House of Cards in the House of Lies

Amerikanerne har mistet tilliden til præsidenten og til hele det politiske system. Tillidskrisen stikker dybt, og den indbefatter de medier, der i egen selvforståelse er sat på jorden for at holde magthaverne i ørerne. Samtidig forskanser borgerne sig stedse i mere og mere lukkede ekkokamre som holdepunkter, men uden dialog midt i kaos, hvor myter og konspirationsteorier florerer, mens demokratiets institutioner skranter.
Endnu et lavpunkt for Trump-administrationen - Mike Flynn løj for FBI. Trump reagerede med vanlig spontanitet, og amerikanerne har intet tilbage at tro på. Getty Images.
Endnu et lavpunkt for Trump-administrationen - Mike Flynn løj for FBI. Trump reagerede med vanlig spontanitet, og amerikanerne har intet tilbage at tro på. Getty Images.
af Annegrethe Rasmussen
”Uanset, hvad vi kommer til at se, er jeg sørgmodig. Uanset, hvad der sker, har vi allerede tabt. Vi lever i en tid, hvor det eneste, en opvoksende generation kan konkludere, når de ser på Washington, er, at vi har en regering, der ikke fungerer. De ser påstande om præsidentens mentale tilstand, de ser en undersøgelsesproces, hvor folk lyver  – hvordan kan disse unge nogensinde tro på, at politik er en hæderlig profession? Hvor er ærligheden og integriteten, hvor er ordentligheden?”
 
Sådan lød det, nærmest fortvivlet, fra den berømte 74-årige historiker Doris Kearns Goodwin, da hun søndag var inviteret som gæst i NBC’s ugentlige program Meet the Press.
 
Den konkrete grund til, at USA’s mest respekterede "presidential historian" (Goodwin er forfatter til en lang række særdeles roste biografier om amerikanske præsidenter) var i sort humør over udviklingen i amerikansk politik og den stigende mistillid til de folkevalgte, var naturligvis meddelelsen fredag, om at Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Mike Flynn erklærede sig skyldig i at have løjet over for FBI om et møde med Ruslands ambassadør, Sergei Kislyak.
 
Han erkendte i denne forbindelse, at han både havde løjet om, at han havde holdt mødet, og om, hvad de to havde diskuteret (nemlig muligheden for, at Rusland valgte ikke at gengælde nye sanktioner fra den afgående Obama-regering, fordi Trump nok skulle fikse det hele og lægge linjen om, groft sagt, når han kom til fadet måneden efter).
 
Flynns tilståelse blev aflagt i retten i Washington og er en del af den igangværende efterforskning af et muligt aftalt og ulovligt samarbejde mellem Rusland og Trumps valgkamp. Efterforskningen foretages af en særligt udpeget undersøger, Robert Mueller, der er tidligere chef for FBI.
 
Specialrådgiver Robert Mueller, tidligere chef for FBI. Scanpix/Jason Reed.
 
Er mistillid den nye norm?
Emnet for søndagens paneldebat i Meet the Press var ”temperaturen på den nationale psyke” med undertitlen: ”Er mistillid den nye norm i amerikansk politik?”. Er borgerne med andre ord ved at miste enhver tiltro til de politiske institutioner, i takt med at undersøgelsen af Donald Trumps valgkampagnes mulige forbindelser til Rusland ruller derudad?
 
Den republikanske strateg Mike Murphy deltog også, og han tøvede ikke med at kalde Trumps ledelse for et “screwball presidency” – altså et vanvittigt præsidentskab i ordets kliniske forstand:
 
“We are living through the first screwball presidency in American history, where there's careening from one side to another, you don't really know who's in charge, the internal politics are crazy. The Republicans I've talked to privately, the professional polls, they're terrified because they're seeing the midterm election.”
 
Og mens inviterede gæster på flere andre TV- og radiokanaler søndagen igennem dissekerede såvel Flynn som Trumps opførsel og diskuterede, hvor Robert Mueller er på vej hen i sin undersøgelse – især efter det kom frem, at det var Jared Kushner, Trumps svigersøn, som bad Flynn om at tage kontakt til russerne i december 2016 – ja, så holdt præsidenten vanen tro langt fra fri.
 
Mike Flynn sammen med Jared Kushner, Trumps svigersøn, der fungerer som rådgiver for Trumps administration. Getty Images.
 
Tværtimod benyttede han lejligheden til at gå til angreb. Hvor? På Twitter selvfølgelig. Og hvem gik Trump til angreb på? Netop, og helt usædvanligt for en siddende præsident, på FBI.
 
 
 
Trumps lange lidelseshistorie med FBI
Det skal siges, at præsidenten har haft et særdeles anstrengt forhold til forbundspolitiet lige fra starten af sin embedsperiode og under hele sin præsidentkampagne.
 
Under valgkampen var det den daværende FBI-direktør James Comey, der først frifandt Hillary Clinton for anklagerne om at have foretaget sig noget ulovligt, da hun som udenrigsminister anvendte sin egen private e-mailserver, der stod hjemme i kælderen.
 
Senere var det samme Comey, der frifandt Clinton ved ikke at lægge sag an (den tidligere førstedame havde handlet ”virkelig sjusket og uansvarligt”, men ikke ”ulovligt og med forsæt”, hed det).
 
Og endelig, til allersidst og blot uger før valget var det også FBI-direktøren, der ifølge Clinton selv – hun skriver det direkte i ”What Happened”, sine valgkampserindringer, – var med til at sørge for, at hun ikke blev valgt til præsident.
 
Dette, fordi Comey, som de fleste med interesse for amerikansk politik nok vil huske, genåbnede hele #e-mailgate, efter at politiet fandt nye e-mails på Clintons nærmeste personlige rådgiver Huma Abedins hjemmecomputer. Da han efter nogle dage lukkede undersøgelsen ned igen, var det i mange demokratiske rådgiveres univers for sent til at ”redde Clinton” fra nederlaget.
 
Så skulle man tro, at Trump var nogenlunde tilfreds med FBI-direktøren, men det var han ikke. For Trump ønskede loyalitet, og han ønskede at sætte en stopper for en egentlig undersøgelse af Ruslandsmistanken. Og først og fremmest ønskede han at redde sin gode ven Flynn – hvilket han ifølge Comey meddelte direktøren under en middag.
 
“I hope you can see your way clear to letting this go, to letting Flynn go. He is a good guy. I hope you can let this go,” lød det ifølge Comey, der efter 16 år i FBI tog noter om alting.
 
Comey svarede, ifølge sig selv, at han som FBI-direktør ikke kunne diskutere løbende sager med præsidenten – det er simpelthen ulovligt. Trump har senere pure nægtet, at han gav Comey ordre til noget som helst.
 
Konflikterne mellem Trump og Comey nåede et niveau, hvor Trump fyrede direktøren med en besked til pressen om, at Flynn var en ”showboat” – en forfængelig mand med alt for høje tanker om sig selv, der elskede rampelyset.
 
James Comey, billede fra retssagen mod Hillary Clinton (email-sagen), sommeren 2017. 
 
Da Mueller afløste Comey, røg Trump fra asken til ilden
Snart kom det frem, at det (ikke så overraskende) netop var Ruslandsundersøgelsen, der spøgte i kulissen, men uheldigvis for præsidenten førte kombinationen af Comeys fyring og justitsminister Jeff Sessions’ inhabilitet (fordi han også havde holdt møder med ambassadøren uden at fortælle om dem) netop til udnævnelsen af en anden tidligere FBI-direktør til at varetage Ruslandsundersøgelsen: Robert Mueller.
 
Mueller er en dybt respekteret og i hovedstaden bredt afholdt mand, hvis rygte som en pletfri og frygtløs embedsmand med en "stellar track record" fik Donald Trump til at gå grassat. Ifølge en opsigtsvækkende artikel i the New York Times kaldte han i arrigskab Sessions for uduelig og en ”idiot” og krævede råbende hans afgang. Da Sessions parererede ordre og skrev sin afskedsbegæring, afviste Trump den.
 
Lige siden har han, ifølge kilder i Det Hvide Hus, opfattet sig selv som ”i krig” med forbundspolitiet. Og den seneste udvikling med Flynns mulige ”afhopning” til Muellers side af undersøgelsen har bragt konflikten op på kogepunktet igen.
 
Alle regner nemlig med, at Flynn ikke blot har erkendt, at han har løjet samt påbegyndt et samarbejde med Mueller, for sidstnævntes blå øjnes skyld, eller, fordi den tidligere general pludselig er begyndt at lide af akut dårlig samvittighed. Tværtimod lugter det af, at han regner med, at en handel, "a plea bargain", vil holde ham ude af fængsel og muligvis også redde Flynn Jr., der også er i søgelyset - for lyssky økonomiske aktiviteter. Men det er en deal, der kan ende med at koste Trump dyrt.
 
Og når Trump er presset, foretrækker han et frontalt modangreb.
 
Tweetstorm mod Forbundspolitiet og Justitsministeriet
Derfor bevidnede USA søndag en tweetstorm uden lige fra præsidenten.
 
Trump lagde ud 07:42 med at retweete en gammel nyhed om, at en af Muellers FBI-undersøgere var pro-Clinton og havde sendt anti-Trump-SMS’er. Tweetet var fra Paul Sperry, forfatter og tidligere journalist, der nu er tilknyttet den konservative tænketank Hoover Institution. Trump havde sandsynligvis historien fra Fox and Friends – sit foretrukne morgen-tv-program, der starter kl. 06, og som omtalte sagen søndag morgen, men han glemte i farten, at Mueller for længst har skilt sig af med den pågældende agent, netop fordi han kunne ses som inhabil.
 
Nuvel, med Trumps standarder var dette noget, som de fleste politiske iagttagere nærmest er blevet vant til. Præsidenten løber med en halv vind og ignorerer de dele af narrativet, der ikke passer ham.
 
Noget mere opsigtsvækkende blev det 18 minutter senere, da Trump kl. 08:00 direkte angreb, ikke Muellers undersøgelse, men FBI som sådan og påstod, at forbundspolitiet var ”i opløsning”:
 
 
Det er uhørt – aldrig set før, og reaktionen kom da også prompte.
 
FBI svarer igen
Obamas justitsminister Eric Holder gik ud med et svar, der ud over en tillidserklæring til politiet sagde ”niksen biksen” til Trumps angreb – eller, som det hedder på engelsk: Nope!:
 
 
Timer senere, søndag aften, kom en meddelelse fra Thomas O'Connor, der er formand for interesseorganisationen FBI Agents Association, hvor stort set alle både tidligere og nuværende agenter er medlemmer. Meddelelsen sagde blandt andet:
 
"Agents perform these duties with unwavering integrity and professionalism and a focus on complying with the law and the Constitution. This is why the FBI continues to be the premier law enforcement agency in the world. FBI Agents are dedicated to their mission; suggesting otherwise is simply false."
 
Og sandelig om ikke James Comey så også vendte tilbage på scenen. Han har i de seneste uger udviklet sig til den vildeste Instagram-stjerne. Han bragte også en hyldest til 'The Bureau', som FBI kaldes, hvis man benytter sig af Intel slang:

”I want the American people to know this truth: The FBI is honest. The FBI is strong. And the FBI is, and always will be, independent”.
 
 
 
Comey har 41.000 følgere på Instagram, hvilket må siges at være usædvanligt for en pensioneret embedsmand, der oprettede sin konto for en uge siden, og som har postet på den tre gange.
 
Men, kan man tilføje, hvilke tre posts; tjek selv den første ud her – også en kommentar til nyheden om Flynns løgne, og, må man gå ud fra, en profeti om Trumps videre skæbne: ”Sandheden kommer frem, som vandet der vil ud.” Comey er gået efter buddhistisk ro og natur-profilen. Vittigt, og det viser, om ikke andet, som han skriver i sin Twitter-profil, at han er ”sjovere i virkeligheden”, end man skulle tro.
 
Onde tunger vil naturligvis tale om ønsketænkning, og kun historien vil vise, hvem der får ret.
 
Tre pointer om, hvem der måske havner bag tremmer
Spørgsmålet, om hvem der havner i fængsel eller på den endelige anklagebænk, spøger naturligvis over alt i hovedstaden – den konstante snak om rigsretssager og ”impeachmenter over alt.
 
Her vil det dog være særdeles klogt at slå koldt vand i blodet.
 
For det første er der intet konkret i, hvad der indtil videre er kommet frem, der peger direkte på Trump, om end nok på hans indercirkel. Der er intet ulovligt ved ”collusion” i sig selv, som den prominente jurist (og moderate demokrat) Alan Dershowitz ustandseligt påpeger i udsendelserne på Fox News, der har adopteret den kendte professor emeritus fra Harvard som juridisk topkommentator, efter at CNN fik nok af ham (eller han af dem – det står ikke helt klart).
 
Hvad Dershowitz siger, er, at det naturligvis i USA normalt vil være politisk uklogt og særdeles upopulært at samarbejde tæt med russerne, men at præsidenten juridisk kan gøre, hvad han vil, når han først er valgt.
 
På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke stiller sig anderledes, hvis det er under en valgkampagne, hvor det er forbudt for udenlandske magter at blande sig, er professoren mindre afvisende. Han har dog flere gange udtalt, at det ”sandsynligvis ikke er kriminelt at være uvidende”, hvilket han ikke er alene om at mene, at Trump-kampagnen på det lange stræk var – en samling amatører, der ustandseligt var i krig med hinanden og aldrig selv regnede med, at byggematadoren og reality-stjernen ville blive valgt.
 
Herudover mener han, at Flynns aftale med Mueller om at samarbejde er dårligt for undersøgerne, fordi aftalen gør førstnævnte til et ”ubrugeligt vidne”, fordi Flynn nu er stemplet som løgner og dermed utroværdig som senere vidne, f.eks. mod præsidenten.
 
Det er en vurdering, juraprofessoren står ret alene med, men derfor kan han jo godt have ret alligevel.
 
For det andet rejser Flynns skyld en enorm bunke af nye juridiske og efterforskningsmæssige spørgsmål, som særlig interesserede kan læse med om her i en artikel fra Washington Post fra søndag.
 
For det tredje – og vigtigst realpolitisk – skal der et politisk flertal i Kongressen til for at få sat gang i såvel rigsretssag som 'impeachment'.
 
Kort sagt fungerer 'impeachment' sådan, at Repræsentanternes Hus først skal kunne mønstre et flertal for at bringe sagen for Senatet, der herefter fungerer som domstol.
 
Derudover er der startet en undersøgelse af, hvorvidt præsidenten har forsøgt at forhindre sandheden i at komme for en dag (obstruction of justice). En gruppe demokrater har just fremsat forslaget i senatets retsudvalg under ledelse af the ranking democrat (altså den demokrat, der har den højeste placering i udvalget, som er republikansk ledet), nemlig senator Dianne Feinstein, men den kommer heller ingen vegne, så længe partiet ikke har et flertal i Senatet.
 
Det kan partiet til gengæld få om 11 måneder, og derfor er der da også adskillige republikanske partisoldater og meningsmålingsgeneraler, der skæver nervøst til meningsmålingerne, der alle viser popularitetstal for Trump omkring de 36-37 % – uhørt lavt, og – endnu værre set med midtvejsvalgsbriller – et klart demokratisk flertal til valget til Kongressen.
 
Og selvom målingerne samtidig viser fine tal for Trump, når det gælder hans base (omkring 80 %), så er den hårde kerne langt fra nok. Republikanerne skal kunne appellere til de moderate, hvide republikansk lænende konservative vælgere, samtidig med at den hvide arbejderklasse skal blive, hvor de er – i Trumps lejr. Og så skal minoritetsvælgerne være lige så ”turned off” til midtvejsvalget, som Trumps tilhængere var ”turned on” i 2016.
 
Meget skal der derfor ikke til her og nu, før republikanerne kan tabe Repræsentanternes Hus – og også Senatet.
 
Ekkokamrene marcherer – en ekstrem polarisering
Men hvad så med den førnævnte tunge og bestandige dyne af mistillid til alt og alle, der var en stor del af forklaringen på valgsejren i 2016?
 
Mistroen, foragten og i visse kredse hadet til ”eliten” – hvad enten denne er bankfolk, toppolitikere, mediebosser (og også helt almindelige journalister) stortrives fortsat. Og at #Russiagate næppe gør noget godt for den, er sikkert.
 
Her kan man studere Gallups målinger over tilliden til den til enhver tid siddende præsident:
 
Figur fra Gallup.
 
Som en yderligere negativ dimension, når man taler om tillid, dialog og den hermed forbundne sammenhængskraft i et samfund, har kommunikationskløften - polariseringen - mellem de to lejre i amerikansk politik aldrig været dybere.
 
Det viser en ny måling fra oktober foretaget af Pew Research Center (PRC), og det er lige meget, om man ser på politik, statens rolle, racespørgsmål, immigration, sikkerhedspolitik eller miljø.
 
Debatten foregår mestendels i aflåste ekkokamre. Den tidligere rekord blev sat under Obama, men nu er kløften altså blevet dybere.
 
Ingen tillid, ingen dialog – ingen julefred
Hvad er konklusionen? Flynns indrømmelse om løgn er en afgørende nyhed i #Russiagate, hvilket bringer undersøgelsen og Muellers fangarme ubehageligt tæt på Det Hvide Hus. Især, fordi præsidentens svigersøn nu er direkte inddraget som den, der gav ordren til de hemmelige møder med russerne.
 
Jeg spekulerede i weekenden i en artikel på POV International over, om det faktum kunne føre til, at Trump ville bruge sin svigersøn som mulig syndebuk – fall guy – og sende Ivanka Trump og Jared Kushner tilbage til det New York, de efter sigende savner. Men som jeg skrev:
 
”Det sker næppe på denne side af jul. Ydermere er der blot en uge tilbage af lovgivningsåret, før julefreden i teorien bør sænke sig i Washington D.C. Om end der lige skal laves en lov – hvor demokraterne skal med om bord – for at undgå, at den offentlige pengekasse smækker i – en såkaldt "government shutdown". Nok det allermest upopulære en regering ville kunne foretage sig lige før jul.”
 
Foreløbig ser det imidlertid kun ud til, at julefreden vil sænke sig i hver sit ekkokammer. Hvor man så kan sige 'Merry Christmas' eller 'Happy Holidays', så tosset man vil. Hvis man ikke kan række ud til hinanden og føre en dialog hen over de stadig dybere skel, vil julebudskabet under alle omstændigheder falde på stengrund.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job