|
Mediebashing i Danmark
Hvem render og hopper, Morten?

Morten Østergaard er ikke den eneste danske politiker, der har begået mediebashing. Kilde: Scanpix/Katrine Emilie Andersen.

Som en anden amerikansk præsident bad Morten Østergård BT om at rende og hoppe, da avisen rettede et kritisk blik mod den radikale københavnerpolitiker Anna Mee Allerslev. Det blev et gigantisk selvmål, men udstillede også tidens tendens i særlig politisk mediehåndtering, der handler om at undergrave tilliden og respekten for medierne. Det rammer ikke bare medierne, men i sidste ende også politikerne selv – og deres rådgivere.
Vi har alle rystet på hovedet af en amerikansk præsident Trump, der angriber og håner medierne, når kritikken bliver rettet mod præsidentens udsagn og handlinger. Nogle har nok også rystet på hovedet af de ”dumme” amerikanere, at de kunne falde for den slags angreb. At det lige skulle være den radikale leder, der går Trump i bedene med strategien, var der nok ikke så mange, der ventede. Men måske alligevel ikke så overraskende.
 
Trump har angrebet adskillige medier med anklager om "fake news". Kilde: Getty Images.
 
Som både tidligere B.T.-journalist (fra den gang der stadig var punktummer i logoet) og nuværende rådgiver og medietræner kender jeg holdningerne til de danske medier og ikke mindst den tabloide del ganske godt. Det behøver man ikke en troværdighedsmåling for at blive klar over. Jeg tror, de fleste journalister alt for godt kender til journalist-bashing fra tid til anden, når man skal forsvare sin stand. Journalister er notorisk onde og ikke mindst dem fra formiddagsaviserne.
 
Det var den holdning, der sad på rygraden af Morten Østergaard, da han skulle håndtere og kommentere sagen om Allerslev. Et kækt lille angreb på BT og så måtte folk forstå, at Allerslev havde styr på sine ting, mens BT naturligvis blot jagtede sensationen.
Bryllupssagen burde ikke kunne vælte en borgmester.
 
Men den arrogante og nølende håndtering bliver en del af historiens omfang i sig selv, fordi håndteringen fuldender historien om politikere, der ikke tager det alvorligt, når deres privilegier sættes til debat. ”Jeg synes, det er en useriøs historie,” skrev Allerslev i sit første håndteringsopslag på Facebook.
 
Anna Mee Allerslevs første Facebookopslag om Rådhussagen. 
 
Morten Østergaard bakkede straks op og skrev som kommentar: ”BT kan rende og hoppe”. Budskabet og det, der måske lignede en strategi, var: Tag ikke avisen og deres journalister alvorligt. Men med det siger Allerslev og Østergaard også, at alle, der nu undrer sig over historien, er useriøse. Ikke det bedste grundlag for at få forklaret sig og vinde troværdighed.
 
Det var en katastrofal dårlig krisehåndtering, hvilket jeg vender tilbage til. Men det er også udtryk for en holdning til medierne, som nogle man bare kan håne lidt, spille ud mod befolkningens mistillid og så håbe, at deres troværdighedskrise klarer skærene for én. Og selvom det sjældent er den bedste krisehåndtering, så har det en effekt. Nemlig, at medierne bliver undergravet stille og roligt af de konstante angreb, som de er ude for lige nu.
 
Morten Østergaards facebook-forsvar af Anna Mee Allerslev.
 
Angriber journalisternes troværdighed
At medierne og journalisterne har et troværdighedsproblem, anfægter jeg ikke. Det kan vel ingen. Heller ikke, at hovedansvaret er standens selv. Men jeg minder lige om, at politikerne ligger endnu lavere i den seneste måling fra Radius. Det er et demokratisk problem, at begge parter ligger nederst i troværdighedsmålingen. Men det skulle helst ikke afholde medier fra deres legitime ret til at stille sig kritisk over for magthaverne i deres journalistik.
 
I juni i år var det en ifølge Berlingske ”bekymret” Pia Kjærsgaard, der som Folketingets formand fik lov til at kompromittere Ekstra Bladets troværdighed ved at sige til avisen: ”Ekstra Bladet smadrer demokratiet med den måde, avisen har skrevet på i den her sag. Jeg forstår ikke, at man som journalist synes, det er et mål i sig selv at rent ud sagt smadre en politiker.” Dette var Kjærsgaards kommentar til den såkaldte Messerschmidt-sag, hvor Dansk Folkeparti ellers har indvilliget i at betale 2,6 millioner kroner tilbage, efter Europa-Parlamentets ledelse afgjorde, at EU-midler var brugt i strid med reglerne.
 
Hvis man kan bruge udtrykket ”smadre demokratiet”, så synes jeg, at Messerschmidt klarer det ret godt selv ved at misbruge vælgernes tillid og ikke have styr på, hvad der er demokratiets og partiets penge. Og medierne er så dem, der i demokratiets ånd blotlægger det for vælgerne. Journalisten bag artiklerne, Per Mathiessen, modtog Aktualitetsprisen for afsløringerne fra Foreningen for Undersøgende Journalistik, som i øvrigt blev uddelt hos Berlingske i Pilestræde.
 
Sidst var det Pia Kjærsgaards partifælle og næstformand i Dansk Folkeparti Søren Espersen, der mente, at DR bevidst fordrejer historiefortællingen i en venstresnoet retning i DR's serie Historien om Danmark. Et klart angreb på lødigheden i DR's programvirksomhed.
 
Flere har beskyldt DR for en ensidig udlægning af Danmarks besættelsestid og modstandskamp. Især Dansk Folkeparti har været heftigt ude med riven. Kilde. DR Arkiv.
 
Hvem smadrer hvad?
Pia Kjærsgaard gør sig til dommer og mener, at journalister har et mål i sig selv om at smadre en politiker, og Morten Østergaard sender med sin ”rend og hop” bemærkning Allerslevs sag ned i samme kategori. De fremstiller begge journalister og medier, som nogle der ikke er værd at lytte til. De taler jo direkte ind i fordommen om journalister som løgnagtige og sensationslystne, der kun går efter at sælge aviser.
 
Nu kender jeg ikke salgstallene for hverken Allerslev- eller Messerschmidt-afsløringerne, men det plejer – desværre vil jeg næsten sige – ikke at være den slags afslørende journalistik, der sælger ret mange aviser. Det er dyr journalistik i timer, der ikke sælger ret godt. Så hvorfor lave det? Fordi det netop er journalistik og en vigtig del af journalistikken. Medier er andet end click bait for dem, der rent faktisk bruger medierne og måske oven i købet betaler for dem.
 
Der er talrige eksempler på journalistiske historier, som har fået vidtrækkende betydning for samfundet og demokratiet. Foreningen for undersøgende journalistik har lige uddelt sine priser, der vidner om stor kvalitet i særligt dansk undersøgende journalistik.
 
Men lad os gå lidt tilbage i tid. Måske husker nogle endnu Tamilsagen, som vel er en af de mest betydningsfulde. Et dokumentarprogram af Cavlingvinderen Alex Frank Larsen fik for alvor sagen til at rulle i 1989, og den udsendelse blev også straks beskyldt for at være manipulerende. Udsendelsen blev senere frikendt i Radiorådet, og sagen førte som bekendt til, at Poul Schlüters regering måtte gå af, og sagens hovedperson den konservative Erik Ninn Hansen blev senere dømt ved en Rigsret. Man kan godt frygte, at med nutidens endnu hårdere kurs over for medierne, så havde den sag aldrig fået sine korrekte konsekvenser.
 
Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen på vej til afhøring i Rigsretten om hans gennemtvungne stop af familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget. Kilde: Polfoto/Ole Steen.
 
For det står jo enhver frit for at bede medierne om at rende og hoppe eller mene, at journalisterne smadrer demokratiet, hver gang kritikken går for nært. Men jo mere man planter historien om de ”useriøse” og hetzende medier i pressen, jo lettere bliver det at komme igennem med den for det herskende flertal. Dette rummer en stor fare for demokratiet – og også det politiske system selv.
 
Fældet af arrogancen
Men nu gik det så ikke for Østergaard og Allerslev. Og hvorfor gjorde det så ikke det? Begynder vi med Morten Østergaard, så står han noget ramponeret tilbage. Ikke fordi Allerslev måtte gå og på ingen måde på grund af selve substansen i sagen. Men alene på grund af hans håndtering – eller forsøg på, skulle man måske bemærke.
 
BT udkommer med historien på forsiden den 12. september, og Anne Mee Allerslev vælger aftenen inden at gå ud på Facebook med et indlæg som damage control. Det er det klassiske forsøg på lige at tage luften ud af historien og mobilisere netværket, inden det brager løs. For så vidt ok. Men hvorfor den radikale formand skal kommentere indlægget kl. 21.08 samme aften kan undre.
 
Hvorfor gør den øverste radikale høvding sig til en del af en lokal sag, som han endnu ikke kender den fulde substans i og ikke kan vurdere rækkevidden af? Kunne man forestille sig, at en CEO for en stor virksomhed går ud og kommentere en kritisk historie på Facebook? Nej, ham eller hende ville man holde ude, indtil det var nødvendigt og gav mening at kommentere. I stedet får vi sådan en spontan kommentar i ”Trumpsk” sprogbrug. Fra kl. 21 aftenen inden afsløringen har Morten Østergaard mistet kontrollen med sagen.
 
For ikke bare var det et signal til omverdenen om, at dette her skal man ikke tage seriøst. Det samme var det til Allerslev. Det fungerede naturligvis som en opbakning til hende om, at hendes vurdering i sagen var rigtig. Og så er det naturligvis – eller bliver i hvert fald tolket sådan – et signal til baglandet om holdningen i den radikale top. Hvordan skal den radikale ledelse i København nu agere i forhold til sagen?
 
Morten Østergaard skulle selvfølgelig vente, til han ser BT's forside dagen efter og enten selv sætte sig sammen med eller måske bedre sætte sine kommunikationsfolk sammen med den radikale ledelse i København og Allerslev. De ville uden tvivl have rådet hende til at lægge alt frem og få lukket sagen ved at tage historien seriøst.
 
Men det sker ikke. Allerslev fortsætter derfor sin linje i forhold til BT's ”useriøse” historie. Hun begår den for sagen helt afgørende fejl ved ikke at skabe sig fuldt overblik over sagen og lægge alt frem. I stedet bliver det til en sag, hvor BT ryger hende ud med mindre afsløringer, der isoleret ikke er de store historier, men som belaster i det samlede billede. Det bliver stille og roligt til en møgsag.
 
Hvad er fejlen?
Den manglede styring af sagen får selvfølgelig de lokale folk til at røre på sig. Først er det den ellers ukendte radikale kandidat i København Randi Hjortholm, der den 20. oktober på Facebook trækker støtten til Allerslev  og senere uddyber i flere medier. Fire dage efter trækker formanden for De Radikale i Hovedstaden Bo Nissen Knudsen sig som formand. Vel at mærke ikke på grund af sagen, men på grund af Allerslevs håndtering af den.
 
Randi Hjortholms Facebookopslag.
 
Samme dag går Morten Østergaard så endelig ud og kommenterer igen. Nu mener han, at bemærkningen om at ”rende og hoppe” var for kæk, og Allerslev skulle have handlet anderledes. Hvordan hun skulle have handlet anderledes, kan han ikke konkretisere. ”Det er menneskeligt at fejle”, citerer avisen ham for at sige.
 
Ja, det er det er menneskeligt at fejle. Og det tilgiver vælgerne som regel. Problemet er bare, at det ikke er en fejl, der fører til, at sagen eskalerer. Det er en holdning. Hverken Allerslev eller Østergaard mente jo, at det var legitimt, at BT kørte historien. Hvis forsøget på kapitulation fra både Allerslev og Østergaard skulle virke, ville de være tvunget til at forholde sig til det.
 
Østergaard skal være præcis og skarp som en syl, når han kommenterer sagen, der på dette tidspunkt er tæt på at køre helt af sporet. I stedet er han uklar og viser intet lederskab. Læren er: Erkender du en fejl, så skal fejlen være formuleret af dig selv, og du skal mene det.
 
Journalistik er substans – ikke hetz
Hvad fik så både Allerslev og Østergaard på afveje fra start? De glemte - eller er ikke klar over, at der ligger langt mere substans bag en journalistisk historie end en hetz. Også på BT. Ville Østergaard have sagt ”Politiken kan rende og hoppe”? Næppe. Dertil er troværdigheden i hans vælgerkorps for stor.
 
Bag en hver god håndtering af betændte mediesager ligger nemlig evnen til at afkode motiver og substans i sagen og historien. For det er det, der giver næring til sagen. Tror Østergaard (og andre), at nu sidder BT og siger, ”Allerslev, hende graver vi lige efter noget snavs på – hun skal ned med nakken.” Til det kan jeg afsløre, at det sjældent er sådan en undersøgende personhistorie begynder. Den begynder med et læk. Og det er denne sag ganske givet også gjort. Der har været nogle, der er begyndt at snakke, og det har en journalist set som en god historie. Ergo er der angiveligt nogle fra Allerslevs eget system, der givetvis har været forarget over historien og har givet den videre.
 
Når en kritisk historie er under opsejling, så stil dig selv spørgsmålene: Hvor kommer dette fra? Og kan der komme mere herfra? Hvad har drevet journalisten ud i denne historie? Hvad er historiens præmis? For det er din eneste måde at forstå, hvilke budskaber, der skal dæmme op for historien og genskabe eller fastholde din troværdighed. Ser man på elementerne i Allerslev-sagen, så er der jo ikke en virkelig rygende pistol.
 
Gå ind i substansen                                                                                                            
Jeg er ikke fortaler for at lægge sig fladt ned og sige undskyld, men for noget så gammeldags som at forklare holdninger og motiver og så indrømme de fejl, man nu engang begår. Flere politikere har jo lånt salen på trods af, at det var i mod reglerne.
 
Allerslev og Østergaard sad ikke med en sag, de var dømt til at tabe. De glemte blot at tage journalisterne alvorligt og opdagede for sent, at de bedrev journalistik og ikke hetz. Havde Allerslev fra start set, at det både er seriøst og legitimt at rejse spørgsmålet om rimeligheden i privilegiet, så havde hun formentlig siddet som borgmester den dag i dag.
 
Læren er igen klar: Tro aldrig, at du, din organisation eller virksomhed er så interessant, så journalister bedriver hetz mod dig. Gå ind i substansen. Anerkend retten til at skrive og spørge kritisk og spørg selv kritisk til researchen. Her det rådgiverens vigtigste opgave at holde hovedet koldt i situationen og ikke køre med på ”ofrets” klynk om uretfærdighed, manglende seriøsitet og sensationshungrende journalister.
 
Det er din opgave at finde de pointer, som har bragt historien fra kilden til journalisten, videre til redaktøren og hele vejen til forsiden. Ellers mister du kontrollen og rådgiver i blinde. Du kommer til at hoppe og rende.
 

Relaterede artikler

Esben Lunde: Jeg afskyr hvis man ikke kan sige undskyld - Esben Lunde Larsen (V) er stor fan af Margaret Thatcher og Lisbeth Salander. Og så kan han godt lide, hvis man er i stan...
Hvorfor stiller journalister de forkerte spørgsmål? - P1-radiodokumentaren ”Man stoler vel på præsten” forsøger over tre afsnit at afdække, hvad der er sket i Tømmerup, hvor ...
Spiser journalister forskere til morgenmad? - Forskere har et anstrengt forhold til journalister. Det kan derfor være en svær opgave for formidlere på universiteter o...
Er der en spindoktor til stede? - En toppolitiker står jævnligt midt i det, der kan betegnes som en definerende situation. Det er situationer, der har sto...
Er journalister problemknusere? - Findes der mon steder, hvor togene kører til tiden? Findes der mon en virksomhed, der problemfrit har fået installeret n...
Velkommen til fake news i Danmark - Eksplosioner af voldtægter begået af flygtninge og antisemitiske angreb er nogle af de alternative fakta, som det nye 24...
”Fake news” i Danmark – kampen om sandheden - Fake news-begrebet er efterhånden så udvandet, at det bør lægges i graven. I en tid, hvor nye, skarpvinklende medier udf...
Lunde fisker efter troværdighed - Esben Lunde Larsen og hans ministerium har brug for ny troværdighed. Hans departementschef Henrik Studsgaard, der hele t...
Har alle ret til kærlighed? - “Hærværket vidner om social kontrol,” siger folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen, efter at kommunale kysseplakater m...
Kan erhvervsjournalister lide macarons? - Ja, erhvervsjournalister kan sikkert godt lide macarons. Men de vil meget hellere have serveret tal. Partner og kommunik...
Anna Mee er sin egen største 'annamee' - Den radikale borgmester Anna Mee Allerslev er ude i sit livs største politiske stormvejr. På baggrund af et overdimensio...
Make journalism great again - Tilliden til medierne har nået et historisk nulpunkt, og en af forklaringerne er, at medierne konsekvent er ensidigt neg...
Tavshed som forudsætning for demokrati - Den 21. november afholder vi valg til kommunalbestyrelser og regionsråd i Danmark. I sin grundessens handler et sådant d...

Giv din stemme

8 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Content marketing bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: 26. november

Kommunikationsstudent

Frist: 26. november

Praktikant

Frist: 10. december
Se alle job Indryk job

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.