Tabloid af hjertet

Michael Dyrby - tidligere nyhedsdirektør på TV 2 - er ny chefredaktør hos BT og Metroxpress. Lasse Jensen kommenterer ansættelsen.
Michael Dyrby er tilbage på en toppost. Han kom i 2015 ud i en sag, som var afstedkommet af udveksling af sexbilleder med en elskerinde - som valgte at dele billederne med omverdenen.
Michael Dyrby er tilbage på en toppost. Han kom i 2015 ud i en sag, som var afstedkommet af udveksling af sexbilleder med en elskerinde - som valgte at dele billederne med omverdenen.
I årevis har ingen været i tvivl om Michael Dyrbys evner som journalistisk leder. Han faldt lige pludselig fra Danmarks måske mest indflydelsesrige stilling, posten som nyhedsdirektør for TV 2, på grund af egen skødesløshed med intime fotos. Han har siden dette stille og roligt arbejdet sig op som rådgiver og tv-producer.
 
Dyrbys og Anne Sofie Kraghs anmelderroste tv-serie ”Statsministrene” på DR1 viste, at Dyrby langt fra havde mistet grebet. Både TV 2-Regionerne og DR har haft bud efter ham som konsulent.
 

Michael Dyrby. Kilde: Scanpix.
 
Men ingen, der kender Dyrby, er i tvivl om, at rollen som den tilbagetrukne rådgiver falder noget mindre i hans smag end rollen som magtfuld dirigent. Den udfylder han med stor autoritet, hurtige beslutninger og et mål af underdrejet jysk fornuft, som den snart 60-årige Ålborg-fødte har med hjemmefra, ikke mindst fra opvæksten i Aulum nær Holstebro.
 
Han blev seminarieuddannet skolelærer, men ville hellere være journalist. Han var knapt tør bag ørerne, da han efter Journalisthøjskolen kom i en slags udvidet mesterlære på TV Midtvest, også kaldet ”Ivar Brændgaards akademi” efter stationens mangeårige chef. Her valgte han nærmest fra starten rollen som redigerende journalist. Få kan huske, om han nogensinde har været ude i marken og lave historier.
 
Han blev souschef på TV2 Østjylland og kørte den regionale tv-stations journalistik uden slinger i valsen eller indblanding ovenfra. Denne skribent er naturligvis helt inhabil, fordi jeg som souschef på TV 2 Nyhederne i 1994 fik det absolut taknemlige job at hente Michael Dyrby til Odense som redaktionssekretær. Han efterfulgte mig som redaktionschef og blev senere nyhedschef for at ende som nyhedsdirektør. Et job han måtte forlade efter den kedelige intimfoto-affære i slutningen af 2015.
 
Michael Dyrbys indsats på TV 2 var stor. Morgennyheder, udvidelsen med TV 2 News og en større digitalisering – både teknisk og med netjournalistik – klarede han uden større problemer. Hans viden om det digitale univers er større end de flestes. Men han er først og fremmest nyhedsmand og gider ikke at høre på indvendinger mod det omsiggribende breaking news, som han (næsten) selv har opfundet på dansk tv. Men han har også overblik og evnen til at skære igennem. Nogle gang så kontant, at enkelte føler sig kørt over.
 
Berlingskes nye koncernchef Anders Krab-Johansen har selv haft Dyrby som chef på TV 2, men det afskrækkede ham ikke. Han hentede i går Dyrby til koncernen som ny ansvarshavende chefredaktør på BTMX, den endnu ikke helt færdigfusionerede enhed, der udgiver både gratisavisen MetroXpres og den hæderkronede, men hensygnende formiddagsavis BT.
 
Foran ham står en kompliceret megaopgave: Han skal stå i spidsen for en gennemgribende digital forandring i en tid, hvor de gamle tabloide formiddagsavisers papiroplag kun er en fjern skygge af fortidens storhed. Og så har han allerede i ”Journalisten” bebudet ”at dødedansen mellem politikere og journalister” skal forhindres, bl.a. ved at rotere lidt oftere i den politiske redaktion.
 
​​​​​​
A​nders Krab-Johansen, ny koncernchef hos Berlingske. Foto: Polfoto
 
Dyrby er, ifølge kollegaen på Ekstra Bladet Poul Madsen, ”tabloid af hjertet”, og kender man Dyrby ret, vil han arbejde døgnet rundt for at være først med det sidste. Spørgsmålet er, om det er det, der skal til for at genoplive tabloidjournalistikken. Det sker ikke længere på papir, og Ekstra Bladets relative succes på nettet er næppe et resultat af en almen journalistisk indsats, mere en meget professionel tilgang til, hvad der sælger bedst. Og det er ikke nødvendigvis ”nyheder”.
 
Dyrby har ingen dagbladserfaring i bagagen. Men i en tid, hvor lyd, billede og tekst smelter sammen på nettet, er solid viden om samt erfaring med tv-nyheder og redaktionsledelse i højere kurs end viden om, hvordan man redigerer indhold, sætter tekst op i spalter og sælger det på papir.
 
Og så altså ”det tabloide”, som den nu fjernede BTMX-chefredaktør Jens Grund ikke havde nogen naturlig tilgang til. Han er den ordentlige, venlige og stilfærdige journalistiske administrator, der tydeligvis blot gjorde sin pligt over for koncernen, da man manglede en chef for BTMX, der kunne skaffe ro og orden i en svær overgangsperiode på BTMX.
 
Den nu afsatte BTMX-chefredaktør Jens Grund. Foto: Scanpix
 
Alene navnet er betegnende for et opkøbsarrangement mellem to meget forskellige publikationer, der nu  først og fremmest  skal finde en helt ny digital identitet. I et segmenteret og fragmenteret nyhedsmarked, hvor ikke mindst den voksende yngre og papirløse generation flakker fra netmedie til netmedie, er det i det troløse og flakkende yngre segment, Dyrby skal finde sine brugere.
 
Han har erfaringen med sig og alderen mod sig. Han er vokset op som journalist og chef på et statsejet medie med kun én reel konkurrent, DR, der også er statsejet. Nu skal han skaffe konkrete resultater i et marked med et utal af konkurrenter. Velkommen i den virkelige verden, Michael!
 
Kender jeg Krab-Johansen, vil han få lang snor – men koncernchefen og de belgiske ejere i De Persgroep måler ikke succes på antallet af scoops og hastigheden i breaking news. Endemålet er vækst og økonomisk fremgang. Der mangler altså ikke udfordringer. Mildt sagt. Til gengæld har Berlingske Media fået en chefredaktør, der både – med hans egne ord – ”savnede savsmuldet i nyhedsmanegen” og har rimeligt mange hår på brystet. Og ikke er bange for at slås.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også