Etos, logos og Twitter

Som paragraf 38 i grundloven foreskriver, skal Folketinget sættes første tirsdag i oktober, og således skete det også i år. Ingen forventede chokerende nyheder fra statsminister Lars Løkke Rasmussens ”redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger” eller de store oratoriske højder, og ingen blev skuffet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt åbningstale i folketingssalen under Folketingets åbning. Retoriker Hanne Roer er ikke begejstret. Scanpix/Mads Claus Rasmussen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt åbningstale i folketingssalen under Folketingets åbning. Retoriker Hanne Roer er ikke begejstret. Scanpix/Mads Claus Rasmussen.
af Hanne Roer
Lars Løkke sidder mere trygt på statsministertaburetten end sidste år, hvor han stod i spidsen for en mindretalsregering, og da store dele af udspillet til finanslovsforhandlingerne allerede er offentliggjort, var hans opgave vel stort set at levere en hæderlig og sådan lidt festlig lejlighedstale.
 
For åbningstalen er en lejlighedstale, en epideiktisk tale, der skal prise Folketinget, demokratiet, nationen og ikke mindst den til enhver tid siddende regering. Det vil sige, at talen også er politisk rådgivende, deliberativ, for nu at holde os til Aristoteles’ gode gamle genrer. Den er en genrehybrid, der mikser lovprisning af regeringen og nationen med udpluk fra regeringens politiske program for det næste folketingsår.
 
I år bevæger Løkkes tale sig så udpræget på det jævne. Han bestræber sig for at virke saglig og når omkring indenrigs- såvel som udenrigspolitik, unge som gamle, land som by, vindmøller såvel som off-shore-virksomhed. Talen er ganske lang og lever således op til kravet om at være en redegørelse for rigets tilstand.
 
 
Fra Esbjerg og tilbage igen
Han begynder med en fængende anekdote, en historie fra statsministerens hverdag blandt folket: Sidste uge var han i Esbjerg, hvor han mødte optimistiske, ambitiøse og rejselystne unge. Anekdoten anslår stemningen for talen, hvis vigtigste budskab er, at det går godt. Krisen er ovre, der er overskud i statskassen, og der er grund til optimisme:
 
"Vores land er blevet rigere. Vores samfund tryggere. Danmark er blevet friere."
 
"Rigere. Tryggere. Friere."
 
"Det er den balance, Danmark er bygget på."
 
Efter disse kondenserede udtryk for regeringens missioner skrider Løkke videre til en lidt mere konkret præsentation i form af fire mål. I branding-sprog er det vel så at sige regeringens visioner.
 
Branding-retorikken med dens faste bestanddele, missions, visions og values, danner et genkendeligt mønster i rigtig mange statslige taler i disse år og har gjort det længe, siden Anders Fogh Rasmussen indførte den i begyndelsen af dette årtusind. Måske er citatet ovenfor i virkeligheden værdier, men som vi skal se, er værdier, missioner og visioner vævet sammen i Løkkes tale.
 
Regeringens plan opsummeres nu i fire overskrifter: for det første: flere private arbejdspladser; for det andet: investeringer i velfærdssamfundet (sundhed og kræftbehandling, ældre, børn); for det tredje skal folk flyttes fra kontanthjælp, passiv offentlig forsørgelse, til et aktivt liv (det betyder så et arbejde); og for det fjerde skal der være færre indvandrere og mere kontrol med dem, der kommer ind i landet.
 
Hvert af de fire punkter illustreres med tal, der skal fungere som belæg for påstanden, fx at der er det laveste antal på offentlig forsørgelse, idet 13.500 færre er på bistandshjælp end for et år siden. Punkt fire belægges med en oplysning om, at der ikke er ankommet færre asylansøgere i et halvår siden 2008. Tallene er måske lidt uldne, lidt pærer, der sammenlignes med æbler, men det er publikum efterhånden så vant til.
 
Løkke opsummerer nu regeringens missioner i fire overskrifter (en gang til for arveprins Knud):
 
"Flere private arbejdspladser.
En stærkere kernevelfærd.
Flere med i arbejdsfællesskabet.
Styr på tilstrømningen til Danmark."
 
Løkke kommer nu med den konklusion, som bliver gentaget rigtig mange gange i resten af talen: "På alle fire mål går det fremad. Væksten har bidt sig fast. Ledigheden er lav. Beskæftigelsen er høj."
 
Efter regeringens målsætninger og den lykkelige tilstandsrapport udtrykt i one-liners skrider Løkke videre og takker Folketingets formand, støttepartiet Dansk Folkeparti og dernæst alle øvrige partier:
 
"I har alle bakket op om dele af regeringens politik. Flere af jer står bag vigtige forlig."
 
Det er en fin manøvre, for samtidig med at statsministeren virker generøs og samarbejdsvillig, får han lige tørret en god del af ansvaret for det forgange års politik af på oppositionen.
 
Med en ny og forfriskende metafor – opsvinget har fået flyvehøjde, nu skal det have flyvelængde – tager Løkke i det næste, længere afsnit fat på en redegørelse for regeringens planlagte investeringer. Han opregner tre hoveområder: infrastruktur og digitalisering, skattelettelser, politi og forsvar. Overskuddet skal bruges, og der er stadig plads til skattelettelser, siger Løkke.
 
Han søger dermed at aflive Thornings gamle diktum om, at man ikke både kan få skattelettelser og mere velfærd. Han får også snildt bemærket, at den forrige socialdemokratiske regering ikke efterfulgte sit eget motto, da også den gav skattelettelser.
 
Resten af talen handler lidt mere detaljeret om regeringens planer for flere i arbejde, digitalisering, uddannelse, skolevæsen og grøn miljøpolitik (der kan betale sig). Knap midt i talen kaster Løkke et blik tilbage på de optimistiske unge i Esbjerg og zoomer derefter videre til Thisted, hvor der angiveligt også er vækst og optimisme, pga. den store havn i Hanstholm.
 
Løkke laver en ”landet-rundt” som optakt til nyheden om, at der skal udflyttes flere statslige arbejdspladser. I betragtning af at det drejer sig om få tusinde arbejdspladser og næppe betyder meget for nationens økonomi, er dette en skarp markering af regeringens interesse i at binde landet bedre sammen og ikke forsømme yderområderne. Det er sikkert også en gave til støttepartiet DF, hvilket sikkert forklarer, at Løkke bruger så lang tid på så lidt. Det er også en optakt til en gammel Løkke-kending, ”den danske drøm”:
 
"Nogle taler om den amerikanske drøm. At avisbuddet kan blive milliardær. Jeg har nu altid ment, at det er Danmark, der er mulighedernes land."
 
"Gratis uddannelse. Tryg velfærd. Ligestilling mellem kønnene. Det er her, du kan få dine drømme opfyldt! I Danmark kan mennesker flytte sig."
 
Løkke introducerer ”sin danske drøm” en tredjedel inde i talen, og resten af talen er med til at give den lidt kød og blod. Tidligere har Løkkes danske drøm, hvor sympatisk den end måtte være, lydt lidt indesluttet – som noget, der har været, og som nu blot skal afskærmes fra fare og parasitter.
 
Men ikke i år: Løkke åbner i resten af talen op og inviterer indenfor; de offentligt forsørgede skal ind i arbejdsfællesskabet, indvandrere er velkomne, hvis de slutter op om drømmen, og rigsfællesskabet er den smukke, store ramme om det hele. 
 
Løkkes ”danske drøm” har fået vinger og fremdrift, i hvert fald mere end før, hvor den ofte har lydt lidt træt. Rigsfællesskabet får et helt afsnit i talen, som situationen vel fordrer, men det er også en hjertesag for Løkke. Han fremhæver, at regeringen har sendt hjælp til Grønland efter tsunamien i juni i år. Han indrømmer, at der er løsrivelsesplaner, men henviser let truende til grundloven. Den truende tone leder op til et længere afsnit om forsvarspolitik.
 
 
Hvor det ellers er et refræn i talen, at danskerne kan være optimistiske, trygge og frie, fremmanes nu et stærkt truende militært fjendebillede. Ja, det er Putin, for Rusland er nu tilbage som hovedfjende (terrorisme nævnes næsten ikke i talen). Det er begrundelsen for, at forsvaret skal have langt større bevillinger.
 
Løkke hævder, at militærets aktioner rundt omkring i verden – Afghanistan, Kosovo, Estland, Mali osv. – skaber tryghed hjemme i Danmark. Det er nok en påstand, som kunne diskuteres, men det er blevet en topos (stort set alle talere på Flagdagen 5/9 – også Lars Løkke – hævdede, at aktionerne i fjerne dele af verden sikrer Danmark mod terrorisme).
 
Efter at have talt længe og indgående om ungdomskriminalitet og skolevæsen, krydret med optimistiske one-liners (Politik gør en forskel – repeteres fire gange i afsnittet om kontrol med indvandring), kan Løkke endelig slutte af med at henvise til de begejstrede unge fra Esbjerg. Deres optimisme og fremadsynethed skal være et eksempel for alle:
 
"Det går godt i Danmark. Det går sådan set ret godt."
 
"Der er grund til optimisme. Og hvis vi bruger de gode tider med rettidig omhu, har vi også i fremtiden noget at have optimismen i."
 
Etos, logos og Twitter.
Løkkes tale trækker mest på logos-appellen, altså det at søge at virke saglig og faktuel. Han taler ikke meget om sig selv, udover at nævne sit nye internationale miljøinitiativ P4G. Hans etos-arbejde, altså arbejdet med at fremstå som troværdig, sympatisk og dygtig er mere diskret i år. Det er godt.
 
Sidste år forsøgte Løkke sig med at lægge et gulligt ungdomsbillede af sin mor ud på Facebook aftenen inden Folketingets åbning, hvor han indledte sin tale med en lettere grådkvalt anekdote om sin mor og adskillige andre familiemedlemmer. I år var åbningstalen behageligt fri for Løkkes familiemedlemmer, og det gjorde talen mere passende og Løkke mere statsmandsagtig.
 
Og så dog. Løkke og Statsministeriet har jo i nogle år eksperimenteret med de sociale medier. Der var også den nytårstale, som Løkke lagde ud på Facebook i forvejen, så folk kunne kommentere. Det gjorde de. Lidt for meget måske, for Løkke har ikke gentaget den manøvre.
 

Lars Løkkes nytårstale 2016, der spillede på både Matador og Gulddrengens lyrics.
 
I år kunne brugere af Twitter følge med i Løkkes åbningstale – og der linkes på Statsministeriets hjemmeside til ministeriets Twitter-konto. Her blev der, mens talen blev holdt, lagt nogle af Løkkes one-liners ud akkompagneret af fotos, der viser statsministeren holde sin tale. Men der blev også lagt billeder ud af en energisk statsminister i sit daglige virke på besøg på en skole, blandt soldater, på en byggeplads i Hillerød og fra Hanstholm.
 
 
Her er der både patos- og etos-appel for fuld udblæsning, og alt efter temperament og politisk ståsted kan man opfatte det som dygtigt eller som en lidt smart reklamestrategi.
 
Uanset hvad, virker det som bottom down, som topstyret strategisk kommunikation. De sociale medier er sociale, såvist, altså fælleskabsdannende og med mulighed for dialog, men også med alt det sociales uvæsen i form af hierarkier, eksklusionsmekanismer og ulige adgang og ejerskab til disse nye medier. Måske skulle man bare holde op med at romantisere de sociale medier.
 
Løkke mangler en taleskriver
Som vi har set, består åbningstalen primært af korte, slagordslignende sætninger. Ofte er det ikke engang hele sætninger med subjekt og verballed, men halve fraser (såkaldte sætningsemner). Det er virkelig meget få bisætninger, der kan overleve i dette twitter-habitat af sætninger, der ikke må overstige 140 tegn (Løkkes er ofte kortere).
 
Det vækker unægtelig minder om en vis amerikansk præsident, der kommunikerer sine idiosynkratiske synspunkter ud til verden i et forsøg på at bypasse statsapparatet. Det er tydeligvis ikke tilfældet her, hvor det er Statsministeriet, der tweeter løs. Men det er lidt det samme ophakkede sprog, hvor slogans og mission-statements har erstattet længere perioder, hvor hovedsætninger og bisætninger flettes sammen.
 
Fordelen ved det sidste er, at taleren kan etablere en sammenhæng mellem sine argumenter, et begrebsligt hierarki. I denne strøm af one-liners som Løkke (og Trump) leverer, er der ikke nogen klar logisk sammenhæng. Hvordan kan Løkke på den ene side gentage, at danskere er frie og trygge, når han kort efter hævder, at det militære trusselsbillede er alvorligere end nogen sinde?
 
At kræve en sådan logisk sammenhæng i en meget lang tale, der skal redegøre for nationens tilstand og regeringens tiltag, er vel ikke for meget forlangt – ikke mindst fordi talen læses af mange (nu også i bidder på Twitter).
 
Det er klart, at denne staccato-form, med sin særlige mundtlighed, egner sig til taler holdt i det fri (som nu på flagdagen) eller i mediernes stakåndede interviews, for det er tydeligt og nemt at huske. Men den giver også en særlig stakåndet rytme, der i bedste fald virker monoton, i værste fald lidt komisk.
 
Det minder i hvert fald mig om den lille litterære perle af Dorthe Nors, Minna mangler et øvelokale fra 2013. Bogen består af one-liners, som illustration af hvordan vores sprog – og dermed vores tanker – stadig mere skabes over den samme læst a la statusopdateringerne på de (a)sociale medier.
 
Dorthe Nors’ vanvittigt morsomme og rørende bog begynder sådan:
 
"Minna er ikke en dag over fyrre.
Minna er komponist.
Minna er forelsket i Lars."
 
Sådan fortsætter historien om Minnas ulykkelige forelskelse (Minna mangler et røvhulsfilter) i en strøm af ”statusopdateringer” fra Minnas triste liv. Men hvor Dorthe Nors’ tekst bevæger sig fra tristhed og monotoni i disse korte sætninger (ofte indledt med navnet Minna) mod liv og dynamik i de samme korte sætninger i bogens lykkelige slutning, er der ingen udvikling i Løkkes sprog.
 
Hans tale ender samme sted, som den startede, og vi kunne næsten tro på hans danske drøm, hvis der var mere spræl og energi i hans sprog. Jeg siger det igen: Løkke mangler en taleskriver. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job