|
|
Litteraturkritiker Mette Høegs famlen
Se nu stiger Mette

Litteraturkritiker Mette Høeg har de sidste to år har været i mediernes søgelys. Hun bragede igennem i 2015 med sin kronik i Weekendavisen om unge kvindelige forfatteres selvoptagethed. Så fik hun sit eget ultrasmalle litteraturprogram på Radio24syv. Derefter (og muligvis på grund af det) kuldsejlede hendes ph.d., og lige nu er hun hovedperson i en besynderlig dokumentarfilm om hende selv, instrueret af hendes mand. Hvilke historier fortæller Høeg om sig selv? Hvordan håndterer Høeg sit brand?
Hvordan jokker man i spinatbedet, samtidig med at man stikker hånden i hvepsereden og svømmer ud, hvor man ikke kan bunde? Spørg Mette Høeg.
 
Mange ville mene, at den negative omtale af hendes person i kølvandet på det pludselige angreb på store dele af det danske litteraturmiljø, herunder Forfatterskolen, Politiken, Gladiator og en række navngivne forfattere og kritikere, ville være storm nok for Høeg. Man var i tvivl om hun var en troll på Facebook, flere forfattere gik til modangreb (et af de bedste skrev Christina Hagen) og lektor i litteratur Lilian Munk Rösing endte med at kalde hende "litteraturkritikkens svar på Donald Trump".
 

Mette Høegs artikel. Udklip fra Weekendavisen.
 
Men nej. Mette Høeg stiller gerne op igen i god sags tjeneste. Sin egen.
 
"Ekskluderet af litteraturmiljøet"
Der er et eller andet galt her. Man får som betragter af forløbet – fra Mette Høeg skriver kronikken i Weekendavisen i 2015, derefter får uhæmmet meget Pontoppidan-tid på Radio24syv, til hun optræder i den besynderlige dokumentarfilm The sun also rises nu i 2017 – en følelse af, at Mette har svært ved at navigere i det grænseløse univers, Dannelsesdanmark tilsyneladende er. Det er lige før, det er lidt synd for Mette.
 
Still-billede fra filmen.
 
Det synes dokumentarfilm-festivalen CPH:DOX tilsyneladende også, for alt sympati ligger hos Mette i CPH:DOX’ præsentation af filmen:
 
”Litteraturforskeren Mette Høeg kom i voldsomt, offentligt uvejr efter i en artikel at have kritiseret de kvindelige, danske forfattere for at være alt for navlebeskuende og optagede af deres eget følelsesliv. Kvindehadsk, lød dommen, og efter at støvet fra den første skandale havde lagt sig var Høeg ekskluderet af litteraturmiljøet og snart også den akademiske verden.
 
Isoleret i sit vinterhi på landet i Jylland, og med sin mand Thomas Altheimers videokamera snurrende rundt om sig, beslutter Høeg sig til sidst for at tage kampen op mod den kollektive censur – og for selv at udleve dens ekstreme modsætning på en stripklub i Mexico.
 
Altheimers partsindlæg er en film, der hellere selv overskrider grænser end forsøger at udglatte konflikterne om definitionen af en feministisk politik. Og der skal nok være dem, for hvem hans utilsløret voyeuristiske kameraføring er benzin på bålet. En grænseoverskridende  film om – og i den grad med – modet til at provokere.”
 
"Ekskluderet af litteraturmiljøet" - det kan man vist næppe kalde det. Mette fik efter sit indlæg i Weekendavisen job som anmelder samme sted og blev bestyrer af sit eget litteraturprogram på Radio24syv.
 
”Isoleret i sit vinterhi…beslutter Høeg sig til sidst for at tage kampen op mod den kollektive censur – og for selv at udleve dens ekstreme modsætning på en stripklub i Mexico” Ha ha, det er vist det, man kunne kalde en god omgang serious washing af et lille hyggeprojekt, der sandsynligvis blev sat i søen, fordi både Mette og Thomas kedede sig gudsjammerligt i Udkantsdanmark og savnede alles øjne på sig igen. Og gad vide, hvad de mener med kollektiv censur. 
 
Identitetskarnevalisme for fuld skrue
Mette Høegs mand, Thomas Altheimer, har også efterstræbt mediernes lys. Det var dengang, han hed Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og lagde sag an mod forfatteren Helge Bille Nielsen for identitetstyveri. Altså anklagede Bille Nielsen for at bruge hans identitet i en roman.
 
Det morsomme ved den sag var, at forfatter Helge Bille Nielsen engang hed Claus Beck-Nielsen, har aflivet sig selv som person (inklusiv begravelse og sletning af personnummer) og er genopstået i nye identiteter gang på gang som en del af sit forfatterprojekt.
 
Dommerne afviste, endnu mere morsomt, sagsanlægget med henvisning til at værket var fiktion – hvilket uvægerligt leder tanken hen mod hele sagen som kunst, mediestunt og dygtig iscenesættelse af en diskussion om forholdet mellem virkelighed og fiktion.
 
Nuvel. Samme Helge Bille Nielsen opererer nu under navnet Madame Nielsen, en dygtig forfatterinde, som forleden lod følgende breake på sin Facebookside:
 
 
Et gennemfrustrerende projekt
Forleden fik dokumentarfilmen Se nu stiger solen (Engelsk titel: The sun also rises) så premiere på filmfestivalen CPH:DOX. En film med Mette Høeg som det absolutte centrum og Høegs problemer med litteraturmiljøet, universitetet og en tiltagende tomhedsfølelse som omdrejningspunkt.
 
Det kunne der faktisk måske være kommet en god film ud af – for der er masser af potentielt drama i fortællingen om den unge, intelligente litteraturkritiker, der går mod etablissementet og ender med at danse sine følelser ud på en stripbar i Mexico.
 
Det er bare mestendels en frustrerende film. Filmen er optaget primært i og omkring Mettes forældres hus ved Randers Fjord, hvor hun og manden Thomas Altheimer har isoleret sig med pizza og vodka. Huset har Høeg og Alheimer i øvrigt planer om at forvandle til et nyt kunstcenter. Mette Høeg er i filmen på tredje år af sin ph.d. og er netop blevet kaldt til genopretningssamtale (det at universitetet giver en ph.d.-studerende en alvorlig advarsel med henblik på at få et ph.d.-forløb tilbage på sporet. Red.).
 
Filmen er frustrerende af følgende grunde:
 
1: Seerne kender næsten udelukkende Mette Høeg fra den litterære fejde, hun startede. Derfor kan man næsten ikke holde kameraets ultra-voyeuristiske fokus på hende ud. Perspektivet svinger mellem closeup af Mettes ansigt, forfølgelsesscener i huset og skoven udenfor og store naturscener med Mette som litterær naturvejleder. Man får simpelthen for meget Mette. Først til sidst møder vi andre: En flok fulde mexicanere.
 
2: Høeg siger sjældent noget interessant. Vi hører om hendes bekymring for genopretningssamtalen og over Københavns Universitets ph.d.-skoleleder Sune Aukens udmeldinger. Men de kommer til udtryk gennem halvkvædede sætninger og uafsluttede samtaler mellem hende og kameraføreren/manden Thomas Altheimer. Hun taler deprimerende langsomt.
Man keder sig simpelthen.
 
Deprimerende nærbilleder fylder Se nu stiger solen. Still-billede fra filmen.
 
3: Det mest interessante i filmen er genopretningssamtalen (med ph.d.-skoleleder Sune Auken og ph.d.-vejleder Marianne Stidsen) som Høeg og hendes mand i al hemmelighed optager. Her opdager man nemlig, at det, som indtil videre er blevet præsenteret som en halvdeprimeret bekymring, er en reel sag, som er vigtig for Mette. 
 
Det mest komiske er, at scenen er det eneste sted, hvor filmen ikke er en film. Kameraet står udenfor på gangen og optager et tomt universitetsrum, og vi seere får kun lyden. Nøglescenen om Mettes fremtid bliver derfor ikke integreret i resten af filmen.
 
Dette er, hvad man ser, mens Mette Høeg er til genopretningssamtale. Billede fra filmen.
 
 
4: Det er svært at vide, hvad filmen vil. Forsvarere af filmen som kunstværk vil måske skyde det klassiske ”kunst behøver ikke at ville noget” efter mig, men når man vælger at lave en dokumentarfilm om en meningsdanner, der er kommet i klemme i et politisk system, er man simpelthen nødt til at have et tydeligere ærinde, som man forfølger gennem filmen. Især når man er gift med hovedpersonen og dermed har sværere ved at behandle hovedpersonen med behørig armslængde.
 
Filmen lægger som det første en indholdsfortegnelse op:
 
 
Indholdsfortegnelsen framer hele filmen som en ironisk kommentar til Mette Høeg som offer for mediernes søgelys; en slags clickbait for biografgængere og en falsk varebetegnelse, for filmen er væsentlig mere kedelig end indholdsfortegnelsen.
 
Det er muligvis bevidst fra Thomas Altheimers side ikke at ville stemme forventningerne til magtkritik, hustruportræt og ruralt roadtrip fra Randers Fjord til Mexico, og fra Pontoppidan til Hemingway.
 
5: The sun also rises er nemlig også titlen på Ernest Hemingways debutroman, hvor hovedpersonen forelsker sig i den drikfældige og promiskuøse kvinde Brett. Bogen handler om en gruppe yngre kvinder og mænd, der har oplevet første verdenskrigs rædsler. De to hovedpersoner Jake og Brett flygter fra Paris' turbulente natteliv til Spanien. Det, som filmen altså ikke vil fortælle med handling, fortæller den med titlen: Mette strikes back. Ingen, hverken det litterære miljø eller KUA, skal tro, de kan bøje nakken på hende. Det virker mildest talt som en påklistret litterær reference.
 
Hemingways debut.
 
6: Afslutningen – Mette i Mexico – får vi et fingerpeg om tidligere, da Mette sidder rådvild i bilen med frostpizza og vodka på bagsædet. Samtalen handler muligvis om de alternative scenarier, Mette kan komme i tanke om, hvis ph.d.'en skulle glippe. Mette taler om muligheden for at tage til Mexico og danse eksotisk på klubber, men siger straks efter, at det selvfølgelig ikke er det samme, som at hun skal kunne købes for penge. Altså, med mindre der kommer en rigmand med virkelig mange penge som fx 50.000 kroner. Hvortil kamerafører/ægtemand Thomas svarer, at hun mindst er en million værd.
 
Hvis denne scene ikke er en indstuderet framing af Mettes senere revolutionerende poledance (”Mon der kommer en rigmand og vil købe Mette?”), må den betragtes som en udstilling af Mettes himmelråbende naivitet – som man har valgt at bevare i klippefasen. Og jeg kan ikke regne ud hvorfor.
 
7: Generelt er det voyeuristiske, seksualiserende og tavst insisterende fokus på Mette, der danser i huset, Mette, der lader Thomas række en hånd frem og trække hendes bukser ned om røven, mens han filmer, Mette i bad, Mette, der øver sig på poledance, og Mette, der splitternøgen danser i en natklub, for meget. Det er ikke bornertheden, der taler her; det er følelsen af, at Mettes krop er det flødeskum, der skal redde en kage med for lidt sukker i, fra at blive smidt ud.
 
Mette Høeg poledanser. Screendump fra filmen.
 
Og man kommer desværre også til at tænke ret meget på Mettes navlepilleranklage mod forfatterne. Mette er temmelig selvopslugt i filmen.
 
Som projekt er filmen derfor helt til grin. Mette Høeg får ikke oprejsning. Og biografgængeren får ikke en god oplevelse.
 
Ekskurs
Jeg er til andendags-visning af filmen på Gentofte Bogmesse med efterfølgende interview af Mette Høeg. Publikum fniser, hver gang Mette viser sin numse. Man er pinligt bevidst om, at både Mette Høeg og hendes mand sidder i salen under visningen.

Efter filmfremvisningen har vi fået flere spørgsmål til end svar på de forskellige sager, Mette Høeg er involveret i, til hendes rolle i filmen og til filmens ærinde. Christoffer Emil Bruun stiller Høeg vage og lidt fjollede spørgsmål, mens han smiler, som om han er ilde berørt over at stille spørgsmål – eller simpelthen er starstruck.
 
Han spørger lidt til, hvordan hun havde det efter den litterære fejde i 2015, hvordan det går nu, hvor hun tager sin ph.d. ved et universitet i England, og hvad hun har af kommentarer til sagen om hendes ph.d.
 
Hvorfor i alverden taler de ikke mere om den besynderlige film, vi alle sammen lige har set? Mette som ensom, kameraforfulgt hovedperson i en film om at spise pizza, drikke vodka og være på kant med parnasset. Mette som kikset og deprimeret fuglekikker i Udkantsdanmark. Mette som seriøs og dygtig retoriker i mødet med Sune Auken. Mette som tilsviner af samme Auken. Mette som nøgen poledancer i Mexico.
 
Mette svarer, at hun på ingen måde vidste, at dette skulle blive til en film. At hun ikke vil svare på spørgsmål om vinkling, fokus eller valg af scener. Det er hendes mands film.

Men hvorfor er Mettes mand så ikke med på scenen?
 
Hvorfor omgår Mette Høeg sit image med så stor skødesløshed?
 
-
Universitetsavisen har skrevet en grundig artikel om hele forløbet fra 2015 til november 2016, som man med fordel kan læse.

Relaterede artikler

Sleb du din sjæl i sommerferien? - Okay. Svar lige heelt ærligt. Lå din sommerbog som en død skildpadde i kufferten? Brugt du den kun til at smække langsom...
Er du lykkelig nok til dit job? - Den britiske sociolog William Davies fremlægger i 'The Happiness Industry: How the Government and Big Business Sold Us W...
Bluffers guide til Louisiana Literature - Alle de spektakulære medlemmer af kultureliten er der, alle wannabe-medlemmer af kultureliten er der, og læserne er der....
Forsvar for kunststøtten - Hver anden borger i Danmark mener, at man bør skære på den statslige støtte til kunst. Modstanden mod kunststøtte, også ...
Er Bogforum egentlig Louisiana Literatures onde stedmor? - Er Bogforum Louisiana Literatures onde stedmor? Forfatterne slider for at leve op til hendes krav om publikums- og press...
Dit begreb om identitet giver mig åndenød - Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhe...
De her bøger SKAL du læse - Du skal læse. Din juleferie er kort, men du skal alligevel læse. Skønlitteratur er fint nok, men der, hvor du for alvor ...
#seminbogsamling - Dette speciale tager afsæt i at undersøge, hvordan nogle bogbloggere kan betragtes som skønlitterære smagsdommere.
Hvem ville Kierkegaard like på Insta? - Ifølge Søren Kierkegaard skaber man sin identitet igennem de valg, man træffer. Kierkegaard læst med moderne øjne kan in...
Vi skal samle på ord der skinner af betydning - Er vores ordforråd blevet affortryllet - eller er vi bare blevet så dygtige til systemisk tænkning, at vi må bruge smile...
Når kvartlivskrisen rammer - Var det mon dumt at læse tibetologi? Skal du drikke Breezers og tage på Night Fever, eller skal du til at notere tidspun...
Din sygdom er en fortælling - Det er måske alment kendt, at litteraturlæsning gør os til bedre mennesker. Men kan man blive en bedre læge af at læse T...
Mette Høegs Louisiana-fadæse - Litterat og evig gatekeeper ved litteraturens port, Mette Høeg, skrev i Berlingske i går, torsdag den 24. august 2017, e...

Giv din stemme

18 stemmer
3,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.