»De er lige så dårlige til at stave, som de er til at skyde«.
Omtrent sådan faldt en kommentar om navnet Loyal to Familia. Afsenderen antog fejlagtigt, at stavemåden Familia er en fejl. Det er tværtimod helt korrekt spansk, og der er en grund til, at den spanske stavemåde er valgt og ikke den engelske Family eller den danske Familien. Det handler formentlig om lige dele fascination og identifikation.
Pressen skrev om en ny indvandrerbande ved navn Vatos Locos, som skød op overalt i landet, men som især skulle være stærk i Tåstrupgård, og politiet udtalte sin bekymring. I virkeligheden kunne det hele føres tilbage til en enkelt Hollywood-film, som var så populær i Tåstrupgård, at den ustandseligt blev hugget på den lokale tankstation. I filmen »Blood In, Blood out« så Tåstrupgård-drengene mænd fra Latinamerika leve bandelivsstilen ud i USA. Latinamerikanerne lignede dem selv, og der gik ikke længe, før de første graffitier med »VL« dukkede op på Tåstrupgårds mure.
Unge mænd med mellemøstlige rødder i Taastrupgaard, Tingbjerg eller Trillegaarden kan ganske enkelt spejle sig mere i en latino-gangster end i en hvid HA’er eller en sort Original Crip Homie.
På sociale medier er latino-gangsternavne som Escobar populære blandt personer, der gerne vil signalere gangster-bad ass-attitude.
Det mexicanske udtryk Orale bliver ligeledes flittigt brugt som kraftudtryk og til at udtrykke begejstring og respekt.
Foto: Ritzau Scanpix.
Fra rødder på Pladsen til grænseoverskridende magtfaktor
I 2017 har LTF spredt sig til Nordsjælland, Ydre Nørrebro, Valby, Amager, Aarhus, Fredericia - og senest Malmø og Helsingborg.
Aktuelt er LTF involveret i tre af hinanden uafhængige konflikter med Black Army og lokale grupper i Aarhus, med tre grupper i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro, Københavns Nordvestkvarter og Husum og med en gruppe på Amager.
Særligt konflikten med grupperne fra Mjølnerparken, Nordvest og Husum - med frontlinje omtrent ved Rovsingsgade på Ydre Nørrebro - har været voldsom med små 30 skyderier og knivstikkerier henover sommeren. Utallige er blevet sårede - herunder flere uskyldige.
Udover at LTF altså har en El Presidente og dermed en central ledelse, at de har geografiske afdelinger - herunder en national-afdeling, der må formodes at svæve over vandene - og at de geografiske afdelinger har kontaktpersoner til den centrale ledelse, så er det for udenforstående uklart, hvordan LTF præcist er organiseret.
Latino-gangster-typografi
LTF’s logo er et dødningehoved med bandana for munden og to pistoler. Et meget klassisk outlaw-logo, der skal signalere drabelighed, voldsparathed og dødsforagt, og som ikke afgørende adskiller sig fra konkurrenternes. Logoet er en smule primitivt, men ikke ueffent udført, og giver associationer til noget, der er tegnet i kedsomhed på en en blank side i en SSP-folder i en fritidsklub.
Logoet bliver anvendt som rygmærke på sorte hættetrøjer, der jo er nationaldragten på bl.a. Indre Nørrebro. Under logoet står, hvilken afdeling medlemmet er fra, fx Tingbjerg, Hillerød eller Sweden.
LTF har endnu ikke indført veste, selvom El Presidente i ovennævnte interview med Frederiksborg Amts Avis varsler, at det vil ske.
Udover logoet bruges initialerne LTF på T-shirts, kasketter og huer. Her er benyttet en skrifttype, som denne skribent egentlig indtil nu har forbundet med noget western-agtigt. En googlesøgning på Mexican fonts afslører imidlertid det indlysende, at der naturligvis er forsøgt at ramme en mexicansk/mexicansk-amerikansk latino-stil:
Den valgte skrifttype ligger i øvrigt overraskende tæt op af Hells Angels’:
LTF har ladet sig inspirere af rygmærkeklubber som Hells Angels og Bandidos og deres interne hilsner såsom AFFA (Angels Forever Forever Angels), BFFB (Bandidos Forever Forever Bandidos). LTF’s version er FFFF (Familia Forever Forever Familia), der benyttes i kommentarsporene på sociale medier og som budskab rundt omkring i gruppens territorier.
LTF-grafitti. Det der med ‘forever’ skal i øvrigt tages med et gran salt, da bandemedlemmerne ifølge politiet i gennemsnit er medlemmer i tre år.
LTF har naturligvis også et håndtegn, der er et f udført med hver hånd, og som vist mest benyttes, når der skal poseres på gruppebilleder på Facebook.
LTF jager de unge mænd
Den altoverskyggende målgruppe (...) er unge mænd. Både som genstand for medlemskommunikation, i forhold til rekruttering og i forhold til konkurrenter. Æstetik og symbolbrug kredser omkring traditionel machismo og omfavner og dyrker desuden identitet, profil og image som outlaws.
Hertil kan føjes, at disse unge mænd altovervejende tilhører den samfundsgruppe, der i gamle dage blev kaldt proletariatet, og som bor i udsatte boligområder.
Et af hovedbudskaberne i interviewet er, at LTF er et broderskab, der ikke er involveret i kriminalitet. Det er et ekko en-til-en af HA og Bandidos’ credo: Hvad broderskabets medlemmer ellers render og laver, kan vel aldrig være broderskabets ansvar?
Samtidig får vi at vide, at vi som almindelige borgere intet har at frygte fra LTF. For så vidt angår lyst pigmenterede, almindelige borgere, så er det da også korrekt, at vi som udgangspunkt ikke er i målgruppen for hverken rekruttering, intimidering eller skyderier.
Helt anderledes forholder det sig derimod for mørkt pigmenterede, almindelige unge mænd mellem 15 og 25 år, der både risikerer at blive opkrævet penge af LTF for at opholde sig på fx Blågårds Plads og at blive skydeskiveforvekslet med medlemmer fra konkurrerende bander.
Som et kuriosum skal det bemærkes, at blandt de outlaw-grupperinger, der er til stede i Danmark, så er LTF den gruppe, der suverænt prioriterer tilstedeværelse på sociale medier lavest. Tilsyneladende har gruppen i modsætning til de fleste konkurrenter ikke engang en officiel Facebook-side.
Voldskommunikationens tveæggede sværd
LTF kommunikerer altovervejende ved tilstedeværelse og handlinger på gaden. De kommunikerer deres territorialkrav ved at hænge ud på bl.a. Blågårds Plads, Ruten i Tingbjeg eller Bispehaven i Aarhus og vise logo, initialer og antal, og de kommunikerer til konkurrenterne ved fysisk at angribe deres medlemmer - gerne på konkurrenternes territorium.
»Hvis man skyder et menneske i ballen, er det nedgørende for ham. Hver gang han sætter sig ned, tænker han på dig. Ballen ved man, at folk ikke dør af at blive skudt i, men det er en provokation og mobning mellem bandemedlemmer.«
Rå voldsudøvelse - herunder mod røvballer - er en voldsom kommunikationsform, og for banderne er den et tveægget sværd.
På den ene side aftvinger den af indlysende grunde frygt og respekt hos konkurrenter og potentielle rekrutter og skaber internt sammenhold. Som sådan er det særdeles effektiv kommunikation til at indfri gruppens målsætninger.
På den anden side påkalder voldskommunikationen sig af lige så indlysende grunde offentlighedens opmærksomhed og gør banderne sårbare overfor indgreb fra både politi og politikere.
Bandevold er en gave på et sølvfad til politikerne, der kan score nemme politiske point på at slå hårdt igen, ikke mindst i et kommunalvalgkampsår som 2017.
I kølvandet på sommerens voldsomme konflikter har justitsminister Søren Pape Poulsen, hvis parti har desperat brug for point, da også varslet en undersøgelse af mulighederne for et forbud mod LTF.
Det har lederen Shuaib Khan allerede kunne konstatere på egen krop. Ti dage efter en episode, hvor han blev visiteret og angiveligt truede en betjent, blev han anholdt og varetægtsfængslet. Han var altså i politiets varetægt, da de angivelige trusler faldt, men fik lov til at gå. Efter ti dages intensiv politisk opmærksomhed blev han så alligevel hentet ind og fængslet.
»Hvis det ikke lige var Shuaib Khan, der sad her, så havde man aldrig fremstillet nogen under de her forhold,« som
hans forsvarer har udtalt. Det er en konstatering, det er vanskeligt at være uenig i.
Dertil kommer et politisk krav fra Dansk Folkeparti om, at Shuaib Khan som pakistansk statsborger skal udvises af Danmark. Det er to gange tidligere blevet vurderet af domstolene, at han ikke kan udvises.
Under radaren
Sommerens voldelige konflikter er altså på ingen måde en gratis omgang for LTF og deres modstandere. Et stort antal af de involverede parters medlemmer sidder netop nu varetægtsfængslet med sigtelser, der giver udsigt til længere frihedsstraffe.
At spektakulær voldskommunikation kan afføde resolut og omfattende reaktion fra myndigheder og det politiske niveau, har både den sicilianske mafia og den colombianske kokainbaron Pablo Escobar tidligere måtte sande. Ingen sammenligning med LTF i øvrigt.
I dansk målestok har de senere års bandekonflikter resulteret i lovindgreb i form af de såkaldte bandepakker, der bl.a. skal gøre livet ekstra surt for fængslede bandemedlemmer.
Prisen for den taktik er naturligvis, at de i voldsberedte konkurrenters øjne kan fremstå svage og uvillige til at forsvare sig selv og deres territorium, hvilket videre kan gøre ondt på medlemmernes selvforståelse, loyalitet og på sigt gruppens evne til fastholdelse og rekruttering af medlemmer.
En hårfin balance mellem strategisk kløgt og branchespecifik brutalitet i bandeland.