If Uffe Can't Dance I Don't Want To Be Part of His Revolution
Djøffen er slut. Gæsten er lukket. Dit hvide telt i The White Walker-området er lukket ned. Du har ondt i hovedet. Du er ramt af de post-djøfstortiske syndromer. Kort sagt de voldsomme eftervirkninger, som hæmmer dig lige nu og her denne mandag. Det har jo været voldsomt og en smule traumatisk at skulle være tiptop i Allinge i alle de dage. Nu vil du bare tilbage på efterskolen og hoppe i havet. For alle kærlighedshistorier er spøgelseshistorier. Det gælder også i politik. Du ser det bare først efter færgen.
Djøfstortisk hilsofobi: Du magter ikke at sige hej mere. Du har i tre dage sagt hej hallo high five med dig til alle dem, du ikke kender fra Facebook. Ikke nok med det har du dobbelt falsk ”begejstret ” smalltalket om deres røvsyge telt-event. Du har lovet alt fra lystfiskerne til Røde Kors, at du er i teltet og bakker op. Det lyder suuuuper spændende og originalt, har du sagt, mens du smugkigger efter gratis fadøl, hygger med din iPhone eller spotter dine rigtige venner.
Okay, hvor fedt, har du fremstammet, mens de med lys i øjnene har fortalt om deres fireside-chat om planlovens indvirkning på CO2-afgiften. Gu kom du ej til den debat, din onde løgner, og derfor har du nu megadårlig samvittighed, skulle jeg lige hilse og sige. Heldigvis er alt glemt og skyllet væk i regnen lørdag. Hvad der ikke skete i Allinge, er ikke vigtigt efter Allinge. Bare sig hej igen, og sig, du kommer næste år.
Selfie-shame-syndrome: Okay okay. Det virkede i Allinge helt vildt fedt med de syv selfier med isbjørnene, Pia Kjærsgaard, HOC-forfatteren, Mogens Lykketoft, Klæstrup og hele den socialdemokratiske folketingsgruppe. Det gør det bare ikke nu. Det virker som spam, fordi det er mandag. Din Facebook/Instagram/Twitter virker som en lang Walk Of Selfie Shame. For selfier er som en Big Mac. Syndigt og velsmagende de første 10 minutter, men desværre socialt tonedøvt post djøfstortion. Get over it. Alle har taget for mange, undtagen Rufus.
Kussetumult-mani: Ingen glemt, ingen nævnt. Alle var jo helt multi mega oppe at køre over Pussy Riot. Kvindebandet skabte et sandt reality distortion-field på Djøfstortion. Pludselig står folk med knyttet næve og uldmaske for personligt at give Putin fingeren. Det var fedt og en okay selfie med et budskab. Her post-Djøfstortion kan vi stadig mærke lidt kussetumult-magi. Altså den eneste selfie, som holder nu og hele vejen til Moskva.
Think Big-Backlash: De store udmeldinger mandagen efter virker lidt mindre. Når solen skinner over Allinge, kan man godt blive lidt grebet. Pludselig er man eliten.
Samfundet er rent faktisk et tv-studie på havnen. Hokus pokus - efter et døgn på øen har du lovet at starte en ny virksomhed, medie og afdeling. Ja, rent faktisk at løse alle verdens problemer i tæt samarbejde med Region Syddanmark, Tappernøje Kommune og frivillige førtidspensionister. Store løsninger til store problemer er nu bare en lille snak ved ølhanen - trylle trylle. Man bliver lidt stor i sit eget billede, og det er jo bare godt. Det er bare lidt svært, fordi ingen plan fra Allinge overlever mødet med virkeligheden. Rent faktisk blev du allerede på færgen hjem søsyg over alt det, du havde lovet Mette fra finansministeriet.
Rolig nu. Mette har det på samme måde og skriver på en mail, om hun ”ser frem til" at afsøge de initiale mulighed for potentielt at redde verden sammen. Punktum. Det bliver ikke til noget, for kun Uffe hører jorden kalde efter Allinge. Heldigvis for Mette, dig og fuldemandsplanen.
If-I-Can't-Dance-I-Don't-Want-To-Be-Part-of-Your-Revolution-feelingen.
Ja du har nu rent faktisk danset dig frem til en løsning på klimakrisen med Frej og far. Du var med. Du står nu svedig i hjørnet, og det er lidt koldt. Uffe er ikke god til at danse, men det er jo det dejlige, for så har I endnu mere til fælles. For hvis han ikke kan danse. så er det okay. du ikke kan. Ergo ved at danse kikset kan man klare alt og alting ved at tænke alternativt. Det er en rar følelse, men som man siger Writing about music is like dancing about architecture. Dancing ugly about politics in Allinge is like …
Gud-bevare-Allinge-fornemmelsen: Man plejer at sige: “politics is the gentle art of getting votes from the poor and campaign funds from the rich, by promising to protect each from the other.” Men hvem beskytter så Folkemødet mod de rige og de fattige? Efter Allinge bliver du grebet af en dybtfølt lyst til at beskytte dette lille Hobbit-kolonihave-udflyttersamfund mod folket, globaliseringen og Goldman Sachs. Du bliver grebet af en beskyttertrang overfor alt fra DF, BUPl til Politiken Plus.
Ja, hvad skal der egentlig ske med det lille kloge pus Lidegaard. Altså bare vi klarer den og kan samles igen til vores egen lille hyggelige mikro-makro fest. Hvor superhyggelige far Bertel Haarder tager en kold dukkert, og vi alle er på løbetur med Lars Løkke rundt om Hammeren.
Twitter-tosseri-tvangstankerne: Vi var ikke nok på Twitter, råber din chef. Det er skrupskørt. Det er kun på folkemødet, de snakker om Twitter. Twitter er død og glemt i resten af verden. Fat det nu. Det er en surrealistisk genudsendelse af medievirkeligheden anno 2005 med alt det Twitter sniksnak.
DF-bashing-Fatigue: Midten er væk. Nu er der kun sort frygt og dansende hippier tilbage. Du orker det ikke mere. De har vundet. Nu er det bare detaljerne, som skal på plads. Like it or not. Som Leonard Cohn skriver: I've seen the future, brother: it is murder. Things are going to slide, slide in all directions. Det er Europas skæbne, og man skal ikke tage skæbnen for personligt. Værn om dig selv. Du har så meget, du skal passe på.
Blame-game-game-over-følelsen
Du bliver greb af en: Hvis nu bare X kunne Y, så ... Her er ingen lette løsninger, for politikerne peger på erhvervslivet, som peger på uddannelsesinstitutionerne, som peger på de unge, som peger på samfundet, som peger på politikerne. Kort sagt, du bliver svimmel af uforløst begær efter en løsning. Der er bare ingen løsning, fordi politik er onde, vilde, uløselige problemer. Desværre. Ingen og alle har skylden, løsningen og ansvaret nu og for altid. Sådan er det. Sådan virkede det bare ikke i Allinge.
Bissen er gud og god.
Bisse-bøsse-bamse-følelsen. Den polyseksuelle powerkugle bissen er gud og god. Wauw. Godt nok en sjov Iggy Pop/George Boy-klon, som virker transgender-bender sej på sin en egen bisse-bøsse-bamse-måde. Du har derfor lyst til at springe ud og ride væk med Rufus på en hvid hest. Gør det ikke. Rufus er gift og væk fra DK om et sekund.
De post-djøfstortiske tømmermænd: En tung følelse, som starter straks man åbner sin email mandag. Man har bare lyst til at ligge og høre Det Elektriske Barometer, mens Tine Bryld hvisker sødt: Tag på efterskole. Ja, tilbage på efterskolen i Allinge, hvor alle er hverken børn eller voksne. Hvor alt er muligt, og alle kender alle. Hvor alle øl er gratis.
David Foster Wallace skrev engang at: “Every love story is a ghost story.” Sådan er det også med politik og Allinge. Man ser bare først spøgelset efter færgen.
Kadeau: Every love story is a ghost story.
