#MeToo læst med Žižek

#MeToo er (desværre) ved at udarte sig til en identitetspolitisk farce, som det kan være lidt svært at håndtere for progressive mennesker. Men så er det godt, at vi har den slovenske filosof Slavoj Žižek. Når tingene løber løbsk, kan han som regel sige noget meget indviklet, der får det hele ned på jorden igen.
Vi troede, vi i #MeToo var landet på et sted, hvor vi kunne blive enige om, at respekt er kodeordet. Men hele debatten om seksuelle interaktioner er mere kompliceret, fordi mennesker er komplicerede. Judy Hermansen læser #MeToo med hjælp fra filosoffen Žižek. Foto: Getty Images.
Vi troede, vi i #MeToo var landet på et sted, hvor vi kunne blive enige om, at respekt er kodeordet. Men hele debatten om seksuelle interaktioner er mere kompliceret, fordi mennesker er komplicerede. Judy Hermansen læser #MeToo med hjælp fra filosoffen Žižek. Foto: Getty Images.
af Judy Hermansen
Lad os allerførst være enige om, hvor ubetinget godt det er, at der er kommet opmærksomhed på nedværdigende, seksuel chikane og udnyttelse af kvinder.
 
Når det så er sagt, som man siger, er vi også nødt til at se i øjnene, at masser af mennesker kloden rundt flirter helt vildt, og nu og da forsøger de også at få sig et knald  uden at der er noget ondt i nogen af delene.
 
Og vi er da stolte over at tilhøre en kultur, hvor begge (eller alle) køn har lov til at deltage aktivt i gamet. Det er noget af det, vi kalder kvindefrigørelse – og det er kun fundamentalister (af forskellig religiøs observans) og mandschauvinister, der har det stramt med at anerkende kvinder den rettighed.
 
I dette frisindede k-forum, hvor vi vel hverken er fundamentalister eller chauvinister, kan man vel nogenlunde risikofrit lufte Slavoj Žižeks idé om, at hvis kvinder klæder sig på en måde, der udstiller deres kønsspecifikke attributter for at tiltrække mænds blikke, så er de ikke passive objekter, men selv aktører i deres egen ’objektivering’.
 
Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der har introduceret tanken om subjektets ubevidste magt. Foto: Fair use.
 
Dermed praktiserer de for fuldt drøn den reelle kvindelige seksuelle frihed, som ikke kun består i en puritansk modstand mod at blive ’objektificeret’, men netop også i retten til selv aktivt at lege med seksualiserede objektificeringsignaler  OG give sig selv lov til at trække sig ud af legen igen, præcis når det passer hende.
 
Vi må gå ud fra, at det også nogenlunde er tankegodset hos de Weinstein-ofre, der udstiller varerne på den røde løber ved Oscaruddelingerne. De kan ikke være uvidende om, hvilke signaler deres selviscenesættelser sender – og der kan være gode, karrierefremmende grunde til, at de gør det. Men det kan alligevel godt være, at de ikke vil knalde med dig. Det kan godt være, at det er en symbolsk leg, stupid!
 
Seks af de mange kvinder i filmbranchen, der er blevet forulempet af Weinstein. Med uret: Gwyneth Paltrow, Angelina Jolie, Cara Delevingne, Mira Sorvino, Rosanna Arquette og Léa Seydoux. Kilde: Getty Images.
 
Sex er beskidt
Den samtykkebaserede voldtægtslovgivning, som #MeToo-bevægelsen kræver, skal gøre det lettere for kvinderne at komme efter brunstige hanner, der ikke forstår sådanne kommunikative dobbeltheder. Men hvis der ikke fares med lempe her, risikerer aktivisternes ambitioner at ødelægge dette frigjorte ’legerum’ for kvinder og i stedet fremme den militante ’knytblus puritanisme’, som svenskerne i øjeblikket kolporterer i forbindelse med skandalerne i Akademiet.
 
Amnesty International arbejder også på en samtykkebaseret voldtægtslov, men har en mere lavmælt og mindre identitetspolitisk tilgang. I dag definerer den danske straffelov voldtægt som tvang til samleje ved ’vold eller trussel om vold’ eller ved ’anden ulovlig tvang’.
 
Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Helle Jacobsen fra Amnesty i Politiken: ’() hvis loven definerede voldtægt som sex uden samtykke, vil det ændre hele bevistemaet. I dag bliver der set på, om offeret gjorde nok for at sige fra, og om hun kunne have gjort mere. I stedet ville man spørge ind til, hvordan gerningsmanden havde sikret sig, at kvinden samtykkede, hvorfor han troede, at hun sagde ja. Der er ikke tale om, at man skal have skriftligt samtykke, men man kunne eksempelvis spørge, hvordan han troede, at hun var med på det.
 
Helle Jacobsen anerkender med andre ord tvetydighed og fortolkningsmuligheder som en implicit del af parringslegen.
Det seksuelle samvær udfolder sig typisk i et rum af antydninger og konnotationer – en meget entydig, denotativ kommunikation kan få det lystne til at slå over i forlegenhed. Og det kan være direkte ufølsomt og afstumpet at sige det, der ikke skal siges højt. ’Miranda Talks Dirty’ er en i øvrigt herlig episode fra serien Sex and the City, som på forbilledlig vis demonstrerer, hvordan denne manglende situationsfornemmelse og uvidenhed om genren næsten kan ødelægge et andet menneske.
 
 
 
Sex er komplekst
Som ’Miranda Talks Dirty’-episoden illustrerer, er seksuelt samvær fyldt med ret uskyldige, ’forbudte’ ønsker, som kræver en tavs forståelse og takt af partneren – så snart de expliciteres, er fortryllelsen brudt. Det er en hypersensitiv zone, hvor moderat vold kan være et kærtegn, og en velmenende eksplicit forespørgsel kan være et brutalt overgreb.
 
Her savner #MeToo-bevægelsen i den grad noget situationsfornemmelse, mener Žižek. Den har en lidt nypuritansk tendens til at fornægte kompleksiteten i seksuelle interaktioner – i stedet for at erkende, at sex ofte er en anelse beskidt, at det obskøne og en knivspids voldsomhed langt fra er fremmed for genren. Derfor kommer #MeToo-aktivisterne også let (og givetvis helt uforvarende) til at mudre den grænse, der er mellem overskridende handlinger, som er en del af den seksuelle leg, og overskridende handlinger, som er simpel vold.
 
God sex er gode manerer – i bredeste forstand
Kravet om samtykkebaseret voldtægtslovgivning er primært rettet mod de tilfældige one-night stands, hvor partnerne ikke kender hinanden. Men den mest udbredte form for seksuelle interaktioner er trods alt nok de knap så opsigtsvækkende, hverdagslige, langvarige forhold – og nogle af dem henslæbes under diskrete versioneringer af dominans, som slet ikke kan hamle op med den spektakulære Weinstein-stil, men som alligevel er former for vold.
 
Uanset i hvilke udgaver seksuel undertrykkelse folder sig ud, er den eneste medicin ifølge Žižek noget så gammeldags som ’gode manerer’. Nøjagtig som det iøvrigt er i alle mulige andre menneskelige relationer. Gode manerer er den ’thin red line’, der adskiller barbari fra civilisation – men heller ikke her er det let at sige, hvad de præcist består i.
 
Dannelse handler nemlig ikke bare om formaliteter som at adlyde loven eller at have en høj moral i konventionel forstand. Man bryder ikke nogen formel lov, hvis man ikke gør præcis sådan og sådan, men der er en række implicitte, uskrevne regler – et lag af forventninger, som er vævet ind i vores nedarvede skikke og spontane følsomhed. Det er formodentlig også noget i den retning, Helle Jacobsen fra Amnesty refererer til, når hun siger, at ’de fleste mennesker ved godt, hvornår man har sikret sig, at det [samlejet] er frivilligt’.
 
Men er det ikke ærgerligt, at vi ikke kan få nogle mere præcise og konkrete anvisninger? Nej!, siger Žižek, det er netop et (fælles)menneskeligt vilkår at skulle agere i universer af antydninger, tvetydigheder og fortolkninger. Og de forskellige udgaver af politisk korrekthed har altid haft en tendens til at ryge ind i blindgyder, fordi de vil eksplicitere – ofte endda lovgive om – det implicitte indhold i det, der er ganske almindelig ordentlighed.
 
Så slap af – og knäp upp knytblusan!
 
-
Artiklen er er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. Kforums redaktion.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job