Du kan ikke intervalløbe fra døden

Hverken din grønne juice, morgenløbetur eller nul-sukker-politik redder dig fra døden. Din krop har aldrig været og vil aldrig være i balance. Det skriver Barbara Ehrenreich, pro science-feminist, socialist og journalist, i sin nye bog 'Natural Causes: An Epidemic of Wellness, the Certainty of Dying, and Killing Ourselves to Live Longer'.
Ny bog vil have dig til at droppe fitness og juicekure. Din krop er aldrig i balance, og den vil prøve at slå dig ihjel lige meget hvad. Det mener tidligere fitness-freak Barbara Ehrenreich. Illustrationer: Lieb.
Ny bog vil have dig til at droppe fitness og juicekure. Din krop er aldrig i balance, og den vil prøve at slå dig ihjel lige meget hvad. Det mener tidligere fitness-freak Barbara Ehrenreich. Illustrationer: Lieb.
”This changes everything”, rapporterer Barbara Ehrenreich om sin første indskydelse, da hun første gang fik at vide, at immunsystemet kan vende sig imod vores egen krop.
Den menneskelige biologi er ikke et godartet system, der fungerer hensigtsmæssigt, så længe det er ”i balance”, men en krigszone. Eller i hvert fald et system i konstant og stort set ukontrollerbar forandring, bortset fra én konstant: Vi er altid på vej mod døden.
 
Som 76-årig har Ehrenreich erklæret sig ”parat til at dø” og – næsten – meldt sig ud af kampen mod det uundgåelige. Tag den, ”sund aldring”!
 
Ehrenreich er blandt andet kendt som en skarp kritiker af lalleglad optimisme og tvungen positiv tænkning, udtrykt i den eminente Smile or Die (på amerikansk: Bright-Sided).
Som noget så sjældent som en pro-science-feminist, socialist og seriøs aktivistisk journalist – dokumenteret i bogen Nickled and Dimed: On (Not) Getting By in America – har hun en ekstremt veludviklet næse for uretfærdigheder og god, gammeldags bullshit.
 
Barbara Ehrenreich kritiserede de lalleglade optimister i sin bog Bright-Sided fra 2009.
 
Dette, uanset om de bullshit-producerende røvhuller sidder for enden af bordet i et bestyrelseslokale, eller om de har lavet deres formuer på at prutte holistiske new age-fraser ud på markedet.
 
Husk, at du skal dø
Hele Natural Causes: An Epidemic of Wellness, the Certainty of Dying, and Killing Ourselves to Live Longer kan læses som en art memento mori – husk, du skal dø. Men også som et: ”Det er jo fedt nok, så behøver du ikke at lægge flere og flere kræfter i at prøve at overvinde døden.”
 
Ehrenreich er gammel nok til at dø; følgelig har hun droppet de mange sundhedstjek, hun spiser og drikker, som det passer hende, motionerer lidt og giver alt i alt ikke meget for beskeden om, at vi da lige så godt kan være i optimal fysisk form relativt til vores alder, når vi laver det helt store check ud.
 
Ehrenreich kobler vores besættelse af wellness og fitness til industrisamfundets død. Der er ingen livsvarige ansættelser, ufaglærte kan ikke stemple ind i fabrikken og sikre sig en reel indkomst, vi skal altid være omstillingsparate, fordi omverdenen og konkurrencen hele tiden ændrer karakter, og dermed har vi grundlæggende ikke kontrol over vores liv.
Men hvis du ikke kan styre verden eller ”…blot planlægge din karriere, kan du dog stadig styre din egen krop.” (p. 56)
Dette er imidlertid en illusion, hvis kroppen ikke på nogen tænkelig måde kan betragtes som stabil og i balance.
 
En fitness freak med helbredsproblemer
En interessant krølle her er, at Ehrenreich har dyrket fitnesscenteret og motionen i tre årtier. Hun går så vidt som at sige, at motionen har været et alternativ til den lægeverden, hun generelt betragter som kold og kynisk og profitorienteret.
Her, som en del andre steder, er bogens perspektiv nok ret amerikansk: De mange unødige check ups, ydmygende og hundedyre undersøgelser (gynækologi og kolonoskopier), de mange tilbud om mere eller mindre unødige behandlinger, terapier, medicineringer osv. er nok på et andet niveau blandt velbeslåede amerikanere, end de er for gennemsnitsdanskeren.
 
Barbara Ehrenreich beskriver sig selv som professionel "myth buster".
 
Men Ehrenrich er altså fitness freak – tidligere på et niveau, hvor en af hendes kolleger blev skræmt at hendes biceps. Og ironisk nok skyldes en del af hendes helbredsproblemer nu træningen og ikke alderen.
Det er et af bogens mest interessante kapitler, fordi Ehrenreich som rejsende gennem diverse fitnessklubber ikke har slået sin skarpe, sociologiske radar fra, men netop observeret både de andre og sig selv.
 
Hun indrømmer blankt at være et andet dyr i fitnesscenteret – konkurrerende, sammenlignende, narcissistisk. Om dette er et litterært greb for at få andre til at indrømme, at det er de også, kan man kun spekulere over, men det virker oprigtigt nok.
Hun beskriver en workout som – ja, netop arbejde, endda et mixet arbejde, der i sin essens er fysisk, men som også inkluderer et mere administrativt element: Den konstante selvmonitorering af, hvor mange kilo der er på vægtstangen, hvor mange gentagelser man kan gennemføre osv. Med andre ord: en disciplinering af kroppen gennemført af den åndelige indpisker, viljen.
 
Din krop er aldrig i balance
I selvmonitoreringen og disciplineringen af kroppen findes et af bogens underliggende temaer. Den ritualiserede underkastelse ved lægens undersøgelse; det rigide forhold til kost og andet indtag; arbejdspladsens ”tilbud” om motion og slankeprogrammer; og så selvfølgelig arbejdet for at perfektionere og underkaste kroppen i fitnesscenteret.
 
Vi underkaster vores kroppe, f.eks. i forholdet til den medicinske verden, men hvad er vi andet end kroppe?
Viljens forsøg på at betvinge kroppen er til syvende og sidst vores egen underkastelse.
For dem, der er bekendte med den helsekritiske litteratur bredt betragtet, er der nok ikke så meget nyt at hente. Illich, Zola, Nikolas Rose – der er en del forgængere. Omvendt er bogens anti-helsefanatiske og dødsomfavnende budskab nok al for skrap kost for den, der allerede er spundet langt ind helsejagtens jerngreb.
 
Jeg tror ikke, bogen ændrer en tøddel for den, der har viet sit liv til raw food og hot yoga eller triatlon og proteinpulver. Den kognitive dissonans, der opstår i mødet mellem disse typers og Ehrenreichs syn på sundhed, er ganske enkel for stor.
 
Er man allerede kæmpefan af f.eks. Anne Bech og Michelle Kristensen, så kommer man nok ikke til at give meget for Barbara Ehrenreichs bog.
 
For dem midt i mellem er der imidlertid masser af inspirerende tanker og observationer.
De senere kapitler kredser om liv, død og biologi (Ehrenreich har en ph.d. i celleimmunologi.) Her er vi ofte virkelig oppe på den helt store klinge med biologiske enheder, der arbejder på egen hånd, næsten som om de har deres egen vilje. Men samtidig med nærmest buddhistiske beskeder om selvets opløsning. Og så lidt om kvantefluktuationer.
 
På papiret spiller pointerne – vistnok – sammen med Ehrenreichs åbningssalut: At vores krop ikke i udgangspunktet er et perfekt system i balance, hvor alle dele arbejder sammen, indtil noget går galt: Opløsning er normaltilstanden. Tonen i disse senere kapitler er nu og da faretruende tæt på noget af den new age-litteratur, som Ehrenreich ellers er så god til at splitte ad.
 
Mangler det klare budskab 
Der er masser af slaw i Bedstemor Brinkman, men man savner lidt et organiserende princip bag de mangeartede angreb på sundhedsvæsen, wellness-mani, helsefanatisme og angsten for aldring. Selvfølgelig er krop og helbred og den måde, vi håndterer disse på, et tema. Et narrativ er det dog ikke.
 
F.eks. er der et i sig selv underholdende kapitel om IT og Silicon Valley og de bindegale guruer og multimilliardærer, der regner med at snyde døden gennem kosttilskud og (fremtidige) nano-robotter. Men kapitlets forbindelse til almindeligt dødelige og vores navigation i sundhedsfeltet er begrænset, og Ehrenreich har skrevet mere interessant om ”positiv tækning” i sin Smile or Die.
Det er derfor bedst at læse de enkelte kapitler som enkeltstående essays om farerne ved over- og fejlbehandling, om fitnesscenterets velsignelser og faldgruber, om kvinders særligt udsatte rolle i sundhedsvæsenet osv.
 
I HBO-serien 'Silicon Valley' får en af de store IT-bosser renset sit blod gennem en ung mand på streng sund diæt.
 
Set i et dansk perspektiv kunne en relevant påstand være, at vi er på vej til at lade et bestemt sæt af værdier, der groft sagt hører de midaldrende til, styre alle dele af vores liv. Børn, der lynhurtigt skal disciplineres og ”lære”; unge, der skal afstå fra vild ubeskyttet sex og udsætte deres alkoholdebut så lang tid som muligt; ældre, der skal tonse rundt i konstant stavgang, afstå fra at ryge og højst drikke 5 genstande om ugen.
 
Med andre ord: den midaldrende maratonløbers disciplinerede, arbejdsmarkedsrettede, produktive værdier – i alle livets faser? 
Ehrenreichs bog retter primært lyset mod de ældre, men den fremprovokerer tanker om, hvorledes alle faser af livet vurderes efter det samme strømlinede, dødsangste sæt af værdier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også