Killjoy eller komiker?

En retorisk analyse af feministiske træk og humorens funktioner i samtidig stand-up.
Da Beyoncé i 2014 optrådte ved MTV’s Video Music Awards, valgte hun at optræde helt alene på scenen kun flankeret af gigantiske, lysende bogstaver, der formede ordet ”FEMINIST”. Samme år indtog hun førstepladsen på The FORBES Celebrity 100 List. Hun fortalte senere, at hun havde kaldt sig selv feminist, fordi hun oplevede, folk ikke vidste hvad det betød, og at hun ville sprede budskabet om feminisme som ”equal rights for men and women”. Når en af de største nutidige popstjerner erklærer sig feminist, er det en utrolig stærk indikator på, at feministiske tanker og værdier har rykket sig og skiftet scene fra akademia og revolutionær kvindekamp til popkulturen. Det er blevet moderne at ytre sig feministisk og fx sætte spørgsmålstegn ved lønforskellen mellem kvinder og mænd, som den populære skuespiller Jennifer Lawrence gjorde det for nyligt i Lena Dunhams ”Lenny Letter”. Det er et nyhedsbrev, der består primært at feministiske nyheder og blogindlæg. Lena Dunham, som er kendt fra den populære tv-serie ”Girls”, er udover at være skuespiller, instruktør og producer også kropspositivist og feminist, hvilket bl.a. kommer til udtryk i tv-serien ”Girls”. En fjerde indikator for feminismens sceneskift er udtrykket ”gaga-feminisme”, som er inspireret af popmusikeren Lady Gaga og er et synonym for populærfeminisme.
 
Min initiale interesse for feminisme er affødt af dette påfaldende sceneskift og indtrykket af, at feministiske tanker og holdninger vinder diskursivt terræn i den offentlige debat og i populærkulturen. Jeg er ikke den første, der har lavet denne sammenkobling – bl.a. Andi Zeisler skriver i ”Feminism and Pop Culture”, at ”In the past decade or two, feminism and popular culture have become more closely entwined than ever before.” Der er altså grobund for at undersøge, hvordan populærkulturen retorisk udtrykker feministiske idéer, og hvordan de to, popkultur og feminisme, spiller ind på hinanden. Hvad finder vi ud af, hvis vi anlægger en retorisk vinkel på populærkulturelle tekster og analyserer temaer og budskaber med et feministisk retorisk begrebskompas?
 
Jeg finder paradokset mellem feministisk stand-up og den feministiske killjoy meget interessant og basis for videre undersøgelse. Hvis kvinden og I særdeleshed feministen som udgangspunkt ses som en humordræbende lyseslukker, er det så overhovedet muligt at finde feministiske idéer I standupcomedy? Ganske enkelt: Er det muligt at kommunikere et feministisk budskab ved hjælp af humor? Jeg forestiller mig, at humor set fra en retorisk vinkel her kan bidrage med væsentlige perspektiver. Kan humor skabe en situation hvor feministen får handlekraft og mulighed til at formidle sit budskab? Jeg vil gerne undersøge, hvordan humor kan fungere som en metode for standupkomikeren til at levere et feministisk budskab i stedet for at være en killjoy. Jeg stiller derfor følgende spørgsmål: Hvordan udtrykker samtidig stand-up feministiske træk? Hvilken effekt får komikernes brug af humor I samspillet med deres kønspolitiske budskab?
 
Specialet er skrevet af Julie Brams Jensen, der er uddannet i Retorik fra Aarhus Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job