Du er, hvad du viser, du spiser

En kvalitativ undersøgelse af brugernes madrelaterede anvendelse af Instagram.
Vi kender alle udtrykket ”du er, hvad du spiser”. Det er blevet hamret ind i vores hoveder gennem årtier og dækker over budskabet om, at sund mad ganske enkelt gør os sunde. Udtrykket er altså i høj grad knyttet til tanken om sundhed, men i en verden hvor mad i stadig stigende grad indgår i det moderne menneskes selviscenesættelse og identitetsskabelse, giver det ligeledes mening i et mere socialt og kulturelt perspektiv. I det senmoderne samfund har ’du er, hvad du spiser’ i høj grad fået en betydning, hvor mad ikke bare skaber din krop, men også din identitet.
 
Mad er således ikke bare noget, man spiser. Det giver også et billede af, hvem man gerne vil være som person. Denne tendens ses tydeligt på de sociale medier, hvor der i de senere år har været et betydeligt boom i antallet af for eksempel madbilleder på Instagram.
 
Vender vi tilbage til udtrykket ’du er, hvad du spiser’, så peger ovenstående tendenser nærmere i retningen af, at ’du er, hvad du viser, du spiser’. Dette speciale ser nærmere på denne tendens og undersøger, hvordan maden optræder og fungerer for mediebrugerne på sociale medier. Hvad er det, der sker, når brugerne selv bliver aktive medskabere af mediemaden, og hvad får de og andre egentlig ud af denne form for madkommunikation? 
 
Specialet er skrevet af Julie Nebel Højberg ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet og er vurderet til karakteren 12. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også