Ugens ananas: Line Lund Hebbelstrup

Hvem er k-branchens rising stars? Hvor arbejder de, hvad er deres visioner for branchen, og hvem ser de op til? Kforum har sat en stafet i gang - og denne gang er det Line Lund Hebbelstrup, Junior Consultant ved The Circular Way.
Line Lund Hebbelstrup er ugens ananas i egen juice.
Line Lund Hebbelstrup er ugens ananas i egen juice.
Navn: Line Lund Hebbelstrup
Alder: 26 år
Titel + arbejdsplads: Junior Consultant ved The Circular Way. Derudover er jeg i gang med at stable to projekter på benene: et TV-projekt og en virksomhed, der skal udbyde undervisningsmateriale.
Uddannelse: Professionsbachelor i Kommunikation fra DMJX. Til efteråret starter jeg på RUC, hvor jeg skal læse en kandidat i Socialvidenskab og Global Studies.
 
 
Jeg valgte k-branchen, fordi: Jeg er en naiv optimist med en forestilling om, at kommunikation har magten til at ændre adfærd og løse konflikter.
 
For mig er kommunikation samspillet mellem mennesker; vi taler, skriver føler og bevæger os. Det er noget, vi alle sammen gør hele tiden - mange uden at tænke over hvordan, og nogle over hvorfor. Men jeg kan godt lide at prøve at forstå andre mennesker og deres bevæggrunde.
 
Derudover har det altid været vigtigt for mig at blive udfordret på mit verdensbillede, og jeg synes, det er enormt interessant at se på den kommunikative magt, der for eksempel ligger i vores opfattelse af sandheden. Tænk bare på, at Jesus en gang blev portrætteret som blåøjet og blond – hvilket han jo helt sikkert ikke var. Men det var med til at give en forståelse af, hvordan det engang var rigtigst at se ud. Det, synes jeg, er MEGA vigtigt, at vi taler om – og her bliver kommunikation et redskab.
 
Og så har jeg altid været af den opfattelse, at man ikke skal brokke sig over, at de andre er nogle nokkefår, hvis ikke man har tænkt sig at gøre det bedre selv. Jeg er fuldt bevidst om, at det får mig til at lyde kamphellig og møgirriterende. Men jeg er bedøvende ligeglad. For det er jeg ikke. Jeg kan gå med til at indrømme, at jeg kan være en smule besværlig. Jeg vil nemlig hellere tage de slag, det kan afføde, når jeg insisterer på at beholde min integritet. So be it.
 
 
Jeg er valgt som ananas, fordi: Regitze mener, jeg har en særlig evne til at nørde. Jeg er vokset op på landet og i en tid, hvor vi var sene til at få internet. Så som tiårig havde jeg dobbelthage, fordi jeg sad og læste leksikoner i stedet for gå til en eller anden sport – så det er rart at blive rost for noget, der i teenageårene gav mig mindreværdskomplekser og mega FOMO. Og så kan jeg heller ikke løbe fra, at jeg nok har en evne til at have gang i mange projekter på én gang. Jeg kan bare virkelig godt lide at mærke, at jeg flytter på noget.
 
Om ti år er jeg…
Jeg håber, jeg stadig foretager mig noget, der gør mig glad. YOLO. Og så håber jeg, at jeg med ro i maven kan se tilbage på nogle af alle de projekter, jeg er i gang med at starte lige nu.
 
Min vision for k-branchen er: Jeg synes, det er vigtigt, at vi i medie- og kommunikationsbranchen er bevidste om det ansvar, vi har for den virkelighed, vores modtagere lever i. Jeg mener dog at kunne spore et stigende fokus på kvalitet frem for kvantitet i branchen. Hvis man skal tro Sarah L. Sladek, betyder det helt konkret, at 92 procent at den såkaldte Generation Y mener, at virksomheders succes skal måles på andet end profit.
 
Det betyder altså, at de fleste af os også har et helt andet forhold til forbrug end vores forældre. Vi er vokset op i en tid, hvor kiwier er en dagligvare og ikke en sensation. Vi er bange for klimaforandringer og ikke for atomkrig. Så for at svare på spørgsmålet: Min vision for kommunikationsbranchen er, at der for fremtiden bliver sat flere KPI’er med bæredygtighed og samfundsansvar in mente.
 
 
Jeg er vild med… mennesker, der er ærlige og tør arbejde for det, de tror på.
 
Jeg har svært ved at tolerere… folk, der er ligeglade. Jeg kan sagtens forstå, at man skal vælge sine kampe osv., og at nogle dage er mere grå end andre. Men mennesker, der er ligeglade med konsekvenserne af deres handlinger, og hvem det rammer… Jeg bliver så eddikesur! Jeg synes, det er så tarveligt og ukonstruktivt. Og hvis de tilmed lige topper op med en kommentar om, at idealisme jo er noget, man vokser fra. Det har samme effekt på mig, som når en tyrefægter vifter med et rødt klæde.
 
Ti k-folk jeg vil fremhæve…
Camilla Boraghi, DR Talentholdet: Jeg kender intet menneske, der som Camilla kan spice den tørreste information i verden, så man med glæde labber det i sig. Hun er pissesjov og så har hun virkelig styr på sit shit – hvilket altid er en beundringsværdig kombination.
 
Mikkel Inumineq, CPH Cloud Company: Mikkels store viden og politiske forståelse gør ham til en visuel kommunikatør med meget på hjerte. Og så er han altid garant for en god idé.
 
Holdet bag Hands On-kampagnen: De sidste mange år har vi bildt os selv og hinanden ind, at det eneste rigtige efter folkeskolen var at vælge gymnasiet. Det har naturligvis resulteret i, at vi mangler VIRKELIG mange, der ikke tænder på en fremtid som akademiker. Jeg synes, de er endt med en ret stærk indsats.
 
Ditte Lysgaard Vind, The Circular Way: Hun lærte mig den praktiske vigtighed af medejerskab og stakeholders for succesfuld gennemførelse af ændringer. Hendes ambitiøse væsen og ildhu i arbejdet for at sætte cirkulær økonomi på dagsordenen er virkelig inspirerende, og jeg er umådeligt taknemlig for at være på hendes hold.
 
Nicolas Baygert, professor ved Institut des Hautes Etudes des Communications og director for PROTAGORAS: Nicolas ved alt, du behøver at vide om Den Europæiske Union og kommunikation. Og så er han virkelig venlig til at ville hjælpe, hvis man spørger pænt.  
 
Mads Bjerregaard, Strøm og ArtRebels: Han er virkelig dedikeret, når han sætter sig noget for, og så forstår han samspillet mellem lokalpolitik og kultur. Mads er supergod at sparre med, da han altid stiller de nødvendige spørgsmål.
 
Jakob Ponsgaard, TV3, e-sport: En fortid som dedikeret rollespiller og filmmand gør ham til en vildt spændende kommunikatør med fokus på gamification og experience-design.
 
Miriam Hindsgaul, Knuthenborg Safaripark: Hvis nogen kan gøre Knuthenborg til allemandseje, så er det Miriam! Den måde, hun bruger sociale medier i sit arbejde, er helt fantastisk.
 
Esben Bjerre: Jeg stopper ikke med at have det vildt over, hvordan han er i stand til at nedbryde kompleksiteter, så de er til at forstå for menigmand. Dét er en evne, jeg virkelig godt gad besidde i samme grad.
 
Regitze Engelhardt Jørgensen, LEAD Agency og P3: Nu bliver det rigtig ananas-i-egen-juice-agtigt. Men Regitze skal lige have en kompliment mere med på vejen! Jeg tager virkelig hatten af for, at hun bruger sig selv så meget i sit arbejde. Jeg synes, det er så sejt, at hun tager en for holdet og tør vise livets grimme sider i sit arbejde for at nedbryde tabuer.
 
 
Og sidst men ikke mindst: Jeg sender stafetten videre til…
Nicolai Munch Grundsøe, Motion og Graphic Designer ved ferdio. Nicolai har altid et godt glimt i øjet – og det kan man mærke i det, han laver. Han er derudover virkelig ambitiøs med sit arbejde og med hjertet på det rette sted. Jeg synes, det kunne være spændende at se nærmere på en visuel kommunikatør, og sender derfor ananassen videre til ham. Go! 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også