Dit begreb om identitet giver mig åndenød

Marianne Stidsens doktorafhandling (bind 1), som har vakt røre i det litterære miljø og ført til, at debatbogen"'Jeg' er fandme til" efterfølgende er blevet udgivet.

Den intense diskussion af Den nye Mimesis har ført til, at forlaget U Press for nylig udgav en debatbog – "’Jeg’ er fandme til" – der beskæftiger sig med afhandlingen. Et af de nyskrevne bidrag stod digteren og forfatteren Niels Frank for. Han gik især i kritisk clinch med Marianne Stidsens forsøg på at fremlæse identiteten som en ”stabil” størrelse i litteraturen.

Sidder vi i hver sin jordhule?

Niels Frank (NF): Din afhandling kredser om ændringer i efterkrigstidens menneskebilleder. I centrum står jegidentiteten, noget, der er dybere end kultur, nation og køn, påstår du. Jegidentiteten ligger altså før ydre omstændigheder som krig, kulturelle skift og moder samt sociale bevægelser, også mere grundlæggende såsom social mobilitet. Men den er selvfølgelig ikke upåvirket af disse ting.

Alle de indtryk og billeder, som de ydre omstændigheder vælter ud over os, er præcis dét, der bliver behandlet i litteraturen. Siger du altså. Litteraturen ”erkendelsesbearbejder” omstændighederne. Med et citat, som også bruges af kritikeren Lars Bukdahl i debatbogen: Jeget er ”andet og mere end en ren funktion af forskellige møder og relationer og omverdensinput.”

Det ejer også en ”introspektiv refleksion”, som kan binde de løsrevne punkter sammen i ”en betydningsfuld livshistorie”. Disse indtryk kan ikke restløst reduceres til dem; der findes noget, som ”går ud over summen af relationer”.

Men hvordan skal menneskene så tale sammen, hvis vi sidder i hver sin jordhule med vores ”introspektive refleksion”? Det skal vi gennem litteraturen. Det er derfor, vi har den, mener du. Litteraturen kan nemlig etablere et fælles ”rum”, hvori vi kan fortælle hinanden, hvordan der ser ud indeni, i refleksionsrummet. Litteraturen er på én gang ”selvsamtale” og fællesskab.

På bogmessen i Bella Centret i november, hvor debatbogen blev præsenteret, gav det anledning til en ordveksling om litteratur og identitet mellem Marianne Stidsen og Niels Frank.

Litteraturen skal, for nu igen at citere dig, skabe et fælles rum; den skal skabe kontakt, udvise og advokere for tolerance. Den skal give os alment genkendelige identitetsbilleder. Den skal få os til at forstå hinanden som mennesker og se hinanden dybt i øjnene.

Mit eget kritiske bidrag til debatbogen hedder ”Alt det, du kalder sundt og modent”. Det gør det, fordi jeg ikke kan lade være med at undre mig over det ”stabile jeg”, som for mig at se er en temmelig sær konstruktion, noget af et illusionsnummer, og som altid indgår i lidt for hårde modsætninger. Din tænkemåde bygger i det hele taget på modsætninger, for eksempel ydre omstændigheder versus introspektiv refleksion.

I forbindelse med det ”stabile jeg” er modsætningen ”rodløshed og spleen” – et modernistisk ord for livslede – på den eksistentielle side, og på den politisk-sociale side er modsætningen den kapitalistiske robot, der ikke kan finde ud af andet end at forbruge. Og som elsker USA.

Noget af det, der gav mig åndenød i din disputats, er, at du sætter etiketter på det ”stabile jeg” for at vise, hvor dyrebart det er. Den stabile individualisme betegnes nemlig som ”sund, moden, naturlig”, hvad der alt sammen lyder fint, indtil man vender det om og tænker: Hvad er så det usunde, umodne og unaturlige? Og har vi ikke hørt et par af de begreber nævnt i betænkelige politiske sammenhænge, som vi helst ikke vil indgå i eller tilbage til? Hvorfor nu al denne moraliseren, kære Marianne?

Marianne Stidsen (MS): Noget af det vigtigste for mig i afhandlingen – og det synes jeg også fremgår meget klart af din indledende præsentation – er, at vi får skelnet mellem det, man kan kalde det psykologiske og det sociale jeg. Vi lever jo i en kultur, som er helt ekstremt udvendiggjort og relationelt betonet – noget, de sociale medier kun har været med til at forstærke.

Det afspejler sig også i måden, vi opfatter jeget og mennesket på. Vi skal hele tiden bekræftes udefra. Og jeg mener virkelig: hele tiden. Det er ligesom det, der er fokus på i enhver sammenhæng i dag. Ikke? Er du fagligt dygtig? Det er ligegyldigt. Kan du finde ud af at mingle og drikke portvin med dine kolleger i tide og utide? Dét er vigtigt.

Min pointe er, at der herved er en side af mennesket, nemlig den indre – eller det, jeg kalder ”jegidentiteten” – som ikke får plads, som ikke kommer til udtryk, som bliver mørklagt, som får lov at henfalde i ubemærkethed. Slet og ret. Det betyder imidlertid ikke, at den ikke er der. Og det viser fremfor alt litteraturen.

Hele min afhandling kan derfor ses som en slags arkæologisk gravearbejde, hvor jeg forsøger at finde spor efter det mørklagte ”indre jeg” eller ”private jeg” i de litterære tekster. Og dem finder jeg – synes jeg – rigtig mange af. Bl.a. finder jeg dem også i flere af dine egne tekster; selv dem, der vender sig programmatisk ud mod det sociale.

For eksempel skriver jeg i slutningen af kapitlet om dig i afhandlingens bind II under rubrikoverskriften ”Et jeg, trods alt”, at det er karakteristisk for dine – også senere – litterære tekster, at førstepersonsperspektivet aldrig udviskes.

”Koordinaterne for jegets ekspansion udad tegnes hos Frank lige præcis”, skriver jeg, ”af hjemmet med dets velkendthed og dets lange historie bagud – længere bagud end jegets egen. Stuen med reolerne, mærket på gulvet, udsigten til Marselisborg og Strandborg samt altanen og køkkenet er sådanne faste holdepunkter eller udgangspunkter i flere af de senere værker. Det er herfra hans verden går.”

Dertil vil jeg gerne føje, at når det private indre jeg ikke markeres direkte i teksterne, ja, så viser der sig ofte et stort savn efter det. Sådan som det for eksempel ses i Kirsten Hammanns "Fra smørhullet". For nu bare at tage ét eksempel ud af de mange, jeg analyserer i afhandlingen.

Et andet nyere eksempel kunne være Bjørn Rasmussens "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet", hvor man jo skal være temmelig bidt af en gal poststrukturalistisk teorihund og blottet for menneskelig indlevelsesevne for at kunne tolke jegets selvskadende cutting som et oprør mod ”det faste jeg”.

Snarere er det, at hovedpersonen skærer i sig selv, netop udtryk for, at han har pokkers svært ved at mærke, hvem han selv er, hvad hans behov er, og hvor grænsen er mellem ham selv og verden. Men man kunne også nævne en lidt ældre roman som Hans-Jørgen Nielsens "Fodboldenglen" fra 1979. Her er det noget af det samme, der er på færde, vil jeg mene. Altså smerte over jegtabet. Om end omstændighederne er nogle andre.

Karl Ove Knausgård som hovedvidne

NF: Karl Ove Knausgård er på mange måder et hovedvidne i din afhandling. Han har nemlig et ”stabilt jeg”, der går op mod massesamfundet, medierne, reklamerne, alt det ydre vrøvl, for i stedet at forankre sig i egen skæbne. Knausgård er sjæledigter.

Og så er han ”moden”, for han ved, at mennesket kun findes ”ett og ett”, som du citerer ham for i afhandlingen. Og så tilføjer du: ”… han besinder sig på det naturgroede menneskelige behov for forankring i nogle større, tillidsgivende rammer (her konkretiseret i familien) …”

Karl Ove Knausgård, som (gen)startede debatten om det autofiktive værk med "Min kamp". Polfoto/Astrid Dalum.

Hvis man nu oversatte det til en større, ”tillidsgivende” ramme, for eksempel nationen, så ville man straks kunne høre, hvor slemt det lyder, ikke? Fordi det glemmer, hvad det udelukker: nemlig alle dem, der ikke besinder sig på det naturgroede behov og ikke ønsker at forankre sig i tillidsgivende rammer – hvad enten det så er familien eller nationen – der muligvis kun er tillidsgivende for dem, som allerede befinder sig i dem. Er du opmærksom på den udelukkelsespolitik, du driver her?

MS: Det med jegidentiteten – og behovet for den – er faktisk noget, jeg vil insistere på at fastholde. Og jeg vil også insistere på at fastholde, at der hos os mennesker er en naturgroet længsel efter, at dette jeg kan udvikle sig – blive menneske, som netop Knausgård kalder det i sit essay om litteraturens berettigelse. Også selvom dette jeg aldrig nogensinde når helt frem til målet – det er jo netop Knausgårds pointe, at det gør det aldrig. Om vi så skal kalde det ”modenhed” eller noget andet, er måske ikke så altafgørende.

Jeg vil også fastholde, at vi alle har brug for en eller anden form for tillidsgivende vækstsammenhæng for at kunne danne dette jeg. Det er såmænd bare ren og simpel psykologi. Til gengæld – og det er helt afgørende at holde fast i – er den moderne litteratur unik, ved at den betoner, at den større vækstsammenhæng godt kan være forskellig fra individ til individ.

Hos nogle er den kosmisk. Det er den for eksempel hos digteren Thorkild Bjørnvig. Hos andre er den mytisk-religiøs. Det er den for eksempel hos Ole Sarvig. Og hos atter andre er den helt igennem verdslig. Det er den for eksempel hos Karen Blixen og Villy Sørensen. Litteraturen kan derfor også lære os at være tolerante over for hinandens individuelle vækstsammenhænge.

Med andre ord: Knausgårds vækstsammenhæng behøver ikke at være den samme som din. Men det ændrer ikke ved, at det nu engang er hans, og at både du og han – tilsyneladende i hvert fald, sådan som jeg læser dine bøger – har brug for en sådan i en eller anden form.

Jeg tager overhovedet ikke parti, lad mig understrege det, for nogen af dem. Din stue og dit køkken og din altan på Strandboulevarden er akkurat lige så forankringsgivende ståsteder for mig som Knausgårds måske mere traditionalistiske kernefamilie-vækstsammenhæng. Min egen vækstsammenhæng vil jeg end ikke begynde at tale om, så aparte er den. Det håber jeg da også, andre vil respektere. For den fungerer. For mig.

Ordet ”sundt”, altså som refererende til det at have et udviklet jeg, er jo også noget, du griber fat i i dit indlæg i debatbogen. Og det kan jeg til gengæld godt forstå, du gør. Som du beskriver det, er jeg da fuldkommen enig med dig i, at det næsten er et usmageligt ord – som lugter alt for meget af ”diagnosekultur” og hvad ved jeg.

Når jeg bruger det, er det fordi de teoretikere, jeg samtaler med i min afhandling og bringer ind i mine læsninger – third force-psykologerne kaldes de bredt – i sin tid brugte det på en helt anden måde, end vi typisk gør i dag. Lige efter 2. Verdenskrig og frem til 60’erne var der stadig en underforstået konsensus om, at vi lever i en humanistisk kultur, og at det er godt.

Det indebærer, at ”sundt” hos disse teoretikere – Erik Erikson for eksempel – ikke henviser til det at være tilpasset en bestemt samfundsnorm for god og ordentlig adfærd, sådan som ordet typisk ville gøre i dag. ”Sund” betyder tværtimod at kunne udfolde sig selv på en vital og proaktiv måde på sine egne præmisser. Der oven i købet sagtens kan støde imod samfundsnormerne. Og dog stadig være ”sunde”. Men eftersom ordet ”sund” har fået en anden klang i dag i diagnosekulturen, hvor det snarere handler om, at vi skal ”rettes til” efter en bestemt samfundsnorm, kan jeg sørme da godt forstå, at du er kommet til at stejle over det. Fy for den!

Faktisk har jeg selv lige skrevet en kronik til Information sammen med politologen Tobias Gemmerli, tidligere radikaliseringsforsker ved DIIS. Her laver vi et lille eksperiment, hvor vi prøver at sende den russiske 1800-talsforfatter Fjodor Dostojevskijs berømte romanfigur kældermennesket igennem regeringens nye meget, meget snerpede og meget, meget spidsborgerligt anlagte radikaliseringstest for at se, hvordan kældermanden egentlig ville klare sig.

Dostojevskijs "Kældermennesket": pessimistiske betragtninger, fremsat af en jeg-person, som føler det oprørende at være underkastet "visse almægtige, evige og døde naturlove" og derfor i protest melder sig ud af normaliteten. Maleri af Ilya Glazynov. Foto: RIA Novosti / Scanpix.

Og ved du hvad, han klarer sig sgu ikke særlig godt. Til gengæld er han da i hvert fald på vej til at finde ud af, hvem han selv er – på godt og ondt. Altså på vej til at finde sin egen jegidentitet, kunne vi også sige. Og det er godt, set ud fra et andet, mere humanistisk eller eksistentialistisk, om du vil, perspektiv. Vældig godt endda.

Det horisontale helvede

NF: Nu til noget mere specifikt om, hvilken rolle ”jegidentiteten” spiller for litteraturen. Mange af bidragyderne til den nye bog glæder sig over, at der endelig kommer en litteraturkritiker og insisterer på, at litteraturen ”fandme” – jeg citerer F.P. Jac – betyder noget. Og gerne vil ”genindsætte litteraturen som det altafgørende dannelsesinstrument”, som Henk van der Liet, opponent ved forsvaret, skriver. Det glæder landets gymnasielærere, kan man forstå på flere bidrag til bogen, og det glæder landets litteraturredaktører.

I Politiken gentager Jes Stein Pedersen i en begejstret omtale af afhandlingen nogle af dine egne modsætningspar – du slipper ikke for dem! – på en pænt polemisk måde. Han glæder sig over, at du ”i stedet for at bygge sandslotte i den akademiske sandkasse” har lavet en disputats, der er ”meget mere end en snæver afhandling om litteraturen for litteraturens skyld”.

Du, fortsætter han, ”sejler op mod de litterater, der er døve og blinde over for det erkendelsesmæssige … potentiale” i litteraturen. I stedet taler du for, stadig ifølge JSP, ”fællesskabet som et reservoir … for en fælles samtale i form af identitetsbilleder og … modsprog.” Altså på den ene side: snævre afhandlinger, litteraturen for litteraturens skyld, døve og blinde litterater. Og på den anden: litteraturens erkendelsesmæssige potentiale, litteraturen som en fælles samtale, litteraturen som modsprog. Er du enig med ham?

I et andet bidrag læser Søren Schou videre på din læsning af H.C. Branners "Legetøj" og nævner i farten, at det nok var romanens ”anskuelighed”, der var årsag til, at den blev ”et hit” i undervisningen i så mange år. Hvis man nu tog det begreb, ”anskuelighed”, og holdt det sammen med Jes Steins opdeling, så ville vi have litteratur for litteraturens skyld over for den anskuelige litteratur. Og så begynder vi at ane problemer, ikke? Det uanskuelige lukkes ude.

MS: Jeg er glad for, at du kommer ind på de andre skribenters bidrag til debatbogen; for jeg synes selv, det er fremragende læsning – helt uafhængigt af anledningen til dem. Jeg vil endda sige, at hvis man af en eller anden mystisk grund – her må der gerne grines – skulle synes, det er lidt uoverkommeligt at give sig i lag med de 1300 sider, som min doktorafhandling består af, kan jeg kun anbefale at hoppe ombord i debatbogen.

Her får man dels mine egne vigtigste hovedpointer serveret. Endda på en enormt levende, engageret og velskrevet måde. Dertil får man nogle interessante og kvalificerede modsynspunkter lagt på bordet.

Ikke mindst de bidrag, der går ned i nogle konkrete litterære værker og enten læser dem med eller mod mine pointer, som det ene af dem, du nævner, samt de bidrag, der kommer med bud på, hvordan afhandlingens indsigter kan anvendes konkret og direkte i for eksempel sådan noget som gymnasiets danskundervisning, er jeg glad for. For noget af det vigtigste for mig med værket – og grunden til at jeg har brugt ti intense år af mit liv på den – er faktisk, at jeg vitterlig tror på det, jeg skriver. Altså at litteraturen kan noget, når det gælder os mennesker og vores forsøg på at blive – ja, mennesker.

Derfor har jeg da også tilegnet den alle børnene i vores familie. For når jeg kigger mig om blandt mange børn og unge i dag, så må jeg være ærlig og sige, at jeg tror, litteraturen aldrig har været så nødvendig at holde fast i som nu. Og ikke bare for børnenes, men for vores alle sammens skyld såmænd. Vi mangler nemlig hver især i dén grad et vertikalt anker nedad i dag – hvilken bund det så end er fæstnet i.

På den måde kom sociologen David Reismans spådom i 1950 om, at det store problem i den sene modernitet ville blive personlig autonomi og integritet, til at holde stik. Litteraturen kan give os et rum – et stillerum – at gå ind i, hvor vi på en sammenhængende måde kan reflektere over vores eksistens. Det har vi simpelthen så utrolig meget brug for i det ”horisontale helvede”, som jeg kalder det, vi lever i i dag.

Et performativt, interaktivt fremdriftshelvede, kunne man også kalde det. Og så er der det gode ved den, at den netop ikke udstikker pegepinde og kommer med fasttømrede anvisninger på ”det rigtige liv”. Litteraturen kan åbne refleksionsrummet for os med sine billeder og fortællinger. Men, hvordan vi så vælger, ja, det er helt op til os selv. Og jeg mener, vi to sidder da trods alt her i nogenlunde god ro og orden og er et ret fornemt belæg for den tese, gør vi ikke?