne og funderer over livets ligegyldighed. Foto: Netflix

Fucking fantasy

Personligt kunne jeg ikke få armene ned over at se Jonah Hill, den ellers så muntre tykke dreng i klassen, transformeret til alvorsfuld, benet og faktisk ret intimiderende gangster, komplet med grills, tatoveringer og chicano-fletninger. Det samme gør sig gældende ved synet af Emma Stone som alkoholiseret elver, der med kæmpestore spidse ører og påtaget britisk accent konstant kræver at få flere diamanter og mere brændevin af sin hårdtprøvede rejsemakker.

Serien er dog så meta, at den fra tid til anden er på nippet til at bryde sammen. Ikke kun grundet det store og til tider tunge væld af popkulturelle referencer, men også af sin egen indforståede, senpostmoderne selvbevidsthed om, at alt er en konstruktion. Da Annie-som-elver skifter fra den tidligere karikerede britiske accent til sin sædvanlige brede amerikanske, er det ikke nok for seriens skabere, at vi som seere gennem den skiftende accent får det markeret, at hun i drømmeverdenen er blevet bevidst om, at det hun oplever ikke er virkeligt. Hun skal også i maks-meta-mode udbryde: ‘It’s fucking fantasy! It’s my least favourite genre! What is this? What does this mean, what is this supposed to be?’

Emma Stone som kronisk beruset, snøvlende og pengegrisk elver. Foto: Netflix

Så hvad foregår der egentlig, og hvad er meningen med det hele? Umiddelbart er det måske bare en masse skæg og ballade. Serien har blandt andet af The New Yorkers Emily Nussbaum fået hug for at være quirky bare for at være quirky. En slags Fargo sat i New York tilsat rigelige mængder neon og japansk kawaii, Rubiks-terninger og retro sci-fi, der er forførende og flot, men også en tom formøvelse uden egentligt indhold. Man forstår til dels kritikken.

Jeg tror dog, at Nussbaum og andre har misset en puls i serien, som man grundet seriens stærke visuelle udtryk og altid hårdtpumpede popkulturelle referenceramme måske forståeligt nok til tider har svært ved at fornemme. ’What’s normal anyway?’, funderes der halvvejs inde i serien. Svaret falder i seriens sidste afsnit (spoiler alert!), hvor Annie i den virkelige verden har snydt sig ind på det sindssygehospital, hvor Owen nu er (eller måske hele tiden har været) indlagt. ‘You’re not fucking crazy, Owen. Come on! You’re kind of crazy,’ siger hun til ham i sit forsøg på at overtale ham til at flygte fra hospitalet. Og det er i Annies gradbøjning af galskab, at vi finder den røde tråd, som kritikere som Nussbaum måske har overset.

For som Annie konkluderer om Owens tilstand: ‘Maybe you’re diagnosed. Maybe you need to be medicated. … So, you saw some things that weren’t there. So what? People see aliens, people hear voices, people see ghosts.’ Med andre ord – vi er alle sammen skøre, fra tid til anden, og nogle er måske lidt mere skøre end andre. Og hvad så?

Serien er altså ikke ’bare’ et forsøg på at være quirky, blot fordi det er hot at være weird og queer (om end den så sandelig også er det). Den er også en kritik af et samfund, der anvender flere og flere former for quick fixes i forsøget på at ensrette så mange som muligt snarere end at undersøge de strukturelle problemer, der ligger bag.

Det er ganske forfærdeligt ... at være alene

Det norske forlæg til serien, en serie af samme navn (der desuden også er tilgængelig på Netflix), er ikke overraskende noget mindre sprudlende i sit ret så skandinaviske udtryk. Desuden er den tvivl, der nager os gennem den amerikanske udgave af Maniac – nemlig om alt, vi ser i den virkelige såvel som i den forestillede verden, mon faktisk foregår oppe i Owens hoved – fra starten gjort helt tydelig i den norske version. Allerede fra første afsnit krydsklippes der regelmæssigt mellem hovedpersonen Espens (til)værelse på et sindssygehospital på den ene side, og de forskellige fantastiske scenarier, der udspiller sig i Espens hoved, på den anden.

Trailer til den norske serie Maniac.

Begge serier handler altså om, hvor svært det i den moderne verden kan være at skabe betydningsfulde menneskelige relationer og holde sig bare nogenlunde mentalt rask i processen. Men ensomheden og det skizofrent maniske i den norske version gør nas på en helt anden måde end den, der bliver stillet til skue i den amerikanske. Og den forskel er vigtig. For som opfinderen af NPB-kuren, Dr. Mantleray, minder os om i den amerikanske versions introduktion, så er det ’ganske forfærdeligt … at være alene.’

Som Annie beskriver Owen, så har vi her at gøre med ’a low-level sadness that has a lot of caring and sweetness underneath it.’ En øm og omsorgsfuld tristhed, der føles som smerte, men ikke en ‘awful kind of pain’, som hun udtrykker det. Denne søde tristhed er pudsig set i lyset af Hills tidligere roller, for det er svært at se Owen uden at tænke på Hills quaalude-gnaskende rolle som overgearet børsmægler i The Wolf of Wall Street (2013) eller skruppelløs våbenhandler i War Dogs (2016). Frem for alt er det dog Hills gennembrud som klassens tykke dreng i Superbad (2007), der spøger, eftersom det også var i denne film Emma Stone fik sit gennembrud.

Det charmerende parløb, som de begyndte i Superbad, fortsættes så fint i Maniac, simpelthen fordi de er så nuttede sammen, dengang såvel som her. Så selvom både den norske og den amerikanske version af Maniac ender (endnu mere spoiler alert!) med at bekræfte, at normaliteten faktisk ikke er så fantastisk, som alle går og påstår, så er der netop i Stone og Hills parløb en væsensforskel fra den norske. Hvor Espen til sidst giver sig helt hen til sine vrangforestillinger og lader alle de andres normalitet tilbage, så begiver Owen og Annie sig til sidst ud på nye eventyr for derved at definere en ny normalitet – sammen. Det gør deres (fælles) rejse ind i galskaben, og ikke mindst ind i normaliteten, langt lettere at bære.

Jonah Hill og Emma Stone til premieren på Maniac i New York. Foto: Taylor Hill / Contributer

Vores hjerner er bare computere

Nu lagde jeg jo ud med at citere Larkins berømte digt, der i solid freudiansk stil peger store, fede anklagende fingre mod vores alles ophav, gode gamle mor og far. Men som Maniac selv proklamerer: ’I think it is too easy simply to blame the parents.’ For selvom der ganske rigtigt er en perlerække af fraværende forældre i serien – særligt Sally Fields som hyperegocentreret terapeut/ersatz digital mor er helt og aldeles forrygende – så skyldes de mange knækkede sind i serien mere end blot mor og far.

Som så mange andre dystopiske science fiction-serier og -film for tiden, fra Black Mirror til Altered Carbon, Ex Machina over Her, Blade Runner 2049 til Ghost in the Shell, handler Maniac om fremmedgørende teknologier og de oftest bogstaveligt umenneskelige krav, der følger i deres kølvand. Karaktererne i Maniac bliver konstant bombarderet med ’løsninger’ af den ene eller anden art, fra selvhjælpsbøger til medicin, ’venner’, der kan lejes på timebasis, reklamer og terapitimer, som kan korrigere det ene eller det andet problem i deres liv. Ligesom i vores egen virkelighed, hvor vi i stigende grad får at vide, at alt kan ses som kode og derfor kan fikses, hvis blot vi finder det rigtige ’lifehack’ (mindfulness, yoga, palæo-diæter, faste, crossfit, mikrodosering af LSD), så lider karaktererne i Maniac under fornemmelsen af, at de ikke er ’optimerede’. Maskineriet kunne køre så meget bedre, hvis blot…

’Vores hjerner er bare computere, der får vores livsfortællinger til at give mening,’ siger Owen i et af sine drømmesyn. Den indstilling deles af de to ledende videnskabsmænd på projektet, Dr. Mantleray, spillet af Justin Theroux, og Dr. Fujita, spillet af Sonoya Mizuno (der i øvrigt også spiller robot og AI i Ex Machina). Som de dog alle tre til sidst må sande, så kan selv kode og computere (og videnskabsmænd!) dog få brug for en krammer i ny og næ. Og det er her, at serien i tone og budskab er væsentligt anderledes end de allerede nævnte så hårdkogte tekno-dystopier, den ellers har så meget andet tilfælles med. Der er altså langt fra instruktøren Cary Fukunagas tidligere hit på HBO, den misantropiske og nihilistiske True Detective, til Maniacs åbne arme.

Justin Theroux og Sonoya Mizuno, der spiller de to ledende videnskabsmænd i serien. Foto: Ritzau Scanpix

Så quirky eller ej, popkulturel prætentiøs eller underfundigt nuttet: I en verden – vores egen verden, hvor interfacet mellem mennesker og digital teknologi flyder mere og mere sammen, og den ene dystopi efter den anden ser dagens lys (eller måske snarere nattens mørke), så luner det med en science fiction-serie, der for en gangs skyld ikke er bange for at være hjertevarm. Robotterne kommer, vi bliver alle sammen mere og mere gale, planeten brænder, we’re fucked ligegyldigt hvad. We get it. Men når det nu skal være, så lad os da i det mindste gå galskaben i møde med Emma i den ene hånd og Jonah i den anden.