Taber Mette på sin tavshed?
I årtier har politisk kommunikation sagt, at vejen til at sætte og vinde dagsordener går gennem proaktivitet, klare markeringer, konstant omdømmefokus, gatekeeping og tæt koordination. Måske har Socialdemokraterne ikke læst med? Sagen om partiets uafklarede holdning til prostitution viser, hvor risikofyldt det kan være for partier at glemme de væsentligste principper i politisk kommunikation. Hvis ikke du holder de centrale dyder i hævd, risikerer du medietæv og vælgerflugt. Læs om den ladeport, Socialdemokraterne har åbnet.
De seneste 25 års har de fleste lærebøger om politisk kommunikationsteori rummet et enslydende, gennemgående hovedbudskab: Vejen til magten går via proaktiv, dagsordensættende indsats. Råb højt og hyppigt, så overskygger jeres markante markeringer modstandernes ditto, lyder parolen. Mens den, der tier, taber!
Denne i dag nærmest selvindlysende banalitet har bl.a. Norman Fairclough været blandt eksponenterne for siden begyndelsen af 1990erne. Og selvindlysende eller ej, så gentages budskabet eksempelvis i "Kampagnelederen" af Alexander Tolstrup og i Rasmus Jønssons og Ole Larsens bog "Professionel politisk kommunikation".
Såvel hos Tolstrup som hos Jønsson & Larsen tjener en integreret kaskade af koordinerede og gensidigt understøttende offensive budskaber hovedformålet: at sælge billetter hos den politiske kommunikations kerneinteressenter, nemlig vælgerne.
Taber den, der tier, stadigvæk?
Men nu er der nye boller på den kampagnemæssige suppe. Underkommunikér, skru ned for de offensive udmeldinger, og lad de øvrige partier om at levere budskaber om morgendagens Danmark. Sådan synes den kommunikative doktrin at være under Mette Frederiksens ledelse.
S-toppen under Socialdemokratiets kongres, september 2016. Scanpix/ Henrik Bagger.
Den nye doktrin hos landets største parti synes umiddelbart at bære frugt: Socialdemokraterne står atter stærkt i meningsmålingerne. Men man skal godt nok gradbøje begreberne, hvis man vil give Socialdemokratiets pressestrategi æren for den tilslutning, som partiet nu oplever. Fortjenesten for den vælgermæssige opbakning skal nok primært tilskrives blå bloks interne rivegilde snarere end klare og offensive meldinger på konkrete politiske områder.
Nuvel: Hvad mener socialdemokraterne for eksempel om arbejdspladser, folkeskolen og EU’s retsforbehold? Det er eksempler på politiske emneområder, som partiet omtaler på sin egen hjemmeside, hvor partiet 100 procent selv kan styre kommunikationen.
Kommunikativt fremhæver partiet de initiativer, man tog, og de resultater, partiet opnåede, da man senest var ved regeringsmagten. Det er fint at fremhæve, hvad man har gjort og har opnået. Meget bagspejlskommunikation, men ikke meget konkret om, hvad man vil fremover, om man måtte generobre magten. Bortset fra fine hensigtserklæringer af mildest talt uklar karakter.
Er denne afdæmpethed i kampen om opmærksomheden udtryk for Mette Frederiksens nye kommunikative doktrin: at partiet går fra højtråbende til mere afdæmpet? Fra klar til ukonkret? Fra kant til uld? I givet fald lurer faren, hvis det samtidig er ensbetydende med, at partiet blæser på hovedparten af de forgangne 25 års læresætninger i de politiske grønspættebøger.
For det er næppe en langtidsholdbar strategi, hvis Socialdemokratiet i kampen om vælgernes gunst fremover vælger at ligge på baghjul frem for at melde mere konkret og offensivt ud.
En af farerne ved Mette Frederiksen og co’s tilsyneladende selvpålagte tilbageholdenhed med aktiv og konkret politisk kommunikation består netop i det begrænsede antal udmeldinger. De konkrete bud på fremtiden fremstår logisk nok tydeligere. når der er færre af dem. Det svarer til, at man tydeligere ser det enkelte træ på en mark end i en skov. Det fremstår mere markant.
Særligt udfordrende bliver det, hvis de konkrete udmeldinger om fremtiden ikke er koordinerede, er indbyrdes inkonsistente og bidrager til at relancere partiets image som formynderisk, hvilket socialdemokraterne i årevis har kæmpet for at ryste af sig.
Smagsdommeri eller barnepigestat?
Det ses særligt, hvis man tager et dyk ned i et konkret nyligt eksempel: i den aktuelle debat om Socialdemokratiets tvetydighed i forhold til prostitution. Hvad mener partiet om købesex? Ja eller nej eller njaaa? Prostitution er lovligt i Danmark. Går partiet fortsat ind for det? Partiets udmeldinger er tvetydige.
Utvivlsomt havde formand Frederiksen gerne været tidligere DSU-formand Camilla Schwalbes seneste udtalelser foruden. I Radio24syv mente Schwalbe for nylig, at det er uetisk, at politibetjente runder dagens dont af med at knalde prostituerede "[..]på bagsædet af deres Berlingo", som hun kækt formulerede det.
.jpeg)
Camilla Schwalbe.
Med den tidligere DSU-formands ønske om at pålægge på andre grupper en bestemt moral - in casu regulere/ forbyde politibetjentes lyster, laster, gøren og laden i fritiden - åbner Schwalbe for kritik, der let risikerer at fyre tilbage i det socialdemokratiske maskinrum.
Er det ikke formynderi - at stemple andres lovlige adfærd som uetisk? For hvor stopper det socialdemokratiske formynderi i forhold til de mange områder, der ej heller er ulovlige? Hvad med for eksempel at totalfordømme plejepersonalets rygning i eget hjem eller bandlyse skolelæreres eventuelle trang til en fyraftensbajer? Rygning og alkohol er ikke ligefrem etisk i høj kurs. Og var det ikke en idé at fordømme lastbilchauffører, der evt. går på jagt i weekenderne. Dieselosende transport og skydevåben er jo i en sådan verdensanskuelse uetisk.
Gransker man Rambølls kortlægning af danske mandlige sexkøbere springer det i øjnene, at 15,5 procent af danske mænd i alderen 18-65 år har erfaring med at købe sex. Det er bemærkelsesværdigt, at disse omtrent 260-285.000 danske mænd, svarende til hver sjette danske mand, tilsyneladende ikke er i stand til at varetage et erhverv i den offentlige tjeneste, hvis Schwalbes etos resulterer i socialdemokratisk politik.
Bor du i et glashus?
Indlysende nok er det både kommunikativt uheldigt, når et parti leverer en etisk bandbulle på et lovligt område. Set i en politisk kommunikativ optik bliver det desuden værre, når spørgsmålet om etik og egen adfærd bringes på banen. Kaster man med sten, når man selv bor i glashus?
For er der ikke eksempler på socialdemokratiske udmeldinger om etisk adfærd, som partiets egne medlemmer efterfølgende er blevet kritiseret for ikke selv at efterleve?
Folkeskole vs. privatskole og fartmålinger vs. hastighedsovertrædelser. Også Dansk Folkepartis holdning til EU-tilskud kan ryge ind under den hat.
Erfaringsmæssigt er vælgernes dom hård over politikere, der bidrager til intern slingrekurs, genopfrisker et uønsket image og bramfrit definerer andres adfærd som uetisk. Det står der også en del om i lærebøgerne om politisk kommunikationsteori - og i historiebøgerne.
