|
Ny serie på HBO: The Handmaid’s Tale
Den feministiske apokalypse er begyndt

I en verden, hvor en mand kan lufte sin utilslørede foragt for kvinder, forgribe sig på dem og alligevel blive præsident for verdens mest magtfulde nation, må vi være på vagt og kritisere de alvorlige skred i værdier, vi er vidne til. Netop derfor er bøger - og nu serien - som 'The Handmaid’s Tale' af afgørende nødvendighed.

Skrevet af

Torsten Bøgh Thomsen

1 artikler

0 indlæg

Margaret Atwoods feministiske mesterværk The Handmaid’s Tale fra 1985 sendes i øjeblikket i TV-serie-format på HBO med Elisabeth Moss i hovedrollen, og denne fan af bogen kunne næsten ikke være mere lykkelig.
Da jeg i 2011 afleverede kandidatspeciale om feministiske utopier og dystopier, forsøgte jeg samtidig at få specialet bedømt som prisopgave. Det humanistiske fakultet efterlyste specialer, der behandlede kanonisk litteratur i forhold til aktuel teori, og jeg tænkte, at min økokritiske læsning af Margaret Atwoods klassiker, den feministiske dystopi The Handmaid’s Tale, måske kunne have interesse. Men jeg fik afslag fra udvalget med begrundelsen, at specialet ”ikke omhandlede kanonisk litteratur”.
 
Underforstået var naturligvis, at feministisk litteratur per definition er nichelitteratur. Min personlige mangel på anerkendelse i situationen er naturligvis ligegyldig, men hændelsen var sært apropos, fordi den illustrerede, hvorfor bøger som The Handmaid’s Tale er af afgørende nødvendighed.
 
Bogen af Margaret Atwood udkom i 1985 (på dansk 'Tjenerindens fortælling' i 1986).
 
Den viser, at den manglende anerkendelse af feministiske problemstillinger som et fælles samfundsanliggende ikke begrænser sig til bestemte sfærer af samfundet: Det er et strukturelt problem, der også gennemsyrer de institutioner, der om nogen burde vide bedre. Med udsendelsen af værket som TV-serie på HBO i foråret 2017 skulle der forhåbentlig ikke længere være tvivl om dets kanoniske karakter og status af feministisk mesterværk. Men dets budskaber er stadig fortvivlende relevante.
 
Kvindehierarkierne
Fortællingen om The Handmaid’s Tale præsenterer biopolitisk damage control af allerværste skuffe. Efter at miljøforurening og naturkatastrofer i en ikke så fjern fremtid har skabt ubalance i de hormonelle forhold i Nordamerikas økosystemer, med den konsekvens at fertiliteten er i frit fald, kupper en kristenfundamentalistisk militærjunta magten i USA og installerer diktaturet Gilead.
 
Systemet er, i overensstemmelse med dets gammeltestamentlige navn, teokratisk og patriarkalsk og har formynderiet af den forsvindende rest af kvindelig frugtbarhed som sin kernesag.
 
Fra den ene dag til den anden afklædes alle amerikanske kvinder derfor deres rettigheder. De fritstilles simultant fra deres arbejdspladser, og deres kontokort spærres. Derefter brydes deres sociale rammer og familiemønstre, idet de samles ind, sættes i bibelskole og tildeles deres nye samfundsrolle som enten handmaids, marthas, aunts, unwomen eller wives i overensstemmelse med deres fertilitet.
 
Handmaids i de karakteristiske røde uniformer.
 
Wives er ufrugtbare kvinder, valgt som koner af kommandørerne, højtrangerende mænd indenfor diktaturet. De lever en begivenhedsløs tilværelse som husbestyrerinder. Frugtbare kvinder gives titlen handmaids og får til opgave at cirkulere imellem de aristokratiske familier, hvor de skal virke som rugemødre for kommandørerne og deres wives.
 
Marthas er yngre kvinder, der ikke kan få børn, men i kraft af deres arbejdsduelighed fungerer som tjenestefolk i hjemmene. Oprørere og ældre, infertile kvinder kategoriseres som unwomen og sejles til de berygtede kolonier: kontaminerede zoner med så aggressiv miljøforurening, at kvinderne her ofte får en brat afslutning på deres liv i form af opryddere.
 
Særligt fanatiske ældre kvinder kan imidlertid undslippe den skæbne ved at blive aunts og kanalisere deres loyalitet overfor systemet, der ikke formindskes af truslen om kolonierne, over i opdragelsen af de unge handmaids til at blive ‘worthy vessels’.
 
Fertilitet som målestok
Fortællingens hovedperson er en handmaid, læseren kun kender ved hendes patronymiske slavenavn, Offred (i serien kender vi hendes navn før Gilead, June, det nævnes ikke i bogen). Hun sætter ord på den situation, at hun ikke længere anerkendes af samfundet som et rationelt individ, men reduceres til en formeringsdygtig organisme, hvis reproduktive potentiale gør den til genstand for krænkende granskning.
 
 
Der fornemmes ingen menneskelighed bag systemet. Det giver sig kun til kende gennem magtudøvelse, hvilket vi ser, når de solbrille-anonymiserede ”eyes” udøver deres magt i pludselige overgreb, hvor dissidenter bortføres, likvideres, og klynges op til skræk og advarsel.
 
På samme måde er en lægeundersøgelse reduceret til en penetrerende, vaselineindsmurt finger og en stemme bag et forhæng for enden af en gynækologstol. Systemet er ansigtsløst, gummibeklædt. Dets vurdering af individet er mekanisk og fokuserer på enkelte samfundspraktiske funktioner. Målestokken for samfundsværdi i The Handmaid’s Tale er fertilitet.
 
Enkeltindivider anerkendes ikke i sig selv, men kun ved at blive målt og vejet i forhold til et universelt begreb på samme måde som arbejdskraft og sundhed udgør ækvivalensprincippet i vores senmoderne, kapitalistiske samfund.
 
Heri ligger der en feministisk pointe om, at kvindens krop aldrig helt er hendes egen, der ikke er blevet mindre relevant, siden bogen blev skrevet. Den hån og forargelse, som det feministiske arbejde med spørgsmål omkring hævnporno, samtykke, transfobi og lignende emner omkring kroppen mødes med, turde være eksempel på dette.
 
På et politisk niveau kan regeringsinitierede kampagner såsom ”Knald for Danmark” fra 2015 ses som en ubehagelig spire til en biopolitisk blomst, hvis fulde udfoldelse i endnu højere grad kunne gøre The Handmaid’s Tale skræmmende relevant.
 
Offred bliver personificeringen af kvindens manglende rettigheder.
 
Serien, hvis første sæson tæller 10 episoder, panorerer meget langsomt ud fra Offreds konkrete situation til de større samfundsmæssige forhold og storpolitiske anliggender i de seneste afsnit. Efter fjerde afsnit troede jeg, at serien var slut. For det er omtrent her, bogen stopper og derfor ophører med at levere manus til serien.
 
Offred finder ud af, at der findes en modstandsbevægelse, og reagerer i forhold til dette, hvilket jeg ikke vil komme nærmere ind på af frygt for at afsløre plottet i kommende afsnit. Derefter slutter bogen, og vi ved som læsere ikke, om Offred endte med at blive slået ihjel på grund af sit oprør imod systemet, eller om det lykkedes hende at slippe væk.
 
Hvad der derfor kendetegner bogen er, at den holder læseren i samme knugende uvidenhed som Offred, så vi føler hendes afmagt og desperation. Hendes klaustrofobisk kontrollerede hverdag opleves som endnu mere kvælende, fordi alle ens spørgsmål omkring, hvad der sker på et større geopolitisk niveau, forbliver ubesvarede.

Serien giver os fortsættelsen, hvilket giver mere luft og overblik, både for Offred og for os seere. Det er tiltrængt, når man skal se en serie på 10 afsnit à 45 minutter, og bruddet mellem bog og serie markerer heller ikke et mærkbart fald i kvalitet eller originalitet, hvilket muligvis skyldes, at serien har Atwood selv som kunstnerisk konsulent.
 
Men hvis der er noget, jeg beklager tabet af, når serien hæver blikket, så er det den knugende håbløshed og den fatalisme, som Atwood bevarer bogen ud. Hun sætter endda trumf på i sidste kapitel og springer 300 år frem i tiden, hvor Gilead for længst er gået til grunde som det sindssyge diktatur, det var, men se nu bare: Misogynien trives stadig i bedste velgående.

Jeg beklager naturligvis, hvis jeg har spoilet sæsonens afslutning nu, men tvivler på, at serien ender på samme mol-tone som bogen, når man tager dens håbefulde ansatser i betragtning – og betænker, at der allerede er varslet en sæson to.
 
Hvorfor ikke klimafeminisme?
En anden påfaldende afvigelse fra bogen, som i den grad kan undre, er, at serien går i en bue udenom det fokus på menneskeforårsagede klimaforandringer, som sammen med feminismen dominerer bogen. Her var en mulighed for at lave en oplagt kobling af feminisme og klimakrise, som ville være en tiltrængt opsang til samtidens politiske klima.

Det mener jeg nu fortsat, at den både var og er. The Handmaid’s Tale præsenterer et scenarie, der var højaktuelt i 1985, hvor bogen udkom. Klimabevægelsen, der i årtierne forinden havde vundet momentum, dog mestendels i form af græsrodsbevægelser og new age-filosofi, begyndte i stigende grad at få naturvidenskabelig opbakning.
 
Foucault havde i 1979 introduceret sine teorier om biopolitik i sine forelæsninger og dermed tanken om, at statens fremmeste opgave i senmoderniteten var kontrollen og opretholdelsen af arbejdsduelige kroppe. Det scenarie har på ingen måde tabt relevans.
 
Tværtimod. Her, 32 år efter bogens udgivelse, har vi kun fået bekræftet, at klimaforandringerne nok ikke kommer til at ytre sig, sådan som Hollywood har forestillet sig i sine klimathrillere. Dvs. som en øjeblikkelig og fotogen hændelse – a bang – der egner sig til actionfilm.
 
Apokalypsen bliver nok i højere grad en langsom udpining af kloden – a whimper – der vil føre til større segregering, større ulighed og en aggressiv kamp om ressourcer, der kan vare hundredvis, måske tusindvis af år. Og ligesom menneskeheden ikke bærer et jævnt ansvar for klimapåvirkningerne, kommer konsekvenserne af klimaforandringerne heller ikke til at ramme os jævnt. Det er de i forvejen udsatte, der vil blive ramt først og hårdest.
 
De patriarkalske power moves
Ligeledes har vi set, hvordan menneskerettigheder, der tidligere blev opfattet som universelle, kan ændre sig til at blive fremstillet som en luksus, man kun kan tillade sig, så længe det er praktisk. Faktorer som klimakrise, finanskrise, ”krigen mod terror” og senest flygtningekrisen har de seneste årtier skabt endeløse muligheder for dispensationer fra det, man tidligere troede var urokkeligt.
 
 
17. maj brugte en samling kvinder de røde klædedragter som et stærkt udtryk i en demonstration mod abortlovgivningen i Texas.
 
Stater kan være i permanent undtagelsestilstand, mennesker kan frihedsberøves på ubestemt tid, stormagter kan gå i krig på eget mandat, og koncentrationslejre kan oprettes uden internationale sanktioner. Intet er helligt, og alt er tilladt, når man fornemmer en udefrakommende trussel, og derfor er det værd at interessere sig for dystopier i øjeblikket.
 
The Handmaid’s Tale er nemlig ikke fri fantasi. Den overdriver de måder, nogle strukturer dybt i vores samfund ytrer sig på, og derfor er den vigtig. Og den kommer på det rette tidspunkt. I et Danmark, hvor lukningen af Kvinfos forskningsbibliotek og flytningen af det til Det Kongelige Bibliotek begrundes med, at staten ikke skal støtte ”propaganda”, må vi være i stand til at genkende den slags patriarkalske 'power moves', når vi ser dem.
 
I en verden, hvor en mand kan lufte sin utilslørede foragt for kvinder, kokettere med at forgribe sig på dem og alligevel blive præsident for verdens mest magtfulde nation, må vi være på vagt og kritisere de alvorlige skred i værdier, vi er vidne til. 
 
"Som modstandsbevægelsen i Gileads slagord lyder: Nolite te bastardes carborundorum! - Lad ikke røvhullerne ødelægge dig!”

Relaterede artikler

Er din virksomhed intersektionel? - Begrebet intersektionalitet har fået helt ny vind i sejlene i de seneste måneder, især i USA siden indsættelsen af den m...
Femi-finder-matrix - Hvem er egentlig feminister, når det kommer til stykket? Og hvordan er de det så? Hvem er med i de forskellige bølger, o...
Dystopien vandt Emmy-uddelingen - Mismod og chok-effekter er hoppet fra den verdenspolitiske scene og ned i tv-dramaernes sorte gryde. Nattens vindere ved...
#metoo for synlighed eller forandring? - #metoo, #metoo, #metoo. Sådan ser manges social feed ud i disse dage. Det er over den sidste uge blevet til over 1.7 mil...
No money, no honey - Gina Jaqueline er sugarbaby, men hendes liv er langt fra sukkersødt. Hun søger ægte kærlighed, anerkendelse og omsorg, o...
Kald mig bare luder - Ludermanifestet er en højæstetisk billedbog. Forfatternes gode intentioner fortaber sig i venstrehåndarbejde og uinteres...
Krasniks kæmpe #themtoo-selvmål - Martin Krasnik måtte i denne uge igennem kritikmøllen i de selvsamme medier, han igennem sin karriere har været og er en...

Giv din stemme

49 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

KOM18

Ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Job

Projektleder

Frist: 19. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 21. december kl. 12.00

Pressesekretær

Frist: 10. januar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.