|
|
Lars von Triers kamikaze-kommunikation
Den evige jøde

Den udstødte jøde, filminstruktøren og manden, der gav sig selv mundkurv på: Enfant terrible Lars von Trier står bag store filmiske værker som Dogville og Epidemic og er snart klar med The House That Jack Built. Vi ser på hans kommunikation.

Skrevet af

Laura Luise Schultz

1 artikler

0 indlæg

Der er stor forskel på, hvordan Lars von Trier har fremstillet sig selv og sine film gennem karrieren, men provokationen og en nærmest kamikaze-agtig selvinvestering går igen. Endog den selvpålagte tavshed var ledsaget af et spektakulært pressefoto af von Trier med gaffatape for munden.
Lars von Trier har netop lanceret sin næste film med en trailer, hvor han optræder med Bowie-citatet ”This ain’t rock’n roll – this is genocide!” Dermed genoptager han tilsyneladende sine provokerende selviscenesættelser, som ellers har været nedtonet under hans selvpålagte tavshed siden skandalen i Cannes i 2011.
 
Lars von Triers tavshedsløfte blev serveret PR-venligt.
 
Nogle af de tilbagevendende motiver i Triers selviscenesættelse har været flirten med nazismen og de stormfulde forhold til hans kvindelige hovedroller, men også en hudløs blottelse af angst, barndomstraumer og blandingsmisbrug, koblet med et ligeså ubestikkeligt som drillesygt politisk engagement.
 
Ingen andre danske kunstnere har fx så håndfast og eksplicit som Lars von Trier lagt afstand til populismen i dansk politik. Vedholdende har han kritiseret navngivne politikere som Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen for deres dehumanisering af muslimer og for at sende Danmark i krig.
 
Mest spektakulært, da han under valgkampen i 2005 optrådte i en avisannonce med rød maling over sig og teksten ”Kære Anders Fogh… …dit parlamentariske grundlag er stadig svinsk. Hilsen Lars von Trier”.
 
 
Alligevel er det lykkedes Lars von Trier at blive fordømt som nazist og bandlyst fra filmfestivalen i Cannes. Som en anden Jesus tager Lars von Trier tilsyneladende menneskenes synder på sig og giver den som sexistisk nazi-provokatør, skønt han i virkeligheden er en sympatisk og demokratisk sindet kulturradikal.
 
Med sin dødsforagtende selvinvestering – selvofring – til pressemøder og interviews ligner han sine selvopofrende kvindelige hovedpersoner. Men måske er balancen ved at tippe, ligesom den gjorde for Grace-figuren i Dogville? I hvert fald handler den næste film om en seriemorder – set fra morderens perspektiv.
 
Nazismens oprørende fascinationskraft
- Han er jo nazist! udbrød min søster med væmmelse. Året var 1984, og Lars von Trier var netop tonet frem på TV-skærmen fra sin debut i Cannes, kronraget og i punket militærlook med nazistiske undertoner, sådan som det var chikt i punkens kølvand. Denne flirt med nazismens æstetik er også tydelig i alle von Triers tidlige film, ligesom han selv har beskrevet sin æstetiske fascination af nazismen i adskillige interviews.
 
En af von Triers helt store inspirationskilder er Liliana Cavanis Natportieren fra 1974. Filmen beskriver det sadomasochistiske forhold mellem en tidligere SS-officer og hans fange, spillet af hhv. Dirk Bogarde og Charlotte Rampling. Den rummer bl.a. en ikonisk scene, hvor hun danser for ham iført nazi-kasket.
 
Klip fra den ikoniske dansescene i Natportieren fra 1974, hvor Charlotte Rampling danser topløs for Dirk Bogarde og med-nazister. 
 
Men det helt skandaløse ved den film er ikke bare den æstetiske erotisering af nazismen, men nok så meget den tematiske blotlægning af gensidigheden i båndet mellem offer og bøddel og det forhold, at ondskaben lever videre i alle involverede, ofre som bødler, helte som forbrydere, vindere og tabere.
 
Dette grundlæggende motiv om, at offer og bøddel er i samme båd, deler den samme virkelighed og det samme brutale bånd, går igen i Triers samlede produktion.
 
Interviewet, der i 2011 gjorde, at Lars Von Trier globalt blev citeret for at have sagt "I understand Hitler", og som kostede ham adgang til Cannes Film Festival. 
 
Så når Trier i Cannes i 2011 tog nazismen på sig med sin famøse udtalelse om, at han forstår nazisten og selv er en af slagsen, så udtrykker han simpelthen den grundlæggende etiske indsigt i sine egne film om, at ondskaben ikke bare kan parkeres uden for os selv i en eller anden dæmonisk nazi-figur, men er i os alle og mellem os som noget, vi alle bidrager til. For paradoksalt nok er det, når vi benægter det onde i os selv, at vi giver efter for det. Ondskaben sker altid i godhedens navn.
 
Det er sådan set fuldstændig i tråd med Hannah Ahrendts udlægning i Eichmann i Jerusalem, hvor hun af-dæmoniserer nazismen og påviser ondskabens banalitet, dens normalitet: Det er det enkelte menneske, der blot gør sin pligt og udfører systemets logikker, der er ansvarlig for ondskaben. Det vil sige, at ondskaben lurer i enhver af os og ikke bare kan parkeres i en dæmoniseret figur som Hitler eller nazisten.
 
Trier trækker ganske vist for fuld skrue på vores fascination af dæmonerne, men det gør han netop for at afdække, hvordan denne fascination fungerer. Og vi ender altid et grumset, lille pinligt sted, som ligger under det store drama og på en gang føder og punkterer det. I Epidemic er det lægen, der vil frelse verden fra sygdom, men har smitten med i sin lægetaske. I Forbrydelsens element er det politimanden, der vil forstå forbryderen, men derved ender med selv at blive morderen. Og i Dogville er det kvinden, der vil ofre sig for andre, men ender med at udrydde hele byen.
 
Kvinden og dobbeltblikket
Nazismen interesserer altså Trier for en række forskellige aspekter: Æstetikken fascinerer ham, men samtidig leverer hans film også en kritisk analyse af selve denne fascination.
 
Det samme dobbeltblik ser vi i forhold til den vold, som gennemtrænger von Triers opofrende kvindefigurer, ikke mindst i den såkaldte Guldhjerte-trilogi (Breaking the Waves, Idioterne, Dancer in the Dark. Red.). Det er ingen hemmelighed, at von Triers opofrende kvindeportrætter provokerer.
 
Men hvis man ser nærmere efter, så har Triers kvinder faktisk ret forskellige profiler, og spørgsmålet er, om de egentlig er ofre i konventionel forstand. Dels er de vanvittigt stærke i deres selvopofring, dels er de ganske forskellige. Selv om Joe er forslået i Nymphomaniac, så agerer hun på en ganske anderledes måde end Bess i Breaking the Waves.
 
Islandske Björk spillede en af hovedrollerne i von Triers Dancer in the Dark fra 2000.
 
Lars von Trier har selv givet udtryk for, at han langt hen ad vejen identificerer sig med denne opofrelse – at de kvinder er en form for selvportræt. Set i det lys kan man argumentere for, at de heftige scener med de kvindelige skuespillere, som kulminerede med Björk i Dancer in the Dark, på en måde er en slags autofiktivt modspil til de filmiske kvinder. Mediedramaet mimer, spejler og forskyder relationerne og figurerne fra filmene.
 
Professor MSO Bodil Marie Thomsen, som har skrevet en bog om Triers film, påpeger, hvordan der i Triers film ofte er to modsatrettede, uforenelige, men hver for sig fuldt gyldige fortolkninger på spil, som udtrykker modsatrettede, men lige stærke kræfter.
 
Det kan være mandens eller kvindens perspektiv, som fx i Antichrist, men det kan også gå på, hvordan den enkelte persons handlinger udlægges. Det afgørende er, at dobbeltblikket giver en bevidsthed om, at sandheden aldrig er entydig. Lige netop her, i denne bevidsthed om sandhedens flertydighed, ligger paradoksalt nok Triers ubestikkelige konsekvens – i denne mærkeligt hudløse ærlighed, der på én gang er brutal og meget menneskelig og sårbar.
 
Længslen efter de udstødtes fællesskab
Pointen er, at der i alle Triers drillerier og provokationer er en konsekvens i forhold til filmene, for så vidt at von Trier paradoksalt nok påtager sig et moralsk ansvar for at undersøge det udstødte og moralsk forkastelige, uden at han af den grund abonnerer på fx nazistiske holdninger. 
 
I et stort anlagt DR-interview med Martin Krasnik fra december 2014 iscenesætter Trier således sig selv som den mislykkede jøde:
 
 
Det er første gang, han giver et interview siden de famøse nazi-udtalelser i Cannes, så selvfølgelig er der en strategisk pointe i at give dette til en jødisk journalist. Yderligere taler Trier om sin egen længsel efter og sorg over at ryge ud af det jødiske fællesskab, da han finder ud af, at hans far slet ikke er den halvjødiske Ulf Trier, men derimod en mand af (fjern) tysk afstamning.
 
Ikke engang de udstødtes fællesskab kan han altså rigtig få adgang til, selv om Krasnik ellers er mere end villig til at lukke ham ind og rituelt lader Trier tænde sin medbragte Chanukka-stage.
 
Det æstetiske er politisk
Således hænger Lars von Triers politiske provokationer til både højre og venstre altså ganske glimrende sammen med både den kunstneriske drivkraft og de mere kulørte mediestunts. I ovennævnte annoncering af sin kommende seriemorder-film, The House That Jack Built, optræder von Trier med hvidt pandebånd, måske som en slags visuel Bowie-reference til at supplere det verbale ”This ain’t rockn’roll – this is genocide!”
 
I den 26 sekunder lange 'teaser' på Facebook fra 2016 optræder Lars von Trier selv med en påmindelse om hans kommende film. 
 
Citatet stammer i øvrigt fra Diamond Dogs, Bowies album fra 1974, hvor han optrådte som personaen Jack Halloween. Pladens univers og figuren Jack var ydermere baseret på George Orwells roman 1984. Orwells roman, der er fra 1949, beskriver en skrækvision af et totalitært overvågningssamfund. Bogens oplag er pludselig eksploderet her i 2017, efter at Trump er kommet til magten, og Holocaust-forskeren Timothy Snyder anbefalede folk at læse den i sine “20 Lessons from the 20th Century on How to Survive in Trump’s America.”
 
Således rummer de 26 sekunders promotion-video for Triers nye film en hel række potentielt politiske referencer, der lægger sig som et spind henover filmens politisk ukorrekte massemorder-motiv. Og med referencen til 1984 er vi selvfølgelig også tilbage til Triers debut med Forbrydelsens element, som netop var en undergangsvision skabt i det herrens år 1984. ”Jeg er opdraget med at alle forbrydere skal forstås,” sagde Trier listigt til en DR-journalist efter pressemødet om den kommende film. Således går kunst, politik og branding op i en højere enhed!

Relaterede artikler

Klaustrofobisk kollektiv filmkunst - Vinterberg skal lave en ny film sammen med Lars von Trier. Lars von Trier laver film sammen med Søren Kragh-Jacobsen og ...
Dansk films bølgebrud - ”Tog bølgen land?” Ja, det gjorde den inden for dansk film fra midten af 1990’erne og frem, og det er interessant at se ...
Uregerlig storytelling - Simon Spies som den excentriske fyrste. Lars Larsen som krejleren på markedspladsen. Lars von Trier og Peter Aalbæk som ...
Er du medieseksuel? - Glem alt om den gastroseksuelle trend, den har allerede nået sit mæthedspunkt. Nu er det den medieseksuelle m/k, som er ...
ARoS maler byen rød - Kunstmuseet ARoS har i de seneste dage stået over for voldsomme reaktioner fra borgere, der føler sig stødt over et nyt ...
Når Ålen taler med kroppen - Zentropa er ikke kun værd at studere med henblik på at ændre arbejdsforholdene i det filmselskab, som Peter Aalbæk og La...
Hvad fanden bilder de sig ind? - Journalist Niels Ivar Larsen har for nylig publiceret en artikel hos Kforum, der handler om, at Jørgen Leth »udprostitue...

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

30 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Digital Manager, Randers

Frist: 4. marts

Analytiker

Frist: 12. marts

SoMe-specialist (barselsvikariat)

Frist: 15. marts kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Tag med til K-dag

Skab en mere effektiv kommunikations-strategi

14. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.