Lykkeindustrien og dens implikationer
Er du lykkelig nok til dit job?

Lykken som personlig kompetence. Den britiske sociolog William Davies skriver om det moderne liv og lykken i sin nye bog "The Happiness Industry: How the Government and Big Business Sold Us Well-Being" Ill. John Holcroft.

Den britiske sociolog William Davies fremlægger i 'The Happiness Industry: How the Government and Big Business Sold Us Well-Being' bagsiderne ved samfundets stadige fokus på lykke. Ph.d og lektor i filosofi, Morten Ebbe Juul Nielsen kommenterer på bogen.
Lykke er hot! Vi soler os i vores topplaceringer i internationale lykkemålinger, og vi diskuterer, hvad der mon kan ligge bag disse. Er det vores udprægede grad af lighed, en særlig dansk enheds- og tillidskultur, eller handler det om, at vores forventninger er så tilpas lave, at vi sjældent oplever store skuffelser? Omvendt lyder der ofte klagesange om vores store forbrug af ”lykkepiller”, og enhver læser af Politiken eller Information vil vide, at antallet af stressede, deprimerede, spiseforstyrrede, funktionelt lidende glutenallergikere osv. er eksploderet i de sidste par årtier.
 
 
Det lidt bredere ”velvære”, der udover oplevet lykke inkluderer rent fysisk helbred, fylder næsten endnu mere, og frontløbere (undskyld ordspillet) udstyrer sig med diverse aggregater for at monitorere puls osv. i et forsøg på at optimere deres helbred gennem trenden ”Health 2.0”.
 
 
Et festfyrværkeri af produktivitet
Vi er naturligvis interesserede i lykke. Det er meget svært at forestille sig en nogenlunde rationel person, der ønsker mindre snarere end mere lykke. Men en anden grund til, at lykke har vores store interesse, kunne være, at vi forventes at være lykkelige (indsæt alskens relaterede egenskaber her: psykisk robuste, optimistiske, fremadsynede, positive osv. osv.). Lykkelige mennesker er produktive og attraktive; hvem vil ansætte eller hænge ud med negative hængemuler?
 
Heldigvis står en hær af guruer, terapeuter, coaches, trænere og andre ”livsstilseksperter” klar med tilbud fra hylderne med positiv psykologi, mindfulness, og andre selvudviklingsteknikker, så vi alle kan blive rustet til kampen om at være allermest lykkelige og produktive.
 
Som undertitlen mere end antyder, behandler Davies lykkebegrebet og dets rolle relativt kritisk.
 
Den britiske sociolog William Davies skriver i bogen The Happiness Industry: How the Government and Big Business Sold Us Well-Being om en amerikansk ”workplace happiness guru”, der anbefaler virksomheder at identificere de 10 procent ansatte, der er mindst entusiastiske i forhold til hele lykkedagsordenen - og afskedige dem.
 
Dette skulle føre til et sandt festfyrværkeri af produktivitet hos de resterende 90 procent, og som Davies tørt kommenterer, så er dette ”…a finding which is open to more than one psychological interpretation.” 
 
Den deprimerende og bumlede deroute
Indirekte kondenserer afsnittet om den gale happiness-guru en af Davies’ bedste observationer: Vores moderne arbejdsliv kræver, at vi er robuste og omstillingsparate, investerer hele vores person og først og fremmest, at vi er positive. Men paradoksalt nok undergraves vores lykke netop af samme arbejdslivs konstante forandringer, usikkerhed i ansættelsen, store arbejdsbyrder og overskridelsen af barrieren mellem arbejdsliv og privatliv.
 
En af de vigtigste nye danske romaner om arbejde og lykke er, efter min beskedne mening, Jan Sonnergaards Frysende våde vejbaner fra 2015. Vi følger den midaldrende, hvide, heteroseksuelle middelklassemand Jesper, der efter et langt arbejdsliv i postvæsenets tjeneste bliver afskediget (bevares, på lempelige vilkår!), og derefter oplever en deprimerende og bumlet deroute, der slutter med en af de bedste afskedssalutter i dansk litteratur: ”Jeg skal hverken opsøge Julia eller nogen anden, naturligvis skal jeg ikke slå nogen som helst ihjel. Men hvad skal jeg så?”
 
Jan Sonnergaards seneste roman (2015).
 
De ”frysende våde vejbaner” refererer enkelt nok til den smalle sti, som udgøres af et liv, hvor man vil have bare en lille chance for glimtvis at opnå lidt lykke og en vis form for anstændig selvopretholdelse.  En vej, hvor det er så ubehageligt let at skride ud og ende på en af tilværelsens skrotpladser før tid.
 
Som jeg læser det, havde Jesper skåret en fin lille niche for sig selv på en måde, der var ganske tilforladelig for alle andre også. Før afskedigelsen kunne han fungere som produktiv arbejdskraft, bidrage til samfundet og klare sig selv. Samtidig kunne han hengive sig til sine private interesser for rockmusik, lidt tungdruk nu og da og et sporadisk, men jævnt hen tilstrækkeligt socialt liv, helt fri for at tænke på arbejdsplads, corporate identity, optimering af egne kompetencer og ressourcer, og hvad nu end der følger med det moderne arbejdsliv.
 
Arbejdet som et nødvendigt onde
Med Sonnergaards egne ord: ”Han passer sit arbejde, men vil ikke have noget at gøre med kollegerne, eller med til julefrokosten, han skulle hjem og høre sine rockplader eller til koncert med vennerne… Ikke noget som helst teamwork, ikke noget som helst fleksibilitet… men han passede sine ting, og ikke mere.”
 
Altså hvad man kunne kalde en klassisk lønmodtagermentalitet og -tilværelse, hvor arbejdet er et nødvendigt onde, men ikke noget, der æder ens sjæl, og hvor en cost-benefit-analyse sagtens kan falde overvejende positivt ud: Jeg passer mit arbejde, til gengæld holder I nallerne fra mit liv.
 
Forfatter Jan Sonnergaard. Polfoto/ Tobias Selnæs Markussen.
 
Sonnergaard fortsætter: ”Det var fuldstændigt legitimt for tyve år siden. Men hele den indstilling blev jo væltet om på ganske få år, så hvis du har den indstilling i dag…så får du ret store problemer. Og det er et mentalitetsskifte.”
 
Med andre ord: Arbejdslivet overskrider grænserne til privatlivet; skellet mellem ens offentlige, produktive væren og ens private, sociale og eksistentielle væren ophæves, og produktivitet bliver til syvende sidst den afgørende bundlinje. Og for at være produktiv skal du være lykkelig!
 
Lykken som individuelt konkurrenceparameter
Som bekendt indeholder den amerikanske uafhængighedserklæring en smuk passus om, at vi alle har visse ”umistelige rettigheder”, blandt andet rettighederne til ”Life, Liberty and the pursuit of Happiness”. Det centrale i denne sammenhæng er ”pursuit”: Vi har alle retten til at søge lykken – på vores egen måde. Vi har ikke en ret til at være lykkelige; det må vi selv ligge at rode med. Og vi har, i Jefferson og co.’s optik, slet ikke pligt til at være lykkelige.
 
På det punkt ser verden radikalt anderledes ud nu. ”Lykke” - eller i hvert fald at udstråle, at man er lykkelig og køber hele ideen om, at livet drejer sig om at akkumulere så meget lykke som overhovedet muligt - har etableret sig som et individuelt kompetence- og konkurrenceparameter på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, der så oven i købet forlanger, at alle ansatte skal være ”hele mennesker”, der ”brænder for sagen” og ”investerer sig selv” i arbejdet.
 
Den måde, vi opfatter og organiserer arbejdslivet på, fordrer at vi er lykkelige, samtidig med at den undergraver vores mulighed for lykke! Den eneste modgift, som stilles til rådighed, er individuelle løsninger: medikamenter, positiv psykologi, stresshåndtering, mindfulness og meditation. Den individuelle lykke bliver ikke en mulighed, men et krav for at deltage produktivt i samfundet.
 
Og her er vi naturligvis fremme ved kernen: et eksklusivt fokus på individet-som-arbejdskraft og dette produktionsindivids problemer i form af depression, stress, udbrændthed, surmuleri, manglende holdånd og robusthed betyder, at de strukturer og produktionsforhold der er på arbejdsmarkedet, der nok ofte er med til at skabe netop depressionen, stressen osv., helt overses. Hvilket blot medfører behov for endnu større doser positiv psykologi, buddhistisk messen og individuelt lykkefokus i en ondsindet cirkel.
 
Ansvar for egen udbrændthed
Davies er mindre skarp i iagttagelsen af, at der kræves to til en tango: Både struktur og individ er relevante her. Individer, der absolut og partout skal udfolde hele deres potentiale, fordi de narcissistisk og romantisk er overbeviste om deres eget selvs unikke og fantastiske værd, er lette ofre for denne cirkel. Den franske sociolog Ehrenberg taler om det moderne, frigjorte menneske, der ikke tynges af neurotisk dårlig samvittighed, men til gengæld brænder ud i tilbedelsen af sit eget, unikke selv. 
 
Professor i sociologi, Alain Ehrenbergs bog 'Det udmattede selv'
 
En udbrændthed der til syvende og sidst udmønter sig i depression (eller lignende patologier). Selvom Ehrenberg nok mere er på hold med Davies i sit fokus på strukturer og organisationsmåder, udelukker Ehrenbergs perspektiv ikke, at individer har et medansvar.
 
Herunder også et medansvar for deres eget udbrændthed, der ikke udelukkende skyldes udefra kommende, ondsindet neoliberale anslag i form af vores måde at arbejde på, men også narcissistiske og krævende individer, der vil det hele på den halve tid: karriere, venner, oplevelser, materielle goder, en 100 procent fit krop, tre økologisk opdrættede børn og autentisk nedslidte træmøbler slæbt hjem fra det lille loppis, man tilfældigvis kom forbi på jagtturen i Polen.
 
Man kunne også, for nu at tage Jesper fra Frysende våde vejbaner - eller i hvert fald Jespers type - op, spekulere over, om der ikke findes en modsatrettet, men ikke desto mindre stadigt narcissistisk og infantil reaktion: nemlig den, hvor det selv-forelskede unikum på forhånd trækker sig fra at investere noget som helst, i (ubevidst) viden om, at afkastet fra den investering ikke lever op hans grandiose forestillinger om egen brillans og genialitet. En del af dagens ”modborgere” forkommer mig at leve op til denne beskrivelse.
 
Vi skal bort fra at tænke i ekstremer
Min pointe: vi skal passe på, når vi tænker over og diskuterer de åbenlyse negative sider ved lykkekravet og de moderne selvudviklingsteknikker som mindfulness, coaching og positiv psykologi osv. Vi skal lade være med at anlægge den kontrære automatreaktion, hvor den enkelte bliver reduceret til et viljesløst offer, der intet handlingsrum eller ansvar har, og hvis patologier, uhensigtsmæssigheder, surmuleri og skrøbeligheder altid skyldes konkurrencestaten, neoliberalisme, konsumerisme eller kapitalisme.
 
Diskursen om ansvar synes at svinge i en pendulbevægelse: fra ekstremet ”det er samfundets skyld” til ekstremet ”det er udelukkende dit eget ansvar.” Jeg er enig med de (mange) kritikere af vores måde at være produktive på i dag om, at vi bør tvinge pendulet bort fra sidstnævnte ekstrem. Men vi bør omvendt ikke se bort fra hverken den enkeltes rolle og handlemuligheder på det her område, eller smide de konstruktive muligheder i selvudviklingsteknikkerne helt ud med badevandet.
-
Læs mere:
William Davies, The Happiness Industry: How the Government and Big Business Sold Us Well-Being, Verso 2015.
Alain Ehrenberg, Det udmattede selv, Informations forlag 2010.

Relaterede artikler

Drop lykken på forsiden - Det er kort, det er fængende, og det runger af sensation. Men lad os nu alligevel holde op med at kalde antidepressiv me...
Medieoffersyndromet – den nye diagnose - Personskandaler er en effektiv måde at skaffe læsere og seere på. Der er ikke altid hold i historierne, og ofte bliver d...
Velkommen til verdens tredjelykkeligste land - I foråret udkom Columbia Universitys World Happiness Report for 2015. Danmark er på tredjepladsen. De danske medier brug...
Begavet livsstilssatire om speltsegmentet - Mens vi presser citronen er DR2's nyeste bud på en dansk satireserie, der gennem fem afsnit skildrer tre par i 40'erne, ...
Den bedste plan er ingen plan - Vi vælger mere og mere nichet, hvad vi laver, hvordan vi laver det, hvad vi indtager, hvem vi taler med, hvilke nyheder ...
Mod Candy Crush kæmper selv guderne forgæves - Kulturen må godt kunne noget. Den må godt ville noget. Den skal ikke nødvendigvis være uskadelig, den må godt røre ved n...
Selfie-selvmordet - Enlige, vrede unge mænd begår terror som aldrig før. Islamistisk radikalisering og højrepopulistisk ultravold byder sig ...
Biologiens mirakler - Til trods for Kommunikationsforeningens ophør kører den succesfulde Case Competition i Global Kommunikation videre i sam...
Ud og se med LSD - At tage stoffer for at arbejde mere og arbejde bedre er ikke noget nyt fænomen. I 1960’erne var det de såkaldte ferietab...
Se nu stiger Mette - Litteraturkritiker Mette Høeg har de sidste to år har været i mediernes søgelys. Hun bragede igennem i 2015 med sin kron...
Er du et Konstant Presset Individ? - 'Når livet giver dig citroner, så lav lemonade', siger et gammelt ordsprog, og det må man sige, at sociolog Emilia van H...

Giv din stemme

14 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 27. november

Kommunikationskonsulent

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.