Når David griner ad Goliat
En retorisk analyse af ytringer, der påvirker politisk ved at invitere til at grine ad en overmagt.
Jeg har undersøgt, hvordan humor, der får os til at grine ad en overmagt eller en autoritet, påvirker politiske emner. Det har jeg gjort på baggrund af en antagelse om, at der er noget særligt tiltrækkende ved netop denne slags humor, og at den har en dobbeltsidet og modsatrettet effekt. BZ’ernes legendariske forsvindingsnummer fra det besatte hus Allotria i 1983 har jeg brugt som paradigmatisk case. Her gjorde BZ-bevægelsen autoriteterne i form af det danske politi og Københavns Kommune inderligt til grin for hele Danmark.
Op mod 1.000 betjente var mødt op for at rydde huset en kold januarmorgen. Dagen er i medierne blevet udset til at blive en krigsdag, og tiden op til har også været præget af mange og ofte voldelige kampe mellem BZ’erne og politiet. BZ’erne har smidt med brosten og ved en enkelt lejlighed et lokum ud af et vindue og ned i hovedet på nogle betjente, og politiet har affyret skud. Der er skader på begge sider af frontlinjen, som det efterhånden bliver til. Den rekordstore politistyrke møder op med busser, kraner og vandtankvogne med brandsprøjter. Over det hele svæver en helikopter, og der er depoter af tåregas parat. Antiterrorkorpset bryder husmuren ind med et trykluftbord fra en container i tredje sals højde. Men BZ’erne har som bekendt lavet danmarkshistoriens bedste Houdini og er ikke at finde nogen steder. Tilbage står politiet og kommunen med en rekordlang næse, som store del af medierne og den danske befolkning griner højt af i de følgende uger.
Ved hjælp af først en teoretisk analyse og siden en nærlæsning af den offentlige opinion, som den fremstod i netop medierne, finder jeg, at de to antagelser om denne særlige form for humor viser sig at holde vand: Ganske positivt kan jeg på den ene side konkludere, at dette humorfænomen ikke så overraskende har et stort potentiale for at tiltrække et publikum til den politiske sag, man advokerer for.
På den anden og mindre positive side må jeg også konkludere, at fænomenet over tid ser ud til at fungere som en ventil for folkets lyst til at gøre oprør mod autoriteter. Med en skelen til politisk teori, der siger, at oprørsk borgerskab er essentielt for en stats sundhed, må jeg altså konkludere, at det er en særdeles uheldig effekt af brugen af denne humor, og at alle politisk engagerede borgere bør være opmærksomme på denne humorfunktion – skjult i tidens gang.
Specialet er skrevet af Helene Hansen ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
