Grafisk tikamp i OL-logoer

Det startede ellers meget fint. Den 23. juli offentliggjorde organisationen bag Tokyos kommende OL under stor festivitas det logo, der i løbet af de næste fem år skulle plastres på alt fra lommetørklæder til lastbiler - og dermed være med til at sikre kommerciel succes for Japans første sommer-OL siden 1964. Mærket var tegnet af den japanske grafiker Kenjiro Sano, og ifølge kunstneren selv skulle den røde prik symbolisere et bankende hjerte, og de mærkelige trekanter var dels, naturligvis, halvdelen af et T, dels omvendte citationstegn, der skulle symbolisere lighed.

Den japanske grafiker Kenjiro Sanos skandaleombruste bud på et logo til OL i Tokyo 2020. Kilde: Designboom.com.

Hmm - tænkte de fleste grafikere ved synet. Mærket virkede ikke færdigt. Klart nok - der var et T for Tokyo og en rød prik som det japanske flag (den røde cirkel var også det absolut dominerende element i grafikken til Tokyos OL i 1964), men det virkede som et lidt tilfældigt mashup af flere elementer og havde intet af det dødsikre grafiske håndelag, man forventer af japanske designere.

Hugget eller ikke hugget

I Belgien sad grafikeren Olivier Debie - og da han så Tokyo-mærket, blev han rigtig sur, for det lignede ganske grangiveligt et mærke, han selv havde tegnet til teatret i Liège. Han kontaktede pressen og den Olympiske Komité og folkene bag Tokyo-legene, der naturligvis først afviste enhver lighed - “det var slet ikke det samme”, og “der var stor forskel - og i øvrigt var Liège-mærket ikke beskyttet”.

Den sidste kommentar er underlig, for enten afviser man lighed, eller også indrømmer man det. For den uvildige iagttager virkede sagen som en ren tilståelsessag. Mærket for teatret i Liège giver al den mening, som Tokyo-mærket ikke gjorde: Den omvendte snilk bliver nu til et L på den centrale stamme - altså står der TL: Théâtre de Liège (historien med anførselstegnene virkede underlig fra starten).

Døm selv: Er Sanos OL-logo (tv.) et rip-off fra Liège-teatrets logo (tv.)? Det mener grafikeren bag teatrets logo, Olivier Debie. Kilde: The Guardian.

Kenjiro Sano nægtede nogensinde at have set Debies mærke, men hans påstand svækkedes af, at han samme uge måtte trække et andet design tilbage, fordi det også viste sig at være “lånt”.

Debie fik blod på tanden og stævnede nu folkene bag OL i Tokyo og Den Internationale Olympiske Komité for 50.000 euro (et beskedent beløb, faktisk) - og som anført i manchetten opgav både designer og olympiske bagmænd i denne uge den ulige kamp. Mærket blev trukket tilbage, og der vil nu komme en ny konkurrence om et nyt og forhåbentlig ikke-kopieret mærke.

Flere plagiater

Det er åbenbart meget svært at lave et olympisk logo. Det er grafisk svært, fordi mærket både skal være originalt, gøre reklame for et land og være et sympatisk samlende emblem for verdens største sportsbegivenhed. Samtidig skal det indeholde konnotationer af fred, lighed, fordragelighed, ædel kappestrid og alle mulige andre gode tanker.

Som olympisk logodesigner balancerer man på en hel samling af knive og tynde tråde - mærket må ikke være for nationalistisk, ikke for banalt, ikke for aggressivt, ikke for blødt (det handler trods alt om at vinde), og samtidig skal det være originalt - og flot.

Logoet til De Olympiske Lege i Rio i 2016 har også været udsat for kritik - og er også blevet beskyldt for at være et plagiat. Mærket “forestiller” tre kædedansende mennesker i en flydende komposition, der gør, at det også rummer referencer til de olympiske ringe. Farverne er gule, blå og grønne - som det brasilianske flag. Logoet er tegnet af den brasilianske designvirksomhed Tatil - og er faktisk slet ikke dårligt.

Den flydende rytme og de varme farver trykker på alle de rigtige knapper i forhold til forventningernes Brasilien, og samtidig er det både enkelt og sammensat på den måde, der gør, at man bliver ved med at synes om det.

Logoet til De Olympiske Lege i Rio: tre kædedansende mennesker i en flydende komposition og i det brasilianske flags farver, selvfølgelig. Kilde: Gatorworks.com.

Det var imidlertid ikke mange timer gammelt i offentlighedens bevidsthed, før det OGSÅ blev beskyldt for at være et plagiat. Den amerikanske velgørende fond The Telluride Association havde også et logo med kædedans, viste det sig. Her er sagen imidlertid mere speget: Telluride-logoet består for det første af fire mennesker - i en form, der skal minde om et hjerte. Faktisk ser Telluride-logoet ud til selv at være inspireret af alle kædedansbilleders moder: Matisses “La Dance”.

Telluride-logoet ser i høj grad ud til at være inspireret af Matisses berømte billede 'La Dance'.

Der har da heller ikke været nogen opfølgning på de første copycat-anklager, så Rio undgår tilsyneladende Rio-gildet - som jeg ville skrive, hvis jeg var sportsjournalist.

Rios OL-logo var ikke mange timer gammelt, før det blev beskyldt for at plagiere amerikanske Tellurides logo. Kilde: Denverpost.com.

Så det er altså svært med de olympiske logoer: Hvad skal der til for at lave et godt et - og hvilke har i det hele taget overlevet tidens bløde bid og er stadig værd at huske på i dag? Her kommer, som en service til Kforums læsere, min personlige sejrsskammel for olympiske logoer.

Guld: München 1972

Da München fik værtsskabet tildelt i 1966, var anden verdenskrig stadig så tæt på, at den unge stat Forbundsrepublikken Tyskland for enhver pris ikke ville bruge nationalistisk symbolik i grafikken. Erindringen om nazisternes propaganda-lege i 1936 hvilede stadig tungt over tankekombinationen Tyskland-OL.

Arrangørerne gav designjobbet til den Ulm-baserede, Bauhaus-inspirerede designer Otl Aicher. Det var et godt valg - både fordi hans tone af klassisk tysk, funktionalistisk “sachlichkeit” passede perfekt til legene, og fordi han var ungdomsven med Hans og Sophie Scholl og dermed havde højest mulig troværdighed som anti-nazist.

Sophie Scholl og hendes bror Hans var begge medlemmer af den antinazistiske studentergruppe “Die Weisse Rose” ved universitetet i München. De delte flyveblade ud og opfordrede til modstand mod Nazi-styret, men blev efter kort tid arresteret og blev begge henrettet d. 22 februar 1943.

Ved Münchens OL-værtskab var anden verdenskrig stadig tæt på, og logoet måtte ikke lugte af nationalisme eller propaganda. Designeren Otl Aicher fik opgaven og skabte et spiral-logo, der symboliserede solen, OL-ringene og - subtilt - Bayerns ternede flag. Kilde: olympic.org.

Den officielle Gymnastik plakat under OL i München, 1972. kilde: illustractiongallery.com.

Aicher baserede sit design på de piktogrammer, der var blevet udviklet til legene i Tokyo i 1964, og skabte en serie sports-piktogrammer, der var fremragende, klar brugsgrafik, og som i mange år var en de facto-standard for idrætspiktogrammer.

Som logo udviklede Aichers team en spiral, der både symboliserede solen, de olympiske ringe og - subtilt - Bayerns karakteristiske, ternede flag. Mærket bar hverken på nationalistisk eller sportsmæssig symbolik - det var ren, klar form og fungerede fantastisk sammen med de store kunstplakater, der blev skabt til at reklamere for legene. Hele designprogrammet og hvert enkelt element var af en sådan kvalitet, at det som det eneste af de mange olympiske designprogrammer virker helstøbt, sammenhængende og vellykket - selv i dag.

Sølv: Mexico 1968

Det var heldigt for komiteen, der organiserede OL i Mexico City i 1968, at lederen af organisationskomiteen var designer og arkitekt. Dermed var ambitionsniveauet for det grafiske projekt givet på forhånd. Det var også heldigt, at tallet 68 passede perfekt med de olympiske cirkler - hvilket inspirerede vinderen af logokonkurrencen, amerikaneren Lance Wyman, til en enkel, eksplosiv grafisk logotype.

Logoet til OL i Mexico 1968 var en fremragende kombination af sentressernes Op-art og traditionel mexicansk folkekunst. En øjeblikkelig logoklasikker. Kilde: Olympic.org.

Den passede perfekt til sentressernes Op-art og hele den ekspansive, eksperimenterende stemning, der prægede tiden. De mange koncentriske cirkelformer rummede desuden referencer til traditionel mexicansk folkekunst, og på den måde blev en øjeblikkelig logoklassiker født. Piktogrammerne og den øvrige garniture var knap så vellykket, men alt i alt hører Mexico 1968 til i den absolutte elite inden for olympisk design.

Bronze: London 2012

Et kontroversielt valg, der skabte øjeblikkeligt raseri og skandale, var Wolff/Olins logo til OL i London 2012. Men jeg synes, det er et af de bedste OL-mærker i nyere tid. Som jeg skrev her på sitet: Her har vi for en gangs skyld et logo, der hverken er nostalgisk eller nationalistisk. Et mærke, der er i øjenhøjde med sit publikum.

OL i London 2012 skulle være for folket. Men logoet vakte straks furore og endda raseri. Kilde: wikipedia.org

Mærket ligner noget, der (også) hører hjemme på gaden, på tøj, på spillesteder, i skaterparker, og hvor mennesker ellers opholder sig for at have det sjovt. Og netop derfor var det så forfriskende, og det passede samtidig perfekt til design-briefet om, at London '12 skulle være et OL for folket.

Desværre levede eksekveringen af logodesignet ikke op til sit potentiale, da det kom til stykket, og derfor må London tage til takke med bronzemedaljen.

Uden for medaljerækken, men også i finalen for vellykkede logoer har vi:

4: Lillehammer 1994