Mette Frederiksen skal snart markere sig som formand
Vi venter stadig, Mette

Mette Frederiksen er ny S-missionær for det gamle arbejderparti. Nu ansætter hun 13 nye folk, som skal gøre hende til landets politiske leder. Men indtil videre hopper Frederiksen mest af alt fra tue til tue, træder vande og træder ikke i karakter. Vi venter stadig på den næste store socialdemokratiske leder; måske endda den næste store statsminister.
Hun har været ventet i årevis. Baglandet har sukket efter den politiske frelser; en rigtig rød messias, der kunne genrejse partiet til fordums styrke. Det skulle være den ægte vare med social indignation og det hele – ikke bare en vellignende kopi.
 
Og så kom hun. Den stærke kvinde med et blødt og blødende hjerte for de svageste i samfundet. De trillende tårer, da Mogens Lykketoft for præcis ti år siden sagde farvel til formandskabet efter nederlaget til Fogh i 2005, har brændt sig fast på baglandets nethinde. Det er en fælles, varm erindring hos Socialdemokraterne. Det var dengang, hun drilsk blev kaldt ”Svend Auken med bryster” – et kønnet kompliment til en fremadstormende venstreorienteret socialdemokrat.
 
Formand Mette Frederiksen holder tale til Socialdemokraternes kongres 2015. Bliver hun kendt som Mette Medium eller Mette Modig? Foto: Polfoto/René Schütze.
 
Tårnhøje forventninger
Mette Frederiksen har været partiets store håb så længe, at forventningerne er skruet op i umenneskelig størrelse, nu hvor tiden endelig er inde. Nu skal partiet igen – endelig – vise sit sande (røde) jeg!

Men de venter stadig – de må være skuffede. Altså baglandet. For de havde håbet, at Mettes håndtaske havde lidt mere slag, og at der ville blive tæsket i bolledejen i stedet for politisk skyggeboksning. Mest af alt er der blevet lidt stille. Og tingene har kørt i det samme spor uden det store håb om fornyelse fra den nye formands side. 
 
Alle burde elllers være så glade. Socialdemokraterne blev endnu under Helle Thorning igen landets største parti og gik frem for første gang i årevis ved valget. Samtidig fik de endelig deres Mette, og hun bliver bedømt som den bedst egnede og mest oplagte statsminister. Hun har fået serveret et parti i sjælden topform med ro på bagsmækken. Dertil kommer, at Mette Frederiksen af vælgerne vurderes som dobbelt så troværdig som Lars Løkke Rasmussen. 
 
Mette Frederiksens uforglemmelige reaktion på Lykketofts valgnederlag i 2005, som har været medvirkende til, at hun er blevet en idealiseret figur i det socialdemokratiske bagland. Foto: Kristian Juul Pedersen/Scanpix.
 
Er der bare stille før stormen?
Alt burde være fryd og gammen omkring Mette. Alligevel ligner Socialdemokraterne stadig mest af alt et DF light-parti eller Venstres forlængede arm, for det gode bud på Socialdemokraternes fremtid er udeblevet. Man kunne have ventet, at den sociale indignation kom i højsædet, at man turde kommunikere klare politiske budskaber som øget ulighed og arbejdsmarkedspolitiske kardinalpunkter, stærke velfærdspolitiske budskaber og budskaber om, at integration ikke er roden til alt ondt. At der skete noget med partiet, der ikke blot var en forlængelse af Thorning-linjen.
 
Spørgsmålet er, om der simpelthen er en stiltiende accept af de borgerliges stramme kurs over for flygtninge og ledige hos A? Eller er der blot stille før stormen, hvor Mette Frederiksen redefinerer Socialdemokraterne, formulerer en ny langsigtet mission for partiet?
 
Til Folketingets åbningsdebat i oktober efterspurgte Mette Frederiksen en klar linje og et valg hos statsministeren om, hvilken side af Folketinget Løkke skulle forhandle med:

”Regeringen har et valg. I kan vælge en vej, hvor Dansk Folkepartis manglende ansvarlighed skal forenes med Liberal Alliances ideologiske kamp mod velfærdssamfundet. Eller I kan vælge en vej, hvor udviklingen af vores velfærd styrkes. Hvor vi med økonomisk ansvarlighed fastholder et bredt samarbejde i Folketinget. Det valg skal statsministeren træffe”, sagde Mette Frederiksen til Lars Løkke.
 
Det samme spørgsmål bør den nye formand stille sig selv. Det har afgørende betydning for, hvordan partiet skal udvikles og positionere sig i de kommende år.
 
Lars i forgrunden. Mette i baggrunden. Men hvor længe? Foto: Polfoto/Jens Dresling.
 
Tre årsager til, at Mette ligger på midterrabatten
Indtil videre har Mette Frederiksen valgt midterrabatten. Der har ikke været et afgørende brud med Thornings linje, men derimod nye strammermarkeringer, som giver lidt murren i krogene fra baglandet og blandt flere socialdemokratiske folketingspolitikere. Mette Frederiksen er dog stadig fredet som formand og stadig inde i sin politiske honeymoon-fase, da partiet dels ligger stabilt i målingerne, og hun er ny på posten.
 
Der er nok især tre årsager til, at Mette Frederiksen på den korte bane har valgt ikke at markere et nyt socialdemokrati med nye politiske dagsordener:
 
1) Dels har Mette Frederiksen haft brug for at få partiet med ved forhandlingsbordene, så Socialdemokraterne ikke bliver betragtet som et oppositionsparti, der mest ligger i hængekøjen og brokker sig. For alt i verden har Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen brug for at markere, at partiet opfattes som et økonomisk ansvarligt parti, der tør tage store politiske reformskridt – også på bekostning af venstrefløjen hos A. Partiet har altid taget ansvar og haft indflydelse på landets udvikling – det er en del af partiets DNA.
 
2) Socialdemokraterne har i de senere år rykket sig markant på flere afgørende punkter. Det har Mette Frederiksen også. Det gælder skærpelse af udlændingepolitikken. Det gælder opfattelsen af de ledige. Det gælder en stram økonomisk kurs – også over for kommuner. Som hun udtalte sidste år i DR til Clement Kjersgaard: "Måske har vi som socialdemokrater været for optagne af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for’". 

3) Mette Frederiksen har som så mange andre partier taget ved lære af valget, hvor der ikke alene skete store vælgervandringer fra parti til parti dag for dag, men også er sket holdningsændringer hos vælgerne på ganske kort tid. Her har landets største parti allerede vist sig enormt omstillingsparat. Der er snart ikke den politiske kamel, der er for stor til, at den kan sluges. 
 
Sundt at se sig tilbage. For jo mere Socialdemokraterne deltager i brede, politisk upopulære aftaler og reformer med Venstre, jo mere vil Dansk Folkeparti lukrere på det til næste valg. Det er set før, og det vil også ske igen. Foto: Polfoto/Lars Krabbe.
 
Frygt for at træde forkert kan få rosen til at visne
På kort sigt kan de konstant skiftende holdningskift give pote i målinger og signalere, at Socialdemokraterne (som mange andre partier) da lytter til vælgernes lunefulde slingrekurs af meninger og holdninger, når et politisk emne er helt oppe at ringe i medierne og på alle politiske læber. Konsekvenserne ender dog ofte for Socialdemokraterne med, at det er lidt som at pisse i bukserne: Det luner på kort sigt, men gavner sjældent i det lange løb.

Ved at forlove sig med Løkke i store dele af udlændingespørgsmålet for derefter næsten at gå højre om og gifte sig med Thulesen Dahl gør partiet sig enormt sårbart på sigt. For godt nok neutraliserer Socialdemokraterne en række politisk betændte sager på kort sigt. Men retter man pandelampens lys lidt længere frem, så er det ræset mod bunden for partiet. A vil aldrig kunne underbyde Dansk Folkeparti på udlændingespørgsmålet, såvel som A ikke kan underbyde Venstre i forhold til skattelettelser. Det er skruen uden ende.
 
Jo mere Socialdemokraterne lægger sig op ad regeringen og deltager i brede, politisk upopulære aftaler og reformer med Venstre, jo mere vil Dansk Folkeparti lukrere på det til næste valg. Det er ikke alene set før, det vil også ske igen.
 
Det virker, som om Mette er mere fokuseret på ikke at træde et skridt forkert end på at gå planken ud eller i det mindste vise, hvem Socialdemokraterne er, og hvad de står for i øjeblikket. Og ikke for alvor markere, at S blot ligner et halehæng til Dansk Folkeparti. I forsøget på at have politisk indflydelse for enhver pris lurer faren for, at nuancerne bliver udvisket, og bladene på de røde roser langsomt visner og forsvinder.
 
Stadig uklart, om den røde rose bliver rødere i Mettes hænder. Foto: Socialdemokratiet Sønderborg.
 
Lige nu søger Socialdemokraterne 13 nye medarbejdere, som skal være med til at gøre Mette Frederiksen til landets næste statsminister. Som der står i stillingsannoncen:
 
"Som Danmarks største parti og som det ledende oppositionsparti ønsker vi at præge udviklingen i Danmark. Vi er optaget af at finde løsninger, og vi er ikke bange for kompromiser".

Det kan man ikke sige, at I er, kære socialdemokrater. Men måske er I gået så meget på kompromis med det ideologiske gods, at vælgerne har svært ved at skelne skidt fra kanel. Det er fint med nye, friske øjne og medarbejdere til at hjælpe med at generobre nøglerne til regeringskontorerne. Men nye medarbejdere hjælper ikke meget, hvis der ikke er en klar strategi og konkrete mål for, hvordan partiet adskiller sig fra Venstre og Dansk Folkeparti. Det savner vi svar på indtil videre.  
 
Højre, venstre, sutsko!
Som svar på spørgsmålet om, hvor partiet ligger, kom Mette for et par måneder siden med de her definitioner. Døm selv:
 
Til Politiken den 22. august 2015 sagde Mette Frederiksen:
"Vi ligger til venstre for midten [...] det har vi i mine øjne altid gjort".
 
"Jeg kommer ikke til at flytte partiet hverken det ene eller andet sted hen". Hun udtalte i samme forbindelse, at hun ikke vil være mere rød end forgængeren.
 
Ingen ønsker en tro kopi af blålige Thorning. Foto: Polfoto/Mads Nissen.
 
Et bud på Mettes modige mission
Men måske er Mette Frederiksen ude i et andet ærinde. En lang og modig mission, som vi endnu ikke kan ane konturerne af. 
 
En mulighed er, at Mette spiller et 'long game', hvor hun på lang sigt kan forme et rigtigt nyt socialdemokratisk projekt, så andre partier med tiden former sig efter S og ikke omvendt. En mission, som går ud på at spise sig ind på Venstres og DF’s mærkesager ved i starten at knuselske de politiske knaster mellem de tre store velfærdspartier – for så til sidst at redefinere spillet på socialdemokratiske præmisser og kvæle både DF og Venstre i deres egen medicin.
 
Mit bud på et sådant long game er: 
  • at blive ved med at gentage Dansk Folkepartis hykleri og få dem under ansvarets åg, så de hen ad vejen kommer til at ligne en dårlig kopi af A.
  • at Socialdemokraterne igen skal definere sig som det store sociale parti, som sikrer fællesskabet og sammenhængskraften mellem alle grupper i samfundet.
  • at den sociale indsats, hvor alle har et medansvar for både egen og andres trivsel, fastholdes som en af grundpillerne i vores velfærdssamfund.
  • at uddannelse, efteruddannelse og vidensniveauet generelt styrkes for at udvikle velfærden som forretning.
  • at Socialdemokraterne igen gøres til arbejdernes parti.
  • at ret og pligt er de to ben, som partiet definerer sig ud fra. Det, der er døbt Mette-doktrinen.
Det sidste har Mette Frederiksen ekspliciteret i Information med følgende ord:
 
"Det, der har stået på vores faner i mere end 100 år, er ’gør din pligt – kræv din ret’, og det har stået i præcis den rækkefølge. Det er selvfølgelig hverken tilfældigt eller ligegyldigt. Med ’ret og pligt’ viser man, at vi forventer noget af hinanden. Vi stiller krav til hinanden. Man skal bidrage så meget, som man kan. Yde før man kan nyde. Men man har samme rettigheder som alle andre". 
 
Hun slog med gode, solide søm fast, at dette står helt centralt i hendes socialdemokratiske selvforståelse:
 
"Ret og pligt er for mig en af grundpillerne i den socialdemokratiske måde at tænke både mennesker og samfund. Og et samfund bliver nødt til at være mere end de formelle spilleregler med bureaukrati og lovgivning. Hvis man vil have et reelt velfærdssamfund, må der også være et værdifællesskab mellem os. Der har ’ret og pligt’ sin allervigtigste opgave. Nemlig i hvordan vi hver især betragter vores egen rolle i forhold til os selv, og hvordan vi betragter vores egen rolle i forhold til alle andre".
 

Hun kan blive en af de helt store statsministre, hvis hun ryster forventningslammelsen af sig. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.
 
Kan blive en af landets store statsministre
Vi venter stadig på, at Mette Frederiksen for alvor træder i karakter. Med to tunge ministerposter i bagagen, med store forhandlingsevner og evner til at opbygge relationer partier og politikere imellem kan hun blive en af de helt store socialdemokratiske ledere gennem tiderne. Men ikke nok med det – hun har også evnerne til at blive en af landets store statsministre.
 
Hun har tidligere vist, at hun mestrer at sætte klare retninger og foretage politiske prioriteringer med en nyskabende tilgang til socialdemokratisme. Hendes talegaver og retoriske evner er bestemt ikke at kimse ad. Vi har blot ikke set meget af den Mette de første par måneder. Nu hvor hun endelig har fået posten, skal hun passe på, at det ikke ender som i MC Einars sang:
 
"Mette, hun var medium, sådan ligger landet
Hele hendes liv havde hun aldrig været andet".
 
MC Einars 'Mette, hun var medium'. Kilde: Youtube.
 
En partileder, som ikke skiller sig ud fra mængden, gør partiet overflødigt ved at forære politikudviklingen til Venstre og DF. Vi venter stadig på Markante Mette.
 
 

Relaterede artikler

Mor Helle skal nok redde jer fra de slemme muslimer - Det nye socialdemokratiske payoff, som Helle Thorning-Schmidt lancerede i nytårstalen – nemlig #detdanmarkdukender – beg...
Alt om politik og samfund - Du kender Lars og Helle ud og ind, men du kan også både navn og politisk ståsted på europæiske og amerikanske politikere...
Fordi jeg siger det - Siden 2005 er politiske kommentatorer blevet en stadig mere dominerende kilde i den politiske journalistik. I valgkampen...
Det kører for Løkke - Ridder Løkke har fået en forrygende start anden gang som landets politiske chef. Her følger seks k-punkter for, hvorfor ...
Den fedeste fest i dansk politik - Det er skønt at se, hvor gode fester de holder i Alternativet. De fedeste fester er en meget god strømpil på, hvor tinge...
Flere løftebrud = flere stemmer - Danskerne er dødtrætte af den politiske debat, og det er politikerne egentlig også selv. Tillid og troværdighed rasler n...
Dem, der sladrer, vinder - Når man baserer en hel bog om en regerings indre kampe udelukkende på anonyme kilder, så fordrer man, at læseren har eno...
Lykketoft er træt af pis - Mogens Lykketoft holdt en fødselsdagstale, sendte den til gæsterne, en af dem sendte den videre - og så rullede Mogens-g...
Stop den politiske propaganda-debat - Det er blevet populært at inddrage et real life-offer i den politiske debat, og indtil nu er det blevet gjort uden en kr...
Mette in Denmark - Du tænker måske, at højtaleren eller tørbatteriet er den største danske opfindelse? Eller måske insulinen, stomi-posen e...
Dobbeltmoral på venstrefløjen? - Der er forsvindende få ansatte med anden etnisk oprindelse end dansk hos venstrefløjens partier, viser ny undersøgelse.“...

Giv din stemme

10 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 10. december

Redaktør og teamleder

Frist: 6. december

Marketingstudent

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.