Flere løftebrud = flere stemmer

Danskerne er dødtrætte af den politiske debat, og det er politikerne egentlig også selv. Tillid og troværdighed rasler ned, men hvad pokker skal de gøre ved det? Et friskt bud: Flere løftebrud.
af Andreas Gylling Æbelø
Hvis der er ét ord, der har gennemsyret dansk politik de sidste fire år, er det løftebrud. Det startede som bekendt efter forhandlingerne i det sorte tårn i 2011, hvor S og SF ikke fik forventningsafstemt med omverden, at et valgoplæg ikke automatisk konverteres til regeringsgrundlag i en flerpartiregering.
 
Venstre sætter banner op angående regeringens løftebrud på Crowne Plaza, hvor regeringen i sin tid forhandlede deres grundlag. Inger Støjberg var til stede og så nærmere på banneret i en kran. 
 
Siden blev det et fælles issue med Radikale, da også elementer fra regeringsgrundlaget blev aflyst – med betalingsringen rundt om København som det mest kendte eksempel. Og selvom optællinger kunne dokumentere, hvor stor en del af regeringsgrundlaget man rent faktisk havde gennemført, så trængte det aldrig rigtig igennem løftebrudslydmuren.
 
Beskyldninger om løftebrud blev alles kamp mod alle – også internt i regeringen. Kilde: Politiken
 
I stedet bredte retorikken, som var skudt dygtigt i gang af den daværende opposition og holdt i live af en velvillig presse, sig til hele Christiansborg. Enhedslisten kom også med på vognen, og efterhånden blev beskyldninger om løftebrud til alles kamp mod alle – måske mest bemærkelsesværdigt, da Margrethe Vestager kaldte aflysningen af øremærket barsel til mænd for ”ægte løftebrud” og gav Socialdemokraterne skylden for det.
 
Ikke alene anklagede regeringen nu sig selv for løftebrud, men introducerede tilmed en gradbøjning af begrebet. Løftebrud var 'the new normal' og er vel i dag at betragte som en fast parameter i tilrettelæggelsen af politisk kommunikation: Vil vi blive anklaget for løftebrud her? Hvilke gamle citater kan graves frem? Og tilsvarende et stensikkert spørgsmål på den kritiske journalists blok: Hvad siger du til anklagerne om løftebrud?
 
Men det er vel godt? En stærk bevidsthed om at politikere skal holde, hvad de lover. Journalister der bider magthaverne i haserne. Vælgere der straffer konsekvent for slingrekurs og svigt? Muligvis. Men der er mindst tre problemer: 
 
1) Politikere og journalister i meta-stammedans om løftebrudsbålet
I mit job som særlig rådgiver for handels- og udviklingsministeren blev jeg en dag ringet op af en journalist, som kunne fortælle, at en politiker i hans avis den følgende dag ville anklage regeringen for løftebrud, idet man endnu ikke havde indfriet ambitionen fra regeringsgrundlaget om at bruge én procent af BNP på udviklingsbistand. Ville ministeren mon kommentere den anklage?
 
Altså: Politiker kontakter journalist med løftebrudsmadding – metaniveau 1. Journalist bider på og skriver om det – metaniveau 2. Minister bedes kommentere metapåstand – metaniveau 3. På intet tidspunkt i baggrundssnakken var der interesse for årsager og konsekvens, økonomisk bevæggrund, eller for at verden kan ændre sig. Om én procent i virkeligheden var det vigtigste – om det ikke lige så godt kunne være 0,8 eller 1,2 procent?
 
Vinklen var en botanisering af regeringsgrundlagets ret løse formulering om at hæve bistandsprocenten ”over en årrække”. Var det løftebrud eller ej, at man ikke havde nået det?
 
Løftebrudsretorik fra DF's Thulesen Dahl. Kilde: TV2.
 
Misforstå mig ikke: Det var hverken synd for mig eller for ministeren eller for nogen andre politikere. Men det var synd for befolkningen, at ingen interesserede sig for substansen, men i stedet dansede meta-stammedans om løftebrudsbålet, forblændet af konfliktens flammer. Omdrejningspunktet bliver altså anklagen og afværgelsen frem for godt og skidt, og det er i dag en selvstændig genre i politisk journalistisk at bede politikere bedømme andre politikere på løftebrudsskalaen.
 
På den måde er løftebrud blevet endnu et element i den procesjournalistik, som i forvejen kendetegner Slotsholmen, og som i øvrigt blev illustreret til noget nær perfektion, da DR interviewede sig selv om Mette Frederiksens nej til topskattelettelser for nyligt. Hendes primære mål var at sætte ild i blå blok, kunne DR’s analytiker forklare DR’s journalist – ren afrapportering fra og til stammen på Borgen.
 
Op til valgkampen blev løftebrud så meta, at man faktisk begyndte at beskylde hinanden for at beskylde hinanden for løftebrud. Godt hjulpet på vej af Venstres daværende familieordfører Louise Schack Elholms komiske forsøg på at koble dalende fødselstal til regeringens løftebrud (logikken kort: når der begås løftebrud, skaber det utryghed, og folk sætter ikke børn i verden, når de er utrygge – ergo er regeringen skyld i for få fødsler) lugtede Socialdemokraterne, at løftebrudsbeskyldningerne nu var ved at stikke så meget af, at man kunne vende det til en fordel. 
 
En helt aktuel løftebruds-framing. Kilde: Politiken.
 
Og da Venstres interne angrebsmanual med udførlige anvisninger til at angribe løftebrudsregeringen i valgkampen blev lækket, var det en ren gave, hvor man nu kunne kortslutte oppositionens angreb med varsler om, at der nok bare blev stukket endnu en løftebrudsplade fra manualen. Dog med den indbyggede balanceakt, at man med manualen samtidig selv kunne klandre Løkke for løftebrud, idet han tidligere havde lovet at føre en sober valgkamp uden at nedgøre regeringen.
 
Venstre holdt dog desperat liv i fortællingen om løftebrud med et kæmpe Pinocchio-banner på det sorte tårn, hvor hele misæren i sin tid startede, og Socialdemokraterne svarede igen på sociale medier ved at udlodde en rejse til Mallorca til den, der gættede, hvor mange gange Løkke ville råbe løftebrud. Snedige guerillaangreb, men stadig kun for stammen på Borgen. Befolkningen er koblet af, og hashtags som #nuloverdeigen og #løkkebrud er ren og skær intranetdrilleri på Twitter.  
 
 Venstre tweeter om Socialdemokraternes løftebrud med hashtagget #nuloverdeigen. Kilde: Twitter/Venstre.
 
2) Løfteretorik giver politikerlede og newspeak
Men hvad ønsker den besværlige befolkning så? Ja, den har egentlig bare et ydmygt ønske om nogle troværdige politikere, og det kniber det desværre gevaldigt med. Måling på måling dokumenterer, at de folkevalgtes troværdighed er på niveau med brugtvognsforhandlere, og politikerleden tager tilsvarende himmelflugt. Men det er vel netop på grund af alle løftebrudene?
 
Næ, tilsyneladende ikke. Allerede i 2011 kort tid efter Thorning-regeringens tiltræden viste en måling, at 55 procent af de på det tidspunkt ret krisebevidste vælgere accepterede løftebrud, hvis det skete af hensyn til genopretning af økonomien. Med andre ord: Vi godtager en rimelig forklaring.
Venstre holdt liv i fortællingen om løftebrud med et kæmpe Pinocchio-banner på det sorte tårn. Kilde: Twitter/Venstre. 
 
Og for nylig viste en anden måling, at kun 29 procent af danskerne kan svare ”ja” til, at de stoler på deres folkevalgte. Årsager til mistilliden er overvejende en opfattelse af, at politikerne kun siger, hvad de tror, vælgerne vil høre, eller at de svarer upræcist. Kun tre procent angiver for få løfter som årsag. Vælgerne efterlyser altså ærlig snak frem for løfteretorik, men politikerne er kørt fast i mudderet.
 
Og gjorde man sig illusioner om, at det ville aftage med tiden, måtte de briste her i weekenden, hvor Venstre blev anklaget for løftebrud om nedskæring af kontanthjælpen for unge under 30 år med uddannelse. Anklagen kommer især fra Socialdemokraterne, som godt nok selv havde det som forslag til kontanthjælpsreformen i sin tid, hvor det blev taget af bordet i forhandlingerne. Men det betyder ikke noget længere, for Venstre lovede jo, og man øjner sultent muligheden for en løftebrudsskalp, uanset om man faktisk måtte være enig.
 

Lige siden valget har Venstres politikere råbt løftebrud stort set hver eneste gang, de åbnede munden. De har sågar påst...

Posted by Socialdemokraterne on 8. april 2015
Socialdemokraterne udlover en rejse til Mallorca på Facebook. Kilde: Facebook/Socialdemokraterne.
 
Venstres svar på anklagerne er, at det naturligvis ikke er et løftebrud. Man må blot forstå, at der er tale om en harmonisering af kontanthjælpen, ikke en nedskæring. Virkelighedsfjern spin af samme skuffe, som da Venstre i juli forsøgte at reducere nedskæringer i de kommunale budgetter til et harmløst omprioriteringsbidrag.
 
Angsten for faktisk at stå ved noget upopulært og/eller et ændret standpunkt inviterer til de mest kreative former for udenoms-newspeak, alt i mens befolkningen propper vat i ørerne og langsomt begynder at ønske sig Låsby Svendsen som folketingskandidat ved næste valg. Og kontanthjælpen? Den bliver ingen klogere på.
 
Se, her er så det helt tossede: politikerne er også selv trætte af det. Politiko har spurgt otte tidligere folketingsmedlemmer om deres syn på debatniveauet og klimaet på deres tidligere arbejdsplads, og svarene er mildest talt nedslående. Blandt andet nævnes det, at det er umuligt at få lov til at rose sin politiske modstander, og også det kan illustreres med løftebrudseksempler.
 
Da Morten Østergaard som uddannelsesminister ændrede holdning om SU’en, valgte Venstre at glæde sig over regeringens løftebrud, og da Søren Pind for nylig tog afstand fra tanken om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år, var der ingen roser uden løftebrudstorne fra Pia Olsen Dyhr på Twitter, hvor hun da var glad, men huskede at minde om løftebrud. Det nærmeste vi kommer ros af politiske modstandere er altså skudsmålet ”et godt løftebrud”.
Lidt løftebruds-ros fra Olsen Dyhr. Kilde: Twitter/PiaOlsen. 
 
3) Løfteslaveri skaber tjekliste-administratorer
Men selv om det er politisk drilleri, så nærmer vi os faktisk et fremskridt med italesættelsen af gode løftebrud. Nu skal oprigtigheden bare med. Vælgerne går ørkenvandring og tørster desperat efter en politiker, der stiller sig op og siger: ”Hør her – det jeg sagde for et halvt år siden, det mener jeg simpelthen ikke alligevel. Jeg er ked af, hvis I bliver skuffede, men jeg har skiftet mening af de og de årsager, og min respekt for jer tvinger mig til at dele min refleksion med jer”.
 
Folk ville nok først gnide sig i øjnene og tro, det var et fatamorgana, men hvis politikerne holdt fast, så ville de langsomt opnå mere tillid i befolkningen. Fordi vælgerne elsker brudte løfter? Næ, men fordi vi godt fatter, at verden ændrer sig.
 
Danskernes holdning til løftebrud. Kilde: Politiko
 
Når Løkke insisterer på at ville måles på straksopbremsning for asylsøgning til Danmark, mens syrere og somaliere flygter mod Europa i hidtil uset omfang, er han ikke slave af krav fra folkedybet – men af sin egen kommunikationslinje. Målinger har nemlig vist, at befolkningen er villige til at tage imod flere flygtninge.
 
Han er også slave af sine egne løfter, når han insisterer på at subsidiere det private erhvervsliv med et håndværkerfradag, som stort set alle økonomer er enige om at undsige. For han lovede det – ja, han satte faktisk statsministerposten ind på det – så skidt med at virkeligheden overhaler. Der er jo en tjekliste at være tro mod.
 
Men hvorfor denne angst for at ændre kurs og bryde løfter? Fordi sporene fra Nyrups efterlønsløfte skræmmer, og Foghs 10 år med kontraktpolitik fortsat står som stærkt politisk håndværk. Vi blev alle sammen lullet ind i den vrangforestilling, at en ufravigelig linje var lig med tryghed og sikkerhed. Det var bare ikke godt for Danmark. Nyrup får jo i dag en langt bedre bedømmelse som statsminister end Fogh, der ikke fraveg drejebogen med en millimeter og lod sine efterfølgere om oprydningen.
 
 
Fra ægte og gode til ærlige og modige løftebrud
Tænk, hvis det havde været en privat virksomhed. Tænk, hvis Vestas egentlig godt kunne se, at BRIK-landene skuffede, og at det gik lidt langsommere med opførelsen af de amerikanske vindmølleparker – men tog skyklapper på og klamrede sig til kommunikationslinjen uden at foretage nedjustering i budgettet. Aktionærerne ville straffe det, og kursen rasle ned. 
 
Nu må Christiansborg tage de sidste utrygge skridt ud af løfteretorikkens lænker og både agere og kommunikere langt mere som en virksomhed, der ser ud mod og tilpasser sig verden.
 
Kære politikere, vælgerne er jeres aktionærer og tilliden er jeres kurs. Lige nu rasler den ned, fordi I enten ikke tør nedjustere eller kalder det noget andet, når I gør det. I skal regere i stedet for at administrere tjeklister. I skal rose hinanden og mene det. I skal give færre løfter og bryde dem, I giver, hvis det er godt for os – uden at pakke det ind i ord, vi ikke forstår.
 
I skal opgradere Vestagers 'ægte løftebrud' til 'ærligt løftebrud'. Og når jeres modstandere begår dem, skal I ikke drilsk kalde dem gode løftebrud, men rose dem for at være modige, hvis I er enige. Og prøv også med et omvendt løftebrud en gang imellem. Altså hvor I leverer noget, som I ikke engang havde lovet, men som I undervejs konstaterede behov for, fordi I kiggede rundt i samfundet.
 
Vælgerne vil elske jer for det, I vil elske jeres job endnu højere, og selv journalisterne vil nok med tiden kunne vænne sig til at stille nogle andre spørgsmål.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job