|
Netflix-hittet Annihilation
Det muterede jeg i Area X

Netflix’ nye filmatisering af VanderMeers bog ’Annihilation’ er en science fiction spækket med horror, abjekte mutationer og mørk økologi – men hvad skal vi overhovedet lære af den? Kilde: Netflix.

Skrevet af

Rune Graulund

2 artikler

0 indlæg

Alex Garlands Netflix-film "Annihilation" balancerer mellem science fiction, øko-horror og arthouse; en svær blanding, der har sendt den ellers stort opslåede biograffilm direkte til Netflix. Det brede publikum fandt filmen for intellektuel, for mystisk og måske også lidt forstyrrende. Men hvad handler denne bastard af en film egentlig om? Og hvad siger det om den renæssance, science fiction lige nu gennemgår såvel på det store lærred som på streamingtjenester som Netflix?
Det pibler, vrimler, summer og spirer frem med science fiction for tiden. Et væld af klassiske titler dukker op i det efterhånden så velkendte reboot-format, hvor vi har fået den blandede fornøjelse af nye versioner af Abernes Planet, Independence Day, Predator, Ghost Busters og Mad Max, ligesom de to nok mest kendte science fiction-franchises Star Trek og Star Wars (for slet ikke at nævne Alien-universet) også er kørende i bedste velgående.
 
Noget mere forfriskende så har de sidste par år tillige budt på tankevækkende og toneangivende originale værker som Ex Machina (2014), The Lobster (2015), Arrival (2016) og raffinerede sequels såsom Blade Runner 2049 (2017).
 
Genren er altså gået ind i en form for renæssance for tiden og ikke kun i form af kvantitet, men også i kvalitet. Denne trend bliver endnu mere tydelig, hvis vi bevæger os fra Hollywood og over på streamingmarkedet, hvor især Netflix har leveret et overflødighedshorn af dårlig, men også fremragende såkaldt ’smart science fiction’. Alene det sidste halve år har budt på 80'er-nostalgi i højeste potens i Stranger Things II, tidsrejseproblematikker i den eminente tyske serie Dark, filosofiske cyberpunk-forviklinger i Altered Carbon og tekno-pessimisme af den allerhårdeste dystopiske skuffe i Black Mirror


Netflix-hitserierne Dark, Stranger Things og Black Mirror. Kilde: Netflix.
 
Annihilation og det mystiske Area X
Det er midt i alt dette, at man må forsøge at placere Alex Garlands atypiske Annihilation, en filmatisering af Jeff VanderMeers roman af samme navn. VanderMeers bog kan måske beskrives som en blanding af Andrej Tarkovskijs eksperimentelle science fiction-film Stalker (1979), Kafka og en horrornovelle af H. P. Lovecraft.
 
Da jeg først hørte, at bogen skulle filmatiseres, må jeg derfor indrømme, at jeg var skeptisk. Jeg havde svært ved at forestille mig, at bogens psykologiske spil og de mange uforklarlige hændelser kunne oversættes til en stort opslået filmproduktion til en kvart milliard kroner, simpelthen, fordi en sådan investering for det meste kræver, at det endelige produkt ikke afviger for meget for Hollywoods narrative median. Plottet skal være relativt ligetil, karaktererne og handlingen må ikke være for outrerede, og der skal helst være en lykkelig slutning.
 
Kender man forlægget i detaljer, så vil man måske dele min bekymring. Bogen følger fire kvinder, der er indsat af regeringen i det mystiske Area X for at finde ud af, hvad i al verden der foregår i området og om muligt sætte en stopper for dets yderligere ekspansion.
 
Area X er, lidt ligesom ’The Zone’ i Tarkovskijs film, et sted, hvor de gængse regler ikke længere gælder. Dyr, planter og mennesker muterer i et væk, blandes sammen og opløses gradvist i en form for øko-horror, hvor det menneskelige subjekt enten helt forsvinder eller skifter form så radikalt, at det næppe kan kaldes menneskeligt mere. VanderMeer er kendt for at skrive såkaldt ’weird fiction’; en slags hybrid af science fiction og horror, der som navnet antyder helt bevidst bestræber sig på netop at være ’weird’, og det gør sig også gældende i bogen, hvor vi aldrig får en reel forklaring på, hvad der har forårsaget fænomenet bag Area X.
 
'The Zone' i Andrej Tarkovskijs film "Stalker" er ligesom 'Area X' i "Annihiliation" eller 'Eden' i Lars von Triers "Antichrist" et stort 'mesh' (homofon med det engelske ord 'mess', altså 'rod'). 'The mesh' er filosof Timothy Mortons eget begreb for jorden og karakteriseret ved uendelige forbindelser i et enormt kaotisk og uredeligt virvar – helt blottet for harmoni, hierarki og meningsdannelse. Billede: Sceendump fra Stalker.
 
Det er så her, vi vender tilbage til Netflix og den nyligt opblomstrende interesse for science fiction. For selvom en del af den science fiction, der er kommet ud i de seneste par år, er af tvivlsom karakter, så ser vi i genren også en villighed til at eksperimentere. Det er ikke noget nyt inden for den litterære del af genren, men i filmens verden har det ikke altid været tilfældet, netop på grund af de høje produktionsomkostninger.
 
Netflix spiller dog en central og revolutionerende rolle i denne debat, da de på det seneste har satset hårdt ikke alene på serie-markedet, men også på stort opslåede og dyre film, der har haft til hensigt at disrupte Hollywoods dominans. Indtil videre har det dog været med begrænset succes, bla. fordi stort opslåede science fiction-blockbustere såsom Bright, Mute og The Cloverfield Paradox har skuffet fælt.
 
Det er altså i lyset af disse satsninger, at man skal se Annihilation. Filmen var oprindelig tiltænkt det store lærred, men er blevet opkøbt af Netflix, eftersom Garland nægtede at rette ind efter produktionsselskabets ønske om en bredere og mere folkelig version.
 
Annihilation er altså noget så sjældent som en stort opslået, dyr, intellektuel science fiction-film, hvis instruktør ikke har rystet på hånden – hverken over for de krav om ændringer produktionsselskabet har stillet over for ham for at gøre filmen mere spiselig for det brede biografpublikum, eller over for VanderMeers bog. For Annihilation som film er, ligesom sit litterære forlæg, weird.
 
Den officielle trailer til Netflix-filmen "Annihilation". 
 
Skabelsens selvudslettende essens
Relativt tidligt i filmen forsøger en af filmens bipersoner at forklare Lena, filmens hovedperson (spillet af Natalie Portman), hvad det egentlig er, der sker i Area X. ’En religiøs hændelse. En udenjordisk hændelse. En højere dimension. Vi har mange teorier. Få fakta.’ Og så kommer vi faktisk ikke meget videre i filmens forklaringsforløb. Ønsker man sig som seer svar, så bliver man skuffet. Area X er simpelthen bare. Hvad det er, hvor det kommer fra, og hvad hensigten med det hele er, det får vi aldrig at vide.
​​​​​​​
Filmens første sætning er i denne henseende meget sigende. ’Hvad spiste du?’, spørger den frustrerede videnskabsmand, der i en form for debrief efter Lenas besøg til Area X forgæves forsøger at hitte hoved og hale i, hvad der egentlig er foregået derinde. Denne tilsyneladende ligefremme tekniske forespørgsel skal etablere, hvordan Lena har overlevet i Area X. Lena havde kun mad med til to uger, men har været væk i fire måneder, så hvad har hun indtaget i de mellemliggende tre en halv måned?
 
Metaforen om mad og fortæring af andre organismer (objekter, der er ikke-mig) stikker dog dybere end som så. For ligesom den mad, vi indtager, hvilken gennem mavens og tarmenes nedbrydning over tid ændrer form og betydning, indtil de bliver en del af os, så har Lena været igennem en forvandling, der ikke er ulig den, vores fordøjelsessystem udsætter spiselige materialer for. Som et af de andre ekspeditionsmedlemmer udtrykker det, så er ’den person, der sætter ud på denne rejse ikke den samme, der afslutter den’. Area X æder én op, i bogstavelig såvel om overført forstand.
 
Girlsquad indtager Area X. Kilde: Netflix.
 
I filmens næstsidste scene, hvor vi endnu engang vender tilbage til Lena og videnskabsmanden, der forsøger at få svar, bliver Lena stillet over for følgende spørgsmål: ’Hvad ville den?’ Hertil lyder Lenas svar, ‘Jeg tror ikke, den ville noget’. Dette har videnskabsmanden naturligvis svært ved at forstå, eftersom videnskaben jo netop har til hensigt at levere viden og svar. Men det vil VanderMeer og Garland ikke give os. Hvad de derimod er villige til at levere, er en foranderlighedens proces og, ultimativt, åbenheden for denne.
 
Videnskabsmanden mener, at Area X må have haft en hensigt, eftersom den i hans optik ødelagde alt, den kom i nærheden af. ’Den ødelagde ikke noget. Den ændrede alt. Den skabte noget nyt’, svarer Lena. Hvilket ’nyt’, spørger videnskabsmanden herefter, hvortil Lena kun kan svare, ’Jeg ved det ikke’.
 
Og heri ligger Garlands pointe i forhold til filmens titel. ’Udslettelse’ stilles ligeligt over for ’skabelse’. Snarere end at se de to begreber som modsatrettede processer, så sætter filmen spørgsmålstegn ved, om vi kan stille det så binært op. I en række af trippede, syre-agtige sekvenser ser vi således igen og igen i filmen, hvordan ikke alene dyre- og plantelivet i Area X muterer og ændrer sig i rivende fart, men også, hvordan det menneskelige bliver dyrisk og planteagtigt.
 
I Area X er der ingen grænser og derfor ingen egentlig essens. Dyr krydses med mennesker, der igen krydses med planter, vand, muld og mudder.
 
Mørk økologi, sind og subjekt
Til at begynde med både forfærdes og fascineres ekspeditionsmedlemmerne over de spor, de finder af Area X's konstante og altopædende hybridproces. Dels skræmmes de fra vid og sans af de muterede dyr, de møder på deres vej, heriblandt en enorm albinoalligator samt et bjørneagtigt væsen, der da også ender med at slå to af ekspeditionens deltagere ihjel. De må dog alligevel også, deres skræk til trods, forundres over både planter og dyr, der ser ud til at mutere langt ud over naturens love.
 
Da de støder på en korallignende gevækst, der tilsyneladende er vokset ud ad maven på en af de tidligere ekspeditioners medlemmer og nu står tilbage som en mellemting mellem spore, svamp, rodnet og menneskeligt kadaver, så lammes de først af en form for andægtig fascination, hvorefter de så væmmes og vil væk. Sidstnævnte reaktion viser sig da også at være et sundt instinkt, eftersom de snart efter angribes af det føromtalte bjørnevæsen, der som så meget andet i Area X ser ud til at være en form for mutation af en bjørn og de mennesker, den har fortæret.
 

Dræber Area X, eller skaber det bare noget nyt? Kilde: Netflix.
 
Annihilation er altså et stykke hen ad vejen lige så meget klassisk horror, som den er klassisk science fiction. En gruppe af unge kvinder sendes afsted ud i ukendt terræn, hvorefter de en efter en fanges og myrdes på grusom vis, indtil der er en ’final girl standing’.
 
Som filmen skrider frem, så skrider disse genrekonventioner dog også. For om end de første to kvinder myrdes på bestialsk vis, og vi som seere udsættes for scene efter scene af grotesk body horror, så lader det tredje ekspeditionsmedlem sig frivilligt og fredeligt overgive til Area X. I en rolig og ret fredfyldt sekvens går hun ud på en frodig eng og forvandles til en menneskelignende busk, en grøn metamorfose der står i stærk kontrast til de tidligere oprivende og blodrøde massakrer.
 
Det samme gælder Lena, der – om end hun ender med faktisk at udslette Area X – opnår en form for accept af Area X og dets grundpræmis om nyskabelse gennem udslettelse. Dette kommer især til udtryk i filmens showdown, en fantastisk – og fantastisk creepy – pas de deux mellem Lena og en slags dobbeltgænger skabt af Area X. Til at begynde med forsøger Lena med vold og magt at slippe væk fra den metalliske, lettere øgleagtige dobbeltgænger. Det er først, da hun accepterer sin dobbeltgænger, at hun formår at vriste sig fri fra den ved at tricke den til at modtage en fosforgranat, som hun udløser i hånden på den, hvorefter den – måske – udslettes, eller i hvert fald skifter form.
 

Area X er også kendetegnet ved en 'strange strangeness', som er endnu et af Mortons begreber, der dækker over, at jo mere man undersøger et fænomen, jo mere fremmed vokser det sig. Area X devaluerer hermed også enhver form for søgen efter indsigt og afklaring. Kilde: Netflix.
 
Her er det vigtigt at bemærke, at det altså er gennem udslettelsen af denne dobbeltgænger, en form for selvudslettelse by proxy, at Lena ender med at ’vinde’ over Area X – og derfor også over sig selv. Det er altså gennem en form for selvudslettelse af jeget, at man på den ene eller anden måde kan overleve Area X i en form for frelse gennem selvudslettelse. For samtlige karakterer i ekspeditionen, inklusiv Lena selv, har deres dæmoner at kæmpe med. Den ene har mistet en datter, en anden har kræft, en tredje er cutter, og Lena selv har haft en affære, der har ødelagt det ægteskab, der ellers betød alt for hende. I udslettelsen af den ene form og optagelsen i den anden ledes vi altså frem til noget ’nyt’, der bibeholder dele af den originale form såvel som mutationer med en udefrakommende kraft, der altså leder til noget helt tredje.
 
Filmen opererer her såvel på et psykologisk som et biologisk og fysisk plan i en form for ’mørk økologi’, som økofilosoffen Timothy Morton har kaldt det. For ifølge den mørke økologi er alt i konstant forandring, inklusiv subjektet, hvorfor det er omsonst at forsøge at skelne mellem det afsondrede jeg på den ene side og verdenen derude på den anden side.
 
Som Morton påpeger det, så bør ’vi’ altså ikke som i tidligere og mere traditionelt økologisk øjemed ophøje ’det naturlige’ (planter, dyr, muld og klipper) til et ædelt plan som noget rent og uforanderligt. Vi skal snarere helt droppe ideen om ’det naturlige’ og i stedet se på verden som én stor og altid foranderlig størrelse, der ikke alene er i konstant bevægelse, men desuden også altid er ’os’ og vice versa.
 
Som afsluttende bemærkning kan man altså driste sig til at sige, at filmen antyder, at vi måske bør begynde at se os selv, som ekspeditionens medlemmer i Annihilation ender med at se sig selv. Hvilket vil sige slet ikke, eller i hvert fald ikke som individer. For da Lena genforenes med sin mand Kane i filmens sidste scene, så må hun erkende, at ikke alene er de ikke længere mand og kone; de er tilsyneladende heller ikke engang ’mand’ eller ’kone’ i selve den biologiske forstand. Lena ledes ind til sin Kane (bemærk de tre fælles bogstaver i deres respektive navne) gennem adskillige karantæneforanstaltninger, og de kan langt om længe igen genforenes efter lang tids adskillelse. Men i hvilken samhørighed?
 
’Du er ikke Kane, er du?’, spørger hun, hvortil han svarer, ’Det tror jeg ikke. Er du Lena?’
 
Noget endeligt svar får vi aldrig. For i den mørke økologis mudrede optik findes der ikke svar på sådanne spørgsmål. Ifølge den mørke økologis tanke er der ikke nogen grænse, ikke nogen afsondring mellem lys og mørke, dyr og menneske, Lena og Kane, Kane og Lena.

Relaterede artikler

Netflix-hittet Stranger Things - På Netflix har man siden den 15. juli kunne se serien ’Stranger Things’, og hvis du, kære læser, er over 40, så er denne...
Den feministiske apokalypse er begyndt - Margaret Atwoods feministiske mesterværk The Handmaid’s Tale fra 1985 sendes i øjeblikket i TV-serie-format på HBO med E...
Det mørkeste museum - Netflix-serien Black Mirror har med den nye sæson 4 mistet noget af overraskelsesmomentet. De teknologiske monstre er va...
I fremtidens skygge - I den lille by Winden forsvinder to drenge sporløst, og en tredje dreng bliver fundet dræbt med mystiske brandmærker omk...
The Walking Dead i regnvejr - Netflix satser store summer på den danske apokalypse, en genre vi ellers ikke har en tradition for at producere her til ...

Giv din stemme

22 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

50 JOB

Kommunikationsstudent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.