DF’s fire brølere i krisekommunikation

Dansk Folkeparti har altid været dygtige til deres kommunikation. De har formået at smyge sig udenom ansvaret for politiske aftaler og har brugt fraser som: ”Vi læste ikke papirerne ordentligt”, når de er blevet stillet til ansvar for de efterfølgende reaktioner. Ofte er sagen stoppet her. Men ikke denne gang.
Krise i DF: Formand Kristian Thulesen Dahl forsøger at placere hele ansvaret for sagerne om forkert brug af EU-midler hos Morten Messerschmidt. Arkivfoto: Scanpix.
Krise i DF: Formand Kristian Thulesen Dahl forsøger at placere hele ansvaret for sagerne om forkert brug af EU-midler hos Morten Messerschmidt. Arkivfoto: Scanpix.
Dansk Folkeparti har aldrig oplevet en krise som denne, og det kan ses på deres krisekommunikation. Den er ustruktureret, usikker og blame game-fokuseret. De forsøgte at udpege Morten Messerschmidt som syndebuk; partitoppen håbede, at dette kunne lægge en dæmper på postyret. Men i dag står der endnu flere spørgsmål tilbage, og DF har indtil nu været elendige i deres besvarelser.
 
MELD-sagen har betydet, at Morten Messerschmidt stopper i Dansk Folkepartis ledelse. Her billede fra interview med partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, tirsdag aften. Foto: Scanpix.
 
Lad os tage et kig på krisekommunikationens fire bud:
 
  1. Reager hurtigt
  2. Reager åbent
  3. Udtal dig i konsensus med dine partimedlemmer
  4. Udvis medfølelse for dine stakeholders (i dette tilfælde vælgere og EU)
Og lad os så sammenholde dem med DF's krisekommunikation: 
 
Reaktion i sneglefart 
Partitoppen var stille i mange dage om misbruget af midlerne. Man udmeldte blot, at man ville betale pengene tilbage og endda flere, end man havde brugt. Partitoppen håbede, at dette kunne lægge låg på spekulationerne og lukke sagen.
 
Men DF lavede den ultimative krisekommunikative fejl: De udtalte sig ikke om den konkrete sag. De besvarede ikke mediernes og offentlighedens spørgsmål om, hvad pengene helt præcist var blevet brugt til. Dette gav anledning til flere spekulationer og større mistro til, at der var rent mel i posen. Først i tirsdags udtalte Kristian Thulesen Dahl sig offentligt. Det besvarede dog stadig ingen spørgsmål, men kunne nærmere betragtes som en offentlig henrettelse af Morten Messerschmidt.
 
Ringe gennemsigtighed
I går stillede Søren Espersen endelig op til et interview, men de fleste spørgsmål blev besvaret med dårlige undvigelser og ”det ved jeg faktisk ikke". Samtidig har DF sat deres egen mand, Anders Vistisen, til at undersøge, hvorvidt der er rod i bilagene, hvilket svarer til at lade ræven passe gæs. Der er derfor absolut ingen åbenhed i deres kommunikation, hvilket kun forværrer krisen og giver anledning til endnu flere ubesvarede spørgsmål.
 
Søren Espersen udtalte sig næsten uden at udtale sig. Foto: Joachim Adrian (arkiv).
 
Ikke-koordinerede udtalelser
For det tredje er partitoppens udtalelser dårligt koordineret. Igen er Søren Espersen her en mand på glat is, som ikke rigtig tør sige for meget og samtidig ikke aner, hvordan han skal udtale sig bedst muligt om sagen. Udtalelserne er i stedet klodsede og dårligt defensive.
 
Ingen medfølelse
Til sidst glemmer Dansk Folkeparti det næsten vigtigste bud i deres krisekommunikation. De udtaler sig ikke med medfølelse over for deres svigtede vælgere. De udviser heller ikke anger over de misbrugte midler over for EU. De ignorer faktisk fuldstændig det faktum, at andre end dem selv er påvirket af krisen.
 
Dette vil kun sætte fart i den krise, som først lige er startet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job