Høj musik i det offentlige rum er vendt heftigt tilbage med sommerens komme og restriktionernes lempelse. 

 

Anmeldelser om “musik til ulempe” har givet fast arbejde til landets politikredse. Både sidste sommer og i år melder politiet om en voldsom stigning i antallet af anmeldelser.

 

I København er særligt beboerne ved parker og havnefronter plaget af høj musik.

 

Den natlige plage har fået et navn: Soundboks.

 

Soundboks er en robust og transportabel letvægtshøjttaler, der kan spille meget højt – faktisk over decibelsmertegrænsen på 120 dB. Fortællingen om produktet er, at det blev udviklet for at kunne spille højest i festivallejrene på Roskilde Festival.

 

Volumen er altså en nøgleegenskab ved Soundboks.

 

Højttaleren fra det danske iværksættereventyr er ganske vist langtfra den eneste potente mobile højttaler, der kan spille en boligblok med børnefamilier op en sommernat, men Soundboks er blevet det generiske navn for fænomenet.

 

Tænk Kleenex for papirservietter eller Post-its for huskesedler. Begge dele var oprindeligt specifikke varemærker.

 

Dermed er navnet Soundboks blevet symbolet på byens konflikt mellem folk, der vil sove, og folk, der vil feste. 

 

Et voksende problem

Problemet med feststøj op og ned ad beboelsesejendomme er naturligvis ikke nyt i København. Vi har jævnligt debatten om balancen mellem fest og nattero. En debat, der ofte er blevet affejet med argumentet: Hvis ikke man kan tåle støj, så må man flytte på landet.

 

På grund af flere faktorer er problemet dog tilsyneladende voksende.

 

For det første er den gennemsnitlige københavner yngre end den gennemsnitlige dansker, og den københavnske befolkning bliver stadigt yngre. Det betyder alt andet lige mere fest og natteliv – og alkohol og støj.

 

For det andet har det sidste halvandet år været præget af pandemi og restriktioner, så flere er søgt ud i byrummet.

 

Og for det tredje er transportabel lyd med en maksimal styrke i omegnen af en udendørs koncert en forholdsvis ny teknologi. Anvendelsen af teknologien er først ved at finde sit leje.

 

Vi så det senest med introduktionen af elektriske løbehjul, der fra den ene dag til den anden oversvømmede byen. Pludselig var byens fortove stedvist ufarbare på grund af store bunker,  ofte henkastede, løbehjul.

 

Her var løsningen politisk regulering af antallet, så løbehjulene er tilgængelige uden at udgøre regulære barrikader for fodgængere.

 

Københavns Kommune har foreløbigt udpeget tre områder i byen, hvor forstærket musik skal slukkes kl. 20 søndag og hverdage og kl. 22 fredag og lørdag.

 

Soundboks og NRA 

Hos Soundboks er de opmærksomme på problemet. I en podcast hos Euroman kalder virksomhedens grundlægger og CEO, Jesper Theil Thomsen, de natlige fester for et misbrug af produktet.

 

Direkte adspurgt, om han har skabt et monster, peger Soundboks-chefen på, at man kan diskutere, om det er fabrikanten eller kundens ansvar, at produktet misbruges.

 

Her kom denne skribent til at tænke på den amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA) og deres standard-framing af de epidemiske skuddrab i USA: Det er ikke våben, der slår mennesker ihjel. Det er mennesker, der slår mennesker ihjel.

 

Eller overført til en københavnsk sommernat: Det er ikke Soundboks, der spiller for højt. Det er mennesker, der spiller for højt.

 

Ordentlige samfundsborgere kan sagtens forvalte en håndfuld stormgeværer eller en spilledåse på over 120 decibel. Det er et spørgsmål om samfundssind.

 

Her hører parallellen dog hurtigt op. Hvor NRA lægger sag an mod alt og alle, der forsøger at begrænse tilgængeligheden af skydevåben, så foreslår Jesper Theil Thomsen i interviewet med Euroman faktisk et forbud mod forstærket musik i visse områder af København som en sidste udvej.

 

Soundboks-chefen har angiveligt haft personlig dialog med beboere på Islands Brygge, og han slår fast, at det, de udsættes for, ikke er i orden. Beboerne klager ikke, fordi de er sarte, siger han. 

 

I følge Jesper Theil Thomsen har virksomheden også kontaktet Københavns Kommune adskillige gange gennem det seneste år for at komme i dialog om problemet. Angiveligt uden succes.

 

Konkret peger Jesper Theil Thomsen på såkaldte festzoner som en mulig løsning på problemet med musik til ulempe. Altså, at udpege særlige områder på afstand af beboelse, hvor det er ok at skrue op for soundboksen.

 

“Even your neighbours can’t resist”

Grundlæggende er det ved første øjekast stærkt, at Jesper Theil Thomsen i interviewet ubetinget anerkender problemstillingen, herunder de konkrete oplevelser blandt beboerne på Bryggen. I den forbindelse påpeger han i en indskudt bemærkning, at han selv bor på et hjørne på Istedgade, og at han således er helt fortrolig med byens støj.

 

Hvis det står til troende, at virksomheden proaktivt har kontaktet Københavns Kommune for at indlede en dialog, men ikke har fået hul igennem, så styrker det billedet af deres forsøg på at tage ansvar samt naturligvis, at andre ikke har været lige så proaktive.

 

Det er dog en væsentlig mislyd fra højttalerproducenten: I interviewet siger Jesper Theil Thomsen, at de er begyndt at gøre mere ud af at kommunikere opfordringer til hensynsfuld brug.

 

Det er dog uklart, ad hvilke kanaler dette budskab kommunikeres.

 

Budskabet springer dog på ingen måde i øjnene på deres hjemmeside, Facebook-side (+170.000 følgere) eller Instagram-profil (+97.000 følgere). På sidstnævnte kan man tværtimod læse budskaber som “Turn it up” og “Sounds like a concert. Even your neighbours can’t resist”.

 

Altså sådan cirka det modsatte af hensynsfuldhed.

 

På hjemmesiden finder vi deres blog, Volume (sic). I det seneste blogindlæg lyder budskabet:

 

“We’re ready to reclaim the cityscape through culture, creativity and music. Let’s amplify this cultural momentum in melting pots of the city’s creative communities. We will put hotspots, artists and collectives On the Map and help them mark new territories. Or reclaim their old ones. This is the overview of the events that will take place in Copenhagen.”

 

Det er umiddelbart en retorik, der opfordrer til erobring af byen snarere end at udvise hensyn til dem, der ikke har valgt, at der skal være fest.

 

Virksomheden kommer dermed til at fremstå tvetunget. På den ene side vil de signalere socialt ansvar og berolige de gamle med mails til kommunen og besøg hos beboerne på Bryggen. 

 

På den anden side opfordrer de i deres kommunikation, de unge til at skrue op.

 

Jesper Theil Thomsen mener ikke, at han har skabt et monster, men hans kommunikationsafdeling ser nu ud til troligt at fodre det.