Liberalismens skibbrud

En af USA’s fremtrædende intellektuelle, idéhistorikeren Mark Lilla, har skrevet et ufrivilligt eksempel på den amerikanske liberalismes bankerot, The Shipwrecked Mind. Ude af stand til at forstå bevæggrundene for politisk kamp og utilfredshed forfalder bogen til lige dele resignation og fascination af reaktionære idéer og figurer.
The Shipwrecked Mind er en samling af essays, der alle tager udgangspunkt i reaktionære tænkere og det reaktionære sind.
The Shipwrecked Mind er en samling af essays, der alle tager udgangspunkt i reaktionære tænkere og det reaktionære sind.
Lilla er det intellektuelle svar på Clintons støtter på Facebook, der i stedet for positive, mobiliserende budskaber (som de ikke havde), delte klip med alle Donald Trumps fascinerende forfærdeligheder.
 
Essaysamlingen The Shipwrecked Mind, er en samling af en række tænkere, der har fået stor indflydelse på amerikansk åndsliv. 
 
En væsentlig forskel på Lilla og en gennemsnitlig ’clintonista’ er dog den akademiske distance. I stedet for moralsk fordømmelse taler Lilla lærd, afdæmpet og roligt om de reaktionære idéer, som han tager afstand fra, men som samtidig har besat ham.
 
I essaysamlingen The Shipwrecked Mind behandler Lilla en række tænkere, der har fået stor indflydelse på amerikansk åndsliv; heriblandt tyske filosoffer fra starten af det tyvende århundrede (Rosenzweig, Voegelin, Strauss), den franske filosof Alain Badiou og nutidig fransk ’islamkritik’ fra den intellektuelle højrefløj (Zemmour, Houellebecq).
Idéhistoriker Mark Lilla, forfatteren til bogen The Shipwrecked Mind.
 
Fælles for disse essays er, at de handler om ’den reaktionære’ – om reaktionære tænkere og det reaktionære sind. Den reaktionære adskiller sig ifølge Lilla fra den konservative. Hvor den sidste er interesseret i at bevare tingenes orden eller højst rulle en reform eller to tilbage, er den første en art revolutionær.
 
Modsat den konservative er der for den reaktionære ikke nogen ophobet visdom i institutioner og traditioner. Derfor er det for den reaktionære ikke nok at bremse tingenes udvikling. Det eksisterende samfund må totalt forkastes til fordel for en ny social, politisk og, ikke mindst, moralsk orden.
 
Revolution og reaktion
Det er formålet med den sociale omvæltning, der adskiller den reaktionære fra den typiske revolutionære. Hvor den revolutionære kæmper for et mere lige og frit samfund, står den reaktionære på hierarkiets og underkastelsens side. Individet bør underkaste sig loven – hvad enten det er Guds, diktatorens eller den patriarkalske faders lov.
 
”Den reaktionæres historie”, skriver Lilla, ”begynder med en lykkelig, velordnet stat, hvor folk kender deres plads, lever i harmoni og underlægger sig deres tradition og deres Gud.” I den reaktionæres historiefantasi er denne orden imidlertid blevet brudt engang i fortiden – typisk på grund af liberale eller kommunistiske intellektuelles farlige idéer.
 
Men det betyder ikke, at den reaktionære tror, det er muligt at komme tilbage. Den gyldne fortid er for evigt tabt, og den reaktionære bliver derfor eksponent for en militant nostalgi – et destruktivt had til de eksisterende samfund, der skal bane vejen for en ny, stabil, hierarkisk orden.
 
Underkastelse
Et eksempel på ovenstående figur finder Lilla i Michel Houellebecqs seneste roman, Underkastelse. Her driver romanens hovedperson, en middelmådig litteraturprofessor, rundt i Paris, ude af stand til at finde mening med sit liv og ude af stand til andet end at undervise i den symbolistiske litteratur, som han af uransagelige årsager har gjort til sit speciale.
 
Forfatteren Michel Houellebecq.
 
Imidlertid kommer et islamisk parti til magten i Frankrig, og uden nogen stor åbenbaring eller omvendelse begynder vores hovedperson lige så langsomt at se fordelene og mulighederne i den nye islamiske orden. Han konverterer og får endelig mulighed for at leve et liv med kone, børn og respekt.
 
”Topmålet af menneskelig lykke er absolut underkastelse”, får vores hovedperson fortalt; børn under forældre, kvinder under mænd, mænd under Gud. Europas dekadente, ubrugelige humanistiske viden forkastes til fordel for underkastelsen under en ny, potent, hierarkisk og reaktionær orden.
 
Filosofi og reaktion
De første tre essays er dedikeret til tre tysk-sprogede tænkere (Franz Rosenzweig, Eric Voegelin, Leo Strauss), der alle har haft indflydelse på den amerikanske filosofi og idéhistorie. Særligt Leo Strauss blev efter sin emigration til USA en af landets mest indflydelsesrige politiske idéhistorikere; både akademisk, men også mere praktisk, som lærer og inspirationskilde for mange af Bush-æraens neokonservative.
 
Strauss’ tese, som Lilla fint videreformidler i samlingens bedste essay, er, at enhver (sand) politisk tekst har et esoterisk og et eksoterisk indhold. Den eksoteriske lære er, at åbenbaring og filosofi går hånd i hånd, og at vi således kan give rationelle argumenter for, hvordan samfundet skal indrettes, hvem der bestemmer, osv.
 
Filosoffen Leo Strass, en af det 20. århundredes største tænkere. 
 
Den esoteriske lære er derimod, at filosofi og åbenbaring ikke er forenelige, og at filosofi altid kritiserer og underminerer den orden, som ellers tages for givet. Filosofien kan dog stadig styrke samfundsordenen ved at pege på svagheder, begrænsninger og steder for intervention.
 
Men fordi filosofien potentielt peger på den etablerede ordens manglende grund, er det vigtigt, at den esoteriske lære forbliver for de få indviede. Hvis den hierarkiske ordens manglende grund blev åbenlys for masserne og de undertrykte vil denne hierarkiske orden gå til grunde. Folk ville opgive deres ”frivillige trældom” (de La Boétie) eller, for at bruge Kants definition på oplysning: De ville træde ud af deres selvforskyldte umyndighed.
 
Netop oplysningen som et stadigt igangværende projekt, der fjerner enhver uunderbygget grund og udbreder politikken, filosofien og videnskaben til en bredere befolkning, er dermed den ultimative katastrofe, som må rulles tilbage, og som ifølge den reaktionære må undgås for enhver pris.
 
Den reaktionære har således et paradoksalt forhold til den videnskabelige og filosofiske kritiske tænkning. På den ene side er den det ypperste – den esoteriske lære, som de få magtfulde i hierarkiets top skal indvies i. På den ene side er den et farligt, potentielt altødelæggende våben, som for Guds skyld ikke må komme i hænderne på de forkerte og på masserne. Filosofi og viden er et pharmakon: på én gang medicin og gift. Heraf de reaktionæres besættelse af liberale og kommunistiske intellektuelle: De udbreder samfundsundergravende tænkning til masserne og udgør dermed den hierarkiske ordens farligste fjender.
 
Den reaktionære tænknings idéhistorie
Selvom der er gode momenter, er grundlaget for Lillas bog desværre ekstremt vagt og ekstremt tyndt. Lilla påstår, at den reaktionære tænkning ikke tidligere har været genstand for seriøse studier. Dette skulle legitimere udgivelsen af en række løst sammenhængende essays.
 
Påstanden er mildest talt bizar. Carl Schmitt, som på en måde er den reaktionære tænker par excellence, er for tiden genstand for utallige studier, bl.a. Jan-Werner Müllers A Dangerous Mind. I forhold til Den Franske Revolution, som Lilla ofte vender tilbage til, findes der en række bøger dedikeret til dens reaktionære tænkere såsom Paul Beiks The French Revolution Seen from the Right og Marc Goldsteins The People in French Counter-Revolutionary Thought. I dansk sammenhæng kan også nævnes idéhistorikeren Mikkel Thorups Fornuftens perversion.
 
'Fornuftens perversion' (2008) er den første danske bog, der giver et præcist billede af modoplysningen før, under og efter den franske revolution. 
 
Havde Lilla med andre taget sit emne bare en lille smule mere seriøst end en række essays skrevet til forskellige lejligheder, var han hurtigt stødt på en større litteratur, han kunne diskutere med. At dette ikke er tilfældet, kommer symptomatisk til udtryk i det faktum, at den mest citerede forfatter i bogen er Lilla selv.
 
Den malplacerede venstreorienterede
At Lilla ikke forholder sig til eksisterende studier af reaktionære tænkere og ikke bruger tid på at udvikle et særligt klart eller særligt udfoldet begrebsapparat til analysen af den reaktionære tænkning, medfører nogle alvorlige begrænsninger. De fleste essays bliver temmelig intetsigende og ligegyldige, for de siger ikke noget synderligt om den reaktionære tænkning, dens implikationer og historie. I stedet handler de lidt løst og fast om den tænker, som Lilla tilfældigvis lige beskæftigede sig med på et givent tidspunkt.
 
Værst er det dog med kapitlet om Badiou, som er direkte pinligt i sin intellektuelle uredelighed. Lilla fremstår ikke som én, der ved, hvad han taler om. I stedet udvælger han et par citater, der passer godt til hans samlede fortælling. Der er ingen overvejelser over, hvorvidt det er en god idé at tage en radikal venstreorienteret som Badiou med i en bog om reaktionære højreorienterede tænkere, eller om det forfladiger tesen og skaber en fattig læsestrategi, som går ud på – hvor søgt det end er – at finde den samme figur eller noget, der perifært minder om den, igen og igen.
 
Filosoffen Alain Badiou.
 
Ifølge Lilla er den militante nostalgi et definerende kendetegn ved den reaktionære tænker. At det skulle gælde for Badiou, som argumenterer for, at den ”kommunistiske hypotese” konstant må forny og forandre sig for at forblive relevant, er svært at se. Han fremstår snarere som en klassisk revolutionær. Det er fint nok, at Lilla også foragter denne position (og tilsyneladende særligt tresserne og 1968, som uden ironi omtales som ”en giftig politisk atmosfære”, ”en grim erfaring med studentervold, ’race-baiting’ og liberal fejhed” og ”en katastrofal fejl”). Men det gør ikke Badiou til en reaktionær tænker.
 
Det er, som om Lilla godt er klar over svagheden i sin egen argumentation, så efter lidt ubehjælpsomt at have forsøgt at udstille Badiou som reaktionær benytter han anden halvdel af essayet på at gøre Badiou til antisemit – en anklage, man også finder i den franske debat, men som bl.a. Badious ærkefjende, Jacques-Alain Miller, på det kraftigste har afvist.
 
At Badious påståede antisemitisme er grund nok til at Lilla ikke vil tage hans filosofi seriøst bliver nærmest komisk, når Lilla dedikerer bogens efterfølgende essay til en seriøs diskussion af Éric Zemmours Det franske selvmord; en bog, som vel at mærke handler om, hvordan Frankrig gennem feminisme, homoseksualitet, multikulturalisme og anden dårligdom er ved at tage livet af sig selv, mens det bliver overtaget af muslimer.
 
De reaktionære og de revolutionære
Fascinationen af Zemmour og alle de andre reaktionære på den ene side og foragten for de venstreorienterede og 1968 på den anden er udtryk for Lillas og måske mere generelt liberalisens nuværende position.
 
Lilla har ikke noget begreb om politik forstået som fundamental uenighed, klassekamp og opgør med strukturel uretfærdighed. I stedet bliver politik eksistentiel: Man kan enten acceptere den dødssyge forvaltning af det bestående, som de moderne, liberale demokratier repræsenterer; eller man kan, som de revolutionære og reaktionære, kaste sig ud i utopiske og meningsløse vanvidsprojekter. Clinton eller Trump.
 
Men ligesom clintonistas, der fascineres af Trumps og hans følgeres destruktive galskab, er Lilla tydeligvis dybt fascineret af de reaktionæres tilsyneladende meningsløse idéer om opofrelse og destruktion.
 
Således forsvinder Lillas evne til at forstå politiske uenighed og kampe i den mest fortærskede af alle de klichéer, der har præget ’historiens afslutning’: Alt håb om og kamp for at indrette samfundet på en anderledes måde er messiansk og eskatologisk og dermed farlig, fordi den ikke anerkender nødvendigheden i den eksisterende orden og derfor vil forsøge at ødelægge denne.
 
Dermed er der dybest set ingen forskel på revolutionær og reaktionær politik – de krav, der fremsættes, og de kritikker, der rettes mod den etablerede politiske og sociale orden, er dybest set meningsløse. Så selvom det kan være fint nok med kritik og drømme og håb, må det aldrig blive til mere end dette, for så vil det slå om i død og ødelæggelse i jagten på luftkasteller og urealistiske fantasier.
 
Den sande clintonisme
Som David Sessions har påpeget i en artikel om Lillas forfatterskab, er denne ”den amerikanske elites fin-de-siècle ’realisme’ mere end sober ansvarlighed begyndt at ligne snæversynet overmod”. Denne diagnose synes desto mere sand efter et valg, hvor et samlet etableret system med Hillary Clinton i spidsen tabte til den måske svageste og mindst vellidte kandidat i det amerikanske præsidentvalgs nyere historie.
 
På den måde er det ikke så underligt, at Lilla i første omgang reagerede på valget med chok og resignation. Lillas svar har efterfølgende været, at det er den liberalistiske identitetspolitiks skyld, og at man bør vende tilbage til den sande clintonisme fra Bill Clinton. Fokusset på kvinder, transkønnede, sorte osv. har tilsyneladende betydet, at man tabt det universalistiske liberale projekt af syne.
 
Med den slags analyser, der ikke forholder sig til eller viser forståelse for de problemer, som størstedelen af amerikanerne står overfor, er det svært ikke at være enig med Lilla, når han (med et citat fra Kafka) med klichéfyldt resignation siger: ”Selvfølgelig er der håb. Uendeligt håb. Bare ikke for os.” Tiden er ved at være ovre for de amerikanske intellektuelle, der troede at historien var slut, og at politik var reduceret til den amerikanske elites interne kamp for at forvalte det kapitalistisk-parlamentariske imperium.
 
Kafka: "Selvfølgelig er der håb. Uendeligt håb. Bare ikke for os.” Kilde/GettyImages. 
 
Der er bestemt gode momenter i Lillas essaysamling. Og Lilla skriver smukt og let; som en mand, der ikke har særligt meget at sige, skriver smukt og let. Det er poleret, glidende og med masser af lærde referencer uden at blive prætentiøst. Det er det perfekte essay og et intetsigende stykke filosofi. Det er en tænkning, der er forelsket i sin egen form og som ikke tilbyder en egentlig analyse.
 
Lilla bedriver idéhistorie, som man gjorde det for halvtreds år siden, hvor halvgamle mænd causerede over andre halvgamle mænds tanker. På den måde drømmer Lilla sig tilbage til en tid, hvor veluddannede, hvide, liberale mænd, kunne diskutere politik i fred. Det er ikke en militant nostalgi, som man finder hos den reaktionære, men snarere et resigneret suk, der vidner om, at den amerikanske liberalisme er gået på grund.
 
Læs mere:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job