Det hedenske farvel til 24syv
Jim Lyngvild har valgt at forlade Radio24syv-programmet 'Det, vi taler om'. "Jeg står på mål for at være misundelig, skinsyg og iversyg. Yde brødnid og lade mine egne vigende evner være genstand for manglende pli, men en ting kan man ikke beskylde mig for – jeg er altid ærlig! Når jeg siger stop, mener jeg stop. Når jeg siger nok er nok, så er mere ikke et alternativ", siger Jim Lyngvild til Kforum.
af Jim Lyngvild
De højere magter har givet os evnen til at reflektere, men refleksionen har det med at fange det forhåndenværende lys; ikke det lys, man selv ville foretrække. Det samme gør sig gældende med sladder. Man skriver eller taler gerne om det, der reflekteres i ens eget prisme, men sjældent om det, der kunne være mest fordelagtigt for, at lyset bliver brudt så bredt som muligt.
I de seneste dage er såvel brudt lys som bølger gået højt på Facebook, thi ingen skal åbenbart formaste sig til at forlade den for fulde sejl strygende skude kaldet Det, vi taler om på Radio24syv. Og da slet ikke, når den forjættede vært på forhånd havde tænkt sig at begå karaktermord mod en anløben matros i panelet.
Jeg indrømmer det blankt: Jeg er anløbet … grænsende til det rå-rustne! Jeg taler beskidt, har spaltet tunge og dårlige manerer. Jeg lader mig rive med, jeg er verbalt udfordret (eller er det udfordrende?), men jeg er også bare et menneske. Heksejagten vil ingen ende tage i disse sankthanstider, hvor sociale medier gør det ud for kvashenlagte bavner, hvorpå tidens trolde kan ende deres dage i lys lue. Jeg indrømmer blankt, at jeg har kastet ved til dette bål. Jeg har ladet mig forføre af hadsk sirenesang og ydet selvtægt på moralen.
Mine medbrandstiftere har ikke set med milde øjne på min afmønstring fra sladderskuden; for er det misundelsens brød, der er svært at sluge, eller er det et reelt forsøg på at brænde kosten og lade turen til Bloksbjerg være en saga blot?
Nuvel, jeg har ladet mig støde på manchetterne, men nogle gange er manchetstød præcis det redskab, der skal få tankerne ud af kontrol og tilbage på rette kurs. Jeg lægger gerne mit syndige legeme tilrette på udskammelsens bål, og lader Ditte Okman, Anna Thygesen, og hvem der ellers måtte være ’dem, man taler om’ være gnisten fra min karrieres afskedstændstål.
Jeg står på mål for at være misundelig, skinsyg og iversyg. Yde brødnid og lade mine egne vigende evner være genstand for manglende pli, men en ting kan man ikke beskylde mig for – jeg er altid ærlig! Når jeg siger stop, mener jeg stop. Når jeg siger nok er nok, så er mere ikke et alternativ.
Jeg er min egen værste fjende, og når man fra tid til anden får vendt et blad i livets katekismus, kan den nye side vise sig at være både illustreret, illumineret og koloreret helt anderledes end de foregående, og disse nuanceforskelle skal (og helst må) man ikke være blind over for.
Det er altså helt for egen regning, at jeg har sagt op i Det, vi taler om, og ja, JEG har sagt op. Lad ikke honningdryp være genstand for sandheden, for så længe skriftsproget stadig er at regne, har jeg retten til på kommunikationseksperters løftede pegefingre at se, hvor fingrene peger hen, for når man peger på sig selv, kan de fingre, der peges med, aldrig blive skadelige – højst for de, der peger.
Jeg er bestemt ingen helgen og ser ikke mig selv i et glorieomspændt lys, men jeg ser dog mig selv klart og tydeligt. Det billede, jeg ser tilbage på, når time efter time er henslæbt i 24syvs radiostudie, er ikke kønt. Jeg er ikke den bedste udgave af mig selv, når der er sladder på tapetet og lynchstemning i luften. For gu’ er det skønt at sladre, og gu’ giver det et sus i maven at høste anerkendende nik og klik på Facebook, men hvilke konsekvenser har det for de mennesker, jeg har været med til at hænge ud som dette og hint?
Jeg taler helt for egen regning, for her peges ikke med fingre, men svanesangen kunne have været ønsket smukkere. Som den henklinger nu, er det med harske bitoner og forvredne kakofonier, og det klæder ingen symfonier.
Jeg vil blot lade min del af tonerne forstumme og ønske Det, vi taler om al mulig held og lykke. Og håbe, at jeg ikke – for ofte – kommer til at befinde mig foran mundingen på den rygende revolver. For det er skønt at sidde med fingeren på aftrækkeren, men sjældent sjovt at være i skudlinjen. Det ved jeg nu.
