Alternativets alternative indretning

Hvis du var et kontor, hvilket kontor ville du så være? Donald Trump har fyldt sit kontor på Manhattan til bristepunktet med ting, der bekræfter ham i, at han er vellidt og værdsat – magasinforsider, hvor han selv pryder coveret; bøger, der handler om ham selv; gamle hædersbevisninger og diplomer – hvad man ikke har på populærkontoen, må man som bekendt have på væggen. Den britiske forsvarsminister, Gavin Williamson, var berygtet for at have sin kæle-fugleedderkop på sit kontor. Facebookgrundlæggeren og en af klodens rigeste mænd, Mark Zuckerberg, gør en dyd ud af at sidde i et stort glasbur, som en bidronning blandt sine programmører. Og hvem har ikke haft en kollega, der har prydet sit skrivebord med billeder af børnene, små japanske plastfigurer eller andre ting, som man gerne ville have, at kollegerne bed mærke i? Tilfældigt? Næppe. Det samme er naturligvis sagen, når vi taler om Niko Grünfeld, den i disse dage så udskældte københavnske kulturborgmester for Alternativet.

Det er et kontor, der emmer af liv og glade, kreative dage. Det er umuligt at være en sur skid, når man er omgivet af Alternativet-indretningsstilen. Her fremgår det tydeligt ved et Alternativet-møde på Niko Grünfelds kontor på Københavns Rådhus. Foto: Arthur J. Cammelbeeck / Altinget

Specialdesignet daybed i mørkeblå med moderigtige messingdetaljer på benene. Her omgivet af et sjovt kunstværk og skamler i støvede, moderigtige farver. En klassisk og fortællende Alternativet-indretning. Foto: Linda Kastrup / Berlingske

Poul Volthers Corona-stole, her i Spectrum-udgaven i moderigtig patinagrøn. Corona-stolen er blevet symbolet på, at man aldrig skal give op, uanset hvor dårlige odds man har – en klassisk problemstilling for partier som Alternativet. Det lille DLM-bord i midten, designet af Thomas Bentzen, tilfører ligningen et drys af den fleksibilitet, som storbytilværelsen kræver, og Stine Leths farvestrålende strikkeskulptur maner alt, hvad der kan minde om sure miner til jorden og får kreativiteten til at blomstre. Foto: Linda Kastrup / Berlingske

Regnbueflaget og tænkeboksen danner en velvalgt baggrund for PH5-lamperne i moderigtige nuancer og Arne Jacobsens Syver- og Myrestole. Arne Jacobsen insisterede på, at en arkitekt skulle tænke i helhedsløsninger, så han ville måske have stemt på Alternativet – hvem ved? PH var tidens samfundsrevser og måske datidens svar på Alternativets samfundsomstyrtende ånd. Foto: Linda Kastrup / Berlingske

Medier over det ganske land er gået i rette med Niko Grünfeld. Manden, der gik til valg på blandt andet sin bæredygtige indkøbspolitik, hvor et erklæret mål var, at alle indkøb i kommunen skulle vurderes ud fra sociale og økonomiske hensyn, hvorefter han afviste at indrette sit kontor med brugte møbler fra rådhusets loft og i stedet brugte mere end 100.000 kr. på nye møbler og sågar en indretningsarkitekt.

Alternativ satire: Få selv den komplette indretning a la Alternativet – eller vælg de dele, der viser, hvem du er.

Men hvad er mon grunden til, at Niko Grünfeld, i samarbejde med indretningsarkitekten Sonja Stockmarr, har valgt at tage dette skridt, som Grünfeld måske nok inderst inde var klar over, at han skulle stå på mål for?

Sagen er klar. Han har taget Alternativets værdier og forvandlet dem til en indretningsstil

Og hvis du nu spekulerer på, om det er noget, der minder om noget, du har set så mange gange i tv-koncepter som Kender du typen og Vis mig dit køleskab – altså, at det, du køber, ikke bare er tilfældigt, men faktisk er rendyrket kommunikation, så kunne det være rigtigt.

Det mest bemærkelsesværdige ved Niko Grünfelds kontor er selvsagt de arkitektoniske detaljer, som stammer fra arkitekten Martin Nyrop, der tegnede Københavns Rådhus, indviet i 1905: de rundede vinduer, de hvælvede lofter, det smukke trægulv og de mørke træpaneler. I et sådant rum ville det for mange være oplagt at indrette sig med tilsvarende tunge møbler i mørkt træ, men her har Niko Grünfeld valgt en anden strategi. Lad os lige kaste et blik på Alternativets partiprogram, der indeholder følgende seks punkter:

Mod – mod til at se problemerne i øjnene, men også mod på den fremtid, der er vores.

Generøsitet – alt, hvad der kan deles, skal deles med dem, der har lyst.

Gennemsigtighed – alle skal have mulighed for at se os over skulderen, både på gode og dårlige dage.

Ydmyghed – over for opgaven, over for dem, vi står på skuldrene af, og over for dem, der kommer efter os.

Humor – uden humor ingen kreativitet. Uden kreativitet ingen gode idéer. Uden gode idéer ingen skaberkraft. Uden skaberkraft intet resultat.

Empati – at sætte sig i den andens sted og se verden derfra. Og derpå skabe løsninger, hvor alle vinder.

Samfundsrevseren hængende fra loftet, helhedsløseren omkring bordet, de ukuelige kæmper i hjørnet og fester og frisind som strik fra oven. Det er Alternativet som ny indretningstrend. POLITIKEN / FOTO: Emma Sejersen

Det kræver naturligvis mod at indrette et så markant rum, hvor de arkitektoniske detaljer fylder meget. Man kan sige, at uanset hvad du gjorde, så ville kritikken vælte ind. Det er nok derfor, at der mellem de sprælske kunstværker og det farvestrålende regnbueflag er satset på Poul Volthers Corona-stole, Poul Henningsens PH5-lamper og Arne Jacobsens Myre- og Syverstole – tilmed i friske modefarver. I dag kan det virke vanvittigt tilbageskuende, men faktisk var møblerne og lamperne ganske banebrydende på hver deres måde, da de blev lanceret i henholdsvis 1962, 1958, 1952 og 1955.

Poul Vohlert stod bag Corona-stolen, der er blevet et symbol på, at man aldrig skal give op, hvis man tror på sin sag. Stolen er af samme grund et must i Alternativets kontorindretning.

Poul Volthers (1923-2001) Corona-stol blev eksempelvis introduceret på markedet hele tre gange, før den slog igennem. I 1962, hvor den fik en del opmærksomhed, der dog hurtigt fortog sig igen. I 1984 prøvede Erik Jørgensens Møbelfabrik sig igen, men også her blev Corona en begrænset succes. I 1997 blev den specielle stol med de fire skaller og det enkle stålstel sendt på markedet igen, og her bed den sig endelig fast. I dag er det en dansk designklassiker og et af de bedst sælgende møbler i Erik Jørgensens kollektion.

Corona-stolen er om noget eksemplet på, at bare fordi tingene ikke flasker sig første gang, så skal man ikke give op. Og den historie er værd at tage med sig som medlem af Alternativet, der er et ungt parti, som skal kæmpe for at finde fæste på de fødder, som man fra tid til anden kommer til at skyde sig selv i.

Det samme mod havde arkitekten, kulturkritikeren og designeren Poul Henningsen (1894-1967), der designede PH5-lampen for Louis Poulsen i 1958.

PH var sin tids samfundsrevser, der konstant satte spørgsmålstegn ved vanetænkning og konservativ tænkning – intet under, at han er en del af Alternativets indretningsstil.

PH var ikke bare designer og arkitekt, men var som kulturkritiker på Politiken også tidens store provokatør, der konstant satte spørgsmålstegn ved begreber som vanetænkning, facademoral og kommercialisme – endnu en personlighed, der passer perfekt ind i Alternativets selvforståelse som partiet, der på flere områder gør netop det.

Arne Jacobsen er måske den største danske designer gennem tiden. Hans evne til at tænke kompromisløse helheder på gør, at han passer som fod i hose i Alternativets kontorindretning.

Endelig er der Arne Jacobsen (1902-1971) – professoren, verdensmanden, arkitekten, der måske er den største bannerfører for dansk design i udlandet og berømt for sin evne til at skabe totalløsninger. Et eksempel er Royal Hotel i København, hvilket er anerkendt som verdens første designhotel, hvor Jacobsen ikke bare tegnede bygningen, men også alt fra møbler til håndtag og endda bestikket til hotellets restaurant. Og denne måde at anskue en opgave på er Alternativets vej – en ny totaldesignløsning for Danmark, som folk måske ikke forstå vigtigheden af i samtiden, men som peger frem og tegner fremtiden.

Niko Grünfelds indretning er let og indbydende og lever fint op til punkterne om generøsitet og gennemsigtighed. Den københavnske borgmester har da også fra starten haft et ønske om, at kontoret skulle fungere som en offentlig kulturgryde og danne ramme om koncerter, debatmøder osv, hvilket han allerede har sat gang i. Og jo, det kræver nok en mere moderne og mindre tung indretning, hvis den signalværdi skal komme tydeligt frem.

Om indretningen er et udtryk for ydmyghed, bliver selvsagt en mere speget sag. Jo, naturligvis er der en indbygget ydmyghed i at hylde koryfæer fra den danske designarv, men savner man ikke designere, for hvem kistelåget ikke blev sømmet fast for et halvt århundrede siden? Her kommer designeren Thomas Bentzens Don’t Leave Me-sidebord fra 2007 på banen. Det lille praktiske sidebord med det praktiske håndtag er symbolet på storbylivet, hvor pladsen er trang og fleksibiliteten stor. DLM-bordet er blevet en nyklassiker, og Alternativet er byboernes parti.

DREAM, SPEAK, LISTEN, ACT. TAKE THE SHITSTORM :)

Foto: Linda Kastrup / Berlingske

Humor er som bekendt en smagssag, men man skal være meget grå og støvet for ikke at blive rusket op af kunstneren Stine Leths gigantiske farveeksplosion af en strikkeskulptur og af Studio ThinkingHands Dream, Speak, Listen, Act-idégenerende telefonboks. Begge er sjove, men eftertænksomme kunstværker, der lægger op til den interaktion, som er livsvigtig for Alternativet.

Er det et empatisk kontor – hvis det koncept overhovedet giver mening? Kunst tilfører altid empati til et miljø. Det sætter tanker i gang og lægger ikke op til noget bestemt facit.

Kontorets beboer er med andre ord én, der sætter spørgsmålstegn ved samtidens vanetænkning. Én, der gerne vil skabe en ny helhed og ikke bekymrer sig om, hvorvidt helheden samler alle fra første færd. Én, der har brug for plads til fest og kreativitet og farver. En person, der har fingeren på pulsen – en modetype, der hele tiden er opdateret på tidens trends og måske fra tid til anden kan miste overblikket i en rus af indretningseufori. Er det Alternativet? Eller som de siger i Kender du Typen: ”Lad os se, hvem der kommer ind!”