|
Lorten udsat for en fænomenologisk analyse
Vores alle sammens Bruno

Lorten er det allestednærværende fænomen, som vi hverken kan tale om eller lade være.

Skrevet af
Lorten er verdens mest undervurderede fællesmenneskelige hverdagsfænomen. Den er international og demokratisk. Den er humoristisk, mørk og mystisk som den perfekte date, og den er allestedsnærværende som tabu.
Prøv lige en gang at tænke over det. Du sidder i S-toget, i bilen, på cyklen. Inde i din mave ligger der en lort. Lad os antage, at det er S-toget, du sidder i, for her er der særligt mange lorte på spil. De kører afsted med samme fart i togets retning. Du ser det for dig med dine særlige X-ray briller, måske fra siden, måske fra oven, en smuk synkronballet af lorte på vej ud ad de blankslidte spor. Om lidt ankommer I til Hovedbanen.
 
 
Lige overfor dig sidder en hipster dude og stirrer ned i sin telefon. Under den rødternede skovmandsskjorte ligger der en lang lort. Du kender ham ikke, men du ved det. Han blev født, og han skal dø. Og han skal skide indenfor nærmeste fremtid. Det har vi tilfælles, tænker du. Alle sammen. En varm følelse af fællesskab stråler ud fra lorten i din egen mave, og du bliver glad i låget.
 
En lort er en lort
Det er dette fællesskab, der gør lorten ligestillende og demokratisk af natur. Den er helt ligeglad med, om du er 14 eller 54, syrisk flygtning eller konkurrence-kommissær, kontanthjælpsmodtager eller millionær. Den er endda ret ligeglad med, hvad du spiser, for det hele bliver udlignet og ensartet på vej gennem kroppen, og når det kommer ud igen i den anden ende, ja, så er det aflangt og brunt. Der er selvfølgelig variationer over temaet aflang og brun, men man kan ikke se, om lortens ejermand har spist chips og citronmåner eller økolinseragout. Selv i fuldt dagslys er alle lorte (stort set) ens.
 
 
Ud over at være en social udligner er lorten også komplet grænseløs. Den er og bliver international, såvel biologisk som lingvistisk. Alle sprog giver sine udsagn ekstra umpf ved at henvise til lorten. En dansk klassiker er sammensatte navneord som for eksempel lortespand om en gammel bil eller lorteland om en nation uden tjubang. Danskere forholder sig samtidig gerne aktivt handlende til lorten og skider på det hele.
 
På trods af de grundlæggende fælles tendenser er der interessante regionale forskelle. I de spansktalende områder, for eksempel, er de emfatiske pølleaktiviteter ofte forbundet med nogens mor og kvaliteten af den mælk, man fik, da man blev ammet. Me cago en la leche (que mamaste) betyder, eksempelvis, jeg vil skide i den mælk, du fik (da du blev ammet).
 
 
Det er også almindeligt at fornærme nogen ved at sige me cago en tu puta madre og hermed skide på nogens mor, og samtidig lige flette ind, at hun var prostitueret, for at give udtrykket et ekstra fornærmende svirp. To fluer med ét sprogligt smæk, lige i måsen.
 
Pøllen på puden
Man skulle måske tro, at denne artikel i sin iver efter at sætte spotlight på lorten i al dens herlighed ønsker at løfte det tabu, den stadig er hyllet i, så det bliver almindelig skik, at vi alle går rundt og fortæller hinanden om vores afføring. Det er ikke tilfældet. Tabuet er på sin plads, for lorten skal holdes lidt i skak. Det er smart af hygiejniske årsager, men det er også vigtigt, for at den kan beholde en af sine allerstørste dyder, nemlig at den får os til at fnise.
 
Jo mere tabuiseret lorten er, jo sjovere er den. Således er lorte i formelle eller romantiske situationer typisk sjovere end lorte i almindelige hverdagssituationer, voksenlorte er sjovere end børnelorte, kvindelorte er sjovere end mandelorte osv.
 
Den bedste lorteanekdote, jeg nogensinde har hørt, blev fortalt en sommer i 90'erne til en havefest i et kollektiv i Århus. I den blomstrende baghave sad vi en lille flok på nogle til lejligheden opstablede paller beklædt med indiske puder og drak øl. Festen var purung endnu, da samtalen gled over i kategorien "pinlige episoder".
 
En smuk, litteraturstuderende kvinde i tyverne fortæller, hvordan hun året før, til den samme sommerfest, flirter med en fyr, hun lige har mødt, præcis der hvor vi sidder nu. På et tidspunkt kommer hun til at grine så hæmningsløst af et eller andet, at hun må slippe det, hun tror er en prut, men som viser sig at være den fineste lille lort, fast og rund. Til historien hører, at pigen er trusseløs under sommerkjolen, så pøllen lander ude i puderne. Hun bliver selv så paf, at hun bare går fra den.
 
Hvad det var, der udløste den oprindelige, pøllefrembringende latter, er forsvundet i glemslen, men det mentale billede står stadig krystalklart for mig: en lille, forladt pigepølle midt på en guldbroderet indisk pude, for all to see. Fyren havde hun undgået resten af aftenen og aldrig set igen.
 
Af mange årsager har vi ikke fotodokumentation fra fortællingen med pudepøllen. I stedet viser vi modellen Nargis Fakhri, der i 2015 havde et forhold til sin lorteemoji-pude, som hun delte med os på Instagram.
 
Metaforisk lort
Personligt vil jeg til enhver tid foretrække den ægte lort frem for metaforlorten, der altid har negative konnotationer; der underforstås noget stinkende af ringe værdi, som man skal skjule, lyve om, skamme sig over og som ingen vil have.
 
Her et forbrugskritisk eksempel fra dansk lyriks evige yngling, Michael Strunge: hvad vil du købe? du kan få alt / poleret og pudset så stanken er væk. / der er udsalg i byen, mennesker køber / og købes af andre og arbejder for dem / til de falder i bunker og fejes op / igen - for at blive sminket op / og solgt som gyldent lort.
 
Digteren Michael Strunge. Polfoto/ Morten Langkilde.
 
I bedste fald er metaforisk lort noget, der kan bruges på trods af sin grundlæggende uønskethed. Som en af Strunges nulevende digterkolleger, Cecilie Lind, udtrykte det den anden dag i en kronik om at have (det) skidt og søge tilflugt i ny dansk litteratur: Der er også en masse [litterært] lort, men det kan man altid gøde marker med. Så kan der gro godt korn til Esben Lunde Larsen og industrien.
 
Digteren Cecilie Lind. Polfoto/ Miriam Dalsgaard.
 
Den nyeste tarmforskning er enig med mig i, at ekskrementerne ikke fortjener denne stedmoderlige behandling. Meget peger faktisk på, at de bakterier, vi har i tarmen, helt bogstaveligt er guld værd. Man har nemlig opdaget at det kan være både sundshedsfremmende og slankende at indtage lort i pilleform.
 
Bummelum-ekstase
Helt tilbage fra barndommen husker jeg, hvordan det føltes, når pølsen, som lorten jo hed dengang, var på vej ud. Jeg elskede den følelse. Og jeg var ikke den eneste fan. Af en eller anden grund udspilles mit klareste minde om den nærmest ekstatiske oplevelse på børnehavens badeværelse. Der sidder vi tre-fire børn på rad og række i åbne båse og laver pølser og leger, at vi føder. Jeg føøøder, jeg føøøder, råber vi, helt sammenkrummede over de små bitte toiletter. Jeg husker tydeligt følelsen, når der var bonus; kroppen giver helt slip, og alt er godt.
 
Den tyske mediciner og tarmforsker, Giulia Enders, skriver i sin geniale bog, Tarme med Charme, at det er sundere at forrette sin nødtørft i skovskiderstilling end siddende højt hævet på en trone af porcelæn. Den stilling, kroppen indtager på tronen, gør nemlig, at lorten rammer et knæk i tarmen og får svært ved at komme ud. Det er på grund af det ekstra pres, der skal til i denne stilling, at hæmorider er en udbredt lidelse i vestlige lande. I lande, hvor man sidder på hug, får næsten ingen hæmorider, fortæller Enders.
 
Den tyske tarm-bog, der har gået sin sejrsgang i Europa.
 
Det er egentlig sært, at min hukommelse griber tilbage til den helt tidlige bummelum-ekstase, når den skal finde et eksempel. Måske er forklaringen, at en ukompliceret given slip på affaldet ikke kun er nydelsesbetonet, men også forbundet med skam og pinlighed. Måske husker jeg den gamle historie fra en uskyldig barndom, fordi hjernen har fortrængt, hvor fantastisk det formodentlig også var i morges, da jeg begik dagens første Daim på min helt egen voksentrone. Eller også har højden på samme trone simpelthen mindsket glæden ved den daglige foreteelse, hvisker Giulia Enders i baggrunden.
 
Den litterære lort
Apropos mørk og mystisk, og måske i virkeligheden også den perfekte date, så er det oplagt at tage den norske forfatter Karl Ove Knausgård i hånden, når man vil nærstudere lorten i dens naturlige habitat. Hans fækale fascination er foldet ud og samlet i et essay om at skide, men den optræder mere organisk i det selvbiografiske monsterværk Min Kamp, bind 3, hvor lille Karl Ove og hans ven Geir skider Sørlandets skove tynde, alt beskrevet i slow-mo og detaljer, der ville gøre enhver mindfulnessguru grøn af misundelse.
 
Lille Karl Oves nysgerrige sansninger går eksempelvis helt i selvsving når han og Geir hænger med bar røv ud over en stejl skrænt og skider synkront. Læseren mærker selv fornemmelsen af lorten, der langsomt glider ud af numsehullet, blidt forlænges af tyngdekraften, inden den, slank og lysebrun, giver slip og falder. Efter synkronsceancen kravler drengene straks ned ad skrænten for at observere deres respektive kreationer, som er rullet lidt i landingen, så der nu sidder enkelte fyrrenåle og kviste på dem.
 
Forfatteren Karl Ove Knausgaard. Polfoto/Niels Hougaard.
 
I ugerne efter vender Karl Ove og læseren flere gange tilbage for at følge lortenes videre skæbne. Hvor skoven dog er frisk og stor, kuk-kuk, kuk-kuk, fallera. Nogle anmeldere undrer sig over, hvordan Knausgård magter at gøre noget så trivielt som lorten interessant. Jeg vil vove den påstand, at han intet andet gør end at give lorten den opmærksomhed, den fortjener.
 
Muldvarpen der ville vide...
...hvem der havde lavet lort på dens hoved havde helt klart også fattet dette. Præcis som lille Karl Ove var den ustoppeligt nysgerrig efter at vide mere om lorten.
 
Og den videbegærlighed, som muldvarpen i den elskede børnebog drives af, opstår ikke ud af det blå, men ligger i smuk forlængelse af 80'ernes folkevidenskabelige lektie om "flydere" og "synkere". Man skulle vende sig om og evaluere produktet, inden man trak ud. Var det en flyder eller en synker? Det skulle helst være en flyder, for så havde man spist nok fibre, og det var utrolig vigtigt. Fibre var det ernæringsmæssige 80'er-hit.
 
 
Fik man fibre nok, kunne man komme alverdens helbredsmæssige problemer i forkøbet, et voilà, leve et langt og lykkeligt liv. Jeg var i forvejen et nysgerrigt barn i samme båd som Karl Ove og muldvarpen, så jeg tog fluks lektien til mig. Ivrigt kiggede jeg efter hver gang, og blev pavestolt, når der lå en fin flyder i kummen.
 
For den nysgerrige muldvarp med smartphone findes der i dag adskillige bæ-apps, som kan hjælpe med at monitorere ekskrementerne. Det er også muligt at holde øje med, hvor ofte der poop'es på Twitter, eller du kan få beregnet, hvor højt et tårn hele dit livs pøller egentlig ville udgøre, hvis nogen tog sig tid og stablede dem alle sammen ovenpå hinanden.
 
I 2013 fantaserede den satiriske webavis RokokoPosten om, hvordan selfiekultur og spirende pølsebevidsthed ville smelte sammen og skabe nye intime trends på de sociale medier, hvor det ikke længere ville være gourmet-grillpølserne, der røg på Instagram, men deres fordøjede fætre. Det var for sjov, men er RokokoPostens fiktion måske ved at blive overhalet indenom af virkeligheden?
 
Sæt et flag i den
På trods af lortens klare appel til barnlige sjæle er der aspekter ved den, som ikke er for børn. De mængder, vores skidende fælleskab producerer hver dag, kræver alvorlig politisk omtanke og, ikke mindst, sanitære installationer, hvilket 2,5 milliarder mennesker på kloden ikke har i dag.
 
Måske er det bare foråret, men jeg kan lide at tro på, at den pølle-anerkendende trend allerede spirer derude. Fornemmer man for eksempel ikke tydeligt, at sangerinde og sangskriver Ida Gard som den firstmover, hun er, diskret hylder lorten i videoen til sangen Womb (2016)?
 
Sangeren Ida Gard. Polfoto/Per Lange.
 
Lorten fortjener et bedre ry, end den har. Denne uudtømmelige kilde til fællesskabsfølelse, daglig ekstase, videnskabelig undren og latrinær moro fortjener, at vi, hver gang vi tænker på den, sætter et lille mentalt fødselsdagsflag i den og nikker anerkendende.
 
Hyld lorten med velsmagende emoji-kager a la de her.
 

Relaterede artikler

Mig og min bogreol - Hvad, du læser, er du selv. Hvad, der står i din reol, viser, hvem du er og vil være. Kforum bad alle om at sende et sna...
Slamslogans - Slamsugere kan få os til at grine, selvom de lugter af lort. Det er god kommunikation. De er genial inspiration til alle...
Er du til junkfood eller regnbuer? - Dine emojis fortæller en hel del om dig og måske også det, du helst ville undgå blev fortalt. Fx om du er celeb-fikseret...
Når sjælen er en rotte - Hvad kan vi lære om mennesket, når vi ser 'Op', 'Toystory', 'Ratatouille' og alle de andre bedste tegnefilm? Lilian Munk...
Dum dummere SoMe - I Metroxpress faldt jeg over nåheden om, at en blogger har fået fyldt endnu mere filler i sine læber. En googlesøgning p...
Skider du (også) på dit arbejde? - Altså helt bogstaveligt. Forretter du din nødtørft på din arbejdsplads med nogenlunde ro i sindet? Eller klemmer du med ...

Giv din stemme

20 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

64 JOB

Leder af digitale medier

Se alle job Indryk job

Job

Creative Producer

Frist: 17. oktober

Leder af digitale medier

Frist: 23. oktober

SoMe-specialist

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.