|
|
Kvindernes Internationale Kampdag
Årets (anti)feministiske fuck-ups

Kforums liste over feministiske kriser fra det forgangne år rummer alt fra Trumps tissekonegramseri over Emma Watsons bryster til en lille voldtægtsjoke. God fornøjelse!

Skrevet af

Julie Kolbeck
Redaktionsassistent

6 artikler

0 indlæg

Kvindernes Internationale Kampdag fejres hvert år den 8. marts for at sætte fokus på kvindernes stilling i verden. Kvindedagen mødes dog ofte med forbehold, da flere kritikere sætter spørgsmålstegn ved dens gyldighed: ”Er der overhovedet noget at kæmpe for længere?” Står du og har brug for at få hjulpet hukommelsen lidt på vej, så er her Kforums liste over (anti)feministiske fuck-ups begået i året, der er gået.
Der findes mange kritikere af Kvindernes Internationale Kampdag, som i særdeleshed klandrer mærkedagen for at være forældet: ”Er der overhovedet mere at kæmpe for?” spørger de retorisk og fortsætter deres bevisførelse med en opremsning af alt fra ligeløn til Stine Bosse og smider slutteligt barsels-trumfkortet.
 
Bevares. Men start nu med at få fingeren ud af egen navle, så du kan se, at det måske ikke er tilfældet udenfor den danske andedam, og brug så lidt tid på at reflektere over, at den lighed, du taler om, centrerer sig om konkrete, målbare lovmæssigheder, men langt fra har blik for de samfundsstrukturer, som til stadighed gennemsyrer vores syn på køn og seksualitet. 
 
Kforum bringer her listen over de sjoveste, pinligste og største (anti)feministiske fuck-ups, som har fundet sted siden sidste års internationale kvindedag. Læs den, og vurder så, om kampdagen stadig har ben at gå på.
 
Ole Birk Olesen kaldt i samråd
”Hjertet glemmer aldrig” siger et gammelt ordsprog og det samme gør sig gældende for internettet, hvilket forklarer, hvorfor transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i februar blev kaldt i samråd for at have skrevet et debatindlæg tilbage i 2010 på den liberalistiske blog Damefrokosten, som siden har skiftet navn til Vox Liberalis, hvori han oplistede syv generaliserede anklager mod kvinder.
 
Selvom Olesen indleder sit indlæg med en disclaimer, hvor han erkender, at kvinder ligeledes besidder gode sider og at en tilsvarende liste kunne laves om mænd, er anklagerne, der følger efter, så grove og nedladende, at det indledende forbehold blegner helt i et forældet, stereotypt kvindesyn, som passer bedre til før år 1915 eller blandt Trump-tilhængere.
 
Ole Birk Olsen kaldt i samråd vedrørende sine udtalelser i blogindlægget "Jeg anklager kvinder" fra 2010.
 
Efter dette halvforkølede forsøg på at undsige sig mærkatet mandschauvinist går han direkte over til at beskylde kvinder for at være ”uden ære og moral”. Herefter forsætter han med en omskrivning af den kontroversielle kønsforsker Camille Paglias påstand om, at ”hvis civilisationen var overladt i kvinders hænder, ville vi alle bo i græshytter” når han tilkendegiver, at kvinder er ude af stand til at ”opretholde og opbygge en levedygtig menneskelig civilisation”.  
 
Dernæst abonnerer han på det oldgamle cartesianske skel, der hierarkiserer mellem kroppen og sjælen, hvor sindet er kroppen overlegen og i forlængelse heraf manden over kvinden, når han anklager kvinder for at være i deres ”følelsers vold” og ude af ”kontakt med deres forstand”. Ydermere omtaler han kvinder som magtsyge, jantelovsdyrkende tryghedsnarkomaner, der i virkeligheden slet ikke ønsker ligestilling. Bum. 
 
Den polske parlamentariker
Jeg er tom for ord. Heldigvis taler klippet for sig selv.
 
 
Når den underdanige bider igen
Da venstrepraktikanten Susan Simonsen anklagede Christiansborg for at have en syg og sexistisk arbejdskultur i sin debutroman Det underdanige og det magtfulde, skabte det stort røre i medierne. Det interessante ved debatten var imidlertid ikke, om anmelderne var enige eller uenige med Simonsen, men måden hvorpå man var uenig.
 
Bogen affødte en massiv mediedækning og heraf et sideløbende kommentarspor, som yndede at referere til Simonsen som "nazi-feminist", ”nærtagende”, ”curlingbarn”, ”rablende vanvittig”, ”billig”, "liderlig" og ”skabagtig”, hvilket på paradoksal vis bekræfter det sexistiske samfundsbillede, som Simonsen netop forsøger at udstille i sin bog.
 
Susan Simonsen.
 
Blandt andet responderede folketingsformanden Pia Kjærsgaard med slutshaming og erklærede Simonsens vidnesbyrd for utroværdigt, fordi hun engang iførte sig et æggende politikostume i jobøjemed. I stedet for at rette kritikken mod en samfundsnorm og en industri, der pålægger særligt kvinder nedværdigende kostume-jobs, eksekverede Kjærsgaard tværtom den ’du-bad-selv-om-det’-mentalitet, som også ofre for seksuelle overgreb ofte mødes med.
 
Også Radio24syvs håndtering af debatten var hovedrystende pinagtig – ikke så meget på grund af Jim Lyngvilds, Jakob Steen Olsens, Niels Pinborgs og Thomas Heurlins specifikke kritik af Simonsen, men snarere på baggrund af diskussionens gestaltning. I en tragikomisk duplicering af seancen, hvor Donald Trump – omringet af hvide mænd – underskriver anti-abortbekendtgørelsen, sidder der fire mænd i radiostudiet og vurderer, hvorvidt Susan Simonsen kan tillade sig at føle sig antastet af Søren Pind eller ej. 
 
Grab them by the pussy
Og apropos Donald Trump, så står pussygate nok som det allermest kontroversielle antifemi-fuck up i 2016. Skønt listen over præsidentens misogyne fejltrin er alenlang og rummer alt fra sexistiske Twitter-udbrud til konkrete anklager om seksuelle overgreb fra et utal af skønhedsdronninger og tv-værter, så tog afsløringen af Trumps ”locker-room talk” kagen. 
 
Den omstridte video, som afslører Trumps syn på kvinder.
 
Washington Posts offentliggørelse af videoen fra 2005, hvor ’The Donald’ tilkendegiver sin hang til tissekonegramseri med de notoriske ord ”Grab them by the pussy”, blev spået til at koste ham præsidentvalget. Det blev dog ikke tilfældet, og Trump havde ikke været præsident i mere end tre dage, før han havde underskrevet et forbud mod at give amerikanske skattekroner til internationale organisationer, som udfører eller informerer om muligheden for abort. 
 
I et rum fyldt med hvide mænd underskriver Donald Trump 'mundkurvsreglen'. Kilde/Scanpix.
 
Her en fotoshoppet, feminin pendant til Trumps testosteron-regering. 
 
Hillary og det intakte glasloft
Her er der nok ikke så meget tale om et fuck-up, men i højere grad en tabt kamp mod verdens højeste og hårdeste glasloft. Hillary Clinton tabte det amerikanske præsidentvalg til en mand, der legemliggør alt det, hun hele sit liv har kæmpet imod. Men selvom hun tabte finalen efter 50 års indædt kamp, har hun ikke at forglemme vundet mange sejre undervejs, og for det skal du have tak, Clinton! 
 
Klip fra Clintons tabertale, hvor hun opfordrer alle små piger til at følge deres drømme.
 
Fri mig fra friblødning
Tampon-reklamerne benytter blå væske til at illustrere menstruationsblod. Rapperen L.O.C. synger om, at man ikke kan stole på nogen, der kan bløde i fem dage uden at dø. Du gemmer dit hygiejnebind oppe i ærmet, når du bevæger dig igennem kontorlandskabet imod toilettet. Dine veninder taler afdæmpet om det, som var I med i Harry Potter, og menstruationen var ”the thing that must not be named”, hvorfor I har tildelt det kodenavnene ”mit lort”, ”den tid på måneden” og ”perioden”.
 
Forfatterne Maja Nyvang og Sine Cecilie Laub gør nu op med skammen i bogen Gennemblødt. Alligevel mødes de med væmmelse og krucifikser. De beskyldes for alt fra oversharing til hysteri til ekstremistisk menstruationsaktivisme til bare at være godt gammeldags ulækre.
 
 
Til det er der dog ikke andet at sige, end at Nyvang og Laub tilsyneladende har fat i den lange ende, når de påstår, at menstruation er et tabubelagt og perverteret abjekt, som alle har travlt med at fornægte er en realitet hos halvdelen af jordens befolkning. Period.
 
Årets femi-reklame fuck-ups
De seneste år er modeindustrien blevet bedre og bedre til at dyrke diversitet, kropspositivitet og plus-size modeller. Men selvom dette er et stort skridt i retningen mod et sundere kropsideal, er bevægelsen blevet så populær, at den ofte og igen bliver udnyttet kommercielt. Størstedelen af modeverdenens reklamekampagner spiller derfor på etnisk mangfoldighed, feminisme eller fri seksualitet.
 
Men når mærkesager bliver et skalkeskjul for kommercielle, kapitalistiske dagsordener klinger det ofte hult i forbrugernes ører. Dybe budskaber kræver tilsvarende dybe tankeprocesser; man skal behandle seriøse budskaber med seriøsitet, følge sine kernesager til dørs og være CSR-bevidst i både tanke og handling. 
 
Netop her gik det spanske tøjfirma Zara galt i byen, da de med butiksreklamen for deres ’Body Curve Jeans’ portrætterer to tynde modeller med teksten ”Love your curves”. Man kan selvfølgelig også elske sine kurver, selvom man er tynd, og man skal være påpasselig med, at kropspositivitet overfor kurvede plus size-kroppe ikke samtidig betyder bodyshaming af tyndere zero size-kroppe, men det havde nu klædt reklamen, hvis den havde benyttet sig af flere kropstyper.
 

 

Zara har en partner-in-crime i skoproducenten Bianco, der med sin reklamekampagne #WomenNeedMore forvekslede kampen for ligestilling med kampen for pæne stiletter. Den omstridte reklamefilm indledes med en for så vidt genuin problemstilling: Ligeløn. Men så taber de ellers sutten og går videre til at portrættere smukke model-kvinder, der med malplaceret vrede, vold og hærværk smadrer glasloftet, cheferne og deres biler.

 
 
De har tydeligvis fået feminismens grundværdier galt i halsen, når de herefter fremturer med, at ligeløn ikke er nok – de vil have mere i løn end mændene: ”Equal pay is not enough”. Hvorfor? Fordi kvinder bruger flere penge på sko, såmænd. Og så står man tilbage med et resultat, der mestendels fremstår som et mærkværdigt sammensurium af en out-dated radikal andengenerationsfeminisme, der prædiker matriarkatet frem for patriarkatet, og en selvforstærkende cementering af kvinder som overfladiske pyntedukker, hvis eneste ambitioner centreres omkring materialistiske goder.  
 
Således endte Biancos forsøg på at malke feminismen kommercielt med at give bagslag i sådan en grad, at skofirmaet selv blev beskyldt for at være kønsdiskriminerende sexister fremfor de feministiske korstogsriddere, de indledningsvis tilstræbte at identificere sig som.
 
Handelsbanken og sko
Fra den ene reducering af kvinder til sko-fetichistiske idioter til den næste. Bianco har tilmed en finger med i spillet endnu engang. Man bliver åbenbart ikke klog af skade. Denne gang har skofirmaet slået sig sammen med Handelsbanken Amager og inviterer til kvindeaften, hvor en snak om økonomisk tryghed i den moderne familie belønnes med en gulerod, vi kvinder forstår, nemlig lidt ”sko-inspiration til hverdag, fest og fritid”. Er det en joke, min lille skoelskende kvindehjerne ikke forstår?
 
 
Emma Watsons bryster
Af og til hænder det, at feministerne går i kødet på hinanden. Dette skete for nylig for skuespiller og feminist Emma Watson, som efter at have poseret topløs i det amerikanske magasin Vanity Fair, blev anklaget for hykleri. 
 
 
Kritikken er klar. Hvis man vil tages seriøst som forkæmper for kvinders rettigheder og FN-ambassadør for agenturet 'FN Kvinder', så må man ikke vise sine bryster. Man kan ikke i det ene øjeblik klage over, at kvinder bliver seksualiseret, og så i det næste seksualisere sig selv.
 
Hvad de kritiske stemmer ikke synes at have forstået er, at feminisme i sin essens handler om frigørelse. Om friheden til at vise sin krop, uden at det giver anledning til objektivisering eller bodyshaming, afsky eller begær.
 
Løkkes mande-regering
Vi kommer ikke udenom det. Den trekløverregering, som blev dannet tilbage i november, består af tretten mænd og ni kvinder. Ikke en eneste af disse ni kvinder sidder i regeringens centrale udvalg, hvor den reelle regeringsmagt ligger. Mændene bestrider de magtfulde poster i udenrigs-, justits-, indenrigs-, finans-, forsvars-, erhvervs- og skatteministeriet, hvorimod kvinderne forvalter de mere ”bløde” ministerier, som tager sig af børn, ældre, sundhed og undervisning. 
 
 
Med andre ord skal de mandlige ministre råde over finanserne, sikre vores forsvar og styre erhvervslivet, imens kvinderne har ansvaret for sundheds-, børne- og socialområdet. Den kønsstereotype rollefordeling minder alarmerende meget om en Far til Fire-film.
 
Sexistisk OL-dækning
Et nyt studie fra Cambridge University Press viser, at mænd og kvinders sportspræstationer dækkes meget forskelligt. Særligt OL-dækningen i Rio i sommer blev kritiseret for at forklejne kvindernes præstationer samt at fokusere mere på kvindernes visuelle fremtoning end deres sportspræstation.
 
Efter at have analyseret 160 millioner ord fra alverdens aviser, artikler, tweets og blogs fandt man frem til, at det er tre gange så sandsynligt, at mandlige sportsudøvere omtales i forbindelse med sport, i modsætning til kvinder, der ofte omtales i forbindelse med deres civilstatus, alder eller udseende.
 
Det var i denne forbindelse at Danmarks Radios P3 røg ud i en større shitstorm på de sociale medier, fordi de havde lavet en hyldestsang til OL-guldvinder Pernille Blume, der mest af alt handler om, hvor fuckable hun er, og mindre om hendes svømmetalent.
 
Radiostationen forsvarer sangen med, at det netop var ment som en satirisk kommentar til den sexistiske OL-mediedækning, men efter kommentarsporet på P3's Facebook-side at dømme har lytterne svært ved at se komikken.
 
Også avisen Chicago Tribute dummede sig, da lerdueskyderen Corey Cogdell-Unrein vandt bronze ved OL og herefter måtte se sig blive præsenteret som sin mands kone med overskriften ”Bears-spillers kone vinder bronze i dag ved olympiaden i Rio”.
 
 
Du husker måske også, da den ungarske svømmer Katinka Hosszu slog verdensrekorden ved OL i Rio, hvorefter NBC-kommentatoren straks gav hendes ægtemand og træner æren med ordene: ”Her er manden, der er ansvarlig [for hendes sejr, red.]” 
 
 
"When a lady says no, she means maybe"
For ganske nylig, i et interview med CNBC, kom også milliardæren Warren Buffett med en noget uheldig udmelding. Buffett, som er hovedaktionær og administrerende direktør i holdingselskabet Berkshire Hathaway, forsøgte i interviewet at forklare, hvordan han og hans investorer kunne byde 148 milliarder dollars på Unilever, selvom industrikoncernen slet ikke var interesseret i at sælge.
 
Ifølge Buffett opstod forvirringen, fordi Unilevers bestyrelse havde været for høflige og diplomatiske i deres kommunikation. Dette forsøge han så at forklare med følgende analogi:
 
”Hvis en diplomat siger ja, betyder det måske. Hvis han siger måske, mener han nej. Og hvis han siger nej, er han ingen diplomat. Og hvis en dame siger nej, betyder det måske. Og hvis hun siger måske, betyder det ja. Og hvis hun siger ja, så er hun ingen dame”.
 
Warren Buffetts malplacerede "joke".
 
Kommer kromosoner før kompetancer?
Skulle du alligevel sidde og mangle nogle konkrete tal på, at der stadig er mangel på ligestilling i Danmark, så kommer der et aktuelt eksempel her. Der er nemlig en markant skæv lønfordeling indenfor skuespillerbranchen. Kvindelige skuespillere tjener mindre end deres mandlige kollegaer, og her taler vi ikke om et par procentpoint.
 
Mændene tjener i gennemsnit 41 procent mere før skat end kvinderne. Det skal dog understreges, at en del af forklaringen beror på, at mandlige skuespillere får flere roller end kvindelige skuespillere. 67 procent af alle hovedroller i danske film går til mænd. Men det er næppe en forklaring, snarere en forskydning af problemet. 
 
Kampdagen er også en festdag
Så ja, synes konklusionen at være, der er stadig noget at kæmpe for. Men er der slet intet at fejre? Jo da, og det må vi ikke glemme.
 
Det forgangne år er ikke uden fremskridt. For eksempel kickstartede 2017 med at de franske tvillinger Julie og Charlotte Bonaventura, som det første kvindelige dommerpar nogensinde, dømte en VM-kamp i herrehåndbold. Skuespillerinden Emma Watson, som nu er aktuel i Disney-filmen Skønheden og Udyret som eventyrprinsessen Belle, omskrev sin rolle, så det ikke længere er hendes far, men Belle selv, der ernærer sig som opfinder. Og sangerinden Beyonce fik for alvor sat politisk feminisme på dagsordnen med sit storslåede visuelle album Lemonade. Bare for at nævne nogle stykker.
 
Lad os derfor slutte ballet af med en lille sejrsdans leveret af Ulrikke Falch, der er bedst kendt som Vilde i hitserien Skam, som giver nul fucks, når hun gør tykt grin med kvindeidealerne og fremstiller sig selv bevist uflatterende og unladylike på sin instragramprofil
 
 

Morning routines

Et opslag delt af Ulrikke Falch (@ulrikkefalch) den

 

Relaterede artikler

Fuck Kussomaten - Kusser må ikke være barberede eller opererede eller piercede. Det har en flok feminister bestemt. Og nu har de endda opf...
Er du femiseksuel? - Glem de gastro- og medieseksuelle. De femiseksuelle har tiltvunget sig mediemagten. Fra det forudsigelige feministiske t...
Køn, klasse og stripper-tweets - For nylig gik internettet amok over en historie om to pigers voldsomme strippereventyr til Florida. Historien udkom på T...
Tante B's taskekrise - Berlingskes leder 'Kvind jer op' fortæller mere om Berlingske som medie end om danske kvinder. David Trads kommenterer.
#Pussygate: Trump er færdig - Donald Trumps præsidentkampagne er kollapset, og partiet er i frit fald efter videoafsløringen fredag af The Donalds san...
Rårøv - den nye pige i kassen - I massekommunikation kommer kvinder i kasser. Kasser kommer i bølger. Og bølger kan bruges til at sælge produkter. Hvis ...
Stjerneroller med stort K - Der er langt mellem de spændende roller til kvinder over 40 i amerikansk film og tv. Det har flere kvindelige filmstjern...
Mode og identitet: De nye statusmarkører - Mode bliver politisk, når vi forhandler social status til omverden gennem vores ydre. Hver morgen komponerer vi udgaver ...
Hvis du vasker dit hår i feminisme, vil alle røre ved det - Beyoncé er det. Tøjmærket Monki er det. Bianco er det. Kommercielle? Ja. Feministiske? På samme tid? Ja. I hvert fald, h...
Undskyld hr. præsident - Hillarys Clintons nederlag var en overraskelse for alle. De to kandidater inklusive. På valgnatten var Trump glad, men f...
Uden viden - ingen ligestilling - Mette Bock vil flytte KVINFOs bibliotek til Det Kongelige Bibliotek, hvor køn og ligestilling aldrig bliver en kerneopga...

Giv din stemme

35 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Ugens profil

Gitte Rosholm

Gitte Rosholm er tiltrådt som Head of People and Culture Communication i Nordea. Gitte kommer fra en stilling som Managing Partner i bureuaet Coreworkers og har tidligere arbejdet for blandt andet Advice og DR. 
Ønsk tillykke til Gitte Rosholm

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Job

Praktikant

Frist: Vi afholder løbende samtaler

Corporate relations manager (genopslag)

Frist: 6. juni

Kommunikatør

Frist: 29. maj
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær Facebooks vigtigste og nyeste funktioner

29. august

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.