Youtubere som influencers

Dette speciale er en kvalitativ undersøgelse af hvordan og hvorfor danske tween-piger mellem 10 og 12 år bruger Youtube og de såkaldte youtuberes univers. Derudover undersøges det hvordan influencer-marketing på Youtube påvirker pigernes opfattelse af youtuberne, og hvad denne opfattelse betyder for youtuberens evne til at påvirke pigerne som influencer.
Youtube har i de seneste år oplevet en massiv vækst blandt især den yngre del af den danske befolkning. 70 % af alle danske børn brugte i 2016 Youtube hver eneste dag - dobbelt så mange som to år tidligere. I takt med platformens stigende popularitet er flere og flere af de såkaldte youtubere dukket op: unge mennesker med store personligheder, der er centrum for deres egne videoer. Deres unge og personlige stil tiltrækker mange børn og unge til deres kanal uge efter uge, og youtubernes popularitet bliver i stigende grad udnyttet af annoncører til influencer marketing.
 
Specialet er hovedsageligt baseret på 9 kvalitative duo-interviews med 18 piger mellem 10 og 12 år. Pigerne i vores undersøgelse bekræfter Youtubes og youtuberes popularitet og for størstedelen af vores respondenter, er Youtube deres foretrukne underholdningsmedie. Youtuberne opfattes som kendisser, og i respondenternes verden har de højere kendisstatus end konventionelle kendisser. Størstedelen af pigerne bruger da også mange timer hver dag i youtubernes selskab, og i nogle tilfælde kan man tale om, at en youtuber fungerer som en “virtuel storesøster” - netop derfor kan youtuberne være oplagte at bruge i reklameøjemed.
 
De fleste af pigerne i vores undersøgelse har forholdsvis nemt ved at identificere hvornår en youtuber reklamerer for noget. Indholdet i reklamevideoerne opfattes dog ikke nødvendigvis som dårligt. Hvis det ligner resten af indholdet på den pågældende youtubers kanal, ses det også på lige fod med resten af indholdet. Vi finder at pigerne er forholdsvis nemme at påvirke, da de generelt er meget ukritiske overfor youtuberne i kraft af den relation mange af pigerne synes at have til deres yndlings-youtubere.
 
I den afsluttende del af specialet diskuterer vi de mulige implikationer ved native og influencer marketing til børn. På den ene side finder man virksomheder og youtubere, der anser native reklame og influencer marketing som en relevant og ikke-forstyrrende form for reklame. På den anden side finder man Forbrugerrådet og Børnerådet, der mener at børn er ofre i en kommercialiseret verden, og mener at man bør stramme reglerne for at beskytte børnene bedre.
 
Specialet er skrevet af Kamilla Reinholdt Sørensen og Anne-Louise Korsgaard Jensen ved Institut for Æstetik og Kommunikation Aarhus Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også