Her er 10 facts om Reddit, du bør kende

Reddit kalder sig ”forsiden af internettet”, og det kan de gøre med god grund. Men ved første øjekast er Reddit uoverskueligt og ligner mest af alt et oldtidslevn, hvilket kan være årsagen til, at nye besøgende har svært ved at tilslutte sig platformen. Falder du først i Reddit-gryden, bliver det svært at komme op igen.
Alexis Ohanian stiftede Reddit i 2005 sammen med sin ven og daværende roommate Steve Huffmann med målet om at bruge ”wisdom of the crowd” til at danne ”en forside af internettet”. Reddit var en af de første start-ups, der blev lanceret gennem det nu anerkendte Y Combinator-iværksætterprogram. Kilde: Getty Images - Jerod Harris/Stringer
Alexis Ohanian stiftede Reddit i 2005 sammen med sin ven og daværende roommate Steve Huffmann med målet om at bruge ”wisdom of the crowd” til at danne ”en forside af internettet”. Reddit var en af de første start-ups, der blev lanceret gennem det nu anerkendte Y Combinator-iværksætterprogram. Kilde: Getty Images - Jerod Harris/Stringer
Reddit er en form for brugergeneret avis og magasin, som viser alt, hvad der er aktuelt i verden, hvad end det er nyheder, underholdning eller rygter. Samtidigt samler og viser Reddit det indhold, der matcher dine præferencer og interesser.
I fagtermer betegnes Reddit som et social news aggregation website, da platformen viser indhold fra andre sociale medier og websites.
 
Reddit viser på demokratisk vis det bedste indhold på internettet, da alle kan indsende indhold i form af tekst eller links til videoer, billeder eller artikler og stemme det op eller ned (upvote eller downvote).
 
Reddit er så stort, og så mange unge befinder sig på platformen globalt, at kommunikations- og marketingsafdelingen bør begynde at læse med:
 
10 ting, du skal vide om Reddit
 
1. Det 4. mest populære website i USA
Reddit er det 8. mest populære website i verden, og 1 ud af 3 amerikanere besøger siden månedligt, hvilket gør Reddit til det 4. mest populære website i USA kun overgået af giganterne Google, Facebook og YouTube.
 
Ifølge Amazons analysevirksomhed Alexa.com er Reddit et af de mest populære websteder på internettet og er siden januar gået fra at være det 20. mest populære website til det 8. mest populære. Kilde: Screendump fra Alexa.com
 
2. Her er indhold i alle afskygninger
Indholdet på Reddit er alt fra informativt til sjovt, inspirerende og nyttigt.
 
GE nåede forsiden med historien om deres 150-punds dampturbine, som kan forsyne en hel by med strøm, og derfra blev historien samlet op af medier verden over. GE oplever, at journalisterne er blevet overfølsomme over for pressemeddelelser, og derfor har de valgt at sende pressemeddelerne på pension og i stedet fokusere på at nå deres publikum og journalisterne gennem Reddit. De ved, at mange nyhedsredaktioner starter dagen på Reddit for at finde historier. Kilde: Contently.com
 
3. De virale historier fødes her
Reddit skaber virale historier hver dag. Her finder du historier, som dagen efter bliver udgivet i pressen, på Facebook og andre sociale medier.
 
Selvforståelsen af at være trendsætter på internettet hos Reddits brugere er stor, grundet at meget indhold, som spredes på de sociale medier, stammer fra Reddit, og mange journalister bruger historierne herfra. Men sandheden er også, at størstedelen af indholdet er såkaldte ”reposts”, som enten er blevet indsendt på Reddit før eller stammer fra andre sociale medier eller den etablerede presse. Kilde: Reddit.com/r/funny
 
4. Du finder influencers i øjenhøjde
Reddit tiltrækker kendte, som bruger platformen til at øge opmærksomheden om dem selv, til at få budskaber ud om en sag eller til at gå i dialog med deres fans.
 
 
AMA (Ask Me Anything) subreddit er for kendisser eller personer, der har en unik sag på hjertet, hvor brugerne kan spørge dem om alt. Det er et format, som har tiltrukket mange kendisser, politikere og virksomheder. Her ses Robert Downey Jr. Twitter-verificering af hans AMA-tråd, hvor han promoverede filmen The Judge.
 
5. Reddit er et talerør for den lille mand og den gode sag
Reddit er kendt for at sortere det dårlige indhold ud for i stedet at give de gode sager opmærksomhed.
 
Både Reddits administratorer og deres brugere er optagede af at bevare det frie internet, hvilket har afholdt både amerikanske og europæiske politikere fra at give internetudbyderne lov til at opkræve ekstra gebyrer for at besøge bestemte hjemmesider. Kilde: link fra redditblog.com.
 
6. Stærke communities sætter dagsordenen
Reddit var en afgørende faktor i det amerikanske valg. Reddit blev flittigt brugt af både Sanders- og Trump-tilhængere, hvorfra de har organiseret deres bevægelser og samtidigt spredt deres budskaber ud til flere millioner brugere. Bernie Sanders’ popularitet og momentum kan i høj grad tilskrives Reddit.
 
Da Barack Obama afholdt en AMA (Ask Me Anything) på Reddit tilbage i 2012, tiltrak det sig enorm opmærksomhed, og Reddits servers gik ned pga. de mange besøgende. Obama fik dog svaret personligt på en masse spørgsmål og viste dermed andre politikere, at platformen kan bruges som et digitalt vælgermøde. Kilde: Twitter.com
 
7. Et samlingssted for alle nicher
Reddit er det mest mangfoldige sted på internettet, da de mange subreddits (fora) dækker enhver niche og interesse. Det er let at finde netop de subreddits, hvor din målgruppe befinder sig.
 
Der findes et subreddit for stort set alt, du kan komme i tanke om. Der findes fx fora for de største amerikanske sportsgrene såsom  r/NBA, r/NFL, r/Soccer, r/Hockey og r/Baseball. Videnskabsnørderne samler sig i r/Science, og r/TwoXChromosomes er det største forum for kvinder på internettet. Og så er der selvfølgelig en masse underholdende subreddits, fx r/BirdsWithArms, som kun er billeder af fugle med photoshoppede arme. Kilde: reddit.com/r/birdswitharms
 
8. Giver inspiration til indhold
Da du kan se, hvilket indhold din målgruppe elsker, kan du nemt bruge det som inspiration, når du producerer indhold. Du kan også viderebringe indholdet til dine egne platforme.
 
Nyhedsredaktioner over hele verden bruger flittigt Reddit til at finde gode historier. Det gælder også de danske medier. Især er Metroxpress kendt for at viderebringe indhold fra Reddit til deres online-kanaler såvel som avisen. Kilde: Reddit.com/r/Denmark.
 
9. Det største danske forum på internettet bor hér
Reddit er hjemsted for et af de største danske fora på internettet uden for Facebook. Reddits annonceringsværktøj viser, at der findes ca. 165-200.000 daglige danske brugere.
 
I 2015 gjorde r/Denmark grin med, at Metroxpress ’stjal’ deres indhold fra Reddit ved at ændre logoet til Metroexpress-logoet, kaldte alle brugerne for ”Metroexpress-journalister” samt ændrede upvote-pilen til MX-logoet og downvote-pilen til Ekstra Bladets logo. Billede: reddit.com/r/Denmark. Klik for større billede.
 
10. Stedet, hvor folk bliver længe
Reddits publikum er mindre flygtige. Ifølge Alexa Internet har Reddit en gennemsnitlig brugertid på 15:51 minutter, hvilket er en af de højeste i verden. Til sammenligning har Facebook en gennemsnitlig brugertid på 9:54 min.
 
Redditors bruger lang tid på platformen, og det er måske også derfor, at den er kendt for indsigtsfulde debatter og gode kommentarspor. Her ses det danske firma SteelSeries bidrage med en kommentar, som både skaber værdi og markedsfører SteelSeries. Klik for større billede.
 

Træd varsomt med din markedsføring
På grund af Reddits store indflydelse spekulerer mange i, hvordan de kan manipulere med upvotes til deres egen fordel. Mange falske konti og falske upvotes har gjort redditors mere skeptiske overfor brands, hvilket fx kan ses i r/HailCorporate, som er et subreddit dedikeret til at jagte brands, som bruger Reddit som markedsføring.

Reddit-brugernes skepsis skyldes hovedsageligt, når virksomheder kopierer deres kampagner direkte over uden at tage hensyn til platformen eller kulturen på de forskellige subreddits. De fleste virksomheder har derfor svært ved at knække koden til, hvordan de skal bruge Reddit.
 
Vil du lære mere?
Læs også min artikel Reddit markedsføring: Dette bør du vide før du går i gang, hvor jeg går i dybden med Reddit, brugeradfærden og best-practices.
 
Mine bedste råd om Reddit kan dog samles op i en enkelt sætning: Vær ikke en markedsfører, men en Redditor, som skaber værdi for brugerne og følger reglerne og normerne.

 

Skal du bruge Reddit i din markedsføring?
Hvis din virksomhed opererer internationalt, og især i USA, så er det oplagt at bruge Reddit. Ifølge Alexa internet er Reddit det 4. mest populære website i USA, og i øvrigt  har founderne af Reddit udtalt til Bloomberg, at hver 3. amerikaner bruger websitet.

 

Det er en ideel platform til at nå din målgruppe, journalister, få trafik, finde inspiration og deltage i diskussioner, som omhandler dit brand. Du bør være opmærksom på følgende:

1. Du har ikke dit heppekor af loyale følgere og fans til at levere likes og delinger som på andre sociale medier. Derfor er Reddit den ultimative test for dit indhold.

2. Redditors er kritiske af natur og stiller ofte svære eller tekniske spørgsmål. Derfor skal du gerne have nogle gode svar forberedt.  

3. De mest populære kommentarer er som regel jokes eller meta-referencer. Spil gerne med på dem, hvis du kan.
 
I Danmark er Reddit endnu ikke slået helt igennem, og medmindre din målgruppe er danske mænd mellem 16–33 år, så vil jeg ikke anbefale dig at bruge det til andet end inspiration for nu. Den kan du til gengæld finde masser af i de brancherelaterede fora, som har interesse for det, du laver.
 
Reddit har for nyligt meldt ud, at de lancerer nyt design og satser mere på native mobile, webmobile og en bedre user experience for førstegangsbrugere. Du skal derfor være opmærksom på Reddit i fremtiden. Et kig ind i spåkuglen peger i retningen af, at Reddit bliver langt større i fremtiden - også herhjemme i Danmark.
 
Det nuværende design er den største stopklods fra at få nye brugere med på vognen. Det er simpelthen for uoverskueligt og gammeldags. Tip: Lige nu bruges Reddit bedst, hvis man har et plugin installeret til sin browser: Reddit enhancement suite. Når det er installeret, så tryk på ”show images” og scroll ned. Billedekilde: Screenshot af reddit.com (07/10/2017). Klik for større billede.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job