Speedo Strikes Back

De er decideret forhadte af mange. Kulturelt betingede, showoff-genstande eller uklædelige hylstre om slatne gammelmandsnumser. Meningerne om speedos er mange og deler groft sagt befolkninger over hele verden i to: for eller imod. Men om man vil det eller ej, er mandebadetrussen tilbage for fuld skrald – også blandt de yngre generationer. Fuck it. Hop i dem, nyd dem, vis dig frem, og hav det sjovt med det.
Fuck it. Hop i dem, nyd dem, vis dig frem, og hav det sjovt med det. Kilde: Getty Images
Fuck it. Hop i dem, nyd dem, vis dig frem, og hav det sjovt med det. Kilde: Getty Images
Ingen slipper for speedos. Tilbage i 2010 erklærede Ekstra Bladet, at speedos var hotte, og ca. 20 pct. af danske mænd hoppede i dem. I år er det det hypede magasin Fantastic Man, der har dem som nummer 9 på deres top-40-liste over hotte sommerstyles i år (vælg navyblå, lyder anbefalingen).
 

Mandebadetrussen er tilbage for fuld skrald.

2018 blev også året, hvor speedoen blev valgt som: ’Det mest hadede stykke tøj’ i Storbritannien, i øvrigt foran Sanne Salomonsens yndlingstøj, læderbuksen, mens min personlige hadeting, Crocs, er nr 3. Ifølge Selfridges er salget af speedos i netop Storbritannien dog det seneste år steget med op mod 450 pct. 

Men hvad er det, der gør dem både så hadede, så populære, så uundværlige (for nogle) og så interessante? For helt ærligt – det er jo bare et stykke stramt polyester. Eller?
 
Et hurtigt blik tilbage
Speedoen er et ikon, understreget af navnet i sig selv. For selvom Speedo jo egentlig er et brand, der laver performancebaseret svømmetøj til ambitiøse svømmetyper, så er ordet speedo nu blevet et navneord, der i sig selv er kommet til at dække over en hel stilart af svømmetøj; de tætsiddende, korte og intet skjulende badebukser, vi kender fra strandløver, italienske Armani-typer og homo-strande. Det siger en del om beklædningsgenstanden, at et helt brand ejer kategorien og ordet – og da den første speedo blev lanceret, var den da også vanvittigt kontroversiel.
 
 Speedo-annonce, angiveligt fra 1952, hvor et par af de strammere styles kan ses. 
 
Skotskfødte Alexander MacRae var rykket mod Sydney, hvor han grundlagde badetøjsvirksomheden Speedo. I slutningen af 1920’erne kom de første par tætsiddende herrestyles på banen og vakte stor opsigt; selvom de med dagens standarder ser temmelig tilforladelige ud, viste de bl.a. både mandens ryg og skuldre, hvilket var kontroversielt. Men ifølge en artikel i det toneangivende kultur- og livsstilsmagasin Monocle, der påpeger, hvordan speedoen er et kulturelt  fænomen, vi ikke slipper af med, forstår man, at timingen for Speedos lancering af de stramme bukser var god. Det skete nemlig samtidig med, at unisexstrande blev gjort lovlige i Australien, hvor alting ellers tidligere havde været kønsopdelt.
 
Speedo-reklame fra 1980’erne, hvor alle elskede brandet, designet og de stramme, australske herretrusser.
 
Speedoen, som vi kender dem – på engelsk også kaldet Y-fronts med henvisning til formen i skridtet – kom først på banen i 1961 (og den første mand, der havde dem på på Bondi Beach i Australien, blev efter sigende anholdt...).
Herefter blev den hurtigt populær og spredte sig til Europa, USA og resten af Australien som den nye foretrukne slags badebuks. Nu er den synonym med bademoden i Brasilien (hvor de kaldes sungas), livreddere og strandløver – eller far-/bedstefartyper, der ikke har sluppet looket siden, de hoppede med på bølgen i 70’erne eller 80’erne. Siden da er de blevet teknisk langt mere innovative og er nu en fast del af garderoben for professionelle og ambitiøse svømmere, ligesom Speedo indtil 2017 var fast sponsor for det australske svømmelandshold; en stor del af køberne er sportsudøvere.
 
Zac Efron viser sex-factor i et par stramme USA-speedos i 2017's Super Bowl-reklame for den nye Baywatch-film
Sex, sex, sex?


Speedoen er også uløseligt kodet til en krops- og sexkultur, der for mange giver konnotationer til homoseksuelle mænd.

 
Kigger man på de danske strande og havnebade, er det tydeligt, at der er mange fyre, der snildt kan hoppe i vandet i deres underbukser, som aldrig ville benytte en speedo – det peger på, at det hænger mere sammen med speedoens kulturelle og historiske perspektiv end dens egentlige funktion.
 
Skal jeg tage min egen empiri for gode varer, oplever jeg speedoen få en helt naturlig plads blandt fx de yngre queers og homomænd, fordi den dels afspejler selvtillid, fremviser kroppen, viser en afslappethed over for ens egen krop (såfremt man er stolt af den, bevares) og indskriver sig i de snakke om at elske sig selv og sin krop, som er allestedsnærværende p.t.
 
 Mode-ikonet Giorgio Armani ses altid i speedos, ligesom mange andre ældre herrer, der sværger til de gamle badebukser. 
 
Og så alligevel ikke. For hvor gamle prins Henrik-typer selvsikkert render rundt i vom og speedo med løftede øjenbryn til følge, så er det fortrinsvist de stramme, smarte, flotte, muskuløse unge mænd, der hopper i dem. Hvor mange nu opfordrer kvinder til ikke at skamme sig over sig selv og deres krop, er vi ikke helt nået dertil med mændene; det er de færreste, der ville anbefale dadbod-typer at hoppe i en mandetanga på stranden.
 
For nej, speedoen overlader ikke meget til fantasien – lidt på samme måde, som en bikini heller ikke gør det. Mænd kan pludselig ikke skjule bulen (eller manglen på samme…). Man har ikke noget at gemme sig bag; man føler sig udsat.
 

 

Daniel Craig øgede søgningen på speedos med over 400 pct. efter han optrådte i et par lyseblå herligheder i 007-filmen Casino Royale. 


Man er 100 pct. selvsikker strandløve i sådan én – hvilket blev tydeliggjort, da man efter sigende oplevede en stigning på 400 pct. i antallet af søgninger på speedos efter, Daniel Craig bar et par stramme, lyseblå trunks i James Bond-filmen Casino Royale. Vi har vel alle lov at ville ligne vores idoler, no? Det var måske her Speedoens rehabilitering for alvor begyndte.
 

Et længerevarende kulturfænomen?
I disse dadcore-, Instagram- og selvpromoveringstider er der mange tegn på, at speedoen godt kunne vinde endnu større indpas på de danske badestrande – hvis da ellers danske mænd tør. For ligesom sydeuropæiske drinks som rosé og Aperol Spritz stiger, stiger og stiger i popularitet (den næste store ting bliver den franske Lillet-drink, mark my words!), så emmer speedoen af Côte d’Azur, australske hunks og brasiliansk overskud. Det giver en fornyet dosis power og udstråling på vinterblege danskere, og det emmer af selvtillid.

Og tja. Normalt ville man jo sige, at det kræver enten sin mand eller krop at hoppe i en speedo. Og det gør det sikkert også. Men vi kunne også bare sige: Fuck it. Hop i dem, nyd dem, vis dig frem, og hav det sjovt med det. Eller lad være. Det gode ved trends og tendenser er heldigvis, at man ikke bliver tvunget til noget som helst. Og har man ikke lyst, kan man altid bruge speedoen, ligesom mange amerikanske unge gør det – inde under ens badeshorts, for øget support, så hele herligheden ikke hopper rundt på og få i et par løse badebukser. På den måde er der vel lidt for enhver smag.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job