Siger et billede mere end tusinde ord?

- en undersøgelse af patienters oplevelse af video som patientinformation
Landets hospitaler er i fuld gang med at producere patientvideoer – alene Køge hospital regner med at producere omkring 300 videoer, der skal vises på skærme ophængt rundt på hospitalet. I hele Region Sjælland er videoer som patientinformation et indsatsområde, og det samme billede viser sig i de øvrige regioner. Videoerne produceres, uploades og distribueres af de enkelt afsnit på hospitalerne, og der er derfor intet overblik over det samlede omfang af patientvideoer.
 
På trods af den store udbredelse af patientvideoer er der kun meget sparsom forskning i området – og i kommunikation via små videoer i det hele taget.
 
Specialet tager udgangspunkt i en serie videoer, som Køge hospital har produceret til patienter, der skal have foretaget en kikkertundersøgelse. Intentionerne fra hospitalets side med at anvende video er, at give patienterne forståelig, klar og visuel information. I specialet undersøger vi om disse intentioner bliver indfriet.
 
Metodemæssigt valgte vi en kvalitativ tilgang, hvor vi dels analyserede videoen med redskaber fra tekstanalyse, og dels dybdeinterviewede patienter om deres oplevelser med videoerne.
 
Teoretisk valgte vi at tage udgangspunkt i Brenda Dervins metafor om, at kommunikation skal opfattes som en ’bro’, som patienten kan anvende til at komme over deres ’kløft’ af uvidenhed. Kommunikation indenfor sundhedsområdet har nogle særlige udfordringer, og her valgte vi at anvende Leif Becker Jensens model om ’trekantsdramaet’ mellem patient, faglighed og system.
 
Resultatet af interviewene var bl.a., at videoerne ikke kunne erstatte den trykte folder, men blev set som et supplement til folderen.
 
Patienterne oplevede en kontrast mellem alvoren i videoen og den gode stemning til undersøgelsen, de fandt informationerne i videoen brugbare, men informationsmængden så stor, at de måtte tage noter eller se videoen flere gange. Resultatet af analysen var, at videoen repræsenterer hospitalet som hierarkisk og gammeldags. Videoerne fra Køge hospital levede kun i nogen grad op til hospitalets intentioner.
 
Generelt var patienterne meget nysgerrige og positive overfor video som informationsmedie. Patienterne efterlyser visualiseringer, narrativer og oplevelser fra andre patienter.
 
Specialet er skrevet af Anja Pedersen, Tine Busk, Kirsten Kampmann, Trine Bred og Vivi Rasmussen der er uddannede fra institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Specialet blev vurderet til karakteren 10. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job