Kondiprinsen på kongevejen

Mandag den 21. maj var en bitter dag for Danmarks ret beskedne skare af republikanere. 70.000 danskere deltog i kronprins Frederiks fødselsdagsløb, Royal Run, i landets fem største byer, og undervejs på ruterne og hjemme i stuerne fulgte yderligere 100.000-vis af mennesker begivenheden.

Dagen blev et gennembrud i etableringen af kronprinsens egen selvstændige identitet, der har været under opbygning længe, men nu synes at kulminere her omkring fejringen af 50-års fødselsdagen. Royal Run var en god anledning for kronprinsen til at markere, hvordan han selv vælger at finde balancen mellem tradition og fornyelse inden for rammerne af en 1000-årig institution som kongehuset, hvis natur er og må være konservativ og langsommelig i at tage nye impulser ind.

Mandagens Royal Run var en balancegang mellem tradition og fornyelse. Over 70.000 danskere løb med ved løbet, der startede i Aalborg om morgenen og sluttede på Frederiksberg Allé i København om aftenen. Foto: Henning Bager/ Ritzau Scanpix

Prinsen, der drog ud for at lære sig selv at kende

Kronprins Frederik er en anden slags kongelig end sin mor, og han bliver en væsentligt anderledes monark end hende. Margrethe II hører til de mest intellektuelle monarker i Danmarkshistorien. Historisk interesseret og indsigtsfuld. Men alligevel – trods det i grunden elitære præg – er hun blevet uhyre populær her i jantelovslandet, i spidsen for et monarki, der vel aldrig nogensinde har været så populært som i disse år.

Dronningen er et naturligt samlingspunkt, fordi vi bl.a. gennem nytårstalerne føler hendes autenticitet, hendes engagement og i grunden også den lidt sprælske personlighed. Ikke en ringe bedrift, men også en position, der er bygget op gennem mange år, fra den kejtede langlemmede 31-årige kvinde, der stod på balkonen en januardag i 1972, og til vore dages suveræne og folkekære – men ikke synderligt folkelige – monark.

Kronprins Frederik, ved vi, er helt anderledes, og mange har vel i årenes løb tænkt, om han kunne udfylde de store sko efter Margrethe. De fleste danskere har fulgt ham gennem mange år og synes måske, de kender ham. Personen bag kender vi i realiteten meget lidt til. Men den officielle persona har i hvert fald ikke haft det så let gennem livet, hvilket kronprinsen da også har bekræftet i talrige interviews.

I 1984 spiller kronprinsen ridder Flemming i "Elverhøj" på Øregård Gymnasium i Hellerup. Ved et senere teaterstykke går det dog galt: Prinserne skyder med Pinocchiokugler mod scenen. Det koster Joachim en otte-dages bortvisning, mens kronprinsen slipper med en påtale. Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Vi har hørt om en dreng og ung mand, der havde svært ved at se sig selv i den medfødte rolle som kommende monark. En dreng, som følte de kongelige rammer nærmest kvælende, og som tydeligvis har haft andre interesser i livet end sine forældre, og som måske netop af den grund har snublet lidt rigeligt over ordene og kedet sig ekstra bravt til udenlandske erhvervsfremstød og festforestillinger i Det Kongelige Teater.

I dag er det en anderledes kronprins vi ser i forbindelse med fødselsdagsfejringerne. Han synes at være kommet overens med sin skæbne – men også med, hvordan han selv kan præge den.

At vælge sin egen vej

Hvordan bliver man en god konge, hvis man i grunden ”bare” er en sympatisk midaldrende mand, der interesserer sig for sport og elsker at være sammen med sin søde kone og fire smukke børn? Man gør det ved at være sig selv og præge rollen med det, man nu engang har.

Frederik måtte finde sin egen vej, og hvor den for moren gik gennem hovedet – over arkæologien, kunsten og troen – gik kronprinsen den fysiske vej over Siriuspatruljen og Danmarks måske hårdeste militæruddannelse i Frømandskorpset. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Det er i virkeligheden en fuldkommen klassisk udviklingsfortælling, vi er vidner til, hvilken er særligt gribende, netop fordi den synes så sand – fra det hjemlige, hvor man mistrives og går så grueligt meget ondt igennem, ud i den store verden for at lære sig selv at kende og tage livtag med sin frygt, for til slut at vende hjem igen, styrket, afklaret og med redskaberne til at tage sin skæbne på sig, men også derigennem få sin tilværelse til at lykkes.

I grunden er der ikke noget nyt i det, selvom personerne og omstændighederne er nye. Ser man på de glücksburgske konger, så har de alle valgt deres egen vej og i grunden haft meget forskellige profiler – fra den konservative, men folkekære Christian IX, over hans politisk liberale, men lidt distancerede søn, Frederik VIII; videre til rytterkongen Christian X, der på mange måder mindede langt mere om sin farfar end om sin far, men som højt til hest blev et fantastisk populært nationalt samlingspunkt i en stor del af sin regeringstid, fra genforeningen til besættelsen.

Med rytterkongens søn, Frederik IX, fik vi den hidtil mest folkelige monark i vores nuværende kongeslægt. Sømandskongen, der kunne tale med høj som lav, udstrålede en kærlighed til sin kone og tre døtre og med glæde omgikkes landets socialdemokratiske statsminister.

Kong Christian X blev verdensberømt for sine daglige rideture gennem København og havde stor betydning som nationalt symbol under Anden Verdenskrig. Kongen rider forrest. Når kronprinsen samler hele Danmark til Royal Run, kan det ses som en ældgammel tradition i nye klæder.

Fire konger med forskellige personligheder, som hver især satte deres eget præg på den givne rolle som statsoverhoved. Præcis som sømandskongen Frederiks datter, Margrethe II, igen gjorde det på sin måde. Ikke med sin fars djærve folkelighed og evne til at gå ind i folk med træsko på, men med noget helt andet.

Med hendes søn, den kommende Frederik X, er vi snarere tilbage i morfarens og oldefarens symbolske position som rytterkonge. Frederik løber, men virkningen er i grunden den samme.

Dronning Margrethe overtog tronen efter sin fars død i 1972 og har siden da levet et liv fyldt med bl.a. litteratur og kunst. Med kronprinsens interesser in mente bliver der højst sandsynligt lagt an til nye royale traditioner. Foto: Skånereportage/Ritzau Scanpix

Når et løb ikke bare er et løb

Hvis man har haft oplevelsen at løbe ned ad Gammel Kongevej i hælene på kronprinsen og opleve jubelbrølene fra de tusindvis af tilskuere langs ruten, så ved man, at han har fat i noget. Det er lykkedes at gøre hans sportsinteresse til en central del af fortællingen om, hvilken person han er.

At arrangere et kongeligt fødselsdagsløb er noget nyt, men det knytter i virkeligheden også an til ældgamle ritualer. Kongens eller kronprinsens fysiske tilstand har altid været et symbol på rigets tilstand. I sidste ende skulle kongen, hvis behovet opstod, kunne forsvare sit land i krig, derfor eksisterer der utallige afbildninger af konger og prinser i magtfulde positurer omgivet af militære symboler.

Tilsvarende har turneringer og kappestrid i hundreder af år været en del af store kongelige og nationale begivenheder, hvor de kongelige også oftest selv er gået forrest. Det kan således synes nyt og moderne, at kronprinsen fokuserer så meget på sport og på det fysiske. Men i grunden er det blot en videreudvikling af en ældgammel kongelig fortælling.

Danskerne kan let spejle sig i ham, i hans glæde ved at bevæge sig og i hans åbenlyse engagement i, hvad sport kan og bidrager til for mennesker. Karakteristisk er det også, at Royal Run blev en folkefest med tilbud til alle: børn, familier, handicappede. Alle kunne være med og ud fra netop deres forudsætninger opleve glæden ved sporten. Lad blot kommentatorer og skabsrepublikanere kritisere, at kronprinsen ønsker at sidde i Den Internationale Olympiske Komité.

Kronprins Frederik blev i 2017 genvalgt til yderligere otte år i Den Internationale Olympiske Komité. Danske medier har ellers haft travlt med at kritisere medlemskabet. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

At finde balancen

Balancen er meget afgørende at finde. Det er fint for danskerne, at man er folkelig og anti-elitær, men det er samtidig helt centralt at værne om kongehusets distance og specielle position i landet, hvis tilslutningen til kongehuset skal bevares. Vi taler trods alt om en institution, som udelukkende er legitimeret ved, at vi har arvet den, og havde vi den ikke, ville den helt sikkert ikke blive opfundet.

Vil man anerkende en person som statsoverhoved, hvis han lige så godt kunne være naboen, man møder nede i løbeklubben? Hvis der ikke stadig er en aura af det umiskendeligt fornemme over ham?

Vi kan nu se, at Frederik faktisk mestrer den balance. Han løber, han er folkelig, han udstråler glæde og imødekommenhed. Men der er også en distance. Vi kommer ikke med ind i sovegemakket eller får krænget sjælen ud; der er stadig en urørlighedszone, som er uomgængelig.

Den store fare for vore dages kongelige er, at de bliver slidt op af den glubende medieinteresse for deres person eller kommer til at fungere som en slags superstjerner, der på linje med filmstjerner og popmusikere lever et jetsetliv på de røde løbere. Og måske sågar kommer til at forene sig lige lovligt meget med tidens flygtige superstjerner og dermed til slut næsten ikke bliver til at skelne fra dem, som det er snublende tæt på at ske med den britiske tronfølgers yngste søn, der netop er blevet gift med en amerikansk filmstjerne.

Kronprinsen står midt i livet, og der er sikkert stadig mange år til, han indtager tronen som Frederik X. Godt for det, men netop derfor også mulige at præge med sig selv.