Kender du en MAMIL?
Fars fede primalfoto

MAMIL - den midaldrende mand i lycra har fundet sit kald med den maskuline cykelstamme og de stramme shorts. Kilde: Scanpix/Erik Petersen.

Skrevet af
Du ser dem alle vegne: MAMILs - Midaldrende mænd i lycra. De fremstiller sig selv som jægeren, stammemennesket og ham, der bare ikke orker at tage hensyn og høre mere om gestaltterapi og veganermad for en stund: Kæft kælling – det’ sport!!!
Midaldrende mænd i lycra – MAMILs.
De er til spot, spe, forargelse og vrede klummer i Femina fra ingen ringere end René Toft Simonsen, der kritiserer deres egoisme og hensynsløshed. Og hvordan responderer de? Ved at sende en stadig stærkere strøm af selvtilfredse cykelselfies ud på de sociale medier: Print this, woman!
 
Behagesygen er afløst af målrettethed. Metroseksualiteten er sat på standby og både rødvinspatter og firmafrokostvom stillet til skue i stramt tøj – uden de i øvrigt tager sig mærkbart af det – modsat kvinder. For spøjst er det, at når kvinder udstiller deller og skavanker, så er det ofte på en anderledes højstemt, planlagt og dramatisk måde, hvor selve udstillelsen er målet med billedet #nofilter, #justme, #takemeasIam #opgørmodskønhedsidealer – fyld selv på.
 
En MAMIL er misundelsesværdigt iskold over for den slags moderne hensyn eller eventuelle idealer. Tag mig, som jeg er. Det gør min cykel-stamme!
 
MAMILs er ofte mænd, der har et ret ubekymret forhold til, hvad andre tænker om deres sidedelle. Kroppen er en maskine, der ikke behøver være æstetisk, når den blot bringer dem i mål. Her ses fx Løkke i lycra med sine bike-buddies. Kilde: Polfoto/Simon Jeppesen.
 
For det her er større end ønsket om at gøre en smuk kvinde eller tidens kropsidealer tilpas. Det her handler om at genfinde sin identitet, kræve noget plads til armbevægelser og til at have et maskulint fællesskab at dyrke. Det handler om at lukke luft ud af den mentale ventil, før man atter sætter sig ved skrivebordet eller middagsbordet, velduftende, fysisk banket træt og med kontrol over sine kræfter, drifter og andet neandertaleragtigt fyha.
 
En MAMIL vikler sig for en stund ud af sin forstående du-stilling og smider skåneærmerne. Han er ikke karrig med ringeklokken, som er en civilisereret form for primalbrøl ”Grrrrorgh, jeg kløver din Ilse Jacobsen-klædte krop i to, hvis du hindrer mig i at nå mit (af Apple Watch bestemte) mål”.
 
Det virker måske lidt absurd – lige der på stisystemet i den pæne forstad – men meningen er derude.
 
En MAMIL er billedet af jægeren, stammemennesket og ham, der bare ikke orker at tage hensyn og høre mere om gestaltterapi og veganermad for en stund: Kæft kælling – det’ sport!!! Det er erkendelsen og accepten af, at det råstærke skaffedyr er sparket til hjørne af LGBT-bevægelsen, kunstneren Bisse, Justin Timberlakes bløde krøller og en masse bedre uddannede damer, der kan og vil alting selv.
 
MAMIL-stammen er måske endda noget af dét, der gør det muligt for nogle mænd at eksistere i selvsamme verden.
For det er et frirum fra et fimseficeret samfund, hvor alt er indviklet, og hvor alt skal analyseres, medmindre man(d) vil risikere at udløse endnu et krænket blik eller et ildevarslende ”Nej, der er ikke noget. Alt er fint, skat”.
 
For MAMILs er blot asfalten. Ingen pis. Ingen forviklinger. Og asfalten skal og kan nedlægges.
 
En lille melodi
Lad mig foreslå en stammesang, som jeg nynner, hver gang jeg er ved at blive torpederet af en rasende flok MAMILs – og det er ikke Michael Bublé. Det er dén med Bloodhound Gang, The Bad Touch:
 
You and me baby ain't nothin' but [MAMILs]
So let's do it like they do on the Discovery Channel
Gettin' horny now
Og senere:
So show me yours I'll show you mine "Tool Time" you'll Lovett just like Lyle
And then we'll do it doggy style so we can both watch "X-Files"…
 
 
Bare forestil dig, at de synger "MAMILs" i stedet for "mammals", så kører det!
 
Og hvad har Bloodhound Gangs ”The Bad Touch” med herrer i lycra at gøre: Alt.
Det er en søgen efter noget ukompliceret, effektivt og maskulint: Bloodhound Gang vil parre sig som pattedyr. Og det er uden tantra og uden først at skulle analysere et stykke film noir over noget Aperol Spritz.
 
Min tese er, at sådan har de fleste mænd det til tider, men for MAMILs, der kendetegnes som civiliserede karrieremænd/husfædre, kan tingene naturligvis ikke ytres så direkte – og så har vi heldigvis vejen og cykelstammen. Her er det socialt acceptabelt – og rammerne er til – at få afløb for urmennesket.
 
Det er maskulinitet, der trods alt er så tæmmet, at den fungerer mellem #mitguld og #stilleben på Instagram (modsat en frådende og fuld mand på stadion, der lukker luft ud ved at true dommeren på livet eller være baneløber).
 
En MAMIL er en mand i sin farvestrålende krigsuniform, der sidder stramt om testiklerne, på jagt efter en enkel tilstand af fysisk udmattelse og en direkte målelig succes (Runkeeper lyver aldrig). Det er midaldrende mænd tilbage til det oprindelige i legehuset i trætoppen, hvor man var én for alle og alle for én, og hvor der var plads til at lugte harsk af armsved, og man selvfølgelig delte sin klistrede, gulnede udgave af Weekendsex med de andre medlemmer af klubben.
 
Yes. Mulle vil stadig gerne være med i hulen. Og alt, han skal gøre, er at barbere sine ben og bruge en anseelig del af friværdien på cykler, lycra og en hjelm med en flot racertut.
 
MAMIL-Mulle skal bare barbere ben, så er han med i klubben.
 
Herefter er der adgang til de hellige haller af uendelige veje, stræder og stier, hvor alt, der betyder noget, er fysisk ydeevne. For enden af vejen venter de andre stammemedlemmer med snavsede ansigter – klar til at posere for kameraet, mens de tager armen omkring dig, lettet, glad og selvtilfreds. Victory is ours! 
 
Hvis det ikke er et Kodak-moment, så er der jo intet, der er. Hvilket de mange #mamil-posts bekræfter.
 
En medalje skal bides i. Det står i Real man/MAMIL-reglementet.
 
But why?
Det ville være selvmodsigende, hvis jeg som kvinde påstod, jeg kunne besvare spørgsmålet om, hvorfor MAMIL-stammen vokser dag for dag, og hvorfor vi andre partout skal udsættes for billeder af den. Derfor dykker jeg ned i kønsforsker Kenneth Reinickes betragtninger fra bogen ”Drenge og mænd i krise”.
 
Der er en lille rocker eller Rambo gemt i alle mænd, er hans teori blandt andet. Det bygger han på, at drenge i højere grad opdrages og socialiseres på en måde, hvor vold og fysisk styrke giver anerkendelse: Alle kan huske, hvem der var den stærkeste dreng i klassen, men ingen husker, hvem der var bedst til husgerning, som han pointerer i en artikel til Politiken i anledningen af udgivelsen.
 
I forhold til den lille rocker og socialiseringen som dreng giver det MAMIL-bevægelsen status som den modne pendant: På cyklen sammen med de andre er der et sammenhold, som bindes sammen af fysisk styrke, maskulinitet og præstation.
 
Mænd mødes sjældent ”bare for at snakke, være sammen og drikke kaffe”, som kvinder gør. De mødes med et klart formål: se fodbold, lave carport, hjælpe med at hænge en lampe op, flytte kasser, spille poker – eller cykle røven ud af lycra-shortsene. Meningen med samværet markeres gerne med en cykelselfie, hvor der bides i en medalje, eller der zoomes på cyklens kilometertæller: Ingen kaffeslabberas her – det her er målrettet samvær mellem alfahanner, og vi har billeddokumentation.
 
Work hard - play hard. MAMILs ligger lunt i indkomststatistikken, og succes er noget, man gerne dør lidt for.
 
Tilbage til artiklen med Kenneth Reinicke. Her påpeger han, at nogle mænd kan have en frustreret maskulinitet, fordi kvindemagasiner ofte portrætterer den perfekte mand som én, der kan kneppe igennem, bygge et hus fra grunden, forsvare og forsørge familien, mens blandt andet samfundets teknologiske udvikling på arbejdsmarkedet overflødiggør den traditionelle maskulinitet og dens styrke.
 
Og for min egen regning: Råstyrken er blevet reduceret til noget, der er charmerende i en kurmagersituation, men pakkes langt væk, når dagligdagen banker på. Kvinder vil – som Annemette Voss fra Bagedysten for nyligt udtalte – ikke have ”sådan en blød skumfidus af en mand”.
 
Omvendt finder få kvinder sig ret længe i en brovtende knudemand, som ikke orker følelsesbavl og bare vil have sin aftensmad klokken 18.00. I den vejsidebombebelagte zone skal manden så finde sin plads. Han skal redde prinsessen, nedkæmpe dragen og bagefter snitte den ud og lave den om til en tres bien mignon, mens han lytter efter børnene.
 
Og hey – vigtig indskudt sætning: Jeg kører ikke flomset, nedladende medlidenhed af her. Dét med den nye rolle kan mænd sagtens klare, ligesom kvinder gennem årtier også har skullet fumle sig til en fornuftig balance mellem at være en effektiv jæger i erhvervslivet og feminin samler derhjemme.
 
Men rolleforvirringen kan blot være med til at forklare, hvorfor mænd nogle gange sætter foden i pedalen og bagefter dokumenterer det svedige hår for hele verden.
  
Det er samfundets skyld
Mænd, der tager cykelselfies, kan desuden vinke af ved, at også de har tilbedt samfundsreligionerne: sundhed og vindermentalitet.
Typisk hører MAMILs til i det blå segment: Mænd, der tjener godt, og som præsterer på landets kontorer til daglig – Lars Løkke er det mest fremtrædende eksempel på det.
 
Men hvor der tidligere var prestige i at flashe sin vindermentalitet gennem sin firmabil og speedometeret i rødt felt, så er den slags udskejelser blevet dårlig stil, amoralsk og noget for Onkel Tøhø. Dertil har den før så klare succesindikatorsport, golf, fået en odeur af Old Spice, og selvbedraget med, at det giver en masse motion at spadsere rundt i tweedbukser, er gennemskuet.
 
Nej. Moderne, succesfulde mænd blæser gennem mudder sammen med stammen. De favner maskuliniteten på en – trods min forståelse for René Toft Simonsens ærgrelse – samfundsmæssig acceptabel måde. MAMILs lytter ærligt andægtigt, når den kvindelige ekspert forklarer kurver og grafer til bestyrelsesmødet. De er ligestillede. Men i fritiden, sammen med drengene, må kvidrende kvindegrupper med yogamåtter bag på cyklen komme af banen - hasta la vista, baby.
 
Og måske er det godt nok det hele.
 
For som MAMIL-græsenker ved, kommer manden mere afbalanceret hjem. Det er hans mudrede, smilende fjæs på alle hans SoMe-konti et varsel om.
 
MAMILs dyrker hård motion, men de er ikke fanatiske sundhedsapostle. Mænd, der tager cykelselfies, belønner gerne sig selv med en fadbamse-præmie #udødelig. 

Relaterede artikler

Selfie-selvmordet - Enlige, vrede unge mænd begår terror som aldrig før. Islamistisk radikalisering og højrepopulistisk ultravold byder sig ...
Hvilken træningstype er du? - De sidste par år har fitnesskrigen raset i hele landet. For træning er ikke bare træning. Det er både en livsstil og en ...
Victory Selfies - Sociale medier har revolutioneret mediebilledet og gjort menigmand til potentiel global krigskorrespondent. Sandheden er...
Tager du lige en skilsmisse-selfie? - Må jeg gøre det forbi på Facebook? Hvordan fortæller jeg vores omgangskreds, at vi ikke længere er et par? Må jeg skrive...
Lykken er luksusskod - Måske fik vi ikke den Tesla, den strandvejsvilla, de Noma-besøg og de designerting, som vi ønskede os af livet – men pyt...
Løb, Løkke, løb - ANALYSE: Løkkes løbeture er blevet talk of the town for folk med indflydelse eller ambitioner om at få det. Men hvorfor ...
Vindere har velstandsvom - Glem alt om sixpack – succesfulde mænd har en tyk tegnebog og en blød mave. Velkommen til endnu et uopnåeligt kropsideal...

Giv din stemme

48 stemmer
2,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: 26. november

Praktikant

Frist: 10. december

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.