Hvem vinder testen?

Hvordan får virksomheder deres målgruppe til at købe deres produkter? Spørger man ”The Godfather of Influence”, professor i marketing og psykologi Robert B. Cialdini, der har skrevet et af de mest citerede værker om overtalelse, kræver det helt bestemte overtalelsesstrategier.
Cialdini har udviklet seks strategier, som har vist sig at være effektive inden for markedsføring. Dette speciale undersøger derfor, om Cialdinis overtalelsesstrategier har en effekt, når man skal overtale en målgruppe som folkeskolelærere til at åbne og interagere med udvalgte e-mails.
 
Specialet er skrevet i samarbejde med Danmarks største digitale undervisningsforlag Clio Online. Skolelærere har mulighed for at oprette en 30 dages prøveperiode på Clio Onlines læringsportaler. I denne periode modtager de en række e-mails, hvor jeg har haft mulighed for at udføre A/B-splittests på emnelinjer og indhold i udvalgte e-mails. A/B-splittests betyder kort fortalt, at man afprøver to forskellige budskaber på to grupper fra den samme målgruppe. I disse udvalgte e-mails har jeg anvendt en af Cialdinis overtalelsesstrategier op imod en mere informativ sproglig konstruktion.
 
Først og fremmest viste A/B-splittestenes resultater, at de emnelinjer og det indhold i emailene, hvor en af Cialdinis overtalelsesstrategier var blevet anvendt, vandt A/B-splittestene, da de blev åbnet og interageret med flest gange.
 
Til at foretage en sproglig analyse af A/B-splittestenes resultater anvendte jeg desuden elementer fra Norman Faircloughs analysemetode Critical Discourse Analysis. Ved hjælp af en tekstnær analyse og ved hjælp af en udpegning af diskurser i e-mailens indhold og emnelinjer kom jeg blandt andet frem til, at det fungerede godt de steder, hvor der blev skabt en relation mellem Clio Online og vedkommende, e-mailen blev sendt til, samt de steder, hvor der blev anvendt opfordrende imperativer.
 
Desværre viste resultaterne af A/B-splittestene også, at e-mailene generelt ikke blev åbnet særligt mange gange. Ud fra dette konkluderede jeg blandt andet, at e-mailene ikke appellerede nok til handling. Desuden var der ikke så stor forskel i A/B-splittestenes resultater, hvorfor dette speciale betragtes som en pilotundersøgelse. Jeg vurderede også, at en årsag kunne være, at e-mailenes sproglige indhold mindede for meget om hinanden.
 
Specialet er skrevet af Camilla Roos i Sprogpsykologi ved Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 10.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også